Næsbyholmloftet. Et tidsbillede fra renæssancen

Af cand.mag. Klaus Højbjerg, Dansk Center for Herregårdsforskning

Det såkaldte Næsbyholmloft stammer, som navnet antyder, fra herregården Næsbyholm. Her blev det opsat af adelsmanden Steen Ottesen Brahe (1547-1620) omkring 1585, kort efter, at han og hustruen Birgitte Ottesdatter Rosenkrantz (1555-1588) havde flyttet Næsbyholm til sin nuværende beliggenhed og i den forbindelse opført en ny hovedbygning. Loftet bestod oprindelig af fire stort set kvadratiske sektioner, der hver især blev udsmykket med scenerier, der repræsenterede henholdsvis forår, sommer, efterår og vinter. I 1892 blev ”forår” og ”vinter” nedtaget og overdraget til Nationalmuseet. ”Sommer” blev ved denne lejlighed kasseret, da denne scene var i en meget dårlig forfatning, mens ”Efterår” blev siddende som loftsudsmykning i et mindre rum på Næsbyholm indtil 1932, hvor det gik til grunde ved en brand.

Selv om det således kun er halvdelen af det oprindelige loft, der er bevaret, så er er der ikke desto mindre tale om et enestående levn fra den danske renæssance. På nogle herregårde findes ganske vist bevarede renæssancehvælvinger eller bjælkelofter udsmykket med malede blomsterranker fra perioden – men med Næsbyholmloftet udfoldes et billedprogram med en overordnet tematik og beriget med et væld af detaljer, hvis lige ikke findes bevaret på andre danske herregårde.

Bestilleren
Steen Brahe var 38 og hustruen Birgitte Rosenkrantz omkring 30, da de lod Næsbyholm nyopføre. Begge tilhørte de den danske højadel og Steen Brahe, der var bror til den berømte astronom Tycho Brahe (1546-1601), var medlem af Rigsrådet. Han skrev sig til sin fædrene gård Knudstrup i Skåne, men ejede mange andre godser. Næsbyholm var hustruen Birgittes arv efter hendes forældre – og som vi skal se, synes Næsbyholmloftet i høj grad at repræsentere et kvindeligt univers, der lader sig tolke som et udtryk for Fru Birgittes særlige position på stedet.

Kigger vi således nærmere på de to bevarede sektioner af Næsbyholmloftet – ”forår” og ”vinter”, så ser vi, at de begge er udstyrede med et cirkulært midterfelt, hvori en central kvindefigur ses omgivet af et landskabeligt sceneri. De cirkulære midterfelter er i begge tilfælde omkranset af kartouchelignede ornamenter, mens brede borter i form af frugt- og blomsterranker omvundet med stiliserede hvide bånd indrammer felterne. Det nu tabte ”efterår” ses af et gammelt foto at have haft samme opbygning, hvilket også skal have været tilfældet for ”Sommeren”. De 4 malerier sad oprindeligt omkring et såkaldt kristusmonogram i form af bogstaverne I H S (Det tre første bogstaver i det græske ord for Jesus, men også ofte udlagt som en forkortelse for Iesus Hominum Salvator – Jesus menneskenes frelser på latin) dekorativt sammenflettede, som vist på illustrationen herunder.

En rekonstruktion af Næsbyholmloftets opsætning som det menes at have været oprindeligt. Øverst ses de to bevarede sektioner ”vinter” og ”forår”, mens et ældre fotografi af sektionen ”sommer” ses nede i venstre hjørne. Denne sektion blev hængende på Næsbyholm, indtil herregården brændte i 1932. I det tomme felt nede i højre hjørne menes sektionen ”efterår” at have hængt, som blev kasseret, da ”vinter” og ”forår” blev overdraget til Nationalmuseet i 1892. I midten ses et kristusmonogram. Foto: Billeder af Næsbyholmloftet af John Lee, Nationalmuseet samt Danske Herregårde ved 1920 (red. Bobé m.fl). Kristusmonogram af Anne-Lise Reinsfelt, Norsk Folkemuseum (https://digitaltmuseum.no/011023151407/plate-med-kristusmonogram).

Kristusmonogrammet optræder hyppigt i udsmykningen af datidens kirkeinventar, på udstyr til boligen og som motiv for de smykker datidens adelskvinder bar. Som det f.eks. ses på Birgitte Rosenkrantz portræt nedenfor, så ejede hun selv netop et smykke i form af et stort Jesusmonogram med indlagte mørke sten. Med et sådant monograms placering midt på loftet, midt i det af bjælker dannede kors, der opdelte loftet i fire lige store felter, figurerede Kristus som det diskrete men uomgængelige centrum omkring hvilket årets gang udfolder sig – det uforanderlige omdrejningspunkt for tiden og menneskets afvekslende tilværelse.

I et videre perspektiv lader Næsbyholmloftet sig qua Kristusmonogrammets placering i centrum af et ligesidet, symmetrisk og klart disponeret rammeværk tolke som en fremstilling af den menneskelige tilværelse som baseret på en grundlæggende kristelig orden. Kvadrat og cirkel er i en renæssanceoptik gode ligedannede figurer, der spejler det ordnede kosmos, som er Guds intention.

Birgitte Rosenkrantz med kristusmonogram om halsen. Udsnit af maleri på Frederiksborg Slot, Det Nationalhistoriske Museum. Wikimedia Commons

Christence Viffert (1561 – 1624). Christence Viffert, der var frue på Gammel Estrup fra 1589-1624 bar som Birgitte Rosenkrantz smykker i form af Jesusmonogrammer – om halsen såvel som under brystet anes de sammenflettede bogstaver IHS. Udsnit af maleri på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Foråret
Kigger vi først nærmere på ”foråret” ser vi en smuk adelsfrue i rød kjole siddende op ad et træ midt i et landskab, mens den klargøring af jorden, der hører foråret til, finder sted i baggrunden. Til højre for fruen ses et par i færd med at gøre haven forårsklar, mens der til venstre ses bønder i færd med at pløje og harve – et par mænd synes at trække vod i et vandløb. Umiddelbart omkring fruen ses får og lam – eller måske et lille svin? – at være kommet på græs, mens høns med kyllinger og en and med ællinger ligeledes vidner om at foråret er kommet. Fruen er i færd med at binde en blomsterkrans, og det er fristende at se dette som en allusion til Birgitte Rosenkrantz familienavn ”Rosenkrantz”, om end roser ikke blomstrer om foråret, og blomsterne i kransen heller ikke umiddelbart kan identificeres som roser.

Vinter
Vinterscenen rummer endnu flere detaljer, i forgrunden varmer en fornem kvinde sig ved et bål. Halvt skjult bag hende til højre ses et barn klædt i grøn dragt, der ligeledes varmer sig ved bålet. Umiddelbart til venstre for kvinden ses et sortklædt drengebarn, med en favnfuld brænde, mens yderligere en sortklædt dreng ses til højre for bålet. Han er i færd med at riste et æble over ilden. At dømme efter dragterne, herunder bl.a. de fine hvide pibekraver, er der tale om adelsbørn – det oplagte er at læse scenen som en adelsfrue på udflugt med sine tre børn i det snedækkede vinterlandskab.

I baggrunden, lige over bålets flammer ses nogle mænd, der har skåret hul i isen og nu er færd med at fiske og stange ål. Bag drengen, der rister et æble i ilden ses en svineslagtning, og omtrent midt i feltet ses en bonde i færd med at køre et læs træ hjem – længere borte er adelsmanden og hans følge draget på jagt, og et par ræve og et vildsvin har sat kursen mod skoven forfulgt af jægernes hunde. Som for Forårets vedkommende skildres således et bredt spænd af menneskelige aktiviteter knyttet til årstiden; aktiviteter for høj og lav, for herremand såvel som fæstebonde.

Næsbyholmloftets "forår". Foto: John Lee, Nationalmuseet.

Næstebyholmloftets "vinter". Foto: John Lee, Nationalmuseet.

Rammeværket – portrætter, musicerende engle og fremmede fugle
For begge de bevarede loftssektioner gælder, at der midt på de borter, der afgrænser motivfelterne, er afmalet små cirkler med, hvad der formentlig er portrætter – i hvert tilfælde er hovederne gengivet med kravetøj, frisurer, skæg og andre detaljer, der giver det indtryk af, at der er tale om samtidige personer – og da hårfarve, alder og fysiognomi varierer, synes det nærliggende, at tænke sig, at der er tale om afbildninger af Steen Brahe og Birgitte Rosenkrantz familie eller nære slægtninge. I vinterbilledets bort kunne kvinden med enkesløret således tænkes at være Steen Brahes mor Beate Bille (1526-1605), der var enke, da loftet blev opsat – men noget sikkert er vanskeligt at sig herom.

I hjørnerne af selve billedfeltet såvel som i hjørnerne af den omgivende bort ses musicerende putti, små englebørn, der spiller på forskellige instrumenter – trækbasun, harpe, sækkepibe mv. Udover at disse små musikanter naturligvis passer fint som udsmykning i husets sal, hvor der er blevet danset og festet, så antyder de også som påpeget af kunsthistoriker Ulla Kjær og historiker Poul Grinder-Hansen i deres artikel om loftet i Nationalmuseets Arbejdsmark 1991, tidens forståelse af musik som et udtryk for universets kosmiske samklang – musikken som udtryk for en dybere orden i det skabte, en guddommelig harmoni.

Iblandt ornamenterne, der omgiver det centrale billedfelt ses forskellige fugle. For det nu tabte Efterår, gjaldt det bl.a. en fugl Fønix og en pelikan – fugle, der begge var velkendte fra tidens såkaldte emblembøger, og som her blev udlagt som symboler på henholdsvis opstandelsen og den korsfæstede frelser: Fugl Fønix genopstod ifølge myten af asken og lod sig derfor anvende som et symbol på Kristi genopstandelse fra de døde, mens pelikanen efter datidens opfattelse plukkede hul i sit eget bryst for at nære sin unger med sit eget blod – en opførsel, der gjorde fuglen til et oplagt symbol på, hvorledes Kristus frelser menneskene fra fortabelsen ved sin offerdød på korset.

Også vinrankerne, der i skildringen af efteråret ses omslynge den centrale kvindefigurs sæde, lader sig tolke som mere end et prosaisk billede på sæsonen – der under sydligere himmelstrøg end vores er tiden, hvor vinen høstes – vinrankerne, og druerne, der ses på den fornemme frues fad, lader sig læse som referencer til nadverens indstiftelse og Kristi offergerning.

Blandt ornamenterne, der omgiver foråret ses også hvide liljer samt røde og hvide nelliker – hvor de hvide liljer i traditionel kristen ikonografi knyttes til Jomfru Maria og bebudelsen – altså Kristi undfangelse – så forbindes nellikerne med Kristi lidelser – placeringen af disse blomster i forbindelse med foråret knytter således Kristi komme med foråret samtidig med, at de antyder hans smertelige offer – Pelikanen og Fugl Fønix, der som ovennævnt optræder i forbindelse med efteråret knytter derimod denne årstid til Kristi død og opstandelse. Eftersom loftet ikke er bevaret i sin helhed, er det vanskeligt at vurdere i hvor høj grad brugen af de symbolske figurer, der optræder på det enkelte loftssektioner, skal tolkes som led i en samlet fremstilling, men det synes dog oplagt, at Kristi liv, død og opstandelse fremstilles som indlejret i årets gang – naturens cyklus vidner om frelsergerningen.

Portrætter af husets frue?
At skildringen af de fire årstider alle samler sig om store centrale kvindefigurer, hvoraf vinteren tydeligvis er en moderskikkelse, gør det fristende at se loftet som en hyldest til husets unge frue. Nok skal de respektive kvindefigurer forstås som personifikationer af de fire årstider, men det hindrer ikke, at de samtidig skal opfattes som slags allegorisk fremstilling af husets frue – en hyldest til adelsfruens dyder … skønhed, værdighed såvel som moderlige omsorg. (Det er værd at bemærke, at det på der på dette tidspunkt ikke findes nogen konvention for skildringer af de 4 årstider opbygget omkring centrale kvindefigurer).

Hvis loftet som antaget er opsat i 1585 i forbindelse med at Steen Brahe og Birgitte Rosenkrantz nyopfører Næsbyholm, så kunne det være fristende at se i hvert tilfælde vinterbilledet som et regulært familiebillede – parret havde da 3 børn; datteren Ide på 9 år, sønnen Otte på 8 og sønnen Erik, hvis præcise alder ikke kendes. Det forudsætter naturligvis at barnet klædt i grønt er en pige. Det kan være en smule vanskeligt at afgøre, men i slutningen af 1500-tallet er den ærmetype, der synes afbilledet, typisk for kvindedragten -mens den lysegrønne farve ganske vist ikke eksklusivt anvendtes til piger, men dog sammenholdt med de konventionelt sortklædte adelsdrenge giver indtrykket af, af maleren her har ønsket at understrege en væsentlig forskel.

I øvrigt kunne rytteren med den høje sorte hat, der synes at indtage en ledende rolle i den jagt, der udspiller sig i baggrunden tænkes at skulle forestille Steen Brahe, hvorved hele familien ville være repræsenteret i vinterscenen.

Et harmonisk ægteskab?
Udover, at Næsbyholm som nævnt var Birgittes arv, så lader loftsudsmykningens påfaldende fokus på aristokratiske kvindefigurer sig muligvis også tolke som et udtryk for det åbenbart vellykkede og harmoniske ægteskab mellem Birgitte Rosenkrantz og Steen Brahe – flere kilder giver et billede af, at sidstnævnte værdsatte sin hustru højt. I ligprædiken over Birgitte skildres Steen Brahes omsorg for den syge hustru, hans bekymringer og ikke mindst hendes forsøg på at berolige den ængstelige husbond, som hun flere gange tiltaler ”Mand lille”. En del af stoffet er konventionelt – det hører med til tidens ligprædikener at skildre forholdet mellem ægtefæller som præget af troskab og samhørighed, men inderligheden, der karakteriserer skildringen af forholdet mellem Birgitte og Steen synes dog ud over det sædvanlige.

En trykt version af Birgittes ligprædiken fundet på Hvedholm indledes med Steen Brahes egenhændige dedikation til sønnen Jørgen og ved afslutningen tilføjer han, at hans ”hjertekære” hustru Birgitte, der døde den 9. september 1588, levede med ham ”såre gudfrygtig, ærligt, fint, fromt og meget venligt” og han håber at måtte genfinde hende i himmerige.

… herefter følger en liste over de 59 adelsmænd og 36 adelskvinder, der deltog i Birgittes begravelse i Næsby Kirke.

Det må have ligget Steen Brahe på sinde, at sønnen Jørgen, der blot har været tre år gammel ved begravelsen, fik et minde om sin mor. Og den ømhed, der kommer til udtryk i disse linjer synes at vidne om en husbond, der har sat sin hustru højt – og som måske også gerne så hende hyldet i levende live i form af en prægtig loftsudsmykning af salen på hendes arvegods – en udsmykning, der i sin grund udtrykte en kristen tilværelsesforståelse, men som formulerede denne forståelse i form af en række idealiserede kvindebilleder, der samtidig var spejlinger af den elskede hustru. 

Midt i Camera degli Sposis loft får man et illusionistisk kig op i himlen. En påfugl, et yndet symbol for Kristi opstandelse, har indfundet sig i det muntre selskab. Foto: Wikimedia Commons.

Næsbyholmloftet i kontekst
Næsbyholmloftet er som nævnt enestående i dansk sammenhæng, men både stilistisk og tematisk skriver det sig ind i en veletableret europæisk sammenhæng. Loftet er et udtryk for den stadig større interesse for og vilje til at investere i indretning og udsmykning af verdsligt byggeri, der kendetegner den kunstneriske og kulturelle strømning vi benævner Renæssancen. Verdslige motiver, herunder portrætter og landskaber, kom i denne periode til at fylde mere og mere i kunsten på bekostning af de religiøse – om end det religiøse aspekt, som det fremgår af Næsbyholmloftet, ikke desto mindre fortsatte med at være til stede mere eller mindre implicit. 

Ikke blot portrætter, men også hele rumudsmykninger, der understregede fyrstefamiliers magt og position, vandt mere og mere udbredelse i perioden. Det berømte Camera degli Sposi – brudekammeret – der blev udsmykket i årene 1465-1471 af kunstneren Andrea Mantegna, er her et tidligt, meget fornemt eksempel. Det blev skabt til Markgreven af Mantova og dennes hustru Barbara af Brandenborg. Sidstnævnte var søster til den danske dronning Dorothea, og i 1474 besøgte Christian den 1. sin svoger og svigerinde i Mantova, hvor han formentlig har oplevet det ny-udsmykkede kammer. Udsmykninger så prægtige og af så høj kvalitet, som de der findes i Camera degli Sposi, eksisterer ikke i Danmark.

Kongehuset og dernæst adlen lod sig dog imidlertid inspirere af udsmykninger som disse – og skønt mere end et århundrede adskiller Camera degli Sposi og Næsbyholmloftet genfinder vi nogle af de samme elementer; portrætter af slægten, glimt af dagligdagen (om end forskellen på dagligdagen for en norditaliensk fyrste og en dansk adelsmand naturligvis er betragtelig), en symmetrisk og geometrisk opbygget loftsudsmykning, blomster- og frugtranker, medaljoner, bånd og små englebørn. Og hvor Næsbyholmloftet havde et kristusmonogram som centrum, repræsenterer det illusionistiske kig op i den åbne himmel i midten af Camera degli Sposis loft samme tanke – den perfekte cirkel indrammer Guds blå himmel og minder os om hans tilstedevær midt i alle de jordiske glæder. 

Camera degli Sposi loftsudsmykning baserer sig alt andet lige på en noget mere avanceret geometri end Næsbyholmloftet, men forkærligheden for de perfekte figurer cirklen og kvadratet går igen. I medaljonerne, der omgiver det centrale felt ses portrætter – ikke af familiemedlemmer som det formodentlig er tilfældet på Næsbyholm – men af romerske kejsere. Foto: Wikimedia Commons.

Markgreven af Mantova sidder i stolen, mens hans hustru Barbara - den danske dronning Dorotheas søster - sidder midt i billedet iklædt gylden kjole. Et par af parrets børn ses mellem parret. Foto: Wikimedia Commons.

Litteratur
Friis, P. R.: ”Et Par Minder om Sten Brahe til Knudstrup”, i Personalhistorisk Tidsskrift, Årg. 21, 1900, 4. Række, 3. Bind

Kierkegaard, P.: ”Næsbyholm”, i; Danske Slotte og herregårde, 2. udg. Bind 4, Midtsjælland ved Aage Roussel (Red.)

Kierkegaard, P.: ”Næsbyholm”, i; Danske Slotte og herregårde, 2. bind, Præstø, Maribo og Odense Amter, ved Arthur G. Hassø (Red.)

Kjær, Ulla, & Grinder-Hansen, P.: ”To årstider: Et malet renæssanceloft fra herregården Næsbyholm”. Nationalmuseets Arbejdsmark, 1991, s. 20-35.

Madsen, Viktor: ”Et Minde om Fru Birgitte Rosenkrantz Steen Brahes til Knudstrup”, i Personalhistorisk Tidsskrift, årg. 40. 1920, 7. Række, 4. Bind, 1.-4. Hefte.