Lucie von Thienens brudekister fra Gammel Estrup

Af stud.mag. Louise Østergaard Andersen

I riddersalen på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum står to smukke egetræskister med guldbeslag. Inskriptionen L.V.T. henviser til, at de har tilhørt Lucie von Thienen (1717-1743), som medbragte brudekisterne, da hun i 1740 indgik ægteskab med Jørgen Scheel (1718 -1786), der ejede herregården Gammel Estrup.

Kister, der er en af de ældste former for flytbare opbevaringsmøbler, var frem til 1700-tallet også de mest udbredte. Deres indhold kunne variere og indeholdt alt fra dagliglivets genstande til særlige kostbarheder. Derfor fandtes der flere forskellige typer kister; blandt andre bogkister, pengekister, rejsekister og våbenkister. Kisternes udseende afspejlede ejerens sociale status, mens kistens udformning og dekoration var præget af tidens tendenser.

Derudover fandtes også brudekisten: en udsmykket trækiste, som en brud bragte med hjemmefra ind i et ægteskab. Kisterne indeholdt værdifuldt linned, og der kunne være et mindre rum i kisten til småting. I de adelige miljøer kunne brudekisterne have yderligere udsmykning, f.eks. i form af slægtens våbenskjold. Brudekisterne havde således en praktisk funktion, men kunne også være bærer af en symbolik, der henviste til ejerens position og status i samfundet.

Lucie von Thienens brudekiste fra 1740, der er den ene af to, der begge står i Riddersalen på Gammel Estrup. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning

To brudekister på Gammel Estrup
Lucie von Thienens to brudekister, der begge står i Riddersalen på Gammel Estrup, er brunmalede egetræskister, der tidligere har stået på fire kuglefødder. Kisterne har hvælvede låg og for enderne findes jernbeslag med håndbøjler. De har mindre beslag over kanten for enden og tre store beslag over kisternes låg med to låse og en øsken til en hængelås. Alle beslagene er guldbemalede. På forsiden af det midterste beslag ses inskriptionen L.V.T. 1740 sammen med slægten von Thienens våbenskjold. Våbenskjoldet er lodret delt med tre røde ruder på en sort baggrund i det ene felt, mens det andet felt er delt yderligere tre gange i rødt og sort. Ovenover prydes våbenet med hjelm og krone samt en rød og grå våbenkappe. Lucie von Thienen var af en gammel adelsslægt fra hertugdømmet Holsten, hvor slægten ejede flere store herregårde. Med våbenskjoldet centralt placeret på brudekisten henvises der direkte til denne slægt og ejerens ophav, mens initialerne L.V.T. repræsenterer kistens ejer, Lucie von Thienen.

Nærbillede af Lucie von Thienens brudekiste hvor våbenskjold, initialer samt årstal for indgåelse af ægteskab med Jørgen Scheel ses. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.

Den 16. januar 1740 blev Lucie von Thienen gift med Jørgen greve Scheel til Gammel Estrup, og det er dette årstal, der er gengivet på von Thienens kiste. Jørgen Scheel havde arvet alle slægtens mange besiddelser. men Gammel Estrup var greveparrets primære hjem, og brudekisterne kan således meget vel være kommet til denne herregård efter ægteskabets indgåelse.

Lucie von Thienen fødte parrets eneste søn, Christen Scheel, efter tre års ægteskab, men døde efter en måneds tid i barselssengen – blot 27 år gammel. Efter hendes død giftede Jørgen Scheel sig igen. Denne gang med Charlotte Louise von Plessen (1720-1801). Efter Jørgen Scheels død fik Charlotte Louise von Plessen i 1790 lavet en inventarliste over Gammel Estrup. Af den fremgår det, at der i ”den Brogede Gang” stod ”4 store Kiister med Jern Beslag og guul Mahling paa Beslaget.” Der blev lavet en ny boopgørelse, efter deres barnebarn og senere ejer, Jørgen Scheels (1768-1825), konkurs i 1815. Ifølge den stod der i ”Spindekammergangen” to forskellige, forseglede kister med messingbeslag, og i ”Den Brogede Gang” stod ”Fire beslagne Ege Kister, som vare forseglede”. Det er muligt, at to af kisterne i disse inventarlister kan have været Lucie von Thienens brudekister. Egetræskister med beslag stemmer med Lucie von Thienens brudekister, men da detaljer om initialer, årstal og våbenskjold ikke fremgår af boopgørelserne, kan det selvsagt ikke vides med sikkerhed, om det er dem. Under alle omstændigheder illustrerer kilderne, at kister fortsat omkring år 1800 indgik som en del af herregårdens samlede inventar, og at de i begge tilfælde var anvendt som møbler i herregårdens gangarealer.

Kisterne har efter alt at dømme stået på Gammel Estrup, indtil Scheel-familien i 1926 solgte Gammel Estrup, og hvor alt inventar i den forbindelse kom på auktion. Hvor kisterne befandt sig de efterfølgende år, vides ikke med sikkerhed, men de optrådte igen som en del af Gammel Estrups inventar, da herregården åbnede som museum i 1930. Kisterne tilhørte på dette tidspunkt museets grundlægger Valdemar Uttental, svigersøn af Gammel Estrups sidste ejer, som havde købt en del af herregårdens inventar, da det havde været på auktion fire år tidligere. Kisterne står der endnu i dag som et vidnesbyrd om det ægteskab, Lucie von Thienen indgik med Jørgen Scheel i 1740.

Kristine Styggesdatter Rosenkrantz blev i 1582 gift med adelsmanden Niels Skram til Urup. Hendes brudekiste var, som det var typisk for renæssancens brudekister, udskåret egetræ. Forsiden var inddelt i to felter, som var indrammet af profillister. De blev udfyldt af våbenudskæringer, hvor bunden var malet rød. I det vestre felt ses bedstefædrenes våbenskjold Rosenkrantz og Knob, mens det andet felt har bedstemødrenes våbenskjold efter slægterne Gyldenstjerne og Walkendorff. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.

Et statussymbol for adelstanden
Udover udskæringer og bemalede motiver, var adelens brudekister ofte udsmykket med slægtens våbenskjold. For adelen havde slægten afgørende betydning, og derfor var våbenskjoldene helt centrale.

Mellem 1500- og 1700-tallet begyndte familien typisk at forberede brudekistens indhold, efter en trolovelse var offentliggjort. Trolovelsen var oftest ikke udtryk for et kærlighedsbaseret forhold, men i stedet indgåelsen af en fornuftig alliance, som kunne gavne begge slægter ved sikring af adelskabet, status, magt og rigdom.

Indtil enevældens indførelse i 1660 havde adelstanden været en lukket stand forbeholdt en snæver elite med særlige privilegier. Denne lille gruppe af adelige slægter giftede sig med hinanden, hvilket i den gældende orden var med til at sikre dem en fortsat privilegeret position i samfundet. Enevældens adel inkluderede nu også borgerligt fødte, der havde få tildelt adelskab af kongen – hvilket medførte en række privilegier. I 1700-tallet var det således fortsat væsentligt at kunne fremvise sin position som adelig, som det ses på Lucie von Thienens brudekister, om end adelstanden havde en anden karakter end tidligere. At adelstanden nu blev åbnet for nye medlemmer under enevælden, gjorde det ikke mindre relevant at kunne vise, fra hvilken position i samfundet man kom. Måske tværtimod.

Fordi brudekisten med dens udsmykninger og våbenskjold fungerede som et statussymbol, blev den gerne placeret centralt i hjemmet. Brudekisterne kunne f.eks. stå i soveværelset, som på denne tid ikke udelukkende var et privat rum, men som også kunne anvendes som et repræsentativt rum. I takt med at brudekisternes brug blev udfaset, blev de i stigende grad flyttet ud af de repræsentative rum.

Måske det er årsagen til, at de anførte kister i de førnævnte inventarlister fra Gammel Estrup fra 1790 og omkring 1815 stod placeret i gangarealer, hvor de formentlig først og fremmest fungerede som praktisk opbevaring frem for pynt i de centrale rum.

Brudekister i bondemiljøerne
Brudekisterne var udbredt i hele samfundet, og i bondemiljøerne medbragte kvinderne dem også, når de indgik ægteskab. Også her var indholdet betydningsfuldt for det fremtidige liv i ægteskabet. Kisterne i bondemiljøerne var mere simple og uden lige så fine udsmykninger som de kister, man så hos adelen. Den praktiske funktion og indholdet lignede dog hinanden, om end adelens linned var af finere kvalitet, og der var mere af det.

I bondehusene havde man naturligt mindre plads end på herregårdene, og kisten stod ofte centralt placeret i det rum, som både udgjorde soveværelse og stue.

Afslutning
Brudekisterne var endnu udbredte i 1800-tallet, men mange kister var i løbet af især 1700-tallet blev erstattet af f.eks. dragkister med fast låg og skuffer eller kommoder og chatoller. Nye møbeltyper og modestrømninger satte sit præg på herregårdenes inventar, som dog i mange tilfælde bestod af en blanding af nyt og gammelt. Mange af de gamle brudekister fik lov til at blive stående, og flere af dem er bevaret til i dag. Herunder Lucie von Thienens brudekister på Gammel Estrup.

Litteratur
Bejer, Pernille. Kisteglæde: om vestslesvigske standkister. Aabenraa: Kiers Gaard, 1993.

Liebgott, Niels-Knud. Kister og skabe. Kbh: Nationalmuseet, 1975.

Waagepetersen, Christian. (1980). Danske møbler før 1848 : typerne i billeder (1.oplag.). Forum, 1980.

Jensen, Kirsten Marie Juel. Brudekisten – hvor blev den af? 13. juni 2023, Videncenteret Bolius. Via www.bolius.dk

Rigsarkivet, Scheel, Jørgen og 2. hustru Charlotte Louise, født von Plessen, Opteignelse Paa de Meubler Ind og Udboe m. v. som efter min Død her med Gaarden skal forefindes, udateret (ca. 1786-1801)

Rigsarkivet, Randers Amt, Protokol for kommisarierne i grev Scheels bo,  Dødsboet efter lensgreve kammerherre Jørgen Scheel1815-1833