Det Lichtenbergske chatol fra Bidstrup

Af cand.mag. Klaus Højbjerg og cand.mag. og Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

Indtil 2023 stod der på herregården Bidstrup et stort, velbevaret rokokochatol. Det blev oprindeligt fremstillet i 1760 i forbindelse med en større nyindretning af herregården, der i årene op til også havde gennemgået en omfattende ombygning af hovedbygning og avlsgård. Chatollet, der blev bestilt og fremstillet specifikt til Bidstrups største sal af godsejer Gehrdt de Lichtenberg, befandt sig her frem til, at det kom på auktion i 2023, hvor Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum erhvervede det med henblik på at lade det indgå i museets samling. Dansk Center for Herregårdsforskning, der har til huse på Gammel Estrup, fortæller her historien om chatollet og den samtid, det blev fremstillet i samt dets betydning for vores forståelse af indretnings- og stilhistorie samt herregårdsliv og elitekultur i 1700-tallet.

Gehrdt de Lichtenberg var en velstående købmand og storgodsejer, og da han i 1749 købte den østjyske herregård Bidstrup, ejede han allerede flere jyske herregårde. Herregårdene lod han gerne ombygge og modernisere efter tidens smag, og der blev ikke gjort nogen undtagelser på Bidstrup. En omfattende ombygning af både hovedbygning og avlsgård blev igangsat under bygmester N. H. Riemanns ledelse, som tidligere havde udført arbejde for de Lichtenberg, og hvis bygningsværker i eftertiden ofte er blevet betegnet som ”jysk barok”. Ifølge en stentavle på hovedbygningens facade stod arbejdet færdig i 1760, selvom noget arbejde fortsatte på avlsgården i 1760’erne. Det samlede anlæg blev efter barokkens idealer anlagt strengt symmetrisk omkring en hovedakse og anses i dag som et af Danmarks mest helstøbte og bedst bevarede herregårdsanlæg fra den danske barok.

Indvendigt gennemgik Bidstrup også en større forandring, og mens det ved det ydre var barokkens regelrette symmetri, der var fremtrædende, var det i højere grad den mere lette og raffinerede rokoko, der fik lov til at udfolde sig indenfor i salene.

Bidstrups hovedbygning og avlsgård gennemgik en omfattende ombygning, efter Gehrdt de Lichtenberg købte herregården. Foto: Karina Beck

Steen Hvides Sal var – og er – Bidstrups største sal. Den er placeret centralt i hovedbygningens hovedfløj. Salen havde oprindeligt været større, men som led i ovennævnte ombygning valgte Gehrdt de Lichtenberg at lade den opdele, så den blev afkortet og suppleret med en tilstødende stue. Salen fremstod herefter som et symmetrisk, rektangulært rum med tre panelindfattede vinduer på hver langside samt for hver endevæg to dobbeltdøre udstyret med malede dørstykker. Rummets lofter blev udformet med en kraftig hulkel omgivende en loftsflade udsmykket med elegant rokokostuk. En fornem fajanceovn, der efter alt at dømme blev specialfremstillet til salen, blev opstillet mellem den ene endevægs to dobbeltdøre. Ovnen omgives af stukdekorationer, hvori de Lichtenbergs forbogstaver ses indarbejdet. Mellem den modstående endevægs døre opstillede man et stort chatol, mens fire kommoder udført i nøddetræsfinér på fyr med forgyldte udsmykninger og marmorplader samt fire venetianske glasspejle fandt plads mellem vinduerne.

Steen Hvides Sal på Bidstrup er hovedbygningens største sal og er placeret centralt i hovedfløjen. Salen blev nyindrettet omkring 1760, hvor det store rokokochatol blev placeret og stod indtil 2023, hvor det kom til Gammel Estrup. Foto: Kirsten Nijkamp

Chatollet fremstod med dets centrale placering som salens vigtigste møbel. Det tre en halv meter høje rokokochatol af nøddetræ med forgyldte partier er udstyret med en mængde beslag i forgyldt bronze. Topstykket er dekoreret med såkaldte rocailler – rokokoens karakteristiske asymmetriske ornamentering – og med slægten Lichtenbergs våben i midten.

Særligt for chatollet var – og er den dag i dag – den særlige udsmykning bag dets to låger. Her kan ses et maleri af Engelsholm – den herregård hvorved Gehrdt de Lichtenberg med sit køb heraf i 1732 for alvor var trådt ind på scenen som godsejer, som han delvist havde ladet ombygge, og som han siden havde ladet sin svigersøn arve. Bag lågerne ses også et maleri af Sorø Akademi, hvor sønnen og arvingen til Bidstrup fik sin uddannelse.

Hermed understregede de Lichtenberg ikke blot sin egen status som godsejer, men henviste også til sin veluddannede søn, der som arving til Bidstrup skulle sikre slægtens fortsatte plads i godsejerstanden, ligesom gengivelsen af Engelsholm ikke blot cementerede Lichtenbergs egen status som godsejer, men også samtidig kunne minde om, at datteren var kommet godt i vej.

Chatollets to malerier er placeret bag arkaderækker – som så man ud fra et fornemt hus –, og som udsmykning på arkaderækkens piller ses to små ovale miniatureportrætter af Gehrdt de Lichtenberg og hustruen Bodil Hofgaard. Umiddelbart under de Lichtenberg ses en lille udskåret og forgyldt figur, der må skulle forestille den romerske gud Jupiter med sin lynkile – gudernes konge – mens der under portrættet af Bodil Hofgaard ses en tilsvarende figur, der måske skal tolkes som Juno, Jupiters hustru. Lader man blikket søge opad, ses over de Lichtenbergs portræt endnu en forgyldt figur, der på grund af treforken må identificeres som Neptun, havets gud. Over portrættet af Bodil Hofgaard ses igen en kvindefigur – denne gang synes det at være Ceres med sit overflødighedshorn. Det var i 1700-tallet ret almindeligt, at spille på referencer mellem portrætter af konkrete individer og gengivelser af guder eller andre mytologiske figurer i dekorative sammenhænge; man satte ikke sit lys under en skæppe, men så gerne sit eget ægteskab i lyset af mytologiens glans.

Det vides ikke med sikkerhed, hvilken snedker der har udført arbejdet, men det er en rimelig antagelse, at det var den københavnske hofsnedker Mathias Ortmann, der stod bag. Næppe mange andre danske snedkere end han har på den tid været i stand til at levere et møblement af denne kaliber.

Detaljer fra det lichtenbergske chatol. I baggrunden ses to malerier af herregården Engelsholm og Sorø Akademi, og i forgrunden ses ægteparret Gehrdt de Lichtenberg og Bodil Hofgaard på to små miniatureportrætter samt hver deres monogram. Dertil ses også fire figurer, der formentlig forestiller de romerske guder Jupiter, Juno, Neptun og Ceres. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum

Gehrdt de Lichtenberg var ikke født ind i en adels- og godsejerstand, men kom i stedet ud af en velstående, borgerlig købmandsfamilie fra Horsens. Det hører med til 1700-tallets enevælde, at godsejerstanden nu, modsat tidligere, blev befolket af rige købmænd og andre ikke-adelige, der investerede deres kapital – økonomisk såvel som socialt – i jord for at træde frem som godsejer. Med godset kunne også følge nogle af enevældens eftertragtede titler, og i Gehrdt de Lichtenberg tilfælde fulgte et adelsbrev i 1739. En sådan status måtte selvfølgelig kunne fremvises og manifestere sig i den sociale virkelighed, man indgik i, og derfor måtte herregårdene også fremstå efter tidens smag. Ombygningen og indretningen af Bidstrup var således med til at understrege, hvilken økonomisk og social position Gehrdt de Lichtenberg befandt sig i. Chatollet, der antageligvis var udført af tidens førende snedker, Mathias Ortmann, var med til at cementere dette.

Bidstrups chatol i riddersalen på Gammel Estrup hvor det kom til i 2023. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum

I 1763 oprettede Gehrdt de Lichtenberg og hustruen Bodil Hofgaard Stamhuset Bidstrup, der skulle sikre, at herregården forblev i slægtens eje. Et stamhus var en særlig godskonstruktion, et såkaldt majorat, der lod godset gå udelt i arv efter en bestemt arvefølge. Da de Lichtenberg selv døde året efter, kunne Bidstrup således gå udelt i arv til deres søn Hans Henrik de Lichtenberg. På den måde sikrede ægteparret, at deres efterslægt forblev i den godsejerstand, de selv havde trådt ind i.

Ikke nok med at godset var sikret i stamhuset, så var dele af det inventar, som de Lichtenberg havde ladt Bidstrup indrette med, det også – herunder det dyrebare chatol. I et skifte fra 1777 i forbindelse med Hans Henrik de Lichtenbergs død blev boet gjort op og Bidstrups inventar vurderet. Her blev rokokochatollet imidlertid ikke nævnt, men det skyldes efter al sandsynlighed ikke, at det ikke var til stede i Steen Hvides Sal, men derimod at det var stamhusinventar og derfor undtaget skiftets vurdering. I skiftet blev det nemlig slået fast, at de genstande, der bar det lichtenbergske våben – som det var tilfældet for chatollet – ikke skulle vurderes, da de dermed indgik i stamhuset og var bundet til huset.

Som det fremgår i kilden fra 1777 herskede der dog tilsyneladende en vis forvirring over, hvilket inventar der indgik i stamhuset, da det ikke var lykkedes at finde en liste over stamhusinventaret. I 1781 udfærdigedes der imidlertid en liste over det inventar, der indgik i stamhuset – en liste der i dag findes på Bidstrup. Her kunne man rigtignok læse, at følgende stod i Steen Hvides Sal på Bidstrup: "Et indlagt Eege Skab paa en Dragkiste med Glasdøre, forgyldte Zirater og det Lichtenbergske Vaaben". Der var her tale om salens store rokokochatol, som nu endegyldigt blev fastslået at indgå i stamhuset, og som skulle gå i arv med Bidstrup.

Chatollet har stået i Steen Hvides Sal frem til i dag, indtil det blev sat på auktion i 2023 – og hvor Gammel Estrup altså blev chatollets nye hjem.

Salget af dele af stamhus-inventaret fra Bidstrup bunder i en uafsluttet skiftesag fra forrige generation i 1995 på Bidstrup.