Herregårdens hovedbygning og landskabet

Af cand.mag. Klaus Højbjerg, Dansk Center for Herregårdsforskning

De danske herregårdes hovedbygninger forholder sig på flere måder til de landskaber, der omgiver dem. De fleste blev oprindeligt placeret i omgivelser, der gav dem forsvarsmæssige fordele. Senere blev hovedbygningens herlighed en væsentlig faktor, og den optrådte både i en praktisk og æstetisk sammenhæng med avlsgård, have og det fjernere landskab. Landskabet er også nærværende indendørs på herregården, hvor det tematiseres på utallige måder på vægtæpper, tapeter, i stuk, på malerier og dørstykker.

Hovedbygningens placering i landskabet
De danske herregårdes hovedbygninger indgår på forskellig vis i dialog med de landskaber, der omgiver dem. For en stor del gælder det, at de rejser sig brat i lave, engnære områder; typisk på en holm omgivet af vand på alle sider. Denne placering skyldes, at mange herregårde opstod i middelalderen, hvor den lave placering i vandrige omgivelser indebar forsvarsmæssige fordele. I senmiddelalderen var centralmagten ikke i samme grad som senere i stand til at hævde et voldsmonopol; når lokale stridigheder og fejder brød ud, fandtes ingen myndigheder, som hurtigt og effektivt kunne skride ind. Adlen befæstede derfor i vid udstrækning deres gårde og placerede dem altså gerne i sumpede engområder, der var vanskelige at forcere for kampklædte mænd til hest.

I løbet af 1500-tallet blev adlens behov for at kunne forsvare sine boliger mindre; en stærkere stat sikrede, at færre privatpersoner efterhånden afgjorde stridigheder med våben i hånd – og samtidig betød artilleriets udvikling, at kun fyrster havde ressourcerne til at opføre bygningsværker, der kunne stå sig mod egentlig militære angreb. På den ene side fik adelen altså mindre behov for at bygge huse, der kunne forsvares mod angreb. På den anden var de grundet udviklingen heller ikke længere i stand til det.

Vinduer med vokseværk
Selv om behovet for at gøre sig forsvarsmæssige overvejelser i forhold til placeringen af herregårdens hovedbygning svandt i løbet af 1500-tallet, så foretrak adlen længe den traditionelle lave placering og skikken med at lade hovedbygningen omgive af en voldgrav. I andre henseender afløses forsvarspræget imidlertid af træk, der vidner om den nye tid – renæssancens – øgede vægtlægning af det repræsentative. Hvor senmiddelalderens borge gerne lukkede sig ud ad til med få og små vinduer i de tykke vægge, voksede vinduerne nu markant. Man fik dermed mere lys ind i husene og langt bedre udsyn mod omgivelserne – om end tidens blyindfattede små ruder ikke tillod samme klare syn, som senere tiders franske vinduer med plant glas.

Tv. Spøttrup opført omkring 1500 (Foto: Bent Olsen). Th. Egeskov – opført i 1554 af Frands Brockenhuus (Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning). Som Spøttrup rejser Egeskov sig direkte fra voldgraven og det bastante hus har stadigvæk en vis borgkarakter. De mange relativt store vinduer forbinder imidlertid huset med sine omgivelser på en helt anden måde end det knap 60 år ældre tilknappede middelalderhus.

Havekunsten stiger
Med renæssancen blev herregårdenes haver nu i stigende grad anlagt ikke alene med henblik på nytte, men også pryd. Først med barokken slog ideen om have og hovedbygning som en integreret helhed imidlertid igennem. Nu skulle hovedbygning, have og avlsgård helst fremstå som et stort, velordnet aksefast anlæg. På mange ældre herregårde, hvor ressourcerne ikke rakte til at indfri disse krav, gik man på kompromis og placerede haverne, hvor det bedste lod sig gøre.

På Bidstrup, der blev gennemgribende ombygget i 1750erne, kom man væsentlig tættere på tidens idealer om hovedbygningens integrering i et stort aksefast anlæg – dog måtte man også her gå på kompromis. Havens ideelle placering øst for hovedbygningen, i forlængelse af anlæggets hovedakse, måtte opgives pga. det sumpede terræn - og i stedet ses det retlinede anlæg med sine store stynede allé-træer placeret syd for hovedbygningen. Billede: Geodatastyrelsen.

Gammel Estrups gamle renæssancehus samt avls- og ladegårdsanlæg lod sig ikke uden videre forene med et aksefast haveanlæg, hvorfor man gik på kompromis og placerede haven nordvest for hovedbygningen (Foto: Det Flyvende Kamera).

Kun de færreste havde råd til at lade orkestrere en så storslået sammenhæng mellem hovedbygning, staldgård og have som den, der blev skabt på godset Ledreborg under J. L. Holstein-Ledreborg (1694-1763). Som noget ekstraordinært blev dette efter danske forhold spektakulære herregårdsanlæg også forbundet med købstaden Roskilde ved en 7 km. lang allé. Foto: Ledreborg.

Herregården og den romantiske landskabsforståelse
Med romantikkens komme ændredes opfattelsens af det ideelle samspil mellem hovedbygningen og det omgivende landskab. Hvor barokken havde stræbt efter i videst, mulige omfang at lade omgivelserne organisere omkring en snorlige hovedakse trukket gennem hovedbygningens midte, så stræbte romantikken efter et mere ”naturligt” udtryk. Med naturligt forstod man i tiden en visuel stil præget af organiske former og vilkårlighed; det sidste var selvfølgelig lidt af et paradoks, da de bugtende stier, slyngede vandløb, overraskende lysninger imellem store træer osv. alt sammen var resultatet af et ofte meget grundigt og velovervejet anlægsarbejde. På en del herregårde imødekom man imidlertid hovedsageligt det nye krav om naturlighed ved blot at forenkle de gamle barokhaver og lade tidligere tiders klippede hække og træer vokse frit.

”Caroline Dalgas og Jeanina Stampe på Nysø havetrappe” 1855 P.C. Skovgård. Statens Museum for Kunst.

Nyopførte hovedbygninger i perioden blev ofte udstyret med en lys havestue eller sal, hvorfra der var direkte adgang til haven. I løbet af 1800-tallet blev mange ældre huse også forsynet med lignende stuer, verandaer eller terrasser. I nogle tilfælde rev man dertil gamle avlsgårdsanlæg og økonomibygninger ned og opførte nye længere væk fra hovedbygningen. Resultatet blev en hovedbygning isoleret i et grønt parkanlæg, hvor brede plæner flankeret af store træer og buskads åbnede kig mod den enligt beliggende hovedbygning. Samme vegetation skabte samtidig udsigtskorridorer fra hovedbygningen til det omgivende landskab.

Foto: Dronninggaard, 1826, af H. G. F. Holm, SMK (tv.) og Frijsenborg (Th.). Avlsgårdsanlægget ses ikke på det farvelagte stik af Dronninggaard. Hovedbygningen, der blev opført 1782-83, fremstår umiddelbart afsondret i en park skabt i overensstemmelse med tidens landskabelige idealer. Da Frijsenborg blev radikalt ombygget i 1860'erne, fastholdt man hovedbygningens oprindelige placering med omgivende voldgrav. Avlsgårdsanlægget blev derimod flyttet bort fra hovedbygningen, så hovedbygningen derved kom til at stå alene omgivet til alle sider af den store frodige park. Et barokt stiltræk, der imidlertid også blev gjort brug af ved samme lejlighed, var anlæggelsen af en snorlige allé mod øst, der forbandt hovedbygning med det nyopførte avlsgårdsanlæg ca. 1 km. borte.

Landskabet i hovedbygningen
Når man kommer indenfor i de danske herregårdes hovedbygninger, oplever man ofte, at landskabet tematiseres på forskellig vis. I Riddersalen på Gammel Estrup ses eksempelvis en serie på otte store flamske tapeter fra slutningen af 1600-tallet, der hver især viser én af de herregårde, der på det tidspunkt var i Scheel-slægtens eje. På tapeterne ses hovedbygningerne omgivet af avlsgårdsanlæg, marker, enge og skove. På hovedtapetet, der viser den vigtigste af besiddelserne – Gammel Estrup – ses foran det store avlsgårdsanlæg et par græssende stude; en reference til den givtige studeeksport, som herremændene stræbte efter at monopolisere i 1500- og 1600-tallet.

Gammel Estrups vægtape. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Som store enge og græssende stude hørte vidtstrakte skove herregårdlandskabet til. Ligesom hovedparten af landets agerjord var stort set al skov i 1600- og 1700-tallet ejet af enten kronen eller adlen; og disse håndhævede ofte strengt den prestigefyldte jagtret, der knyttede sig hertil. Derfor er det heller ikke et tilfælde, at såkaldte flamske og franske verdure tapeter med skovbevoksede landskaber, i hvilke fugle- og hjortevildt gemmer sig, opnåede stor popularitet på herregårdene. Op gennem 1800-tallet kom hovedbygningens indretning ikke til at bære mindre præg af referencer til herregårdens jagtmarker; malerier forestillende jagtscener, poserende jægere eller den foretrukne jagthund, samt opsatser og udstoppede trofæer i stort tal tilførte hovedbygningens interiører en karakter, der i dag for mange er indbegrebet af ”herregårdsstil”.

Udsnit af flamske verdure tapeter på Gammel Estrup. Græssende hjort i et skovlandskab. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Udsnit af flamske verdure tapeter på Gammel Estrup. En jagthund bjæffer af en andrik, der tilsyneladende falder mod jorden efter at være blevet truffet af et skud.

I 1700-tallet var bl.a. italienske/romerske fantasilandskaber og kinesiske ditto i høj kurs. I 1800-tallets første halvdel var de schweiziske, østrigske og sydtyske landskabsmalerier, som danske malere anlagde på deres studierejser, ligeledes populære. På Gammel Estrup kommer eksempelvis 1700-tallest forkærlighed for kinesiske landskaber til udtryk på flere måder; små udsnit af kinesiske landskaber smykker lakerede møbler og porcelæn – og i et af husets gamle gæsteværelser, kaldet Von Thienens Kammer, er væggene prydet med tapeter, der gengiver kinesisk inspirerede landskaber. Maleren, der skabte disse tapeter har dog næppe nogensinde været i Kina, og motiverne sammenblander træk, der synes hentet fra både det osmanniske rige og den nye verden, Amerika. Hvorom alting er, så vidner tapeterne om tidens stærkt voksende interesse for og samkvem med riger uden for den europæiske kulturkreds. Tapeterne kan siges at vise et globalt landskab i sin vorden – et landskab, som hovedbygningens privilegerede beboere søgte at gøres sig fortrolige med qua tidens billedkunst.

”Kinesiske tapeter” i Von Thienens Kammer på Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

De danske herregårdes hovedbygninger er produkter af deres omgivelser; de udgør markante pejlemærker i landskabet, og gennem historien har de spillet sammen med det omgivende landskab på forskellig vis. Desuden vidner udformningen og udsmykningen af deres interiører om skiftende tiders forståelse af landskaber – nære såvel som fjerne.

SE OGSÅ:
Dansk Center for Herregårdsforskning introducerer forholdet mellem herregårdens hovedbygning og det omkringliggende landskab i filmen nedenfor. Filmen præsenterer også landskabet inde i hovedbygningen - på tapeter, malerier og dørstykker. 

Filmen er optaget i herregården Gammel Estrups gamle herregårdslandskab på Djursland. Herunder have og bygninger ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, marker og avlsbygninger ved Det Grønne Museum, Lunden ved Gammel Estrup og Auning kirke. 

Videre læsning: 
Petersen, Steen Estvad: Danske Herregårde, Bygninger – Haver – Landskaber. København, 1980

Petersen, Steen Estvad: Herregården i kulturlandskabet. København, 1975

Erichsen, John og Mikkel Venborg (Red.): Herregården, Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger bd. 1, bd. 2, bd. 3, og bd. 4. Nationalmuseet, 2004-6

Erichsen, John og Mikkel Venborg: The Danish Country House. Historismus, 2014