Godsejerens og fæstebondens landskab
Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning
Hovedgårdsjord og fæstebondens marker
En herregård betegnede oprindeligt en (adelig) herres gård, der blev drevet af vedkommende selv, og hvortil der hørte særlige privilegier og en mængde fæstegods. I landsbyerne lå fæstegårdene og fæstehusene, og landsbyerne var dermed en integreret del af herregårdens godssystem. I nogle landsbyer kunne samtlige gårde og huse høre under den samme herregård, mens gårde og huse i andre landsbyer kunne være ejet af forskellige godsejere. Fæstebønder i den samme landsby kunne således være underlagt hver deres godsejer og have forskellige pligter over for deres gods. Men fælles for landsbyerne var, at de var en del af herregårdenes omfattende landskab.
Fæstegårdenes marker lå rundt om landsbyerne og var fordelt i lange, smalle jordstrimler, der bl.a. havde til formål at sikre en ligelig fordeling af god og dårlig jord blandt bønderne. Hver enkelt fæstebondes jord var dermed ikke samlet omkring fæstegården, og der kunne være langt mellem den enkelte bondes marker. Det betød, at dyrkningen af jorden kun var mulig i fællesskab med landsbyens øvrige bønder. Uden for bøndernes marker lå overdrevet, der blev brugt som græsningsarealer. Overevet passede i vid udstrækning sig selv og kunne være begroet med buske, lyng, krat og småskov m.m.
Fæstebønder skulle, foruden at dyrke jordene omkring landsbyen, betale landgilde, der var en afgift til godsejeren, samt yde hoveri - som man kaldte arbejdet på de marker, der blev drevet under selve herregården. Hovedgårdsjorden, som disse marker benævnes, lå adskilt fra bøndernes mindre jordlodder, og kendetegnedes ved deres størrelse og vidde. De danske herregårdes hovedgårdsjord udgjorde samlet set 12-15% af den jord, der hørte under de private godser, mens den resterende del - altså langt størstedelen - udgjordes af fæstegodset.
Bidstrup fra Pontoppidans Den Danske Atlas med bønder, der arbejder på godsejerens hovedgårdsjord.
Det var på hovedgårdsjorden, at fæstebønderne ydede hoveri og skulle stille med folk (ofte fæstebøndernes karle), heste og redskaber. Selvom mængden af hovedgårdsjord var lille i forhold til det samlede fæstegods, udgjorde hovedgårdsdriften gerne mere end halvdelen af godsernes indtægter (i 1700-tallet 50-70%). Det skyldtes netop, at arbejdet på hovedgårdens jorder blev udført ved hoveri, der holdt driftsomkostningerne nede.
|
Gutsherrschaft og Grundherrschaft Gutsherrschaft henviser til et godssystem med en hovedgårdsdrift, der i høj grad var baseret på hoveri, og hvor godsejeren havde udstrakte juridiske beføjelser over for bønderne. I dette godssystem var bønder – dog ikke i Danmark – ofte livegne. Grundherrschaft var derimod et godssystem, hvor bøndernes ydelse til godsejeren ikke baserede sig på hoveriarbejde, men i stedet på afgifter. I det tidlig moderne Europa (1500-1800) var gutherrschaft generelt dominerende i Østeuropa og grundherrschaft i Vesteuropa. Det danske godssystem var aldrig udelukkende hverken gutsherrschaft eller grundherrschaft, men var en blanding, der baserede sig både på arbejde på hovedgårdsmarkerne (hoveri) og afgifter (landgilde). Der var dog regionale forskelle; hvor der især i det sydsjællandske var en udstrakt brug af hoveri, var hoveri i dele af Jylland begrænset. Især i Midt-, Vest- og Nordjylland var hoveriarbejdet flere steder helt eller delvist afløst af en afgift. Læs videre: Estate Landscapes in northern Europe. An introduction. Jonathan Finch og Kristine Dyrmann |
Landboreformerne og landskabet
Fra sidste halvdel af 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet blev en række store reformer gennemført i Danmark, som går under samlebetegnelsen landboreformerne. Blandt de mere markante reformer af landbruget i perioden var den såkaldte udskiftning, der resulterede i en omfattende forandring af det danske landskab.
Med udskiftningen menes en omfordeling af fæstebøndernes jord, så den enkelte fæsters jord blev samlet omkring vedkommendes fæstegård modsat den ældre fordeling, hvor hver enkel fæstebondes jord havde ligget imellem de øvrige fæsteres jordtilligende i landsbyen. Jorden blev almindeligvis udstykket efter en stjerneform med landsbyen som centrum, hvorfra hver bonde fik al sin jord samlet fra gården inde i landsbyen, og som bredte sig ud i landskabet som et lagkagestykke.
Matrikelkort af Auning Sogn fra 1816, der viser den udstykkede jord. Billede: Geodatastyrelsen.
Et led i udskiftningen var også udflytningen af gårde. Det skete ofte i de tilfælde, hvor udstykningen af jorden inde fra landsbyen ikke kunne rumme alle gårdene. Nogle af landsbyens gårde blev i de tilfælde flyttet ud af landsbyerne på det tidligere overdrev, hvor de fik hver deres markstykke. Ofte ”pakkede” fæstebønderne bindingsværkshusene sammen og genopførte dem på deres nye placering uden for landsbyerne. Udflytningen betød også, at tidligere tiders uopdyrkede overdrevsjord nu nogle steder blev lagt under plov.
En sjællandsk bondegård under et optrækkende uvejr. Eigaard ved Ordrup, 1791 - 1793 Jens Juel. Billede: Statens Museum for Kunst.
Overgang til selveje var et centralt element i tidens landboreformer og var for mange i samtiden også endemålet med reformerne. Reformerne indeholdt dog ikke tvunget salg af fæstegods, og overgangen til selveje var en længerevarende proces, der først endelig blev afsluttet ved lov i 1919. Udskiftede og udflyttede fæstegårde såvel som selvejergårde var fra slutningen af 1700-tallet et element i herregårdenes landskab. Der var dog store regionale forskelle; opsplitninger af herregårde i forbindelse med landboreformer betød, at nogle områder af Jylland hurtigt blev domineret af selvejerbønder. I Vestjylland var således langt de fleste bønder blevet selvejere allerede i begyndelsen af 1800-tallet, mens fæstegodset på øerne og i Østjylland længe endnu forblev en integreret del af herregården og dens produktionslandskab.
Landskab med stente, Møn, 1810 C. W. Eckersberg. Maleriet viser udflyttede gårde og et landskab præget af hegn og grøfter om end de højryggede agres profiler endnu anes. Billede: Statens Museum for Kunst.
1800-tallets hovedgårdsdrift og frasalg af fæstegods
I 1850 udgjorde fæstegodset 30,4% af det samlede hartkorn i Danmark. Hoveri var næsten overalt nu blevet erstattet af pengeafgifter, og modsat tidligere udgjorde fæstegodset derfor ikke længere en nødvendig del af herregårdens drift.
Det danske landbrug oplevede i midten af 1800-tallet gunstige år, og perioden kaldes ofte for kornsalgsperioden pga. tidens omfattende korneksport. For godsejerne betød de gode priser, at selve hovedgårdsdriften blev meget rentabel, mens fæstegodset ikke gav godsejerne nogen særlig gevinst. Det gav godsejerne et økonomiske incitament til at sælge fæstegodset fra for i stedet at fokusere på driften af hovedgårdsjorden.
Frasalg af fæstegodset og intensivering af hovedgårdsdriften skabte behov for flere ansatte i landbruget på godserne. Herregårdene fungerede frem til midten af 1900-tallet mange steder som landområdernes største arbejdspladser. Her herregården Fovslet mellem Kolding og Christiansfeld omkring 1940-50. Billede: Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv.
Samtidig gennemførte Rigsdagen i årene 1851-61 en række love, der skulle fremme frasalget af fæstegods med den intention at lade flere bønder overgå til selveje. Lovene gjorde det nu muligt for de store majorater (besiddere af grevskaber, baronier, stamhuse og fideikommisgodser) at frasælge deres fæstegårde, hvis jord som majorat ellers var båndlagt og derfor som udgangspunkt ikke kunne frasælges uden at søge om kongelig tilladelse.
En stor ny bølge af fæstegodssalg blev igangsat, og fæstegodsets samlede andel af Danmarks hartkorn faldt fra 30,4% i 1850 til 11,6% i 1872. Fæstegodset blev enten solgt til selveje eller såkaldt arvefæste, hvor bonden havde stort set det samme ejerskab over gården som ved selveje, men opretholdt en relation til godset gennem en arvefæsteafgift. Mens langt størstedelen af frasalget i 1850’erne havde været til selveje, overgik det meste fæstegods fra 1860’erne og frem til arvefæste.
Den sidste rest af fæstegods blev frasolgt efter fæstegods blev ophævet ved lov i 1919. Et grundlæggende element i herregårdens landskab blev nu endeligt udskilt fra dets samlede produktionslandskab.
Lensafløsningen og de små jordbrug
I 1919 blev Lensafløsningsloven gennemført. Det medførte, at Danmarks største godser – grevskaber, baronier, stamhuse og fideikommisgodser – skulle ophæves og i samme ombæring afstå en del af deres jord til staten, som efterfølgende udstykkede denne til statshusmandsbrug. Det medførte først og fremmest, at landets største jordtilliggender skrumpede betragteligt, mens den afståede jord – som hidtil havde indgået i herregårdens drift – nu grundlæggende blev forandret i takt med at jorden blev udstykket til statshusmandsbrug. De tidligere store hovedgårdsmarker kom nu til at bestå af mindre jordlodder, der kunne drives af en husmandsfamilie. Generelt kom landmændene og husmændenes mindre jordbrug til at præge det danske landbrugslandskab indtil midten af 1900-tallet, hvor mekaniseringen af landbruget var med til igen at vende udviklingen mod større landbrug.
Statshusmændsbrug på Djursland. Nordisk Luftfoto 1928-33. Foto: Det Kgl. Bibliotek.
Videre læsning:
Erichsen, John og Mikkel Venborg Pedersen: ”Indledning”, I: I: John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, red.: Herregården. Menneske. Samfund. Landskab. Bygninger. Bind 3. Nationalmuseet, København, 2005
Henningsen, Peter: "Dengang vi var bønder", København, 2019
Løgstrup, Birgit: Landboreformer, herregårde og fæstebønder på danskeherregaarde.dk
Rasmussen, Carsten Porskrog m.fl. red.: Det danske godssystem – udvikling og afvikling 1500-1900, Aarhus, 1987
Rasmussen, Carsten Porskrog: ”Brun jord og blåt blod. Danske adelige som godsejere efter 1849”, I: Lars Bisgaard og Mogens Kragsig Jensen, red.: Adel. Den danske adel efter 1849, København, 2015
Rasmussen, Carsten Porskrog: ”Gård og gods” I: John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, red.: Herregården. Menneske. Samfund. Landskab. Bygninger. Bind 3. Nationalmuseet, København, 2004
Rasmussen, Carsten Porskrog: ”Storlandbrugets storhedstid. Danske godser og godsejere 1849-1919”, I: Britta Andersen, Dorte Christensen og Carsten Porskrog Rasmussen, red.: Herregårdenes Indian Summer, Dansk Center for Herregårdsforskning og Skippershoved, 2006
Rasmussen, Carsten Porskrog: Rentegods og hovedgårdsdrift. Godsstrukturer og godsøkonomi i hertugdømmet Slesvig 1524-1770, Aabenraa, 2003