Herregårdsjagten og landskabet

Af ph.d. Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning

Jagt og herregård er forbundet gennem en lang historie. Sin storhedstid i omfang og pragt havde herregårdsjagten i sidste halvdel af 1800-tallet. Forbindelsen går dog langt tilbage og er også i dag af væsentlig betydning for godserne som kulturelt kendetegn og som økonomisk faktor. Vildtpleje, dyrehaver, jagthegn, jagtstier og jagtrevirer har gennem tiden fået plads i herregårdslandskabet, og jagten har bragt både herregårdens ansatte og herregårdens herskab og gæster ud i landskabet.

Lyt til podcast om 1800-tallets store herregårdsjagt som herskabelig distinktion. Podcasten er bl.a. baseret på: Signe Boeskov: "Herregård og herskab. Distinktioner og iscenesættelser på Nørre Vosborg og Hvedholm 1850-1920", Museum Tusculanums Forlag, København 2017; Jesper Laursen: "Herregårdsjagt i Danmark". Gad, København 2009; Boganis (Wilhelm Dinesen): "Jagtbreve", Forlaget Forum, København 1949; Albert Fabritius: Maleren Otto Baches Erindringer, G.E.C. Gads Forlag, København 1964.

Kongens og adelens jagt
Jagten har gennem tiden tjent en dobbelt rolle ved hoffet og på herregårdene, de store herskabelige husholdninger. Den ene var et betragteligt og nødvendigt bidrag til at sætte kød på bordet. Den anden var at tjene som en herskabelig attribut, der i skikkelse af kongelig og adelig adspredelse, cementerede status og magt over landskabet samt mennesker og dyr i det. Særlige jagtrettigheder blev da også tidligt knyttet netop til konge og adel, og store jagtarealer blev efterhånden stykket sammen, særligt under kronen. Fra begyndelsen af 1500-tallet havde adel og konge eksempelvis eneret til hjortevildtet på kron- og adelsgods, herunder altså på fæstegårdsjord, og med tiden også på visse fællesområder. Jagt på renæssancens herregårds jagtmarker blev i det daglige bedrevet af skytter, der leverede det fornødne til herskabets køkken. Adelsmanden gik også lejlighedsvis selv på jagt. Måske i selskab med en anden herskabelig gæst eller som gæst på andre godser men formentlig som regel alene ledsaget af godsets skytte og andre hjælpere.

Vildsvinejagt, Frederik 2.s Kronborgtapeter, 1581-84. Foto: Nationalmuseet.

Herregårdsjagt under enevælden
Efter enevældens indførelse i 1660 fordelte kongen jagtretten i tråd med andre privilegier. I praksis tildeltes den i forskellig grad herregårdene, og på de store majorater – grevskaberne og baronierne – i fuld udstrækning og med ret til egen herregårdsskytte. Jagten blev dermed styrket som herskabelig og statusgivende rettighed for de få, og dens synlighed i landskabet demonstrerede et magtfuldt herskabsideal, som f.eks. etnologen Mikkel Venborg Pedersen, har beskrevet det.

På jagt i herregårdslandskabet ved Tranekær Slot, Grevskabet Langeland, 1819-20, Søren L. Lange. Billede: Statens Museum for Kunst.

Det rige herskabelige liv blandt de største godsers ejerfamilier i 1700-tallet gjorde ikke behovet for vildt mindre. Påvirkningen af herregårdslandskabet og naturen i jagtøjemed blev intensiveret med vildtpleje og i nogen grad vildtopdræt, jagt på de plagsomme rovfugle, ulve og andre rovdyr, oprettelsen af dyrehaver, jagstier, boliger til jagt- og skovpersonale osv.

Vildtbanesten, gårdspladsen ved Rathlousdal. Vildtbanesten blev opsat for at markere grænserne for et jagtdistrikt og forbindes særligt med de kongelige vildtbaner. Foto: Jesper Holdgaard, Odder Lokalhistoriske Arkiv.

1800-tallets store herskabsjagt
Den helt store opblomstring for herregårdsjagten ses dog først og fremmest fra midten af 1800-tallet og frem til de første årtier af 1900-tallet, hvor den fulgte en generel opgangstid for mange herregårde i Danmark. Egentlig blev herregårdens jagtret begrænset fra 1840, idet man fra dette år lod jagten følge ejendomsretten, sideløbende med at mange danske herregårde i perioden frasolgte fæstegods. Godsejeren og hans gæster var altså nu begrænset til at bedrive jagt på hovedgårdsjorden, mens bønderne kunne jage på egen jord. Herregårdsjagten kom dog alligevel til at udskille sig. Da hovedgårdene rådede over store mængder af jord og skov samt vildtopdræt, dyrehaver etc., var mulighederne for jagtaktivitet fortsat udstrakte. Særligt på landets største godser blev der investeret store summer i tilrettelæggelsen af jagt og jagtlandskab. Dyrehaverne blev større og en integreret del af herregårdslandskabet. En herregårdshave kunne eksempelvis glide over i dyrehaven, som således på flere måder fungerede som landskabselement. Vildtplejen blev mere systematiseret, og blandt andet kunne fasanopdræt være af betragteligt omfang.

Stort jagtselskab, Ryegaard, 1907. Under billedet er anført ”9 ræve, 3 grævlinger, 4 dåvildt, 6 harer, 6 fasaner, 1 due.” Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Denne udvikling har ikke mindst kulturhistorikeren Jesper Laursen påvist gennem sine belysninger af det sene 1800-tals herregårdsjagt, i hvilken forbindelse han også har beskrevet herskabsjagten som en omsiggribende selskabelighedsform i perioden. I løbet af efteråret samlede man på skift på herregårdene jagtselskaber af forskellig sammensætning og størrelse – fra et par udvalgte herrer (og i nogle tilfælde damer) til større selskaber bestående af den lokale elite, ligestillede godsejere eller, særligt fint, kongelige deltagere. Man bedrev forskellige jagtformer, men den stort anlagte parforcejagt, som krævede mange forberedelser, et stort opbud af ryttere, jagtpersonale og hunde, var på mange måder kulminationen og en uforlignelig fremvisning af herskabelighed i landskabet. Den store jagt dannede parløb med store selskaber i herregårdens sale og saloner. Denne praksis har måske mere end noget andet slået herregårdsjagten fast som eksklusivt fænomen både i samtiden og for eftertiden.

Familiejagtselskab, Ørbæklunde, 1908. Foto: Nationalmuseet.

Herregårdsjagt i dag
Nutidens godser bedriver også herregårdsjagt. Jagtleje udbydes, og markedsføres i mange tilfælde med fremhævelse af herregårdslandskabets særlige naturoplevelser, med mulighed for tilvalg af forskellige jagtformer og tilkøb af jagtfrokost i de herskabelige omgivelser. Den praktiseres også endnu som en privat tradition for herregårdenes ejere og netværk. Og den repræsenterer til stadighed – som bl.a. etnologerne Palle Ove Christiansen og Angela Rundquist har argumenteret for – et kendetegn for herregården og en anledning til at binde an til traditioner og symboler forbundet med herregårdsmiljøet. Med nutidens godsers investering i jagtvæsenet og tilpasning til f.eks. udlejning, er herregårdsjagten et af de traditionelle elementer fra herregårdens verden, der fortsat sætter sit præg på dens landskab.

Bukkejagt på Brattingsborg Gods 2021. Foto: Brattingsborg Gods.

Videre læsning: 
Boeskov, Signe: Herregård og herskab. Distinktioner og iscenesættelser på Nørre Vosborg og Hvedholm 1850-1920, Museum Tusculanums Forlag, København 2017

Christiansen, Palle Ove: A Manorial World. Lord, peasant and cultural distinctions on a Danish estate 1750-1980. Scandinavian University Press, København 1996

Laursen, Jesper: Herregårdsjagten i Danmark, I: Britta Andersen, Dorte Christensen og Carsten Porskrog Rasmussen, red.: Herregårdenes Indian Summer, Dansk Center for Herregårdsforskning og Skippershoved, 2006

Laursen, Jesper: ”Herregårdsjagt”, I: John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, red.: Herregården. Menneske. Samfund. Landskab. Bygninger. Bind 3. Nationalmuseet, København 2009

Laursen, Jesper: Herregårdsjagt i Danmark. Gad, København 2009