Spøttrup

Ejerhistorie

Spøttrup omtales første gang i et dokument fra 1404, hvor adelsmanden Johan Skarpenberg overdrog gården til Viborg Bispestol for at opnå en begravelsesplads i Viborg Domkirke. Johan Skarpenberg havde med al sandsynlighed arvet gården fra sin moder, Elisabeth Bugge, datter af den kendte danske herremand Niels Bugge. Spøttrups historie kan spores tilbage til det gods i Rødding sogn, som Niels Bugge fik skøde på i midten af 1300-tallet. Her fik Niels Bugge alt det gods i sognet, som Christen Knudsen ejede.

Spøttrup blev under Viborg Bispestols ejerskab langt mere betydningsfuld, end den havde været tidligere, da gården blev gjort til centrum for bispedømmets godsbesiddelser på Mors. Dette kulminerede med, at Frederik I (1471-1533) i 1523 gav tilladelse til, at birketinget i Krejberg blev flyttet til Spøttrup.

Gårdens stigende betydning kom også til udtryk i opførelsen af nye bygninger, som gjorde Spøttrup til en borg med betydelige forsvarsforanstaltninger. Det er muligt, at Spøttrup blev angrebet under Grevens Fejde (1534-1536).

Ved Reformationens gennemførelse i Danmark 1536 sluttede Spøttrups tid som kirkegods, da den blev overtaget af den danske kongemagt. Den havde dog i starten ikke samme centrale position som tidligere, da den i første omgang blev lagt ind under lensmanden på Hald Hovedgaard.

Spøttrup forblev krongods indtil 1579, hvor Frederik II (1534-1588) valgte at forære borgen til Henrik Below. Han var en af de mange tyske adelsmænd, der var gået i dansk hoftjeneste, og som i denne tid nød stor velvilje fra den danske konge. Henrik Below opnåede således også stor succes som både kongelig lensmand og diplomat.

Han havde hovedsæde på Spøttrup, som han kraftigt ombyggede i tidens renæssance-stil. Hans søn, Claus Below, overtog gården. Spøttrup forblev i familien Belows eje, indtil den i 1650 blev overtaget af Sophie Staverskov. Få år efter blev hendes søn Mogens Kruse ejer.

Mogens Kruse var dansk officer og udmærkede sig gentagne gange i kampen mod svenskerne i henholdsvis Anden Karl Gustav-krig (1658-1660) og Den Skånske Krig (1675-1679). Hans ejerskab på Spøttrup var dog ikke nær så succesfuldt. Som for mange af sine standsfæller medførte krigsårene økonomiske vanskeligheder, så han i 1665 måtte afstå gården til de holstenske brødre Marcus og Joachim Kohlblatt.

Af disse to brødre blev Joachim Kohlblatt i 1669 eneejer. Han blev efterfulgt af sin søn, Paul Kohlblatt, som forsøgte at bringe Spøttrup på fode igen ved at tilkøbe en del bøndergods på egnen. Projektet lykkedes kun delvist og i 1702 valgte han at afhænde gården til Axel Rosenkrantz.

Axel Rosenkrantz var af gammel dansk adel og havde som mange andre adelsmænd store besiddelser i Skåne. Disse var efter freden i Roskilde i 1658 blevet svenske og da han ikke ønskede at leve under en fremmed konge, erhvervede han sig Spøttrup. Heller ikke Axel Rosenkrantz formåede at bringe Spøttrup på fode igen, selv om han gennemførte restaureringsarbejder på den forfaldne hovedbygning. Først ved Mogens Rosenkrantz' overtagelse i 1724 begyndte tiderne at vende sig til det bedre for det danske landbrug, og under Mogens Rosenkrantz' ejerskab var gårdens jordtilliggende i jævn vækst.

Mogens Rosenkrantz' formue stammede ikke kun fra hans godsbesiddelser. Modsat Spøttrups tidligere ejere repræsenterede Mogens Rosenkrantz en ny type embedsmænd, som var opstået med Enevælden efter 1660 - med hoftjeneste som karrierevej. Han opnåede således i 1765 at blive dommer i Højesteret, og omtrent på samme tid blev han udnævnt til Gehejmeråd, altså en af kongens mest betroede rådgivere. Det var høje embeder, som gav store indtægter, men alligevel kom Mogens Rosenkrantz i økonomiske vanskeligheder og var nødsaget til at sælge Spøttrup på auktion i 1776 til kammerråd Matthias Richter.

Matthias Richter indgik i 1784 en byttehandel, et såkaldt mageskifte, med Peder Nissen og modtog Voldbjerg for Spøttrup. Peder Nissens søn, Nis Nissen, overtog Spøttrup i 1803 og udviklede den studeavl, som gennem 1800-tallet for alvor blev betydningsfuld på Spøttrup, ligesom for hovedparten af landmændene i Nord- og Vestjylland. Han døde således i 1848 som en velhavende mand.

Nis Nissens enke, Ane Dorthea Hagensen, solgte i 1850 gården til et konsortium, der frasolgte alle Spøttrups fæstegårde til selveje. Et af medlemmerne, Niels Breinholt, overtog i 1855 gården som eneejer. Han solgte den i 1875 til Ludvig Balle, der imidlertid i 1900 mistede den på tvangsauktion til den sjællandske herregård Vallø Stift. I 1903 købte Christian P. Toft gården og drev den indtil 1937, hvor avlsbygningerne nedbrændte, hvilket umuliggjorde den videre drift.

I 1937 besluttedes det fra statens side at erhverve Spøttrup og gennemføre en omfattende restaurering med henblik på at åbne den for publikum som en af de bedst bevarede eksempler på en borg og herregård fra middelalder og renæssance.

Herregården huser Spøttrup Borgmuseum, der er ét af en håndfuld danske herregårdsmuseer.