Kjeldgaards landsbyer
Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning
Landsby og herregård var i 1700-tallet vidt forskellige, men tæt forbundne, rammer om livet på landet. Landsbyer lå spredt med få kilometers mellemrum og udgjorde et socialt fællesskab for fæstebønder og husmænd. Herregården var oftest placeret udenfor landsbyfællesskabet og lå lidt for sig selv. Her skulle bønderne levere arbejde, årlige afgifter og skatter. Herregårdsejeren havde desuden en stribe administrative rettigheder og pligter over for bønderne. I Selde sogn fandtes landsbyerne Floutrup, Selde og Lendum. Næsten samtlige bondegårde og husmandssteder i de tre landsbyer hørte under Kjeldgaard. Omvendt var kun ret få af herregårdens fæstegårde placeret uden for sognets grænse.
Selde sogn på nordspidsen af Salling, ca. 1816. I 1700-tallet omfattede Kjeldgaards besiddelser næsten hele Selde sogn, der var inddelt i selve Kjeldgaard mod nord, samt landsbyerne Selde, Floutrup og Lindum. Kun den store selvejergård Eskov mod nordøst hørte ikke under godset. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Herregården
Da Herluf Jensen købte Kjeldgaard i 1709, omfattede godsets fæstegårde i alt 224 tønder hartkorn. Det svarede til omkring ¾ af gårdene i Selde sogn, fordelt på de tre største landsbyer: Selde, Floutrup og Lendum. Inden for sognegrænsen lå desuden selve herregården Kjeldgaard, samt den store selvejergård Eskov.
Fæstegårdene lå altså tæt omkring herregården, hvilket betød, at karle og piger fra fæstegårdene bedre kunne nå frem og tilbage til arbejdet på hovedgårdens marker. Den bedre udnyttelse af fæstebøndernes arbejdspligt (hoveriet) betød en effektivisering af herregårdens drift.
Da Rasmus Stjernholm i 1770 skrev sin indberetning om Kjeldgaard var antallet af fæstegårde forøget til hele 266 tønder hartkorn. I landsbyen Selde var 35 bondegårde og husmandssteder under Kjeldgaard, i Floutrup var det 24 og i Lendum 16 – i alt omkring 90 % af jorden i Selde sogn. Dertil kom omkring 10 gårde i hvert af nabosognene Junget og Thorum.
|
Hartkorn ’Tønder hartkorn’ var den gængse standard for en gårds størrelse, udmålt efter areal og jordens ydeevne. Det betegnede i principttet den jord, som der da skulle til at producere en tønde rug eller byg. En mellemstor bondegård i Nordsalling var på 4-7 tønder hartkorn, et husmandsbrug mindre end 1 tønde hartkorn. |
Kjeldgaards landsbyer
Landsbyen var den fælles ramme om bøndernes tilværelse men med markante forskelle mellem landsbyens forskellige grupper. I landsbyerne under Kjeldgaard gods var godt halvdelen gårdmænd på små eller store fæstegårde, men antallet af husmænd med ingen eller meget lidt jord var stigende. På trods af et stabilt befolkningstal gik udviklingen i 1700-tallet mod færre, men større, bondegårde og mange flere husmænd.
En del af landsbyernes beboere ernærede sig som håndværkere. For nogle var håndværket en bibeskæftigelse, mens det for andre var en egentlig levevej. Dertil fandtes i landsbyerne også en større gruppe af fattige, som modtog forskellige former for fattighjælp, almisser, bolig, klæder og mad fra sognets fattigvæsen organiseret omkring kirken.
Godset og fæstegårdene
Kjeldgaard lå – og ligger – kun ganske få kilometer fra Floutrup og Selde, mens landsbyen Lendum ligger lidt længere væk. Herregården var ideelt set, fra godsejerens og statens perspektiv, centrum i et omkringliggende gods bestående af fæstegårde samlet i landsbyer. Tilsammen udgjorde godset en lukket og næsten organisk enhed.
Udover ejerskabet til jorden skulle lægges, at herskabet på Kjeldgaard også opkrævede skatter på vegne af kongen, samt at Stjernholm’erne som adelige modtog øvrighedens andel af de bøder, sagefald, der blev idømt for retsbrud. Godsejeren havde pligt til at opretholde sædelighed og moral på godsets område. Bønderne var undergivne og skulle være herskabet hørige og lydige.
Til gengæld skulle herskabet drage omsorg for bøndernes og landsbyens ve og vel, yde hjælp når høsten slog fejl, sørge for de fattige samt beskytte bønderne mod forurettelser. Det var i sidste ende også i herremandens interesse. At opretholde velholdte fæstegårde og velfungerende landsbyer var en forudsætning for at sikre et stabilt afkast.
Under Kjeldgaard hørte også færgestedet Branden, hvorfra man sejlede over til øen Fur i Limfjorden. Færgemanden (og kromanden) var fæster under godset, og transporten over Fursund var således også en indtægtskilde for godsejeren. Tegningen viser Fursund set fra færgelejet Branden, og man ser Fur kirke og –Søndermølle på Fur. Fursund, tegning af Hans Schmidt 1893. Foto: Wikimedia Commons.
Godsejernes magt
Inden for Selde sogn nød godsejeren på Kjeldgaard således en altdominerende position. Det var et strengt hierarkisk system, hvor herremanden ejede jorden og dertil havde indflydelse på store dele af sognets øvrige økonomiske, juridiske og politiske anliggender – på vegne af staten. Hvis flere godsejere ejede fæstegårde i samme landsby blev billedet mere mudret og indflydelsen typisk reduceret tilsvarende.
Godsejeren var indiskutabelt højt hævet over alle andre, og i selvforståelsen var forholdet som en fader over for sine børn. Selvbevidstheden er til at tage og føle på i en følelsesfuld indberetning, som Frederik Stjernholm sendte til centraladministrationen i 1785: ”for de allerfleeste [fæstere] betaler ieg de kongelige Skatter, og tænker aldrig paa min Eegen deel. – de have i Almindelighed Brødet, og Gud veed, at ieg af ald magt stræber for at giøre alle mine underhavende lykkelige”.
Videre læsning:
Thomsen, A.R.: Lykkens smedje? Social mobilitet og social stabilitet over fem generationer i tre sogne i Salling 1750-1850, Landbohistorisk Selskab, 2011
Thomsen, A.R.: Den gode, den griske – og den gale godsejer. I: ”Det pryder vel en Ædelmand”, red. S. S. Boeskov, D.K. Lyngholm og M. Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning, s. 83-102.