De danske herregårdshaver

Af cand.mag. Klaus Højbjerg, Dansk Center for Herregårdsforskning

De danske herregårdshaver spejler ikke blot skiftende tiders moder og smag. De udgør også fortællinger om natursynets udvikling. På herregårdene havde man ressourcerne, til at lade naturen forme til den højeste grad af kunstfærdighed – eller til at lade naturen udfolde sig mere eller mindre på sine egne præmisser. I det følgende skitseres udviklingen af herregårdens prydhave fra renæssancens sluttede geometriske haver frem til 1800-tallets engelsk inspirerede landskabshaver.

Renæssancens have
Der har givetvis knyttet sig mindre nyttehaver til de befæstede gårde, der i løbet af senmiddelalderen udviklede sig til det, vi i dag benævner herregårde. Imidlertid kender vi stort set intet til udformningen af disse – og hvad eksistensen af prydhaver og deres eventuelle udformning og placering angår, er vi overladt til rene gisninger.

Væsentligt mere ved vi om renæssancens danske herregårdshaver skønt, der heller ikke fra denne periode findes bevarede anlæg; her kommer forskellige skriftlige kilder og illustrationer os imidlertid til hjælp. I særdeleshed Horticultura Danica, Danmarks første havebog, giver en uvurderlig indsigt i tidens danske, havekunst. Bogen, der blev trykt i København i 1647, er forfattet af kongens urtegårdsmand Hans Raszmussøn Block. Af Raszmussøns illustrationer fremgår det, hvorledes tiden satte stor pris på sirlig geometri; Raszmussøn anbefaler, at man ved havens anlæggelse gør sit bedste for at kvarterene – havens underinddelinger eller bede – bliver firkantede, ”Thi det er det fornemsete”

De ældre klosterhaver havde også ofte været inddelt i fire kvadratiske bede eller kvarterer, og det er da også denne simple grundform, der med renæssancen udviklede sig til stadigt mere detaljeredede og avancerede haveanlæg – anlæg der vægtede pryd over nytte.

Renæssancehaven var gerne helt omgivet af mure, hegn eller plankeværker. I dette sluttede mikrokosmos kunne en centralt placeret vandkunst eller et lysthus supplere bedenes sirlige geometri og understøtte havens funktion som ramme om herskabelig selskabelighed.

Impulserne til disse haver kom naturligvis udefra; det var således i renæssancens Italien, at denne havetype oprindeligt havde udviklet sig og siden spredt sig til det øvrige Europa. I Frankrig udviklede renæssancehaven sig mod det storladne og nye ideer kom til – ideer, der i sidste del af 1600-tallet også skulle gøre sig gældende i Danmark.

Bladet fra Horticultura Danica illustrerer podningsarbejde. Desuden ses et såkaldt ”kvarter”, et af de bede eller underafdelinger som renæssancens haver opdeltes i – til venstre herfor ses et lysthus. Billede: Det Kongelige Bibliotek.

Plantegningen til en ”fuldkommen liden have” i Horticultura Danica, 1647. Billede: Det Kongelige Bibliotek.

Redskaber og havearbejde samt en af mure og hegn omkranset have i Horticultura Danica. Billede: Det Kongelige Bibliotek.

Tycho Brahes Uranienborg, der ses gengivet her, var naturligvis først og fremmest et astronomisk observatorium, men Tycho Brahe var tillige herremand på øen Hven og trods anlæggets helt unikke karakter, fremgår renæssancens store forkærlighed for geometri tydelig af haveanlægget. Stående midt i havemurens fire halve cirkelslag ses lysthuse af en type, som man også har kunnet finde i mange andre herregårdshaver. Gengivelsen af Uranienborg stammer fra Tycho Brahes værk ''Astronomiae instauratae Mechanicae'' fra 1598. Billede: Wikimedia Commons.

Barokkens haver på de danske herregårde
Mod slutningen af 1600-tallet vinder barokken indpas i Danmark. I arkitekturen såvel som havekunsten stræbte man nu efter et på en gang både regelret og prægtigt udtryk. Nu skulle herregårdens hovedbygning, avlsgårdsanlægget og haven ideelt set fremstå som et samlet hele. Nøglen hertil var en kraftig betoning af en centralakse, omkring hvilken alle dele af herregårdsanlægget måtte arrangeres strengt symmetrisk. Ideelt førtes den snorlige akse fra porten eller indkørslen midt i avlsgårdsanlægget videre gennem hovedindgangen og husets midte, for så at fortsætte på den anden side ad en sigtelinje gennem haven, der kunne fremhæves med en bred sti, et bassin eller på anden vis. Fra haven såvel som avlsgårdsanlægget kunne alleer forlænge aksen videre ud i det omgivende landskab.

Opdelingen i ensartede kvarterer beplantet med lave hække, der dannede fine mønstre med plads til forskellige blomster, videreførtes i barokkens haver. Men hvor renæssancens haver ofte arbejdede med ligestillede akser krævede barokken som nævnt, at én akse ubestrideligt fremstod som den bærende – denne tanke var enevældens magtforståelse omsat til havekunst. Den del af haven, der var udstyret med de ovenfor beskrevne bede, kaldtes parterret. Parterret, der ofte tillige var udstyret med bassiner, springvand, statuer og prydvaser, lå altid nærmest hovedbygningen. Dernæst fulgte ofte et busket, der ligeledes var inddelt i kvarterer og underordnet hovedaksen. I buskettet voksede der, som navnet antyder, buske og små træer mellem de stynede hække, og denne afdeling placerede sig med sin mere rustikke karakter hierarkisk et sted mellem den forfinede parterrehave og det omgivende driftslandskab.

Lethreborg (Ledreborg), Meno Haas, Det Kongelige Bibliotek (tv) og Forestilling på den ved Holstenhuus nye anlagde Have tegnet af G. D. Tschirscke, Byg-mester. Anno 1753, Jonas Haas SMK. Både Ledreborgs barokhave, der anlagdes i 1740erne og det fornemme haveanlæg, Tschirscke tegnede til herregården Holtenshus i midten af 1700-tallet, viser barokkens forkærlighed for symmetri og en stærkt betonet centralakse. På plantegningen over Holstenshus have ses det imidlertid, at frugthaven og urtehaven fremstår som delvist selvstændige enheder; terrænet, diverse praktiske forhold og økonomi gjorde sikkert, at man her, som på andre herregårde, renoncererede en smule i forhold til idealet om fuldkommen symmetri. I buskettet, der ses yderst til venstre på planen, kunne man slå sig en smule mere løs. Her lå de buede gange og små pladser mellem buske og høje hække op til et mere uformelt samvær, end det gjaldt i den øvrige have.

Lethreborg (Ledreborg), Meno Haas, Det Kongelige Bibliotek (tv) og Forestilling på den ved Holstenhuus nye anlagde Have tegnet af G. D. Tschirscke, Byg-mester. Anno 1753, Jonas Haas SMK. Både Ledreborgs barokhave, der anlagdes i 1740erne og det fornemme haveanlæg, Tschirscke tegnede til herregården Holtenshus i midten af 1700-tallet, viser barokkens forkærlighed for symmetri og en stærkt betonet centralakse. På plantegningen over Holstenshus have ses det imidlertid, at frugthaven og urtehaven fremstår som delvist selvstændige enheder; terrænet, diverse praktiske forhold og økonomi gjorde sikkert, at man her, som på andre herregårde, renoncererede en smule i forhold til idealet om fuldkommen symmetri. I buskettet, der ses yderst til venstre på planen, kunne man slå sig en smule mere løs. Her lå de buede gange og små pladser mellem buske og høje hække op til et mere uformelt samvær, end det gjaldt i den øvrige have.

Den romantiske have
Hvor barokkens haveanlæg somme tider omtales som værende i fransk stil, så benævnes romantikkens haver ofte som engelske. Det skyldes naturligvis, at England var stedet, hvor disse nye haver opstod. Imidlertid var de engelske haver inspirerede af 1600-tallets klassiske italiensk-franske malerkunst, hvis æstetiske idealer man naturligvis også havde kendskab til i danske elitemiljøer.

Flodlandskab med hyrder, 1628 – 1632, tilskrevet Claude Lorrain. Der var ikke store muligheder for at opleve eksempler på den klassiske italiensk-franske malerkunst i 1700-tallets Danmark, men gengivelser af de store mestres værker i form af kobberstik kunne erhverves, og adlen kunne på deres dannelsesrejser opleve nogle af værkerne ved selvsyn, når de gæstede kunstsamlinger i Rom og Paris. Billede: Statens Museum for Kunst.

Et af de bedste eksempler vi har på den tidlige romantiske have i Danmark, er haven ved Liselund på Møen. Haven blev anlagt af ægteparret Antoine og Lisa de la Calmette i begyndelsen af 1790erne. Haven demonstrer et radikalt brud med barokhavernes stramme, regelrette udformning. Et lille lystslot, småhuse i schweizisk og norsk stil samt et kinesisk lysthus ligger spredt rundt i parken, der omgives af frodig skov. Græsplænen, der kun sjældent og i beskedent omfang fandtes i barokhaven, strækker sig her vidt hen over det let kuperede terræn; en organisk formet sø – ikke et kunstfærdigt bassin – samler haven, mens små vandløb og bugtende stier leder den besøgende rundt i et varieret univers, som ikke lader sig overskue eller begribe på en gang.

Liselund. Som noget ekstraordinært bød Liselunds have på et efter danske forhold ualmindeligt imponerende vandfald; her gengivet af C. W. Eckersberg – den lille kønne slugt, hvor vandfaldet findes, bærer det patosfyldte navn Djævlekløften. Djævlekløften i Liselunds have på Møn, 1809, C.W Eckersberg. Billede: Statens Museum for Kunst.

Sanderumgaards have blev skabt af Johan Bülow, der arbejdede med projektet fra midten af 1790'erne frem til sin død i 1828. Ad slyngede kanaler kunne man sejle gennem haven, der bød på mange forskellige oplevelser i form af lysthuse, pittoreske broer, løvhytter og monumenter. Maleriet af C.W. Eckersberg fra 1806 viser Johan Bülow på morgenvandring i haven med en spade i hånde og hunden Hercules som følgesvend – i baggrunden lyser den hvide urne, der blev opsat til minde om Bülows datter Emilie, der døde 7 år gammel. Privateje. Billede: Wikimedia Commons.

De tidlige romantiske haver som Liselund og Sanderumgaards blev typisk udstyret med en række monumenter, der gerne anslog en sentimental tone – på Liselund eksempelvis skrivermonumentet, hvis motiv er en kvinde, der indvier et alter til det rene venskab. Foto: Nationalmuseet.

De tidlige romantiske haver skulle fremstå naturlige, men var selvfølgelig omhyggeligt planlagte. Det samme gjaldt de egentlige landskabshaver, der udbredtes i første halvdel af 1800-tallet. Hvor den tidlige romantiske have lagde op til, at den besøgende lod sig lede rundt mellem forskellige intime og særligt stemningsmættede steder i haven, så gik udviklingen imod anlæg, der fremstod med en mere udpræget helhedskarakter; man stræbte nu efter store linjer, der fremhævede landskabets eksisterende kvaliteter. Vide udsigter fra hovedbygningen vægtedes højt såvel som gode kig mod hovedbygningen, som man nu gerne placerede på et lille bakkedrag. Enkeltstående buske og træer blev anvendt til at skabe dybdevirkning, mens tæt bevoksning indrammede udsigterne.

Herregården Erholm, opført 1850-54. Haven anlagt 1854. Fotograf: Christian Brøns, Skamby. Billede: Odense Bys Museer.

I sidste halvdel af 1800-tallet gik moden atter mod et mere ornamentalt udtryk, hvor man bl.a. igen trak på elementer fra barokkens havekunst. Den såkaldt franske have på Glorup var, som den så ud på den tid, et godt eksempel på dette. På Glorup fandtes samtidig en såkaldt engelsk have, der rummer både elementer fra den tidlige stemningsorienterede romantiske haves og den senere mere landskabeligt prægede havetype; haverne på Glorup findes endnu, og som for en række danske herregårdhaver har sporene efter skiftende tiders mode resulteret i en art blandingshave, hvor forskellige haveidealer til dels har indlejret sig i hinanden. Resultatet besidder store æstetiske såvel som kulturhistoriske kvaliteter og vidner om århundreders vekslende forståelse af forholdet mellem natur og menneske.

Det franske anlæg på Glorup anlagt i 1852. Foto: Svendborg Museum.

SE OGSÅ:
Film om Lancelot 'Capability' Brown og den engelske landskabshave fortalt af Professor Jonathan Finch, University of York. Engelske Lancelot 'Capability' Brown var den nok mest indflydelsesrige landskabsarkitekt i 1700-tallet, hvor hans arbejde var med til at gøre det designede landskab til ét af herregårdens mest signifikante kendetegn. Han havde enorm indflydelse i England, og med tiden spredte inspirationen til kontinentet, og også danske herregårde fik "engelske" haver.

Filmen er lavet af Dansk Center for Herregårdsforskning i samarbejde med professor og herregårdsforsker Jonathan Finch, University of York.

Videre læsning: 
Erichsen, John og Mikkel Venborg (Red.): Herregården. Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger II Anlæg, interiør og have

Fischer, Jacob: Herregårdshaver – eksempler på bevaringsstrategier

Lund, Hakon: Danmarks Havekunst I

Stephensen, Lulu Salto: Danmarks Havekunst II