Vallø

Ejerhistorie

Den første ejer, som skrevne kilder fortæller om, er Eskild Falk Krage. Efter Christoffer II (1276-1332) kom til magten, blev Eskild Falk Krage slået til ridder, og i den sammenhæng fik han Vallø. Hans søn Bo Eskildsen Falk tjente trofast Valdemar Atterdag (1320-1375), hvilket medvirkede til, at han både blev taget til fange under kampe mod holstenske modstandere i 1343 og af svenskerne i 1356. Bo Eskildsen Falk støttede sin konge under mange svære forhandlinger og blev ligesom sin fader udnævnt til ridder. Allerede på dette tidspunkt hørte Vallø kirke til gården.

Jens Eskildsen Falk fulgte i forfædrenes spor og var således en af dronning Margretes (1353-1412) adelsmænd. Han havde to døtre, Kirsten og Karen Jensen Falk, der var gift med hhv. Henning Podebusk og Oluf Axelsen Thott, som efterfulgte ham som ejere på Vallø.

Efterhånden overtog Thott-familien det fulde ejerskab. Dette skete især på Oluf Axelsen Thotts fader, Axel Pedersen Thotts, initiativ. I Erik af Pommerns (1382-1459) sidste regeringsår blev Oluf Axelsen Thott rigsråd, men han var også mellem de stormænd, der fældede kongen og støttede efterfølgerne Christoffer III (1416-1448) og Christian I (1426-1481).

Oluf Axelsen Thott havde to døtre med to forskellige koner, som begge hed Birgitte. Den ældste fik hans gods i Sverige og den yngste det i Danmark. Dette var imidlertid ikke nok for den ældste datter, Birgitte Nilsson, som derfor fabrikerede nogle breve, der tilsyneladende også gav hende ret til Vallø. Dette fik hun dog ikke lov at slippe af sted med. Hendes danske stedmoder, Anne Present, førte sagen mod hende, og Birgitte Nilsson blev dømt for bedrageri i 1479.

I mellemtiden var Christian I blevet blandet ind i sagen, da Birgitte Nilsson havde indgået en handel med ham om noget af Vallø-godset. Det danske par, Birgitte og Niels Rosenkrantz, var på god fod med kongen, men sagens efterspil var langvarigt, og først i 1522 fik Birgitte Rosenkrantz vristet Vallø helt fri af kongens hænder.

Niels Rosenkrantz' efterfølger på Vallø, Oluf Nielsen Rosenkrantz, forøgede godsets størrelse. Efter enken Ida Munk Langes død i 1554 blev arven delt mellem hans to døtre, Birgitte og Mette Rosenkrantz. Vallø blev her splittet i Øster og Vester Vallø. Deres mænd, Peder Bille og Steen Rosensparre, overtog driften med gårdene. Steen Rosensparre døde imidlertid i kamp mod svenskerne i 1565, og Mette Rosensparre giftede sig derfor to år senere med Peder Oxe, som var kommet tilbage til Danmark efter at have været i landflygtighed.

I slutningen af 1500-tallet var begge søstre blevet enker, men de sad stadig på deres store godser og gjorde meget for området. Birgitte Rosenkrantz byggede eksempelvis en renæssancegavl på kirken og fornyede dens inventar, mens Mette Rosenkrantz stod bag hovedbygningens udformning.

Øster Vallø blev i Rosenkrantz-slægten indtil 1611, hvor den blev solgt til Christian IV's (1577-1648) svigermoder, Ellen Marsvin. Hun blev dog senere tvunget til at afstå Vallø til sin datter, Kirsten Munk, der var Christian IV's berømte hustru til venstre hånd. En tid blev Øster Vallø styret direkte under Kronen, og Christian IV satte da også nogle byggeprojekter i gang, som dog gik i stå. I 1641 overtog den 19-årige kongesøn Valdemar Christian Øster Vallø, som var i forfald, og få år senere gav han da også gården tilbage til sin moder. Hun endte med at sælge Øster Vallø til Vester Valløs ejer, Christen Albretsen Skeel, så gårdene igen blev samlet i 1651.

I mellemtiden på Vester Vallø havde Mette Rosenkrantz' søn Oluf Steen Rosensparre overtaget gården. Han var med i Christian IV's regering fra 1596 og gift med Thyge Brahes niece, Elisabeth Gyldenstjerne. Af denne linje kom godset til Christen Albretsen Skeel, der udover at samle Vallø i 1651 oprettede det Skeel'ske Hospital i Herfølge i 1641

Sønnen Otto Christensen Skeel opnåede patronatsret til seks landsbykirker, dvs. ret til at udnævne præsterne. Efter nogle salg kom Vallø til Frederik IV (1671-1730), og i 1713 forærede han sin elskede Anna Sophie Reventlow godset. Men da Frederik IV døde i 1730, fratog den nye konge Christian VI (1699-1746) Anna Sophie Reventlow næsten alt hendes gods, deriblandt Vallø. Han havde arvet sin moders fjendskab mod faderens anden kone. Hun fik dog lov at beholde sin dronningetitel og Clausholm Slot.

Dernæst kom Vallø i 1731 til Christian VI's dronning, Sophie Magdalene. Hun fortsatte de byggeprojekter, som Frederik IV ikke havde færdiggjort. I 1737 oprettede Sophie Magdalene så det kongelige Frøkenstift, som dog først blev indviet med en ceremoni året efter. Det skulle huse fyrstelige, grevelige og adelige kvinder, som efter eksempelvis hoftjeneste ønskede at vie sit liv til stille gudsdyrkelse. Indtil 1799 skulle stiftsfrøkenerne endda kunne bevise deres adelige aner 16 generationer tilbage. Stiftet fik lov til at bruge et kongekronet våben med de danske løver og den brandenburgske ørn.

Sophie Magdalene ledede stiftelsen som overdirektrice indtil sin død i 1770, hvorefter dronning Caroline Mathilde overtog protektoratet i marts 1771. Først under dronning Maria Sophie Frederikkes lange protektorat mellem 1796 og 1852, blev der iværksat en del nye tiltag moderniseringer af driften.

Gennem 1800-tallet blev alle fæstegårde frasolgt til bøndernes selveje, mens stiftets virksomhed blev udvidet. Dette skete bl.a. med Alderdomshjemmet Carolinestiftelsen og Arveprinsesse Carolines Børneasyl.

Vallø Stift er fortsat i funktion i 2021, hvor det med et jordtilliggende på ca. 4.200 hektar er et af landets største godser. Således omfatter Vallø stift hovedgårdene Billesborg, Vallø Hovedgaard, Gunderup, Gammel Lellingegaard og Ny Lellingegaard.

Vallø i 1936. Fra Danmark på film, Det Danske Filminstitut.