Herregårdsarkitektur
Af arkitekt m.a.a. Peter Bering
Bygningskunsten inddeles i tidsperioder, hvor skiftende stilretninger prægede de betydende huses udseende. Middelalderen deles i to stilarter: Romansk (1050-1200) og gotisk (1200-1536). Disse inddelinger er oversigtlige og eksempler på historikeres og andres ønske om at få hold på udviklingen. Det gotiske byggesæt forsvandt naturligvis ikke med ét ved Reformationen. I de følgende afsnit beskrives kortfattet hovedlinjer i arkitekturhistorien fra Reformationen og de følgende 500 år. Herregårdenes ejere var gode bygherrer, som gerne ville vise, at de fulgte skiftende moder.
Renæssance (1540-1650)
Renæssancen – genfødslen – var en genoplivelse af den klassiske oldtids kunst, som opstod i Italien. Kunstnerne studerede de klassiske levn, og resultatet blev en stærk selvstændig kunst, der både som helhed og i detaljen var inspireret af oldtiden.
I arkitekturen blev symmetri og regelmæssighed ufravigelige krav. Et skrift om arkitekturen definerer skønheden som en fornuftmæssig, harmonisk sammenstemning mellem alle dele, således at intet kan føjes til og intet tages fra, uden at det hele bliver ringere. Man foretrækker murværkets rolige flade. De gotiske ribbehvælv viger til fordel for de antikke hvælvformer: Tøndehvælv, krydshvælv og kupler.
I ungrenæssancen anvendes ofte kvadermurværk. Facaderne opdeles af vandrette bånd og krones af en stærkt udladende hovedgesims med antikke konsoller. Ornamentikken er til at begynde med enkel, med anvendelse af spinkle antikke former som det korinthiske kapitæl, kannelerede pilastre, perlestav, æggestav og tandsnit; men også småhoveder, buttede drengebørn og guirlander er yndede motiver. Efterhånden bliver ornamentikken rigere, fantasikapitæler og akantusværk. Kannelering afløses af lodret opstigende sammensatte motiver.
Højrenæssancen søger tilbage til de strenge idealer; de antikke former rendyrkes og gengives nøjagtigt. De enkelte led fremhæves stærkere, bl.a. får vinduerne hver sin indfatning, bestående af søjler, gesims og gavltrekant, og den enkle og kraftige toskanske søjleorden foretrækkes. Den tidligere renæssance – ungrenæssancen – der optræder her i landet kort efter 1536, gør sig først og fremmest gældende i kunsthåndværk. På enkelte bygninger nær, der synes opført under norditaliensk indflydelse er arkitekturen endnu gotisk.
Højrenæssancen kom til Danmark over Nederlandene og havde kun meget lidt til fælles med den italienske. De svungne gavle var direkte efterkommere af middelalderens kamtakkede gavle, ligesom etagedelte spir var en videreførelse af slanke gotiske spir. Stilen forbindes ofte med Chr. IV’s betydelige byggeaktivitet. Både de høje gavle og spirene er i direkte strid med de italienske idealer. For dekoration gælder ikke helt de forhold: i portalernes og vinduernes søjler, pilastre og trekantgavle er antikken tydelig.
Hesselagergaard er en af de første bygninger i Danmark, der bærer præg af renæssancen. Gavlene med de store halvrunde afslutninger, vinduesblandingerne og de mange vandrette gesimsbånd er enestående i dansk arkitektur. De er beslægtede med Venezias kirkegavle, og tyder på en ret direkte forbindelse med Norditalien i renæssancens første år. En række befæstede huse, herreborgene, opførtes omkring 1550 med trappetårn og hjørnetårne, fra hvilke murene kunde bestryges, og fremkragede vægtergange med skydeskår og skoldehuller.
Hesselagergaard. Opført mellem 1538 og 1550. Foto: Bent Olsen.
De høje svungne gavle, de vandrette grå sandstensbånd i det røde murværk og de små trekantgavle over vinduerne er karakteristiske for den hollandske og nordiske renæssance. Det er som middelalderens funktionalistiske sans endnu sad i danskerne; man får en vis orden i vindues-anbringelse o.lign.; men hensynet til uregelmæssige rumdelinger giver stadige afvigelser.
I herregårdenes anlægsplaner vinder renæssancens idealer i nogen grad indpas. Ulstrup er et smukt eksempel på et renæssanceanlæg, hvor man har søgt at bringe en vis orden og regelmæssighed i en stor gårds mange bygninger. En trefløjet hovedbygning (aldrig fuldført) åbner sig ud mod avlsgården med en lav portlænge som fjerde fløj. Avlsgården er symmetrisk; men dog kun delvis: Den store lade ligger på tværs af midtaksen; men hovedindkørslen til gården er ved siden for ikke at skære laden midt over. Det praktiske går stadig frem for det stilmæssige ideal.
Barok (1650-1750)
Barokken blev til i Rom og var en videreførelse af renæssancens antikke formsprog. Men perioderne blev væsensforskellige. Barokken var bevæget og urolig – den har ikke megen klassisk ro. Facadernes relief blev fremhævet med stærkt fremspringende gesimser, som tilmed forkrøppes omkring lodrette fremspring i muren, (forlæg og lisener). I barokkens modne liv blev fremspringene tilmed krumme – både konkave og konvekse facadeforskydninger. Det kraftige relief spillede en vigtig rolle i barokarkitekturen, som primært lagde vægt på det maleriske. De antikke former blev ikke kopieret; de blev blot brugt som inspiration.
I det hele taget var barokken en frigørelse fra renæssancens akademiske krav. Personligheden kunne ganske anderledes følge sine intentioner. Grænserne mellem de forskellige kunstarter var flydende, således optræder stærkt bevægede figurer i direkte samspil med de arkitektoniske former (og i malerkunsten ser man voldsomme perspektiviske arkitekturfantasier). Stærk rumfølelse er også et træk: Man opfattede ikke et rum som opbygget af fire vægge; men som et hulrum, der var udskåret i bygningsmassen.
Samtidig med den voldsomme romerske barok skabtes i Norditalien i nøjere tilknytning til renæssancens idealer en mere klassisk, velafvejet arkitektur. Bygningernes midtpartier udformedes ofte som antikke tempelgavle, hvis hel- eller halvsøjler bar den vældige trekantgavl. Hvor søjler og pilastre indgik som led i facadekompositionen, yndede man at lade dem omfatte flere etager (såkaldt stor søjleorden). Nordeuropa inspireredes mere af den norditalienske barok end af den sydtyske /centraleuropæiske.
I Frankrig byggede Louis XIV slotte med stramme aksefaste anlæg, monumentale haver med klippede hække og springvand. Slottenes lange facader var ofte komponeret med underetagen udformet som sokkel for hovedetagens søjler og midtparti og sidepartier trukket frem som risalitter.
Danmark fik, ligesom i renæssancen, impulserne fra Holland og derigennem kom vores tilknytning til den klassiske barok. Det var som landet først nu var modent til at optage den italienske renæssances idealer – de middelalderlige traditioner var endelig brudt. Den hollandske palladianske arkitektur var fremherskende gennem hele perioden. Ganske vist kom omkring 1700 et indslag af romersk barok, og enkelte steder gør sydtyske og franske indflydelser sig gældende. Samtidig med enevældens indførelse slår den hollandsk inspirerede (borgerlige) barok igennem: Stilen har tilknytning til den klassiske barok. Enkle og kraftige søjler og trekantgavle. Akantusværk vender tilbage som tunge ranker på husenes facader.
Nysø, der nyopførtes omkring 1671-73, er en af de første barokbygninger i landet. Anlægget er strengt symmetrisk om en midtakse, der understreges af hovedbygningens rigere udformede midtparti. De stærkt fremspringende sidefløje giver facaden et kraftigt relief. Tagene er afvalmede i gavlene, så bygningerne opadtil præges af den kraftige gesims. Den middelalderlige tradition, der endnu gjorde sig gældende i renæssancens gavle, er slut. Taget er stadig ret stejlt. Hele anlægget er symmetrisk og nu må laden tåle, at blive skåret midt over af portindkørslen i aksen.
Nysø. Opført i 1671-73. Foto: Bent Olsen.
Indtil tiden omkring 1700 prægedes dansk arkitektur udelukkende af den klassiske barok, sådan som den var blevet udformet i Holland. Trekantgavlen over midtpartiet og pilastrene, der omfatter flere etager, er ligesom de tunge bladguirlander karakteristiske for denne arkitektur, som Nysø er det fornemste eksempel på. Det samme gælder den brogede virkning af de grå naturstensenkeltheder i det mørkerøde murværk, et hollandsk træk, der også kan ses som en arv fra renæssancen. I en kortere periode efter århundredskiftet bliver romersk paladsarkitektur toneangivende. Denne tilknytning kommer især til udtryk i de pudsede facaders overvejende vandrette deling og de knækkede vinduesindfatninger med trekantede og segmentformede gavle.
Rokoko (1740-80)
Rokoko er først og fremmest en dekorationsstil og dermed langt mere udbredt i interiører end i det ydre. Ikke desto mindre opførtes nogle markante herregårdsanlæg i denne periode. Facaderne blev fladere og fik en rolig gennemgående gesims. På de fornemste huse eller bygningsdele kan den bære en balustrade. Et gesimsbånd over stueetagen kan angive, at denne opfattedes som bygningens sokkel.
Barokkens facadeskema med symmetrisk fremhævelse af midtparti og sidepartier var stadig i brug; men pilastrene blev afløst af lisener, og vinduerne anbragtes i flade blændinger. Facade-planet blev således opløst i flader, der var ganske let forskudte; det voldsomme relief forsvandt. Husene var ofte grå. På muren anbragtes usymmetriske kartoucher uden organisk sammenhæng med leddelingen. Her ses rocaillerne, som ellers mest kendes fra stuk, paneler og døre. Den figur der har givet navn til stilarten findes med andre ord kun i ringe mål i den ydre arkitektur.
Egentlige rokokoherregårde er sjældne her til lands. Det var kongen og hansnærmeste, der boltrede sig i rokokoen. De fleste godsejere holdt sig til barokken langt op i 1700-tallet.
Klassicisme (1780-1850)
Overgangen fra rokoko til en ny klassicisme med antikke forbilleder går via den såkaldte Louis Seize-stil. Danmark fik sit Kunstakademi i 1754 og for arkitekturens vedkommende blev den nye stil, ført her til af den franske arkitekt Jardin, som blev tilknyttet akademiet. Stilen var, som sin forgænger, knyttet til interiørerne og var primært en dekoration. Det var Jardins efterfølger Harsdorff, der kom til at præge arkitekturen under klassicismen. Den forholdt sig tro mod klassisk arkitektur og dekoration, som man søgte at gengive med størst mulig nøjagtighed.
Efter Den Franske Revolution (1789) blev antikken et symbol for frihed, lighed og broderskab, og man vendte sig med foragt mod alt, som smagte af rokoko. For alvor var man begejstret for klassisk kunst og kultur, og man kopierede græske søjler og efterlignede romerske bygninger. Med Napoleons kejserkroning (1804) kom den franske empire: en pompøs feltherrestil. Alt – stort og småt – blev iklædt antik uniform: kirker byggedes som templer, lysestager udformedes som søjler o.s.v. Med ægtheden tog man det ikke så nøje, man imiterede kostbare materialer og brugte forgyldning overalt.
C. F. Harsdorff kom mere end nogen anden dansk arkitekt til at præge tidens byggeri. Som professor ved akademiet kom han i kontakt med både arkitekter og håndværkere, og fik stor indflydelse på de bygninger, der blev opført i hele landet. Det var fortsat rokokoens tredelte facadeskema, der var grundlaget. Midtpartiet udformedes ofte med pilastre og gavltrekant, medens sideakserne fremhævedes gennem beletagens fint udformede vinduesindfatninger med konsolbårne gavle.
Forholdet mellem detaljerne og helheden er såre velafvejet. De enkelte huses særpræg er temmelig diskret. I meget monumentale bygninger arbejdede Harsdorff med frie søjler; bedst kendt fra Kolonnaden på Amalienborg.
Harsdorffs elev, C.F. Hansen, efterfulgte ham som akademiprofessor. Hans bygninger var enklere og kraftigere, og knyttede sig – i lighed med den franske empire – til den romerske arkitektur. Typisk for Hansens arkitektur er den store enkle tempelfront, der ligger klart fremme foran bygningens hovedblok. Det er også karakteristisk, at alle flader, der ligger fremme i lyset, er uden dekoration, medens de, der ligger i halvlys, ofte har raffinerede klassiske ornamenter. Den hansenske klassicismes huse er meget enkle; udover husenes karakteristiske rejsning antydes stilpræget kun af gesimsbånd og de aflange forsænkede felter – undertiden med antikke motiver – mellem etagernes vinduesrækker. Konsolbårne baldakiner over døre er almindelige gennem hele den kassicistiske periode.
I senklassicismen forsvinder facadernes lodrette opdeling, og alle vinduer indenfor samme etage omgives med samme indfatning. Underetagen er stadig adskilt fra de øvrige etager ved et vandret bånd, medens kvadringen, der i de tidligere perioder var forbeholdt den underste etage, nu også ses brede sig op over murfladen. Det kan virke lidt stift og tørt. Efterhånden bliver de antikke former renæssanceagtige; også gotiske motiver dukker op!
Svenstrup. Opført mellem 1782 og 1784. Foto: Svenstrup Gods.
Historicisme (1837-1915)
Mens klassicismen rådede, dukkede de første romantiske herregårdsbygninger op. Haverne og deres småhytter kom først. Hovedbygninger i historiske stilarter ses et stykke ind i 1800 tallet: Steensgaard på Langeland – landets første nygotisk hus – er fra 1837. De historiske stilarters genkomst er en udløber af romantikken. Og af en stærk interesse for historie og studier af fortidens mindesmærkers skiftende udtryk.
Restaureringer dukker op, og de handler om, at bringe bygværket tilbage til dets oprindelige skikkelse. Når arkitekterne er bekendt med alle stilarter, er der ikke langt til at benytte alle stilarterne. I løbet perioden får vi nygotik, nyrenæssance, Chr.IV-stil, nybarok, nyrokoko og blandinger af stilarterne, som også kaldes herregårdsstil. Det vigtigste for valget er, at bygningerne skal markere sig som betydningsfulde. Hovedbygningen skal signalere herregård!
De historiske stilarter benyttes overvejende samtidig: dog bygges der ikke nygotiske huse efter 1890’erne. Og de, ret få, nybarokke bygninger er sene og kulminerer henimod århundredskiftet.
Frijsenborg fra 1862-67. Foto: Frijsenborg & Wedellsborg
Eksempler på herregårde fra forskellige stilperioder:
Middelalder: Gjorslev, Spøttrup, Tjele, Rygaard, Østrupgaard (Sydfyn)
Middelalder/renæssance (herreborge): Egeskov, Gisselfeld, Borreby
Renæssance: Hesselagergaard, Vallø, Voergaard, Rosenholm, Holckenhavn, Ulstrup
Barok og rokoko: Nysø, Clausholm, Bidstrup, Glorup, Ledreborg, Lerchenborg
Klassicisme: Krengerup, Juelsberg, Hagenskov (Frederiksgave), Svenstrup, Moesgaard
Historicisme: Steensgaard (Langeland), Basnæs, Krabbesholm (Sjælland), Valbygaard,
Erholm, Frijsenborg, Orebygaard, Sophiendal, Sanderumgaard
Videre læsning:
Faber, Tobias: Dansk Arkitektur, 1963
Langberg, Harald: Danmarks Bygningskultur, 1955
Lund, Hakon (red.): Danmarks Arkitektur, 1980
Millech, Knud og Kay Fisker: Danske Arkitekturstrømninger 1850-1950, 1951
Sværke, Anne Grethe: Nybygt af gammel Art, Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900, Skippershoved, 2010