Grevindens bryllupsgave. Taffelur fra Gammel Estrup

Af museumsinspektør Marie Aaberg Andersen, Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum

Da Niels Carlsen og Olinde Caroline Mathilde Høilund, der begge var ansat under Gammel Estrup, i 1840 blev gift, fik de i bryllupsgave foræret et fint, fransk taffelur af grevinden på herregården. Uret blev sidenhen nedarvet i familien i flere generationer, indtil brudeparrets tiptipoldebarn i 2023 forærerede taffeluret til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Taffeluret rummer en fortælling om forholdet mellem herskab og tjenestefolk og sociale strukturer på herregården ved midten af 1800-tallet, men også en dramatisk familiehistorie på tværs af kontinenter og verdenshistoriske begivenheder.

Taffeluret i husjomfruens værelse
Den 26. september 1840 stod brylluppet mellem kromand Niels Carlsen fra Estrup Brohus, 31 år, og jomfru Olinde Caroline Mathilde Høilund fra Estrup, 24 år gammel. Begge var ansat under herregården Gammel Estrup, og som det var kutyme, når ansatte i herregårdens hovedbygning blev gift, fik brudeparret en bryllupsgave af greveparret. I dette tilfælde var gaven et smukt fransk taffelur i messing.

Taffeluret blev sidenhen nedarvet i familien gennem flere generationer, men i dag står det franske ur i husjomfruens værelse på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, efter en efterkommer i 2023 forærede det til museet. Uret er i messing, har en hvid urskive med romertal, og øverst er placeret et kærestepar, der sidder på en forhøjning og holder i hånd, mens det forneden er udsmykket med blomsterranker og forrest er hjerte med Amor.

Det fine ur står på en kommode i et ellers sparsomt indrettet rum, som det ofte var tilfældet med tjenestefolkenes værelser. Tjenestefolkene ejede typisk ikke mange ting, og dem, de havde, tog de med sig, når de forlod tjenesten på herregården, og herregårdens ansatte har derfor efterladt sig langt færre spor end herskabet. Taffeluret er dermed med til at fortælle historien om de ansatte på landet, som udgjorde en betydelig del af befolkningen, og om de sociale strukturer, hierarkier og ikke mindst det særlige forhold mellem herskabet og deres tjenestefolk, der herskede på herregårdene tidligere.

Husjomfruens værelse på Gammel Estrup. Her har taffeluret stået, siden det i 2023 blev doneret til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Husholdersken og røgteren i herregårdens hierarki
I bryllupsåret 1840 stod den 24-årige brud, Olinde Caroline Mathilde Høilund, ifølge folketællingerne anført som husholderske, men hun var tidligere i 1834 registreret som husjomfru. Olindes stilling som først husjomfru og sidenhen husholderske placerer hende højt i herregårdens hierarki, hvor hovedbygningens ansatte som udgangspunkt blev betragtet som finere end avlsgårdens. Men også i det interne hierarki mellem hovedbygningens ansatte var Olinde højt rangeret. Som husjomfru havde hun en ledende stilling i hovedbygningens køkken, hvor hun havde det overordnede ansvar for køkkenet og de ansatte. Hun ville typisk have været ansvarlig for den finere madlavning til herskabet, mens en eventuel kokkepige tog sig af tjenestefolkenes mad.  Senere avancerede Olinde til husholderske. Som husholderske var hun den, der styrede husholdningen og ledte og fordelte arbejdet mellem de ansatte i hovedbygningen. Her tjente hun direkte under herskabet og var en af de absolut højest placerede ansatte i hierarkiet.

Brudgommen Niels Carlsen var på tidspunktet for brylluppet netop blevet kromand på Estrup Brohus, der hørte under Gammel Estrup, men havde kort forinden været at finde på herregårdens avlsgård. Her havde han som røgter arbejdet med fodring og pasning af gårdens dyr. Det kunne også være en ledende stilling som en slags fodermester, men han har næppe været så højt placeret i hierarkiet som sin kommende hustru.

Nære relationer mellem høj og lav
At brudeparret modtog et fransk taffelur i af grevinden på Gammel Estrup, indikerer et nært forhold mellem parret og herskabet. Olinde Caroline Mathilde Høilund var da heller ikke blot en højt rangeret ansat på herregården, men var også kusine til grevinden på Gammel Estrup, Christiane grevinde Scheel (1796-1855). Sædvanligvis vil man se en klar grænse mellem herskabet og de ansatte, men Christiane Scheel var heller ikke som de tidligere grevinder på Gammel Estrup. Hendes forgængere havde alle været af højadelig byrd, mens hun selv var forpagterdatter og dermed kom fra en helt anden baggrund. Christianes familie havde i flere generationer været i tjeneste hos familien Scheel. En morbror havde været kammertjener for grevindens svigerfar, og faren, der begyndte som fæstebonde, lykkedes med at blive forpagter på Gammel Estrup. Endelig arbejdede to af hendes brødre sig op til at blive først forpagtere og siden ejere af deres egen herregård.

Som frue på Gammel Estrup samlede Christiane grevinde Scheel sin slægt omkring sig. To søstre, en ugift og en enke, flyttede ind på herregården, en niece blev plejebarn hos greveparret og altså også grevindens dengang 18-årige kusine, vores Olinde Caroline Mathilde Høilund, der til en begyndelse blev ansat som husjomfru, men siden avancerede til husholderske.

Christiane Scheel, født Pind (1796-1855). Hun var grevinde på Gammel Estrup og samtidig også kusine til Olinde Caroline Mathilde Høilund, der stod i tjeneste på herregården, og som modtog det franske taffelur ved sit bryllup i 1840. Foto: Nationalmuseet.

Samme år som bryllupsåret, overtog Niels Carlsen forpagtningen af godsets kro, Estrup Brohus. Kroen havde tidligere været forpagtet af grevindens førnævnte morbror og siden hans enke, og meget tyder på, at forpagtningen af kroen kunne gives til højtstående tjenestefolk med nære relationer til herskabet, som blev gift og fik deres egen husstand. Da Olinde kun fem måneder efter ægteskabets indgåelse fødte parrets første barn, har der måske også været en situation, som man skulle have styr på, og at indsætte parret som forpagter af kroen var en oplagt løsning. Ikke mindst i kraft af at Olinde med sin erfaring som husjomfru og siden husbestyrerinde var særdeles kvalificeret til at bestyre en kro.

Gaver fra herskabet
I beretninger både fra tidligere tjenestefolk fra landets herregårde finder vi adskillige eksempler på, at herskabet forærede gaver til tjenestefolkene. Som i Niels’ og Olindes tilfælde kunne der gives gaver, når ansatte skulle giftes, eller hvis der var et nært forhold mellem herskab og ansat. For eksempel kunne særligt betroede ansatte få et stykke inventar foræret, når et sådant skulle udskiftes, ligesom vi ser eksempler på, at stuepiger har modtaget et smykke. Også til jul gav herskabet gerne gaver til tjenestefolkene. Her kunne gaverne for stuepigernes vedkommende for eksempel være en bomuldskjole, stof til en kjole eller måske en fin bakkeserviet.

Gaverne, som altid gik fra herskab til ansat og ikke den anden vej, markerer relationen mellem herskabet og deres tjenestefolk, og meget tyder på, at jo tættere forholdet mellem den ansatte og herskabet var, desto fornemmere eller mere personlig og inderlig var gaven. At gaverne i mange tilfælde var højt skattede genstande, der blev passet på, og som gik i arv videre i familien, er Niels og Olindes franske taffelur et tydeligt eksempel på. Familien lod uret gå i arv fra generation til generation, og det blev en del af familiefortællingen.

Det franske taffelur, der blev givet i bryllupsgave af grevinden på Gammel Estrup, da Niels Carlsen og Olinde Caroline Mathilde Høilund, der begge var ansat under herregården, blev gift i 1840. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

På tværs af krige og kontinenter
Efter deres bryllup i 1840 flyttede Niels og Olinde ind på Estrup Brohus, og ikke længe efter kom sønnen Peder Høilund Carlsen til verden. Men lykken skulle blive kort. Allerede fire år efter brylluppet døde Niels af ”brystsvaghed”, kun 35 år gammel. Olinde var da gravid med parrets andet barn, der blev født, tre måneder efter at Niels var gået bort. Da Olinde havde været enke i otte måneder, giftede hun sig igen, og hendes nye mand overtog tillige hvervet som krovært på Estrup Brohus. Tre år senere, i 1848, indhentede skæbnen også Olinde, da hun døde kun 32 år gammel. Tilbage stod Olindes nye mand, der siden giftede sig med hendes søster, og Niels og Olindes to små børn. Sønnen Peder arvede senere det franske taffelur, forældrenes bryllupsgave, og mange år senere skænkede Peder uret til sin datter Frederikke. Hun tog uret med sig, da hun i 1916 rejste til Manchuriet i det nordøstlige Kina som missionær med sin mand, Peder Nørgaard.

I Manchuriet stiftede de familie, men i 1938 rejste Frederikke tilbage til Danmark med sine to døtre for at sætte dem i gang med en uddannelse her. Planen var, at Frederikke nu skulle rejse tilbage til Kina, men da Anden Verdenskrig i 1939 brød ud, blev det umuligt at rejse. Hendes mand, Peder, var stadig i Kina – hvor også familiens nedarvede taffelur stod i familiens hjem. Her var Manchuriet blevet annekteret af Japan, og Peder blev sat i husarrest i familiens hus i Fuyu.

Få år efter Anden Verdenskrigs afslutning tog de kinesiske kommunister i 1949 magten. Peder blev endnu en gang sat i husarrest, og kommunisterne tog familiens skattede taffelur fra ham. Ifølge familiefortællingen kunne kineserne imidlertid ikke få uret til at gå, og som ved et mirakel afleverede de det derfor tilbage. Samme år, i 1949, efter 11 år alene fik Peder omsider lov til at forlade landet og rejse hjem til familien i Danmark.

Først omkring et halvt år tidligere havde familien i Danmark fået livstegn fra ham, og de troede indtil da, at han var blevet dræbt i Kina. Så lettelsen må have været stor, da Peder langt om længe kunne sætte foden på dansk jord. Ifølge familiefortællingen havde han Olinde og Niels’ taffelur under armen, da han gik ned ad landgangsbroen og forlod skibet, der havde ført ham hjem. Efter mange strabadser var såvel uret som Peder tilbage på dansk jord.

Det højt skattede taffelur gik efter Peder og Frederikke Nørgaards død i arv i familien, indtil det mange år senere i 2023 sluttede sin lange rejse på Gammel Estrup, hvor det hele begyndte 180 år tidligere.

Artiklen er en forkortet og revideret udgave af artiklen ”Grevindens bryllupsgave.” Den fulde artikel kan læses i udgivelsen: Kasper Steenfeldt Tipsmark, Signe Boeskov, Klaus Højbjerg og Marie Kirstine Elkjær (red.): Herregårdshistorie 20. Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Auning 2024.

Læs videre
Højrup, Ole: Herregårdsliv. Beretninger fra Århundredeskiftet, bd. 1-8, Nationalmuseet 1982.
Lyngholm, Dorte Kook: ”Et upassende og dernæst et fornuftigt parti – om Christen Scheel ”den fattige” til Gammel Estrup og hans to ægteskaber”, i: Britta Andersen m.fl. (red.): Herregårdshistorie 10, Gammel Estrup 2015.
Boeskov, Signe: ”Herregårdens Hushold – funktioner og personer”, på: Danskeherregaarde.dk/tjenestefolk/herregaardens-hushold-funktioner-og-personer.