Hoveriskab fra Vibygaard

Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

Fra herregården Vibygaard stammer et skab, der efter sigende skulle have fungeret som ”hoveriskab” på stedet. Skabets mange hylder og skuffer blev brugt til at opbevare herregårdens omfattende godsarkiv, men som navnet antyder, havde det også som funktion at holde regnskab med det hoveriarbejde, som fæstebønderne måtte yde for godsejeren. Hoveriskabet stammer efter alt at dømme fra en periode i sidste halvdel af 1700-tallet, hvor statsmagtens ønskede at regulere omfanget af hoveri på herregårdene, og skabets indretning skal således ses som en måde at organisere hoveriarbejdet på Vibygaard efter samtidens nye retningslinjer.

Hoveriskabet fra Vibygaard
På Nationalmuseet står i dag et to meter højt og mere end halvanden meter bredt skab, der kaldes for et hoveriskab. Oprindeligt stod skabet på den sjællandske herregård Vibygaard, der ligger mellem Roskilde og Ringsted. Skabet adskiller sig i sit ydre ikke fra et klassisk klædeskab, men indvendig ses de mange hylder, hvoraf mange har påskrifter såsom ”jordebøger”, ”skifteprotokol”, ”fæstevæsen” og ”hoveriafgang”. Det er alle sammen dokumenttyper, der kendes fra herregårdenes godsarkiver, og skabet må have haft til formål at opbevare godsets mange papirer. Da Nationalmuseet omkring 1970 tog imod skabet, var det da også fyldt med dokumenter fra herregårdens gamle arkiv.

Skabets nederste del har ikke hylder, men flere små skuffer, som er inddelt i forskellige afsnit, der hver har påskrifter med navnene på de landsbyer, der hørte under Vibygaard: Viby, Assenløse, Ousted og Syv. I skufferne har der, modsat på hylderne, ikke været plads til dokumenter. De har i stedet rummet runde og firkantede grå papstykker, hvor der på den ene side er anført navnet på en landsby og på den anden side herregårdens navn, Vibygaard. Som vi skal se, lader det til, at brikkerne blev anvendt til at føre regnskab med bøndernes hoveri.

Hoveriskab fra Vibygaard som det fremstår i dag på Nationalmuseet. Foto: Nationalmuseet.

Hoveri på herregårdene
Hoveriet var i århundreder en integreret del af herregårdens produktion, hvor hovedgårdens drift var afhængig af den arbejdskraft, der kom fra fæstegårdenes bønder. På mange af landets herregårde havde godsejere så vidt muligt samlet fæstegodset og fæstegårdene omkring herregårdens hovedgårdsjord, så bønderne var tilgængelige som arbejdsressource. Omfanget af hoveriet var indtil landboreformerne ikke fastlagt, men blev ofte reguleret efter lokal sædvane. I 16- og 1700-tallet var der dog en generel tendens til , at omfanget af hoveriet steg. I sidste halvdel af 1700-tallet blev der derfor fra statsmagtens side indført en række lovtiltag, der skulle regulere omfanget.

Allerede inden de første love om hoveriet blev indført, havde man fra statsmagtens side i 1768 udsendt en cirkulæreskrivelse til landets amtmænd og nogle af landets godsejere med spørgsmål, der bl.a. vedrørte hoveriet. Her blev der også sendt en skrivelse til Peter Quistgaard, der var ejer af Vibygaard, der svarede tilbage med en beskrivelse af forholdene på sin herregård. Peter Quistgaard mente ikke, han var hård over for sine fæstebønder i sit krav til mængden af hoveriarbejde, idet kun en tredjedel af hans jord blev dyrket, mens det øvrige blev brugt til græsning. Han mente desuden, at han forskånede ”dem fast ganske aldeles” for at udføre hoveriarbejde udover den nødvendige mængde. Trods dette var han imod en fastsættelse af hoveriets omfang, da der kunne være særlige tilfælde, hvor man ”ingenlunde kunde undvære bondens arbejde til hielp, saasom ulychelig ildsvaade og deslige”.

Godsejeren på Vibygaard mente sålåledes ikke, at der skulle indføres en fastsættelse af hoveriets omfang, og han mente heller ikke, at han overudnyttede bøndernes arbejdskraft. Mens dette godt kan have været tilfældet for Vibygaards vedkommende, kan statsmagten næppe have været af den overbevisning, at det var et retvisende billede af herregårdene som helhed. I de efterfølgende år blev nemlig de første tiltag indført, der skulle regulere hoveriet i Danmark.

Landboreformer og regulering af hoveri
I sidste halvdel af 1700-tallet blev der gennemført en lang række love, der kendes som landboreformerne, og som havde til hensigt at forbedre det danske landbrug. Fæstebøndernes jord blev udskiftet og omfordelt, og i nogle landsbyer blev gårde flyttet ud i landskabet. Mest fremtrædende i historien har været ophævelsen af stavnsbåndet, der havde bundet bønderne til godset, i 1788. Også hoveriet forsøgte man dog at reformere.

Den første forordning kom i 1769, og den påbød godsejere at indberette mængden af hoveri gjort op i arbejdsdage, og to år senere i 1771 blev der indført et krav om, at bønderne skulle have udleveret en billet som kvittering for udført arbejde, og at der skulle føres regnskab med arbejdet i en hoveribog. Billetternes udformning skulle være trekantede, firkantede eller runde alt efter, om arbejdet var de såkaldte pløjedage, spanddage eller gangdage. Pløjedage henviste til de dage, hvor bønderne skulle møde med en forspændt plov, mens spanddage var de dage, hvor der skulle troppe op med et forspand heste og en vogn. Gangdage var derimod de dage, hvor bønderne eller deres karle kun skulle møde med egen arbejdskraft.

Loven fra 1771 var blevet indført under Struensees styre, og da han året efter blev væltet, bortfaldt også de nye bestemmelser for hoveriet. Da der to år efter blev indført nye regler for hoveriet, var det under langt lempeligere forhold for godsejerne.

Hoveriarbejde. En fæstebonde pløjer marken på herregårdens jord. Udsnit af et vægtapet fra slutningen af 1600-tallet der hænger i riddersalen på Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Forhandlinger om hoveri på Vibygaard
I en ny lov af 1791 bestemtes det, at hoveriet skulle fastsættes gennem frivillige aftaler mellem godsejeren og fæstebønderne, men at hoverikommissioner skulle kunne træde ind og fastsætte rammerne for hoveriet, i de tilfælde hvor man ikke kunne nå til enighed. På Vibygaard forsøgte man også at komme til enighed blandt godsejeren og fæstebønderne. I 1792 havde godsejeren foreslået et antal af arbejdsdage, der stemte overens med det omfang, der var udbredt på de sjællandske herregårde. Flertallet af bønderne gik ind for denne ordning, men fire bønder ville ikke. Af den grund måtte den hoverikommission, der havde til opgave ved uenigheder at mægle en aftale, i 1796 træde ind i sagen. Det endte med, at kommissionen afsagde en kendelse, der betød, at hoveriets omfang med undtagelse af få ændringer blev som godsejeren ønskede det, mens de bønder, der havde være imod, skulle være pligtige til at udføre det hoveri, som kendelsen påbød.

Loven af 1799 og hoveriskabet på Vibygaard
I 1799 indførtes den hoverilov, der skulle blive den sidste, og den lød, at omfanget af hoveriet – der på de enkelte herregårde nu var blevet fastlagt gennem aftaler eller mæglinger – skulle forblive den samme fremover, og at fremtidige ændringer kun kunne ske gennem en godkendelse i centraladministrationens Rentekammer. Loven indførte også regler for hoveriets udførelse på de enkelte herregårde, og meget lig loven fra 1771 blev det pålagt godserne at indføre et kvitteringssystem, hvor bønderne skulle have udleveret brikker som bevis på udført hoveriarbejde. Derudover skulle der føres protokol over det udførte hoveriarbejde, hvilket skulle sikre, at arbejdet blev ligeligt fordelt mellem godsets bønder.

Vibygaards hoveriskab havde som nævnt nederst i skabet et system af små skuffer, der var opdelt efter navnene på de landsbyer, der hørte under herregården, og hvori der lå firkantede og runde brikker med landsbynavn på den ene side og herregårdens på den anden. Dette system kan næppe være andet end et forsøg på at organisere hoveriet efter de nye lovreglementer, der trådte i kraft i sidste halvdel af 1700-tallet. En protokol, der oprindeligt lå blandt dokumenterne i hoveriskabet, viser, at man, som loven fra 1799 krævede det, førte regnskab med det udførte arbejde. Protokollen blev ført fra år 1800 og frem til 1842, hvor hoveriet på Vibygaard blev afløst af en pengeafgift.

Herregården Bidstrup. I forgrunden ses arbejdende bønder på herregårdens marker. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Hoveriets afvikling
Hoveriet blev fra slutningen af 1700-tallet gradvist afviklet. Som en konsekvens af tidens landboreformer forsvandt hoveriet dels ved de herregårde, hvor fæstegårdene blev frasolgt og overgik til selveje og på de herregårde, hvor frivillige aftaler mellem godsejere og fæstebønder afviklede hoveriet til fordel for en pengeafgift. Afviklingen skete gradvist, og i 1835 ydede omkring halvdelen af alle fæstebønder fortsat hoveri.

I kølvandet på Grundloven fra 1849, der gjorde op med herregårdenes privilegerede position i samfund, gjorde en ny lov fra 1850 det lettere at kræve hoveriet afviklet, idet den gav godsejeren eller fæstebønderne eller en tredjedel af en herregårds fæstebønder ret til at kræve hoveriet afløst mod en pengeafgift. Fra midten af 1800-tallet var hoveriet stort set afviklet, om end de sidste rester først forsvandt omkring 1890.

Afviklingen af hoveriet betød ikke en afvikling af herregårdene som helhed, men en udvikling af deres godssystem, der fik en ny struktur i 1800-tallet med mindre fokus på fæstegods og øget intensivering af hovedgårdsdriften. Herregårdene oplevede frem til begyndelsen af 1900-tallet økonomisk opblomstring på trods af – eller måske på grund af – afviklingen af det traditionelle godssystem baseret på fæstegårdenes hoveriarbejde.

Litteratur
Hoveri på danmarkshistorien.dk, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/hoveri

Jørgensen, Birte Stig: ”Et hoveriskab fra Vibygaard”, i Nationalmuseets Arbejdsmark, København 1971

Løgstrup, Birgit: ”Markdrift og hoveri på Løvenborg 1771-72”, i Bol og By, 1974

Mogensen, Margit og Poul Erik Olsen: Godsejerrøster. Landøkonomiske indberetninger fra Roskilde amt 1735-1770, Landbohistorisk Selskab, København 1984