Kjeldgaard gennem 500 år

Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

Kjeldgaard er et typisk eksempel på de herregårdsbyggerier, som blev almindelige i Vestjylland i slutningen af 1700-tallet. Da Frederik Stjernholm i 1787 nedbrød de eksisterende bygninger og opførte en ny hovedbygning, satte han samtidigt et monument over familiens tilstedeværelse på Kjeldgaard gennem tre generationer.

Frederik Stjernholm 27 år da han opførte en ny hovedbygning på Kjeldgaard, som stod klar i anledning af hans bryllup i 1787. Bygningen er i den karakteristiske stil – røde mursten og tre fløje – som spredte sig i Vestjylland i de sidste årtier af 1700-tallet. Foto: Bent Olsen.

Det ældste Kjeldgaard
I det nordlige Salling ligger herregårdene tæt. Med udsigt over Limfjorden lige overfor øen Fur finder man Kjeldgaard. Fra midten af 1500-tallet var herregården ejet af forskellige medlemmer fra Juel-slægten, der dengang var en af landets førende adelsslægter.

1600-tallet
Den unge adelsmand Jens Juel var på dannelsesrejse i Tyskland og opholdt sig i Heidelberg, da han i 1599 arvede Kjeldgaard efter sin farbror. Han vendte først tilbage til Danmark i 1603 og gjorde herefter karriere ved hoffet. Jens Juel har kun sjældent opholdt sig på Kjeldgaard, der i hans sted blev drevet af forvaltere.

I 1618 blev Jens Juel statholder i Norge, og han ejede foruden Kjeldgaard en række andre herregårde i Jylland og en del gods i Norge. Hans datter Christence arvede Kjeldgaard og giftede sig kort efter med Jørgen Rosenkrantz. I 1668 var han nødsaget til at sælge Kjeldgaard som den sidste af sine herregårde for at dække sin store gæld.

De nye ejere lagde flere fæstegårde ind under Kjeldgaard for at opnå den eftertragtede ’herregårdsfrihed’, som indebar skattefrihed for herregården og som kun blev tildelt såkaldt komplette herregårde. En komplet herregård skulle have fæstegårde, der svarede til mindst 200 tønder hartkorn samlet omkring herregården og havde til hensigt at rationalisere driften.

Christence Juel var gift med Jørgen Rosenkrantz, der gjorde karriere som forstander ved både Sorø Akademi og Herlufsholm. Han endte i økonomiske problemer og måtte sælge alle sine herregårde, herunder de som hustruen havde arvet efter sin far. Portræt på Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot. Foto: Johan Thim.

1700-tallet
Omkring år 1700 var Kjeldgaard ejet af medlemmer af slægten Due, som dog ikke boede på herregården. Oberst Manderup Due valgte derfor i 1709 at sælge Kjeldgaard og koncentrere sig om sine andre herregårde. Køberen var Herluf Jensen fra Horsens, og med ham fik Kjeldgaard en energisk ejer, som boede på herregården og koncentrerede sig om driften. Han foretog yderligere udvidelser af godsets besiddelser. I 1747 blev han adlet og tog navnet Stjernholm, hvorefter han kort efter overlod Kjeldgaard til sin søn.

I temaet ’Godsejerens magt’ kan man læse om Stjernholm’erne på Kjeldgaard i 1700-tallet og deres indflydelse på fæstebøndernes tilværelse.

Familiens tilstedeværelse på Kjeldgaard blev kronet med opførelsen af en ny hovedbygning i 1787, men den daværende ejer Frederik Stjernholm blev den sidste af sin slægt på Kjeldgaard.

1800-tallet
Det nye århundrede bragte voldsomme omvæltninger til hele Vestjylland. Herregård efter herregård blev nedlagt, og de tidligere fæstebønder blev selvejere. Turen kom også til Kjeldgaard, hvor fæstegårdene blev frasolgt og herregården udparcelleret i årene omkring Frederik Stjernholms tidlige død i 1810.

Selv om Kjeldgaard fortsat var en stor gård, blev de nye ejere hårdt ramt af landbrugskrisen i 1820’erne, og i 1825 måtte gården gå på tvangsauktion. I løbet af 1800-tallet var der i det hele taget mange skiftende ejere, som sjældent beholdt gården i mere end én generation.

I 1867 købte enken Julie Louise Sophie Tramp herregården for at overlade den til søn, som dog efter nogle år på Kjeldgaard flyttede nærmere København med sin familie og solgte gården i 1888.

1900-tallet
Frem til Første Verdenskrig blev godsets areal opretholdt. Knap halvdelen af arealet blev da udstykket til otte husmandsbrug, og i 1928 fulgte endnu en udstykning, hvor Lille Kjeldgaard blev oprettet.

Carl E. Jacobsen købte Kjeldgaard i 1936. Han var søn af direktør for Carlsberg Vagn Jacobsen i dennes første ægteskab med Jo Jacobsen. Med købet blev Carl Jacobsen blev sendt i ’jysk eksil’ efter et udsvævende liv i København, men fortsatte på Kjeldgaard med en excentrisk livsførelse.

I 1958 blev Kjeldgaard solgt til Jens Henry Christensen. Hans datter og svigersøn overtog siden gården og begyndte at opkøbe nogle af de arealer, som tidligere var blevet udstykket. Kjeldgaard drives fortsat som et meget stort landbrug. Siden 1999 har gården været i hænderne Marianne og Henry Jørgensen, der er tredje generation

Kjeldgaard ligger tæt på overfarten til øen Fur og med smuk udsigt over Limfjorden. Her det fredede område Risum Enge, som tidligere udgjorde den yderste grænse for godsets område. Foto: Sallingweb.dk.