Steensgaard

Ejerhistorie

Steensgaard er nu Langelands nordligste hovedgård, og den ligger på en bakke med udsigt over havet. Gården er ældgammel, men der er ingen oplysninger om dens allertidligste historie.

Gården blev første gang nævnt i kilder fra 1442, hvor den var forpagtet af Peder Jacobsen Steensen. Omkring 1500 tilhørte gården Kronen, men i 1574 overdrog Frederik II (1534-1588) gården til Knud Steensen i forbindelse med et mageskifte, dvs. byttehandel.

Steensen gjorde tjeneste under Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570), hvor han reddede livet efter et stort skibsforlis ved Gotland. Han døde i 1575 og to år senere var mageskiftet endeligt gennemført. Enken Anne Lunge overtog herregården, samt 16 andre gårde og ni huse. Hun var en foretagsom kvinde, der byttede sig til at par gårde i sognet, og som også overtog driften af Snøde kirke og dens tiende.

Parrets søn Hans Steensen var efter tidens skikke blevet opdraget uden for hjemmet. Som 11-årig kom han til den nyetablerede skole på Herlufsholm. Da han var 16 år sendte moren  ham ud på den obligatoriske udenlandsrejse, der bragte ham til Tyskland, Frankrig og Italien, hvor han læste på universitetet i Padova. Mens han var væk, begyndte Anne Lunge at opføre det nuværende Steensgaard. I 1582 kom Hans Steensen hjem og fortsatte byggeriet og tre år senere stod den færdig. I 1586 giftede han sig med Margrethe Basse og parret bosatte sig da på den nye Steensgaard.

Hans Steensen døde allerede i 1594, hvorefter Margrethe Basse overtog gården. Hun udvidede gårdens jordtilliggende med syv bøndergårde og gennem sparsommelighed og nøjsomhed formåede hun at sende alle sine fem sønner ud på den næsten obligatoriske dannelsesrejse.

Den yngste søn Vincents Steensen knyttede sit navn til gården og øen ved sit forsvar af Langeland i Karl Gustav-krigene (1657-1660). Han er efter sigende født på Steensgaard i en såkaldt "sejrsskjorte", der endnu skal findes på gården i en guldkapsel. Han tilbragte ni år på dannelsesrejse rundt om i Europa, og da han kom tilbage til Danmark, udnævnte Christian IV (1577-1648) ham til kammerjunker for prinserne Frederik og Ulrik.

Vincents Steensen giftede sig i 1623 med Anne Holck, der tilhørte en af landets førende adelsfamilier. De to flyttede ind på Steensgaard og hans karriere fortsatte: Under Kejserkrigen (1623-1629), dvs. den danske fase af Trediveårskrigen, blev han land- og krigskommissær på Langeland.

Også under Svenskekrigene viste Vincents Steensen sit værd: Han ledede Rudkøbings forsvar under Torstenssonkrigen (1643-1645) og i Karl Gustav-krigene (1659-1660) var han med til at organisere øens forsvar. Han afværgede flere angreb på øen, bl.a. da den svenske admiral Wrangel angreb den 17. februar 1659. Langelands placering var strategisk vigtig i svenskernes overgang over Storebælt, og denne dag red den 67-årige landsdommer ned til stranden for at deltage i forsvaret af øen. Under kampen blev han ramt og skal efter sigende have råbt til oberstløjtnant Bernebach: "Ak, Broder, jeg er skudt, jeg maa dø, gør blot dit bedste og hold Folkene sammen, at de ikke vige fra hverandre, men ærligt forsvare deres Fædreland!"

Vincents Steensen døde om aftenen, men ved Andemose, hvor slaget stod, er nu rejst en mindesten med hans sidste ord. Enken Anne Holck ledede da det videre forsvar af øen, men seks uger senere erobrede den svenske hær alligevel Langeland, plyndrede Steensgaard og forarmede hende.

Det var ikke nemt for børnene at vedkende sig arv og gæld, så Steensgaard kunne blive i familien efter hendes død i 1660, men de klarede skærene. En af de fem sønner, Hans Ditlev Steensen, overtog med tiden hele gården. Da Den Skånske Krig (1675-1679) brød ud, tog han imidlertid til Kristianstad. Her blev han ramt af et skud og døde, mens han var ved at skrive til sin trolovede, grevinde Sophie Ulfeldt.

Hans bror Henrik Steensen deltog også i krigen, men overtog ved hjemkomsten gården. I 1682 giftede han sig med præstedatteren Mette Godfredsdatter, hvilket var usædvanligt i en tid, hvor statusforskel spillede en stor rolle. Steensen øgede sine besiddelser og købte såvel hovedgården Egeløkke, som tienderne fra Snøde og Stoense kirker.

Sønnen Hans Gotfred Steensen overtog gården ved morens død i 1710 og giftede sig to år senere med sin kusine Anna Sophie Kaas fra Nedergaard.

Deres søn Carl Frederik Steensen var den næste til at overtage gården, men det endte med at hans hustru Hilleborg Sophie Kaas boede her, mens han selv boede på Egeløkke, hvor han døde i 1793. Hans datter Anne Sophie Kaas Steensen arvede gården, som hun ved sin død i 1813 efterlod til sønnen Carl Frederik Steensen-Leth. Han var gift med Constance Henriette Fabritius de Tengnagel, og parret boede på Egeløkke. Steensgaard forfaldt gradvist og kom efterhånden til at stå i skyggen af Egeløkke.

I 1825 døde Carl Frederik Steensen-Leth, hvorefter hans sønner arvede gårdene. Den ældste søn arvede Egeløkke, mens den yngste, Vincents Steensen-Leth, arvede Steensgaard. Han var dog først i 1836 gammel nok til selv at overtage driften. I mellemtiden havde kuratoren pastor Graae i Bøstrup fået gården på fode efter landbrugskrisen i begyndelsen af 1800-tallet, og der var midler til at Steensen-Leth kunne gå i gang med at ombygge den medtagede hovedbygning.

Han fik lov til at forene Steensen og Leth-slægternes navne og våben og var desuden en dygtig landmand. Da tiderne blev bedre i 1840'erne, så Steensgaard igen velstand. Han tilkøbte gården Charlottenlund og det var i øvrigt i Vincents Steensen-Leths tid, man begyndte at frasælge fæstegodset. En proces, der fortsatte helt op i starten af 1900-tallet. 

Steensgaard er i 2021 ejet af Charlotte H. H. Steensen-Leth, som driver skov- og landbrug på gården.