Europæiske herregårdslandskaber
Af postdoc Kristine Dyrmann, Dansk Center for Herregårdsforskning
Herregårdslandskaberne udgør særlige elementer i landskabet, og marker, skove og eng omkring godserne har deres egne karakteristika, som går igen i det historiske landskab i flere europæiske lande. De store herregårdsmarker, som hørte til hovedgården, skovområdernes størrelse og mængden af tømmer markerede et landskabs herskabelige tilhørsforhold. Disse elementer afspejlede godsejerens ressourcer og position i lokalsamfundene, men de repræsenterede også jagten og de selskabelige sider af elitens tilværelse. Bogen Estate Landscapes in northern Europe (Aarhus Universitetsforlag 2019) samler bidrag fra seks nordeuropæiske lande, der tilsammen kaster nyt lys på fællestræk og variation i det nordeuropæiske herregårdslandskab. Nedenfor præsenteres nogle af bogens pointer, og samtidig er der nederst i artiklen adgang til bogens kapitler i pdf-format
På tværs af Europa har herregårdene gennem århundreder været med til at forme og ladet sig forme af det omgivende samfund. Hovedbygningen med varierende landskabsformer som omgivelser udgjorde et kernepunkt i en række strukturer på landet. Godsejeren og hovedgården var historisk centrale arenaer i juridisk og administrativ forstand, samtidig med at hovedbygningen fungerede som et herskabeligt hjem, hvor ejeren kunne udvise gæstfrihed og social distinktion. Herregården udgjorde dertil et økonomisk knudepunkt i mange lokalsamfund. Denne sammensmeltning af sociale, økonomiske og administrative træk i den samme institution skabte et særligt kulturlandskab omkring herregården. Hovedgården, skovområder og skovdrift dannede sammen med bygningerne på herregårdens område et distinkt udtryk. Her sammenfattes kort nogle fællestræk og forskelligheder i de nordeuropæiske herregårdslandskabers historie, som udforskes nærmere i bogen Estate Landscapes in northern Europe.
Gammel Estrups hovedbygning placeret midt i det omgivende herregårdslandskab på et matrikelkort fra 1816. Det viser hovedbygningen omgivet af sin indre og ydre voldgrav med den anlagte barokhave beliggende nord for hovedbygningen, mens hovedgården er placeret mod vest og med udsyn til Alling Å og engene øst for herregården. På den anden side af denne kerne er de store herregårdsmarker og skovområder. I en dansk sammenhæng er alléen, som løber fra herregården i nordlig retning desuden en markør, der viser, at her er tale om et herregårdslandskab. Alléen leder den besøgende forbi herregårdens park, hovedbygning og gennem skoven mod landsbyen Auning. Foto: Historiske Kort på Nettet/ Geodatastyrelsen.
Godsdrift og landskab
De rettigheder, herregårdenes ejere på kontinentet havde over jorden og dens arbejdere, fæstebønderne, trak tråde tilbage til middelalderen. I lande som England og Holland var de fleste privilegier ophævet eller forsvundet ved indgangen til 1700-tallet, mens godsejere i andre dele af Nordeuropa fortsat havde ret til at afholde retssager og fælde dom på godset. Et andet gennemgående træk var, at godsejeren kunne kræve afgifter som landgilde eller arbejde i form af hoveri af de bønder, som dyrkede herregårdens jord. Der var selvfølgelig forskelle i forholdet mellem godsejerne og deres bønder – selvejere såvel som fæstebønder – landene imellem. Vægtningen af, om herremanden afkrævede bønderne at udføre pligtarbejde, eller om han i stedet pålagde bønderne at betale en pengeafgift, var forskellig i de europæiske lande. Den tyske historiker F.G. Knapp har kaldt områder, hvor hovedvægten lå på at lade bønderne dyrke hovedgårdsjorden for Gutsherrschaft (her får Gut betydningen hovedgård), mens områder, hvor bønderne først og fremmest dyrkede deres egen jord og betalte en afgift eller rente til hovedgården kaldes for Grundherrschaft (de to begreber forklares også nærmere i artiklen om herregårdens produktionslandskab). Mellem disse to yderpunkter fandtes imidlertid flere og varierede måder at strukturere driften af godserne på i de forskellige lande.
Edwin Lascelles havde tjent en formue i Vestindien og byggede i årene 1758-1770 herregården Harewood House i Yorkshire i det nordlige England. Herregårdens have blev anlagt af den kendte landskabsarkitekt Lancelot ‘Capability’ Brown i den engelske stil, som blev typisk for det sene 1700-tal i hele Europa. Herregårdens marker og produktion blev flyttet ud af syne fra hovedbygningen og erstattet med parklandskab. Nogle af de træer, som i det tidligere landbrugslandskab markerede grænser mellem marker, står tilbage og giver perspektiv i landskabet, hvor fårene græsser frit. Foto: Jonathan Finch.
Forskellene i, hvordan jorden blev dyrket, og hvilken del af godsdriften, man vægtede, fik betydning for herregårdslandskabet. I Nordtyskland og Skandinavien var hovedgården eksempelvis både en stor landbrugsenhed og en stor bygning, som dermed markerede herregårdens privilegier og betydning for den omgivende jord og dens arbejdsstyrke i landskabet. I England hang godsejerens velstand oftere sammen med formuer som kunne være optjent gennem industri eller oversøisk handel, og bønderne var tidligt blevet selvejere. Her kunne driftsbygningerne ligge længere væk fra hovedbygningen, og med anlæggelsen af landskabshaver blev dette element i landskabet forstærket, ligesom bøndernes gårde eller lejede boliger blev placeret ude af syne fra ejernes beboelse. Herregårdens placering og udtryk i landskabet trækker dermed tråde til såvel driftens form som den jordejende elites andre indtægtskilder og privilegier.
Adelen og kronen
Herregårdenes ejere var på tværs af Europa en del af den magthavende elite. Relationerne mellem godsejere og kongemagt, mellem kronen og selvejende bønder, oversøiske kolonier og magtforhold mellem regioner kunne dermed påvirke, hvordan landskabet blev struktureret. Dette bliver eksempelvis tydeligt i de norske og svenske kapitler i Estate Landscapes in northern Europe; mens den danske adels overtagelse af norske herregårde som led i en styrkelse af centralmagten i København behandles i kapitlet om de norske herregårdslandskaber, peger det svenske kapitel på forskellene indenfor den svenske adel. Sverige erobrede i 1600-tallet store områder i de baltiske lande, og samtidig steg antallet af adelige. Kronen donerede land til disse nye adelige, som samtidig bidrog til at imødegå behovet for embedsmænd i de nye kolonier på den anden side af Østersøen. Denne udvikling skabte i Sverige en stor adel, som hvoraf hovedparten beboede relativt små herregårde og besad embeder i statsadministrationen, mens kun en lille del af adelens medlemmer havde plads i Statsrådet og ejede store ejendomme.
Herregården Taxnäs i Sverige. Hovedbygningen blev opført i 1770 i sen rokokostil. Den er bygget af en ofrälse ståndsperson, Abraham Hedman, som arbejdede ved hoffet men ikke selv besad nogen adelig titel. Hedman skabte på sin herregård den første landskabshave i Sverige som lå udenfor kongeslottet, men var inspireret af kongeslottet Haga. Foto: Göran Ulväng.
Hvordan jorden gik i arv fra én generation til den næste, fik også betydning for de europæiske herregårdes størrelse og dermed for landskaberne omkring dem. Ægteskabsalliancer kunne samle flere herregårde til ét, større gods, særligt i områder, hvor primogenitur – at den ældste søn arver – var fremherskende. Dette var eksempelvis tilfældet i England, hvorimod bogens kapitel om de sydtyske herregårde viser, hvordan delingen af et gods ved arv førte til et yderst fragmenteret landskab med mange små herregårde og jordtilliggender.
Oppenweiler er en tysk herregård, opført omkring 1780 for baron Franz Georg Sturmfeder von Oppenweiler. Bygningen er et eksempel på de mange mindre herregårde i de sydtyske områder, et resultat af, at denne del af Europa var præget af en høj grad af politisk fragmentering helt op i 1800-tallet. Herregården Oppenweilers hovedbygning er opført på en ø med voldgrav, hvor der tidligere lå en middelalderlig borg. I 1939 blev stedet solgt til det lokale bystyre. Foto: Daniel Menning.
En anden mulighed for at overføre ejendom ved arv fra én generation til en anden var oprettelsen af fideikommiser og stamhuse. Et fideikommis er en båndlæggelse af en formue eller ejendom. Når en herregård blev båndlagt på denne måde, kunne efterkommerne bo på stedet, men ikke pantsætte eller sælge det – var der tale om en formue, kunne efterkommerne leve af renterne, men ikke af selve formuen. Et stamhus bandt ejendommen, så den ikke kunne sælges, og herudover skulle den gå i arv til den ældste søn. Disse to begreber er danske, men lignende ordninger fandtes i mange andre europæiske lande, eksempelvis England og Sverige. Det er derfor en gennemgående pointe i bogen, at ejerskab over jorden, og hvordan ejerforholdene var bundet op på magt og arverettigheder, havde betydning for de nordeuropæiske herregårdslandskabers historie og udformning.
Land, by og industri
At herregårdene og deres landskab hører til i landområderne kan måske virke indlysende i en dansk kontekst – men løfter vi blikket til et europæisk plan, er de hollandske herregårde et eksempel på, at herregårdene var tæt knyttet til den urbane elite. Også i Holland varierede forholdet mellem herregård og by dog, afhængig af hvor ejerfamiliens velstand og indflydelse stammede fra.
Herregården kunne også lægge jord til industri, som det var tilfældet i såvel England som Sverige og Norge. I de to sidstnævnte lande satte udvindingen af jern og kobberminer sammen med skovdrift og savværker sit præg på landskabet, hvorimod den engelske herregård forblev landlig i sit udtryk. Industrien tiltrak nye ejere og investorer til herregårdene i disse lande, mens den urbaniserede elite i eksempelvis Holland også investerede i herregårde, men først og fremmest brugte dem som landsteder og udflugtsmål.
Herregården Larvik er en bygning fra 1670’erne. Den blev orindelig opført af Ulrik Gyldenløve som formelt hovedsæde for grevskabet Laurvigen, som blev oprettet i 1671. Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) var en uægte søn af den danske konge, Frederik 3., som fra 1664 opnåede titel af statholder i Norge. Herregården Larvik blev anlagt med en ambitiøs landskabshave, som signalerede Gyldenløves position. Grevskabet var både geografisk og administrativt forbundet til styringen af naturressourcer fra de tilhørende savværker, jernværker og med forbindelse til havnen i Larvik. Foto: John Nilsen.
Samlet set er herregårdenes historie flettet ind i den større historie om de europæiske samfund, om land og by, og udviklinger af social og kulturel karakter, som gennem århundreder har præget landskaberne i de europæiske lande. Kapitlerne i bogen Estate Landscapes in northern Europe afspejler i deres forskellighed, hvordan herregårdene på tværs af Europa fik betydning for det moderne landskab ad vidt forskellige topografiske, historiske og socio-økonomiske veje. Herregårdens størrelse og rolle tilpassede sig lokale forhold og skabte en rig diversitet af landskaber i det nordeuropæiske område. Samtidig antyder herregårdslandskabernes historie også træk på tværs af landene, som peger på fælles europæiske forbindelser, netværk og erfaringer.
Tranekær Slot på Sydfyn blev renoveret i historicistisk stil mellem 1859-1865, og slottet fremtræder derfor nu med kamtakkede gavle og et fremtrædende trappetårn med spir. Herregårdens have, sø og nogle af hovedgårdens bygninger ses umiddelbart omkring hovedbygningen, mens herregårdens landbrugsjord og skov strækker sig i baggrunden mod Svendborg Sund i baggrunden. Foto: Tranekær Slot.
|
Estate Landscapes in northern Europe repræsenterer den første udforskning af herregårdslandskaber i Nordeuropa, der sætter fokus på herregårdens rolle i at forme landskaber og samfund over fem århundreder. Bogen leder os ind i herregårdenes fascinerende og varierede verden. Hvor den eksisterende forskning ofte har lagt vægt på herregårdslandskabet som økonomi og landbrugsdrift, fremhæver dette værk herregårdens sociale, kulturelle og politiske aftryk på Europas landskaber, for dermed at åbne forskningsfeltet og give et bredere perspektiv på herregårdslandskabet og dets historie. Bogen samler eksperter fra seks nordeuropæiske lande, fra flere forskellige faglige baggrunde i en undersøgelse af herregårdslandskabet og dets betydning gennem mere end fem hundrede års europæisk historie. Den indeholder kapitler om herregårdslandskabet i Danmark, Norge, Sverige, det sydvestlige Tyskland, Holland, Storbritannien og Slesvig-Holsten, som et helt særligt grænselandskab. Mens mange elementer i de europæiske herregårdslandskaber går igen fra kapitel til kapitel, som skitseret ovenfor, giver bogen også et indblik i mange interessante og varierede historier om de europæiske herregårde og deres omgivende samfund. Kapitlerne giver et fascinerende indblik i herregårdslandskaberne som en del af den europæiske historie, og i de enkelte landskabers mangeartethed og samspil med de europæiske samfund. Fra hollandske burghers – byborgerskab – og adelige, over forholdet mellem fordelingen af jord og stemmer til parlamentet i 1800-tallets England, fra reformationens aftryk på norske godser til kontinuiteten i ejerskab på svenske herregårde, samtidig med at udviklingen i industri og udvindingen af naturresourcer bragte nye ejere på banen. Med en bred vifte af bidrag giver bogen et indblik i variationen på tværs af de europæiske lande. Lande, som samtidig har en interessant, fælles historie, også når det kommer til herregårdslandskaber. Estate Landscapes in northern Europe er redigeret af Jonathan Finch, Kristine Dyrmann og Mikael Frausing, og det er den første udgivelse fra det europæiske herregårdsforskningsnetværk ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research). Den er udgivet på Aarhus Universitetsforlag i 2019, og som en del af udgivelsesaftalen frigives bogens kapitler her på siden i pdf-format. |
Estate Landscapes in Northern Europe hos forlaget
Læs og download open access-artikler fra bogen "Estate Landscapes in Northern Europe", red. Jonathan Finch, Kristine Dyrmann og Mikael Frausing, Aarhus University Press, 2019:
Estate Landscapes in northern Europe. An introduction. Jonathan Finch og Kristine Dyrmann
The Swedish Manor 1750-1950 – Decline or Continuity? Göran Ulväng
Country Houses and Estates in Dutch Urban and Rural History 1600-1900. Yme Kuiper
Reformation, Manors and Nobility in Norway 1500-1821. Arne Bugge Amundsen
Estate Landscapes in northern Europe. A new agenda. Jonathan Finch
Smedjen ved herregården Løvenholm på Djursland markerer afslutningen på én af herregårdshavens gangstier – smedjens døre åbnes mod den offentlige vej, og på den anden side ses skoven, som herregården stadig er kendt for. Foto: Jonathan Finch.
