Gobelinerne på Gammel Estrup
Af stud.mag. Jesper Smedegaard Jensen
I 1600-tallet nåede Skeel-slægtens rigdom og indflydelse et højdepunkt, med en jordbesiddelse så omfattende, at man sagde, at Christen Skeel (1623-1688) – med tilnavnet den rige – kunne ride fra Grenå til Viborg på egen jord. Selvom det ikke er helt sandt, vidner talemåden om familiens enorme rigdom. I slutningen af århundredet manifesterede Christens søn, Jørgen Skeel (1656-1695), denne rigdom ved at lade samtlige af slægtens besiddelser forevige på kostbare flamske tapeter – ofte kaldet gobeliner – som ophængtes i Riddersalen på hovedsædet, Gammel Estrup. De hænger der endnu og er ejendommelige i deres afvigelse fra tidens gængse gobelinmotiver, idet slægtens egne herregårde udgør det centrale billedsprog. De fremstår desuden som et slående eksempel på adelens evne til at forene æstetik og strategisk selvfremstilling i deres politiske og sociale iscenesættelse.
Vægtapeter, vægtæpper, vævede tapeter, flamske tapeter – kært barn har mange navne. I dag kaldes de oftest gobeliner, efter den franske farverfamilie Gobelin. Trods den nutidige term er det i vores tid svært helt at begribe eller gennemskue hvor kostbare de egentlig har været. Det vi kan forholde os til er, at omkostningerne ved deres udførelse har været så høje, at kun kongen og samfundets elite havde resurserne til at finansiere dem. Gobeliner var elitens foretrukne form for rumudsmykning og en central del af pragtudfoldelsen fra senmiddelalderen og frem til 1700-tallet for kongemagt, adel og kirke. Selvom gobelinerne fortrinsvis blev vævet af uld og silke og dermed i kraft af deres materiale er dyrebare, skal værdien også findes i det tidsforbrug og den ekspertise, deres fremstilling krævede. Hver gobelin blev skabt gennem en lang og kompliceret proces, der involverede et helt værksted af dygtige vævere, malere og kartontegnere, som ofte var beskæftiget i måneder, hvis ikke år.
Arbejdskraften lå ikke på danske hænder men flamske. Flamlænderne – folk fra Flandern i det nordlige Belgien – var i 16- og 1700-tallet verdens førende inden for vævekunsten. Allerede i senmiddelalderen havde Nederlandene udviklet sig til et førende produktionscenter for denne nye, stærkt efterspurgte luksusartikel.
Jørgen Skeel. Bestilleren af gobelinserien på Gammel Estrup. I baggrunden ses herregården Krenkerup, der også er portrætteret i gobelinserien. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Bestilleren og væveren
I 1680’erne, da Christian 5. afgav bestilling på en serie af 12 gobeliner med sejrrige motiver fra Skånske Krig (1675-79), blev et flamsk værksted etableret i København under ledelse af den flamske væver Berent van der Eichen. Efter alt at dømme forlod Eichen igen Danmark i 1700, men inden da engagerede Jørgen Skeel sandsynligvis væveren til at forestå fremstillingen af de otte gobeliner til Riddersalen på Gammel Estrup. Vi ved ikke nøjagtigt hvornår Jørgen Skeels bestilling er afgivet, herom er kilderne tavse, men omkring 1690 er den mest sandsynlige datering. Det understøttes dels af, at de på gobelinerne portrætterede herregårde, svarer til Skeel-slægtens besiddelser i 1690’erne, dels af, at Eichens værksted i hovedstaden var det eneste i landet, der kunne mønstre en produktion af denne art.
De otte gobeliner og deres malede tilføjelse
De gobeliner, der i dag pryder Riddersalen på Gammel Estrup, kan vel med et nutidigt blik opfattes som en ejendomsportefølje på væv. Hver gobelin skildrer en herregård og bærer slægten Skeels våben med svanehalsene samt skriftbånd med motivets navn foroven. Gobelinserien omfatter fem af slægtens herregårde i Østjylland: Gammel Estrup, Ulstrup, Sostrup, Skærvad og Ørbæk, samt tre af de lollandske besiddelser: Krenkerup, Nørregård og Rosenlund. Dertil bør det nævnes, at Jørgen Skeels søn, Christen Scheel (1695-1731), i 1721 erhvervede sig gårdene Skjern og Karmark mellem Randers og Viborg. Af den grund synes det i øvrigt mere passende at knytte talemåden om, at Christen Skeel den Rige kunne ride på egen jord fra Grenå til Viborg, til netop denne Christen. I forbindelse med købet lod Christen Scheel de to ejendomme male på væggen i Riddersalens sydvestre hjørne, nøje afstemt efter gobelinernes motiv. En både billigere og mindre tidskrævende metode end at fremstille gobeliner. De ti hovedgårde danner tilsammen en visuelt imponerende kortlægning af Skeel-slægtens territoriale magt og økonomiske formåen. Med gobelinerne gjorde Skeelerne omgivelserne bekendt med deres rigdom, magt og vælde.
Det er usikkert, hvor gobelinerne oprindeligt blev ophængt, men omkring 1720 fandt de deres plads i riddersalen, da Christen Scheel og hans hustru, Augusta Winterfeldt, nyindrettede huset. Som husets mest repræsentative og fornemme rum udstråler Riddersalen netop den storhed og rigdom, der kendetegnede slægten i 16- og 1700-tallet.
En bonde pløjer marken på herregårdens jord med en hjulplov. Udsnit af Ørbæk-gobelinen. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
En unik gobelinserie
Såvel Jørgen Skeels bestilling som selve gobelinserien er enestående på flere måder. Dels findes der i dansk sammenhæng ingen andre bevarede gobeliner, der afbilder kendte danske herregårde, dels er det formentlig den største samlede bestilling en dansk adelsmand har gjort af gobeliner.
Populære gobelinmotiver omfattede scener fra bibelen, antikkens mytologi, sagn, jagtscener samt landskaber, natur og blomster. Gammel Estrup-gobelinerne skiller sig tydeligt ud fra denne tradition ved at have udvalgte herregårde og deres omgivelser som motiv. Gobelinerne er desuden bemærkelsesværdige for deres detaljerede fremstillinger af herregårdenes avlsbygninger, husdyrhold og arbejdsliv. På herregården Ørbæks gobelin er en bonde f.eks. gengivet i færd med at styre den tunge hjulplov, mens forgrunden på Gammel Estrup-gobelinen domineres af to græssende stude foran avlsgården. På gobelinen af herregården Skærvad træder hovedgården endda i baggrunden, delvist skjult af træer, for at levne plads til et naturmotiv. Samtidig optræder landsbykirker på gobelinerne af Gammel Estrup og Krenkerup, velsagtens for at understrege slægtens formelle magtposition i forhold til kirken samt herregårdenes relation til det omgivende samfund, selvom kirkernes beliggenhed ikke nødvendigvis stemmer overens med virkeligheden.
Hvorimod andre adelige nøjedes med at købe enkelte gobeliner fra serier, der blev produceret fast på væverierne i Flandern eller Frankrig med tidens mest typiske motiver, gik Jørgen Skeel altså længere. Han ønskede antagelig en særlig serie, der adskilte sig fra det gængse udbud. I lighed med kongen lod han sin magt og position som stor jordbesidder manifestere gennem unikke kunstværker, der kun fandtes i hans eget hjem og som dermed kunne understøtte hans selvfremstilling og sociale status.
Det er blevet påpeget, at de tegnede forlæg, som væveren arbejdede ud fra, ikke var af højeste kvalitet. Det der især udmærker gobelinerne, er dog den sammenhængende helhed de formår at præsentere samt deres evne til at afspejle visuel kultur og selvrepræsentation blandt den danske adel. Gobelinernes overordnede motiver og detaljer giver indblik i, hvad en adelsmand som Jørgen Skeel ønskede at fremhæve, når Riddersalen blev gæstet. Med andre ord er gobelinserien eksponent for adelens selvfremstilling og strategiske iscenesættelse i en tid, hvor kunsten mobiliseredes for at hævde magt og rang.
Den største gobelin, der afbilder Gammel Estrup. Bemærk især den righoldige kant, de to stude i forgrunden og kirken i baggrunden til højre for hovedbygningen. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Hovedgobelinen: 'Estrop'
Den største gobelin fremstiller Skeelernes hovedsæde, Gammel Estrup, og er opdelt i flere sektioner, der hver især indfanger facetter af herregårdens liv og omgivelser. En smule forskudt fra midten træder Gammel Estrup frem som et monumentalt byggeri med de to markante hjørnetårne og spir samt fremskudte gavle. Omkring denne figur udfolder sig landskabet, kirken, møllen, haven, avlsgården og dyrene, som tilsammen indrammer og komprimerer hele godsets herligheder og resurser. Farverne er stærke, selvom de må formodes at have været endnu stærkere, med en dominerende brug af grønne nuancer, der understøtter gobelinens landlige og aristokratiske tema. Det grønne knytter sig til naturen og den magt, herregården udøver over landskabet, mens landbrugsbygningerne og de to stude i forgrunden afspejler herregårdens økonomiske grundlag. Deres tilstedeværelse er nært knyttet til den lukrative forretning, som studeopdræt udgjorde for herremændene - et klart symbol på handel og velstand. Studene på Gammel Estrup har sandsynligvis ikke gået på et græsareal foran avlsgården, men er, som så mange andre ting, bevidst blevet placeret i forgrunden.
Sammenfattende udgør alle aspekterne et større helhedsmiljø med Gammel Estrup i centrum, tæt forbundet med naturen og de omkringliggende resurser. Gobelinen fungerer både som en dekorativ udsmykning og som et strategisk redskab til at fremhæve herregårdens vældighed. Det giver et unikt indblik i historien på Gammel Estrup, hvor gobelinen – i samspil med resten af serien – tjener som visuelt medie til at kommunikere Skeelernes status, rigdom og magt i slægtens velmagtsdage.
Litteratur
Benzon, Gorm. Gamle danske tapeter. København: Kreditforeningen Danmark, 1986
Benzon, Gorm. Gamle vægbeklædninger i Danmark. København: Kreditforeningen Danmark, 1983
Fentz, Mytte. Vægdekorationer på danske herregårde: en kulturhistorisk og aktuel beretning. Humblebæk: Rhodos, 2018
Ingesman, Per og Jens Villiam Jensen. Riget, magten og æren: den danske adel 1350-1660. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2001
Rasmussen, Carsten Porskrog: ""Fra Grenå til Viborg på egen jord" – Gammel Estrup som godscentrum", i Israelsen, N.J. et al. Gammel Estrup. Randers: Randers Amts Historiske Samfund, 1993
Skak-Nielsen, Luise. Det påklædte hjem – tekstiler og boligkultur i Danmark gennem 300 år. Historismus, 2017