Adelspalæer

Af cand.mag. Klaus Højbjerg, Dansk Center for Herregårdsforskning

Fra begyndelsen af 1670’erne og indtil midten af 1750’erne lod en række af landets adelige godsejere fornemme palæer opføre i hovedstaden. Disse palæers opførelse blev ansporet af kongemagten, der ønskede at landets store jordbesiddere opholdt sig mere eller mindre fast ved hoffet. Rollen som godsejer vedblev dog at være en central del af den adelige identitet, og enevældens nye titler – greve og baron – forudsatte da også, at man ejede anseelige mængder jord. 1700-tallets højadel levede således en tilværelse, hvor hofkarrieren og det repræsentative liv på den ene side betød, at adelspalæet i hovedstaden fungerede som primær bolig, mens herregården på den anden side – trods det at den ofte blot anvendtes som sommerbolig – fastholdt sin centrale betydning som manifestation af adlens identitet som privilegerede jordbesiddere. 

I nærværende artikel redegøres for baggrunden for de danske adelspalæers opståen – og med A.G. Moltkes (1710-1792) palæ og dennes herregård Bregentved som primære eksempler, kaster vi et blik på de arkitektoniske og kunstneriske vekselvirkninger, der ofte fandt sted imellem højadlens hjem i by og på land, ligesom vi med afsæt i samme case skitserer den typiske anvendelse af de to boligtyper.

Arkitekten Niels Eigtved var ansvarlig for opførelsen og indretningen af Moltkes palæ, men ved hans død i 1754 var arbejdet ikke fuldført og den unge franske arkitekt N.H. Jardin fik herefter overdraget opgaven. Selv om riddersalen i hovedsagen er Eigtveds værk, så viser detaljer, at Jardin diskret formåede at introducere nyklassicismens formsprog midt i al rokokopragten. Foto: Wikimedia Commons.

Moltkes palæ
Lørdag den 30. marts 1754 var overhofmarskal A.G. Moltke (1710-1792) vært for en storslået middag i anledning af, at hans imponerende palæ ved Amalienborg plads nu stod færdigt. Kong Frederik den 5. (1723-1766) var til stede under middagen, der blev indtaget i den pragtfulde, endnu bevarede riddersal. Og skønt der var tale om indvielsen af en privatbolig, understregede den kongelige tilstedeværelse, at palæet samtidig var et centralt led i en overordnet plan, der skulle styrke iscenesættelsen af den enevældige stat. Som led i denne plan, blev der omkring pladsen i de følgende år opført yderligere tre adelspalæer, der i det ydre fremstod som identiske med Moltkes. Dertil kom en række andre prominente adelspalæer i det omkringliggende nyanlagte kvarter.

Geddes kvarterkort fra 1757 viser det nye kvarter nordøst for byens gamle centrum, som fik navnet Frederiksstaden. Der havde længe været planer om at inddrage området som led i en større udvidelse af byen. Udformningen af den ambitiøse plan skyldtes i høj grad Moltke og Eigtved. Foto: Digitale samlinger - Det Kongelige Bibliotek

Den overordnede plan for området, der fik navnet Frederiksstaden, blev udarbejdet af hofarkitekten Niels Eigtved (1701-1754). Han gjorde Amalienborg pladsen til det ubestridte centrum i det nye kvarter. Midt på pladsen skulle der rejses en rytterstatue af kongen - og som pladsens ”point de vue” planlagdes opførelsen af en kolossal kirke. Rytterstatuen blev realiseret, mens planerne for kirken længe måtte skrinlægges for til slut at blive gennemført i en revideret, mindre ambitiøs version.

De adelspalæer, der blev opført i forbindelse med Eigtveds ovenfor omtalte plan, var altså som antydet tænkt ind i en klar overordnet sammenhæng. Nok var der tale om fornemme privatboliger for rigets mest magtfulde mænd, men som bygherre måtte man imidlertid underkaste sig en mængde konkrete krav, hvad palæernes fremtræden og placering angik. Kongen ønskede ganske vist, at adlen lod opføre prangende huse, der kunne kaste glans over rigets hovedstad, men de skulle samtidig understøtte – ikke udfordre – oplevelsen af en hensigtsmæssigt og velordnet plan, der billedligt talt tilkendte kongen den ubestridte plads i centrum.

Stikket her stammer fra 1766. Moltkes palæ ses til venstre i billedet, mens kunstneren af pædagogiske hensyn har "skåret" palæerne mod havnen ned, så man får et tydeligt indtryk af pladsen. Alle palæer var i virkeligheden færdigbyggede, da stikket blev til - hvorimod Frederikskirken endnu blot var en byggeplads. Kunstneren Le Clerc har imidlertid vist kirken, som den ville have set ud, hvis den var blevet opført efter arkitekten N.H. Jardins planer. Billedtitlen angiver, at der er tale om den kongelige plads i Frederiksstaden - først da Kongehuset efter 1794 købte de fire adelspalæer kom anlægget til at gå under betegnelsen Amalienborg. Foto: Johan Martin Preisler efter Le Clerc: Place Royale de Friedrichstadt á Copenhague Statens Museum for Kunst

Adelsgårde
Den forståelse af adelspalæet og dets rolle, som kom til udtryk med opførelsen af Moltkes palæ og Eigtveds plan i øvrigt, fødtes med enevælden. Adelige havde igennem århundreder haft gårde i hovedstaden eller i de mest betydelige provinsbyer. Årsagerne hertil var praktiske; deltog man i det politiske liv, bestred man en amtmandspost eller andre betydningsfulde embeder var man nødsaget til at opholde sig i byen i kortere eller længere perioder – og som godsejer var det også i vid udstrækning her, at kontakten til det handelsnetværk, der sikrede afsætningen af godsets produkter, blev opdyrket. Disse såkaldte adelsgårde, adskilte sig imidlertid fra adelspalæerne på flere måder. De var først og fremmest praktiske boliger, de skilte sig ikke i arkitektonisk henseende ud fra købmændenes og håndværksmestrens gårde og de blev ejet på samme vilkår som disse.

Thotts palæ, der blev opført i midten af 1680'erne er et af de tidligste eksempler på et dansk adelspalæ. Dengang tilhørte det admiral Niels Juel og sidenhen ejedes palæet af medlemmer af adelsslægterne Gyldenløve, Danneskiold-Samsøe og Schack. Otto Thott til Gavnø overtog palæet i 1760 og lod i årene herefter arkitekten N. H. Jardin forvandle det gamle barokhus til et stilfuldt eksempel på tidens nyklassicisme. Foto: Digitale samlinger - Det Kongelige Bibliotek

Adelspalæets særstatus
I 1671, 11 år efter enevældens indførelse i Danmark, udstedte Christian den 5. loven om grevernes og friherrernes privilegier. Loven betød, at man nu som noget nyt kunne opnå titel af greve eller baron forudsat, at man ejede en vis mængde gods. En række privilegier samt ikke mindst skattefrihed fulgte med titlerne, mens de nye adelsmænd til gengæld på vegne af kongen påtog sig en række administrative opgaver i de lokalsamfund, der omgav deres herregårde. Dette var ikke den eneste måde, hvorpå man søgte at knytte de store jordbesiddere tættere til den enevældige stat; afgørende i nærværende sammenhæng var det privilegium, der gav den nye adel ret til skattefrihed for en gård i København. Kongen ansporede hermed landets store jordbesiddere til delvist, at bosatte sig i hoffets nærhed.

Kongemagten skærpede samtidigt kravene til nybyggeri og skattefriheden til trods var det en overordentligt bekostelig affære at opføre et palæ. Kun den absolutte elite kunne være med - og blandt disse kom nogle alligevel til at gabe over mere end de kunne klare. Moltkes nabo lensbaron Severin Leopoldus Løvenskiold måtte således i 1754 kaste håndklædet i ringen og sælge sit ufærdige palæ til enkegrevinde Anna Sophie Schack, der bedre formåede at holde styr på udgifterne til det vidtløftige byggeri. I det første halve århundrede efter at privilegierne blev givet, opførtes blot 10 palæer, men i 1740’erne og 1750’erne kom der mere gang i byggeriet. I denne periode opførtes 12 nye palæer, hvoraf hovedparten endnu eksisterer. Efter denne blomstring aftog adlens interessen for disse pragtbyggerier; dels var behovet i et vist omfang mættet, dels gik smagen nu også i retning af mindre og mere jævne boliger – nu også gerne en smule på afstand af den tæt befolkede hovedstad.

Med enevældens ophør i 1848 forsvandt de fleste af adlens privilegier og dermed også i vid udstrækning grundlaget for at holde et palæ i hovedstaden. Efterhånden solgte adlen da også deres store huse og nøjedes med at bo til leje på mondæne adresser i det centrale København igennem dele af vinteren. Med salget af Moltkes palæ på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade (Ikke at forveksle med det i artiklen behandlede palæ af samme navn) og Thotts palæ ved Kongens Nytorv i 1930 sluttede adelspalæernes epoke.

Moltkes palæ. I dag kender de fleste palæet som en del af Amalienborg slot eller som Christian den 7's palæ. Foto: Roberto Fortuna - Nationalmuseet

Moltke – en taknemmelig tjener
Moltkes palæ ophørte faktisk med at fungere som adelspalæ blot to år efter bygherrens død. Som i mange andre senere tilfælde skyldtes salget dårlig økonomi. For Moltkes arvinger var det dyre hus en belastning og da kongehuset med Christiansborgs Slots brand i 1794 stod uden nogen residens i hovedstaden, var det held i uheld. Kongefamilien købte hurtigt Moltkes palæ og kort efter de resterende palæer omkring Amalienborg pladsen, hvorved de fire adelspalæer fik status af kongebolig.

Vender vi for en stund tilbage til A. G. Moltke og hans storhedstid, så ser vi, at manden såvel som palæet, hver især var emblematiske for den modne enevælde. Moltke var ud af en nordtysk adelsfamilie, men havde ingen udsigter til at arve noget gods og kom formodentlig derfor tidligt i tjeneste ved det danske hof. Moltke, der naturligvis var ganske afhængig af kongens gunst, levede til punkt og prikke op til Enevældens ideal om den ydmyge og tro tjener – som til gengæld gav den mægtige konge god anledning til at demonstrere sin generøsitet og gavmildhed med belønninger i form af titler, lukrative embeder og gaver. Den taknemmelige statstjener var omvendt aldrig sen til at kvittere for kongens velgerninger. Kort før kongen i 1750 ophøjede Moltkes gods Bregentved til grevskab, havde Moltke således undfanget den ide, at hovedstadens påtænkte udvidelse mod nordøst skulle gøres til en hyldest af det oldenborgske kongehus i anledning af dynastiets 300 år på tronen. Det har samtidig givetvis været Moltke, der dels sørgede for, at ansvaret for kvarterets udformning blev lagt i hænderne på den kapable Niels Eigtved, dels sikrede at opførelsen af en række prominente adelspalæer kom til at indgå som centrale led i projektet. Med sit eget palæ bragte Moltke sig næsten i bogstavelig forstand i første parket, men dog således at bygningen på linje med de øvrige palæer på pladsen stadigvæk lader sig opfatte som en slags baggrundstæppe i forhold til pladsens hovedaktør, den kongelige rytterstatue.

Frederik den 5. blev ikke blot inviteret til indvielsen og diverse andre fejringer i det Moltkeske hus, hans kontrafej prydede også talrige sale i palæet såvel som på Bregentved. I palæets riddersal indgik således meget store portrætter af kongen og dronningen i udsmykningen, ligesom ovennævnte rytterstatue af førstnævnte blev placeret på en så høj sokkel, at den nærmest traver lige forbi vinduerne på beletagen i Moltkes palæ – i den forseglede kasse, der blev placeret i fundamentet ved nedlægningen af grundstenen den 7. august 1750 knyttes kongens person også tæt sammen med byggeprojektet:

ADAM GOTLOB MOLTKE
Greve til Bregentved, Ridder,
D:K:M: Geheime Raad
og Ober Hofmareschall
Haver
Ved dette Huuses Bygning
Villet sette for Efterkommerne
En stedsevarig Erindring
Om
Sin og Deres
Udødelig taknemmlighed
For den Stormægtigste Konges
FREDERICH DEN FEMTES
Beviiste Store Naade og Velgierninger.
Gud bevare denne og de andre
Paa denne af Hans Majestæt allernaadigst
Skienkede prægtige Plads
Staaende Bygninger
Til Kongens Navns Ihukommelse
Til Stadens Prydelse
Til Beboernes bestandige Lykke og Gavn
Den første Steen blev lagt
d. 7: Augusti 1750

Teksten, der blev genfundet ved fundamentarbejder i 1977, giver et meget godt billede af ikke blot Moltkes, men tidens forståelse af et adelspalæ. Der var tale om noget, der langt overgik et ordinært husbyggeri. Byggeriet var nok til glæde og gavn for Moltke, men æren tilkom kongen og huset skal slet og ret ses som den udtrykte, udødelige taknemmelighed, Moltke og hans efterkommere nærer overfor kongen.

Bregentveds hovedbygning fremstod efter Eigtveds ombygninger i midten af 1700-tallet som et rokokoanlæg. Som det anes på prospektet her, der er fra midten af 1861, så var haven på det tidspunkt blevet omlagt i engelsk stil. Prospekter af Danske herregaarde, F. Richart

Indretningen af Moltkes palæ – og Bregentved
Endskønt Dehn, Bernstorff, Levetzau, Berckentin og grevinde Schack opførte store palæer på samme tid som Moltke formåede ingen som han at engagere ikke blot rigets, men også lejlighedsvist Europas bedste kunstnere og håndværkere i arbejdet med palæets indretning. Der blev ikke sparret på noget; elegante stuklofter, udskårne paneler, gobeliner, silketapeter, malerier af gamle nederlandske mestre såvel som af de bedste samtidige franske, udsøgte møbler, kinesisk og fransk porcelæn etc. Denne herlighed spillede naturligvis en rolle i forhold til det billede, man ønskede at signalere udadtil – adelspalæerne var om end privatejede ikke ulig finere embedsboliger, hvor det forventedes at husets herre udstrakte sin selskabelighed udover det rent private; adelspalæerne var også stedet for en mængde middage, soireer, baller mv. som knyttede an til den embedsvaretagelse, som med enevælden i vid udstrækning var blevet adelens hovedbeskæftigelse.

Det var imidlertid ikke blot samfundets absolutte elite, der fik lejlighed til at opleve Moltkes storslåede palæ. Husets galleri, der rummede værker af de bedste nederlandske og flamske mestre, naturalie- og medaljesamlingen, det veludstyrede bibliotek samt ”saadanne Værelser, som ere sin høye Eyermand værdige og zirede i den beste Smag” kunne, som det fremgår af ”Kiøbenhavns politiske Vejviser for 1770” beses efter henvendelse til forvalter Wulf. Også Bernstorff og Reventlows palæer kunne beses efter aftale, mens Thotts palæ, hvis bogsamling var landets bedste, desværre var vanskeligere at opnå adgang til pga. ejerens travlhed. I en tid, hvor Det Kongelige Danske Kunstkammer endnu var landets eneste museumsinstitution, spillede de ekstraordinære private samlinger, der fandtes i en række af de store adelspalæer en stor rolle i forhold til den almene dannelse. Selv om der formelt set ikke gjaldt nogen krav vedrørende de besøgendes rang eller stand, tør vi dog nok imidlertid formode, at det primært var det bedre borgerskab, der henvendte sig.

Endskønt adelspalæerne i 1700-tallet i vid udstrækning fungerede som primære boliger for deres ejermænd, så knyttede titlen som greve eller baron an til en jordbesiddelse. Moltke var således greve til Bregentved, og herregården repræsenterede i modsætning til adelspalæet i byen tradition og slægtsmæssig forankring. Moltke havde som indvandrer naturligvis ikke sidstnævnte forankring, men hustruen Sophie Hedevig Rabens aner talte gamle danske adelsslægter som Skeel og Rosenkrantz. Og med erhvervelsen af meget store jordbesiddelser sikrede Moltke, at hans efterslægt skulle blive velrepræsenterede i den danske godsejerstand.

Selv om palæet som ovennævnt fungerede som den primære bolig for Moltke under hans embedskarriere, så ofrede han også anseelige ressourcer på at omdanne Bregentved til et værdigt hovedsæde for sine godsbesiddelser. Og til dette arbejde trak han i vid udstrækning på den samme kreds af arkitekter og kunstnere, som han havde engageret i forbindelse med opbygningen og indretningen af sit palæ. Niels Eigtved omskabte således herregårdens ydre og indre i elegant rokokostil, og akkurat som det havde været tilfældet for palæet, blev den franske arkitekt N. H. Jardin inddraget kort tid efter Eigtveds død i 1754, med det resultat at også interiørerne på Bregentved fik præg af den nyklassicistiske stil, som Jardin var bannerfører for. Den feterede franske hofmaler Louis Tocqué havde leveret de tidligere omtalte store portrætter af Kong Frederik den 5. og Dronning Juliane Marie til Riddersalen i Moltkes palæ – og af samme kunstner sikrede Moltke sig en række mindre knæstykker af kongefamiliens medlemmer, der fik fast plads i Havesalen på Bregentved. Jacques Saly, manden bag den prægtige rytterstatue, der skulle komme til at smykke Amalienborg Pladsen, leverede en buste af kongen til Havesalen og endeligt skulle Bregentved også få et galleri og skilderigemak med gamle nederlandske og flamske mestre i stil med det, der blev skabt i palæet – ja hovedparten af malerisamlingen på Bregentved havde faktisk først været ophængt i en af palæets såkaldte pavillonsale, men flyttet herfra til Bregentved da Moltke i stedet valgte at lade Jardin indrette sit bibliotek i det pågældende rum.

Var de arkitektoniske ambitioner større for palæets vedkommende end for herregårdens, så gjaldt det dog omvendt for haveanlægget. En fornem – om end ganske lille – fransk have var blevet anlagt bag palæet. På Bregentved havde Moltke imidlertid anderledes god plads til at anlægge en fransk have i det helt store format. Også her blev Jardin engageret i begge projekter; i palæets have byggede han den såkaldte Voliére, mens han i 1760’erne udvidede og omlagde parken ved Bregentved, så den fremstod som tidens mest moderne og mest ambitiøse anlæg. Haven blev udstyret med sandstensskulpturer af den unge professor ved Kunstakademiet, Johannes Wiedewelt, som Moltke kendte godt qua sin rolle som akademiets præses.

Moltkes forbindelser til hovedstadens kunstelite kom i øvrigt ikke kun til at præge Bregentved; hvor Eigtved var ansvarlig for opførelsen af Thurebyholm nær Bregentved, stod Jardin for moderniseringen af Moltkes fynske gods Glorup, hvortil førnævnte Wiedewelt leverede et monument til haven – og til Karise Kirke, der hørte under Moltkes gods Juellinge, opførtes et kapel, der blev indrettet af hofarkitekten Harsdorff og udstyret med arbejder af henholdsvis billedhuggeren C. F. Stanley og førnævnte Wiedewelt. Stanley leverede i øvrigt også skulpturen Andromeda til den store vestibule i Moltkes palæ i 1764, hvorfra den dog senere blev flyttet til haven på Glorup.

Moltke var ikke ene om at gøre brug af de samme arkitekter, kunstnere og håndværker i forbindelse med opførelsen af palæet og diverse opgaver på sine herregårde. J.L. Holstein til Ledreborg engagerede eksempelvis hofbygmester Jacob Fortling både i forbindelse med indretningen af sin pragtfulde herregård Ledreborg såvel som i forbindelse med ombygningen af sit palæ i hovedstaden – og arkitekterne Niels Eigtved og J.G Rosenberg var begge efterspurgte både når det gjaldt herregårdsbyggeri og opførelsen af palæer.

En del af Moltkes franske have på Bregentved ses her. Jardin medvirkede til anlæggelsen af haven, der strakte sig over mange år. "Vue perspective du Chateau de Bregentved" 1762 - 1763 Müller, W.A., Rosenberg. Foto: Georg Erdman, Statens Museum for Kunst

Brugen af palæ og herregård
Som der er søgt redegjort for i foregående kapitel, så var der ofte et tæt samspil mellem de kunstneriske og arkitektoniske projekter, der knyttede sig til henholdsvis adelspalæet i hovedstaden og herresædet – eller herresæderne – på landet. Få havde et ambitionsniveau som Moltkes, men tendensen var den samme; nye ideer om smag og indretning realiseredes ikke alene i forbindelse med opførslen af de prægtige adelspalæer i hovedstaden, men gjorde sig naturligvis også gældende på herregårdene. Her kunne man ganske vist nok ofte nøjes med knap så ekstravagant arkitektur og indretning, men til gengæld udfolde tidens store interesse for haver til både pryd og nytte. Her var der plads til at anlægge lange alléer og kaskadeanlæg, opføre orangerier, monumenter og mindesmærker over slægt og ædle dyder samt fremavle en overflod af frugt og grønt. Dette aspekt ved herregårdslivet faldt smukt i tråd med den måde, hvorpå adelsfamilierne gerne tilrettelagde deres liv. Man opholdt sig i palæerne i vinterhalvåret, mens herregårdene blev brugt i sommerperioden. Livet i palæet var præget af adelsmandens professionelle virke som embedsmand med tilknytning til hoffet: møder, administrative opgaver, medvirken under diverse ceremonielle og repræsentative opgaver og selvfølgelig dertil en mængde mere eller mindre festlige begivenheder såsom te-selskaber, middage, koncerter, teaterture, maskeballer etc. satte deres præg på tilværelsen her, mens man om sommeren kunne slappe af på herregården, hvor man typisk plejede de lidt nærmere familierelationer og det i forhold til den københavnske elite sikkert knap så fordringsfulde lokale netværk af knap så betydelige godsejere og embedsmænd. I stedet for teaterture og besøg i diverse kramboder kunne man her fornøje sig med rideture, fisketure og jagt.

Om man som godsejer ejede et egentligt adelspalæ eller blot en gård i hovedstaden – eller måske blot boede til leje, så betød opholdet i hovedstaden en skærpet appetit på en række varer, som ellers vanskeligt lod sig skaffe i herregårdenes lokalområder. Fine silkestrømper, parfume, parykker, malerier, kobberstik, møbler, smykker, bøger, spejle, te, chokolade, vine, krydderier etc. fandtes naturligvis i et langt bredere og mere eksklusivt udvalg i hovedstaden end i den lokale købstad og herfra lod herlighederne sig forsende til herregården således, at hovedstadens søde liv ikke ophørte alt for brat, når man vendte tilbage hertil.

At opholdet i henholdsvis adelspalæ og på herregården ofte var sæsonbestemt ses også i Moltkes tilfælde. Ofte har han dog sikkert næppe haft megen tid til at opholde sig på Bregentved og hans mange opgaver i hovedstaden har givetvis også været en medvirkende årsag til, at han havde gjort Bregentved - som trods alt lå i en overskuelig afstand fra hovedstaden – til centrum for sine godsbesiddelser. Med kong Frederik den 5. død i 1766 fik han dog langt mere tid til at opholde sig på Bregentved. Christian den 7.s tronbestigelse betød at den kreds, der havde stået faderen nær, blev fjernet fra magten. Moltke viste sig herefter kun i begrænset omfang i hovedstaden og intensiverede i stedet sit fokus på Bregentved, hvor haveanlægget endnu ikke var fuldendt. Det var ikke usædvanligt, at en adelsmand når han blev afskediget fortrak til sin herregård. De ledige adelspalæer, der stod tilbage kunne så lejes ud til standsfæller, der ikke selv ejede et palæ, til medlemmer af kongehuset eller til udenlandske ambassadører og gesandter, der havde behov for passende rammer til deres repræsentative opgaver.

Ikke desto mindre var adelspalæerne som nævnt ofte en økonomisk byrde for deres ejere. Og i takt med at smagen ændrede sig, og adelig rang og politisk indflydelse samtidig ikke længere nødvendigvis var tæt forbundne størrelser, så afhændedes adelspalæerne. Som deres landlige fætre – herregårdene – står mange af dem endnu, men i modsætning til herregårdene tjener de alle i dag andre formål end det oprindeligt tiltænkte.

Enkelte borgerlige forsøgte sig i sidste del af 1700-tallet med byggerier, der i arkitektonisk henseende matchede adelspalæerne - den norske tømmerhandler Frederik Bargum brugte således en god del af sin formue på at opføre det såkaldte "Gule Palæ". Arkitekten var også her N. H. Jardin. Foto: Wikimedia Commons.

Videre læsning
Andersen, Britta og Pernille Roholt (red.): Byens adelsgårde og palæer, Norden 1720-1800. Skippershoved, 2008

Dyrmann, Kristine: ”Mellem hovedstad og herregård: Greveparret Jørgen Scheel og Charlotte Louise Scheels forbrug på herregården Gammel Estrup i midten af 1700-tallet”, i Andersen, Britta, Elkjær, Kristine Marie:  Herregårdshistorie 16, Auning, 2020

Frydendal, Flemming (red.): Christian VII’s Palæ. København, 1996

Raabymagle, Hanne: Christian VII’s palæ Amalienborg I – A.G. Moltkes palæ 1749-1794. København, 1999

Roussel, Aage: Danske Slotte og Herregårde bind 1. København, 1963

Talbot, Florence og Ulla Kjær: Det Thottske Palæ / Le Palais Thott. København, 2006