Hvad er et herregårdslandskab?

Af Dansk Center for Herregårdsforskning

Landskabet omkring herregården afspejler godserne som store landbrug, skovbrug og indtægtskilde for godsejerne gennem tiden. Det fortæller den store historie om herremand, fæstebonde og landområdernes arbejderklasse. Og det udmærker sig ved at værne om æstetiske, landskabelige elementer uden umiddelbar brugsværdi – ’herligheder’ – der både tæt på og langt fra den karakteristiske hovedbygning har bragt herskabet ud i landskabet.

Det samlede herregårdslandskab
De store, imponerende hovedbygninger optræder som et naturligt centrum for herregårdenes kulturmiljøer, men de er blot ét element blandt flere i en større helhed, der udgør det samlede herregårdslandskab. Herregårdshelheden udgør i nogle tilfælde et velafgrænset og sammenhængende geografisk område, men hverken historisk eller i dag, er det nødvendigvis tilfældet, og herregården kan have tilknyttede landskabs- og bygningselementer, der ligger spredt over et større område.

Foruden hovedbygningen hører avlsgården til herregårdens landskab. Det samme gør haveanlæg, store alléer, der som regel fører frem til hovedbygningen, samt store, sammenhængende marker og skovområder. Herregårdene var – og er i de fleste tilfælde i dag – store landbrug. Landskabet omkring dem har derfor gennem tiden været præget af de forskellige drifts- og dyrkningsformer på jord og i skov, som herregårdene havde tradition for at være udviklere og banebrydere indenfor.

Herregårdens fjernere landskaber er også præget af mange bygninger og infrastruktur med relation til herregården. Det er smedjer og møller, savværker og mejerier, havne og jernbaner.

I det standsdelte samfund hørte landsbyerne også til herregårdenes landskab, da det var her, fæstebønderne boede i deres fæstegårde og huse. I landsbyen lå også kirken, der kunne være ejet af herregårdens ejer, og her kunne ligge et hospital (fattighus), hvor udvalgte blandt godsets fattige og svage kunne få ophold. Man kunne i nogle landsbyer også finde en skole opført at godsejeren til undervisning af sognets børn.

Et særligt træk ved herregårdslandskabet er dertil traditionen for at værne om og udvikle landskabelige ’herligheder’. Landskabet repræsenterede herregården og dens ejerfamilie, og det dannede ramme om herskabets og deres gæsters aktiviteter og fornøjelser.

Herregårdene har således haft stor indflydelse på landskabets konkrete udformning i århundreder, og deres tilstedeværelse rakte vidt udover hovedbygningen og dens nære omgivelser.

Gammel Estrup set fra luften med avlsgårdsanlæg, haver og enge. Foto: Det Flyvende Kamera.

Smedje ved Gammel Estrup. I dag drives smedjen af et smedelaug under Det Grønne Museum. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.

Landbruget
Landbruget udgør et helt grundlæggende element i herregårdens produktion, og et karakteristisk kendetegn for de danske herregårde er derfor også de store avlsbygninger. Avlsgård og hovedbygning ligger ofte i forlængelse af hinanden og understreger med deres beliggenhed, at der til en herregård traditionelt både hørte et herskabeligt liv og en landbrugsdrift.

Til herregårdens landskab hørte således landbrugsproduktionen, og på herregårdens marker måtte fæstebønderne yde hoveri. Fæstebønderne selv drev også den jord, der hørte til deres fæstegård i landsbyen, der dermed også hørte til herregårdens landskab. Herregårdens store marker – hovedgårdsjorden – stod i kontrast til fæstebøndernes små jordlodder i landsbyen.

Det traditionelle trevangsbrug var i århundreder den fremherskende dyrkningsmetode på både herregårdens hovedgårdsjord og fæstebøndernes marker, og satte sit præg på landskabet. Herunder med de højryggede agre, der blev dannet gennem hjulplovens vending af jorden på de lange, smalle markstriber. Fra sidste halvdel af 1700-tallet og frem afløstes trevangsbruget af nye metoder, først kobbelbrug, siden vekselbrug og med tiden dræning af vådområder, der igen ændrede landskabet og tilførte nye afgrøder. Herregårdene, der havde muligheden for at gøre de store investeringer, var ofte eksperimentarium og de første til at introducere de nye driftsformer.

Gammel Estrup fra Pontoppidans Den Danske Atlas. De højryggede agre ses i forgrunden med de arbejdende bønder.

Med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet blev landskabet forandret i takt med, at jorden blev udskiftet – omfordelt – og gårde blev flyttet ud af landsbyerne. Med landboreformerne begyndte også en længerevarende proces, hvor flere og flere fæstere med tiden overgik til selveje. I 1800-tallet intensiveredes i stedet herregårdens hovedgårdsdrift med nye dyrkningsmetoder, øget fokus på animalsk produktion og mejeridrift, roedyrkning m.v. - og dermed store folkehold i avlsgårdene.

Roepiger i marken på fynske Søbysøgaard, 1913. Foto: Nationalmuseet.

I forbindelse med Lensafløsningsloven i 1919 blev der også oprettet såkaldte statshusmandsbrug på de største herregårdes gamle hovedgårdsjord. Herregårdens produktionslandskab skrumpede således med tiden ind, i takt med at fæstegodset forsvandt, og husmænd fik jord på herregårdens tidligere jord.

Skovene
Skoven er også et karakteristisk træk i herregårdslandskabet. Ligesom herregårdens marker var der dele af skoven, der var forbeholdt godsejeren alene og dele, som fæstebønderne kunne benytte. Enemærkeskov henviste til skov, der blev drevet direkte under hovedgården. Øvrig skov var gerne opdelt i såkaldt overskov, der hørte under godsejerens direkte råderet og i underskov, der kunne bruges af fæstebønderne.

Stendiger i skovene kunne markere skellet mellem godsejerens og fæstebondens jord. Mange stendiger, der endnu ses i skovene i dag, stammer imidlertid fra tiden efter Fredskovsforordningen fra 1805, der som led i periodens landboreformer, blev gennemført for at beskytte skovene mod overudnyttelse og sikre, at der kunne plantes ny skov.

Skovarbejderhus i skoven Lunden ved Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Skoven var – og er fortsat – et væsentligt led i mange danske herregårdes produktion, og her både boede og arbejdede tidligere skovarbejdere, der var med til at opretholde træproduktionen. Træet var både af væsentlig økonomisk betydning som salgsvare, mens det også leverede brænde til opvarmning af herregårdens mange rum.

Skoven blev i lighed med andre dele af herregårdslandskabet ligeledes brugt til jagt, og herregårdsskytten sørgede for vildt herregårdens køkken. Hensynet til jagten formede landskabet med vildtpleje, dyrehaver, jagthegn, jagtstier, boliger til jagtpersonale osv. Særlige jagtrettigheder var længe et privilegium tildelt godsejerne, og jagten indgik således også i herskabets rekreative brug af landskabet. På trods af at de særlige jagtprivilegier blev ophævet i midten af 1800-tallet, udviklede jagten sig især i sidste halvdel af 1800-tallet på de store herregårde til at omfatte meget store jagter og selskabelige begivenheder. Jagt spiller også en rolle på mange af nutidens herregårde og i deres landskaber – både som privat interesse og som indtægt i form af jagtleje.

’Herlighederne’
Prægtige haver, lange alléer, gamle og sjældne træer, skovstier, enge, søer, moser, udsigtspunkter, særligt maleriske landskaber osv. er eksempler på herligheder i danske herregårdslandskaber. Udvalgte steder i herregårdens have eller nærhed kan fortsat være prydet med lysthuse, bænke og mindesten, der markerer herskabets historiske tilstedeværelse og minder om, at herregårdslivet for mange godsejerfamilier var ensbetydende med at nyde naturens glæder.

Tæt ved herregårdens hovedbygning blev der anlagt en prægtig have, der fra renæssancen til i dag har krævet specialiseret pasning. Haven var et herskabeligt rum, der blev brugt til både adspredelse og repræsentation. Men haven indgik også i herregårdens produktion og var med til at forsyne køkkenet med frugt og grønt året rundt. Herregårdshaven inddrages også i dag i herregårdens liv og økonomi. I nogle tilfælde som indtægtsgivende ramme om arrangementer og publikumsaktiviteter.

Haven på Hindsgavl set gennem havedøren. Foto: Hindsgavl.

Landsbyerne
Landsbyen var historisk set også en del af herregårdens landskab, da det var her godsets fæstebønder boede. Efter landboreformerne blev jorden udskiftet og samlet omkring den enkelte gård, og nogle gårde blev flyttet ud af landsbyen. Landboreformerne satte også i gang i en proces, hvor fæstebønderne med tiden overgik til selveje.

Landsbyernes kirke havde også ofte en relation til herregården, og kirkerummet kunne i disse tilfælde være præget af udsmykning doneret af godsejerne. I kirkerne kunne ligeledes være et kapel, hvor flere generationer af herskabsfamilien lå begravet. Især fra slutningen af 1600-tallet fik mange godsejere ejerskab over landets kirker, der gav dem råderet over kirketiendet, retten til at udpege præsten samt pligt til at vedligeholde kirken.

I nogle tilfælde opførte godsejerne ved kirken et hospital – et fattighus – hvor fattige, svage og gamle beboer på godset kunne få ophold og modtage en almisse. I flere landsbyer ses endnu den gamle hospitalsbygning tæt ved kirken. Allerede i 1600- og 1700-tallet blev landsbyens skoler i nogle tilfælde også opført af den lokale godsejer, der ligeledes kunne aflønne skolelæreren. Efter konfirmationens indførelse i 1736, blev det pålagt godsejerne ved lov at opføre skoler, så landets børn kunne modtage den påkrævede konfirmationsundervisning.

Landskab med stente, Møn, 1810 C. W. Eckersberg. Maleriet viser udflyttede gårde og et landskab præget af hegn og grøfter om end de højryggede agres profiler endnu anes. Billede: Statens Museum for Kunst.

Egnen om Jægerspris 1782, Jens Juel. Landsbyerne set ude fra overdrevet, hvis fæstegårde på karakteristisk vis ligger samlet. Spirene fra Jægerspris anes i det fjerne. Billede: Statens Museum for Kunst.

Herregårdslandskabet i dag
I dag driver mange herregårde fortsat land- og skovbrug. Herregårdenes tid som landområdernes største arbejdspladser er imidlertid forbi, og produktionen drives som moderne landbrug og er som sådan også i dag med til at forme de danske landområders landskaber. De mange boliger i herregårdslandskabet, der traditionelt hørte under herregården – tidligere arbejder- og funktionærboliger – udlejes nu i mange tilfælde.

Herregårdene anvender dog også i stigende grad landskabet på nye måder i godsdriften. Nogle herregårde gør sig igen gældende som udviklere af f.eks. nye nicheprodukter, og ’herlighederne’ bringes også i spil som ramme om f.eks. skovbegravelsespladser i herregårdsskovene eller oplevelsestiltag som golfbaner, messepladser og klatreparker.

Frederiksdal på Lolland. Her dyrkes kirsebærvin som et led i godsdriften. Foto: Reventlow Museet.

SE OGSÅ:
Dansk Center for Herregårdsforskning introducerer det danske herregårdslandskab i filmen nedenfor.