Godsejerens magt

Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

Slægten Stjernholm ejede herregården Kjeldgaard i 100 år fra 1709 til 1810. Herregården var en økonomisk, juridisk og social ramme om menneskers tilværelse på landet, og som herregårdsejere havde Stjernholm’erne magt over andre mennesker. Godsejerens dispositioner havde stor indflydelse på, hvilke livsbetingelser godsets bønder var underlagt. I dette tema kan man læse om, hvordan slægten Stjernholm forvaltede rollen som godsejere, hvilke tanker de gjorde sig, og hvad det betød for fæstebønderne.

Horsens og Stjernholm Slot. Herluf Jensen, der købte herregården Kjeldgaard i 1709, var oprindeligt fra Horsens, og da han mange år senere blev adlet tog han navn efter sin fødebys gamle slot: ’Stjernholm Slot’, som han må kendt fra sin barndom. På tegningen fra Resens Atlas Danicus er afbildet det ret anseelige Stjernholm Slot lige udenfor Horsens (nr. 17), men slottet var muligvis allerede nedrevet inden kobberstikket blev produceret omkring 1675 – stenene fra Stjernholm Slot blev anvendt til opførelsen af den nye herregård Bygholm før år 1700. Kobberstik, Horsens, Resens Atlas Danicus, Det Kongelige Bibliotek.

I 1747 blev Herluf Jensen adlet og tog navnet Stjernholm. Det var et trin op ad den sociale rangstige og en understregning af familiens fremgang de forløbne årtier. Mange af familiens medlemmer gjorde militær karriere og navnet Stjernholm gik igen flere gange blandt officerer i 1800-tallet. Dansk Adels Aarbog 1929, s. 277ff.

Herluf Jensen Stjernholm (1679-1759) – herregård og adelstitel
Herluf Jensen var købmandssøn fra Horsens, der i sin ungdom havde været ansat som skriver ved forskellige amtsstuer i Jylland. I 1709 var han dog velhavende nok til at købe Kjeldgaard, og året efter giftede hans sig med Marie Overgaard: en velhavende enke, der var barnefødt på herregården Quistrup.

Med erhvervelsen af Kjeldgaard rykkede Herluf Jensen op i godsejerstanden, og i 1734 købte han endnu en herregård, Ørndrup på Mors. Hensigten var at overdrage den til sin ældste søn, men både han og senere to andre sønner døde i en ung alder. Ørndrup kom i stedet til den yngste af de i alt fem sønner, Jens Stjernholm, der havde gjort karriere som major ved kavaleriet.

Selve Kjeldgaard blev drevet af Herluf Jensen selv indtil han i en høj alder tog adelspatent og overlod herregården til sin ældste overlevende søn, Rasmus. Adelstitel gav rang og status, og begge overlevende sønner var blevet solidt placeret på herregårde. Foruden sønnerne havde han to overlevende døtre, som var blevet godt gift som præstefruer. Herluf Jensen havde konsolideret sin sociale opstigen og kørt børnene i stilling.

Rasmus Stjernholm (1712-1777) arvede både herregård og adelstitel i 1755. Samme år giftede han sig med Anne Kirstine Øllegaard Hvas (1731-1783). Foto: Dansk Adels Aarbog 1929, s. 277ff.

Rasmus Stjernholm (1712-1777) – godsejer på Kjeldgaard
Kjeldgaard var hverken blandt de største eller de mindste herregårde. Men det var efter alt at dømme en veldrevet herregård, som Rasmus Stjernholm overtog efter sin far i 1755. I farens tid var antallet af fæstegårde blevet udvidet. Dertil kom erhvervelse af den værdifulde kirketiende, som udgjorde en væsentlig del af herregårdens indtægter.

I pagt med tidens ideal havde Kjeldgaard fået samlet sine fæstegårde tæt omkring herregården. I de tre landsbyer i Selde sogn hørte stort set alle fæstegårdene under Kjeldgaard, og dertil kom nogle få gårde i nabosognene.  Ejerskabet over fæstegårdene gav herregårdsejeren en altdominerende indflydelse i sognet og betydelig magt over fæstebøndernes liv.

Rasmus Stjernholm koncentrerede sig om at konsolidere herregårdens drift og videreføre familiens nyvundne status. Det betød også at gifte sig rigtigt, og her var Rasmus tæt på at træde ved siden af da han i sin ungdom fik et uægte barn med en præstedatter. Han besindede sig og giftede sig senere med en godsejerdatter.

Som herregårdsejer var Rasmus Stjernholm bevidst om, at herregårdens fremtidige indtægter afhang af fæstegårdenes langsigtede ydeevne. Derfor måtte fæstegårdene ikke udmagres gennem høje afgiftsbetalinger, som det fx var tilfældet på naboherregården Jungetgaard.

Anne Kirstine Øllegaard Hvas (1731-1783) havde ligesom Rasmus Stjernholm forældre, der havde arbejdet sig op fra forpagtere til godsejere. Foto: Dansk Adels Aarbog 1929, s. 277ff.

Frederik Stjernholm (1760-1810) – den nye hovedbygning
Frederik Stjernholm var kun 23 år gammel, da han overtog Kjeldgaard efter sin mor, som havde drevet herregården som enke i en årrække. Med en vis portion selvbevidsthed begyndte den unge mand opførelsen af en ny hovedbygning. Det nye Kjeldgaard stod færdig i 1787 som en trefløjet hovedbygning i røde mursten i en arkitektur som var typisk for de midt- og vestjyske herregårde i slutningen af 1700-tallet.

Frederik Stjernholm ønskede at gøre sig bemærket og fremhæve familiens fremgang, og den nye hovedbygning var en effektiv måde at markere sin status. Herskabeligheden var til at tage og føle på: hovedbygningens trefløjede grundplan fulgte barokkens idealer, og voldgraven rundt om bygningerne understregede herskabets afstand til omverdenen. Den tilhørende herskabelige park var en demonstration af luksus, som kun var herregårdsejeren forundt.

Frederik Stjernholm investerede altså i at kunne fremvise et konkret udtryk for Stjernholm’ernes status og fremgang. Som sin far anså han det som naturligt, at han som godsejer havde magt over (og ansvar for) godsets undergivne fæstebønder. Den nye hovedbygning var tydeligvis bygget for slægtens fortsatte tilknytning til herregården.

Men nye vinde blæste snart over samfundet, og det skulle vise sig, at Frederik blev den sidste Stjernholm på Kjeldgaard.

Stjernholm’erne på Kjeldgaard 1709-1810
1709-1755: Herluf Jensen Stjernholm
1755-1777: Rasmus Stjernholm
1777-1783: Anne Cathrine Øllgaard Hvass, gift Stjernholm
1783-1810: Frederik Stjernholm

Salget af fæstegårdene og nedlæggelsen af Kjeldgaard
En række store landboreformer i slutningen af 1700-tallet gjorde det attraktivt for godsejerne at frasælge fæstegårdene i stort tal. Bønderne blev selvejere og fik foden under eget bord – men måtte svare renter og afdrag på de lån, som de optog for at købe gårdene af godsejerne.

På Kjeldgaard blev de første tilløb taget i midten af 1790’erne, og det fortsatte med lejlighedsvise salg af gårde de næste 15 år – ikke mindst gårde i nabosognene, men også i Selde sogn. I 1810 begyndte et omfattende frasalg af Kjeldgaards fæstegårde, men netop dette år døde Frederik Stjernholm, og Kjeldgaard blev overtaget af et konsortium som fuldførte salget.

Kjeldgaard var nu en stor gård – med afstand sognets største – men gården var ikke længere centrum i et udstrakt gods, hvor godsejeren havde magtbeføjelser over (og følte ansvar for) bøndernes liv.

Da sønnen Søren Stjernholm, fjerde generation af Stjernholm’erne, i 1818 købte Gammellund på Mors, var der karakteristisk nok tale om en tidligere herregård, som gennem frasalg og udstykning var reduceret til en proprietærgård. Den firfløjede hovedbygning i bindingsværk var desuden stærkt forfalden og blev nedrevet. I Midt- og Vestjylland var godsernes tid ved at rinde ud.

På planen over herregården Kjeldgaard ses tydeligt den nye trefløjede herregård og den store herskabelige have mod øst, der blev passet af herregårdens gartner. Den store avlsgård mod syd findes ikke længere. Matrikelkort over Kjeldgaard (udsnit), 1815. Foto: Geodatastyrelsen.

Videre læsning: 
Temaet er baseret på Asbjørn Romvig Thomsens arbejde med livet for bønderne i tre sogne på nordspidsen af Salling. Se:

Thomsen, A. R.: Lykkens smedje? Social mobilitet og social stabilitet over fem generationer i tre sogne i Salling 1750-1850, Landbohistorisk Selskab, 2011 

Thomsen, A. R.: Den gode, den griske – og den gale godsejer. I: ”Det pryder vel en Ædelmand”, red. S. S. Boeskov, D.K. Lyngholm og M. Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning, s. 83-102.