Enge, sand og hede
Af ph.d.-stipendiat Frederik Vognsen Hansen, Aarhus Universitet
Lønborggaard på sydsiden af Skjern Å-deltaet har ligget solidt i den vestjyske sand- og hedejord siden middelalderen. På trods af skiftende funktioner har herregården altid haft en fremtrædende placering i det vestjyske landskab. I middelalderen kunne Ribebispen nyde godt af gårdens placering i rige omgivelser. I dag er feriecenteret Lønborggaard åbent for alle og enhver.
Luftfoto af Lønborggaard 1976. Set fra nord/nordøst. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.
Bispegård og krongods
Før reformationen tilhørte Lønborggaard bispestolen i Ribe. Bispen opholdt sig periodevist selv på gården, men selve gårdens drift var i hænderne på lensmænd. Ved reformationen overgik Lønborggaard til kronen – en skæbne, den delte med alt andet bispegods i landet.
Kronen opretholdt Lønborggaard som len indtil 1651, hvor den blev pantsat til rentemester Henrik Müller. I 1664 fik Müller skøde på herregården for 25.579 rdl. På dette tidspunkt omfattede Lønborggaards samlede besiddelser omkring 500 tdr.hartkorn. Et gennemsnitlig dansk gods var 200-300 tdr. hartkorn, så der var tale om en betydelig herregård.
Slægten Müller. Hovedgårdsprivilegier og skattefrihed
Rentemester Henrik Müller skødede gården til sin søn af samme navn amtmand Henrik Müller. Han samlede flere fæstegårde under Lønborggaard: en gård i Lavstrup mod syd, samt Kongensgaard mod øst.
I 1688 fik herregården hovedgårdsfrihed. Det betød, at gården fik en række privilegier pga. dens størrelse: alle gårde med mere en 200 tdr. hartkorn fæstegårde inden for en radius af 2 mil kunne få hovedgårdsfrihed. Hovedgårdsfrihed gav en række privilegier, men det vigtigste var, at Lønborggård nu havde skattefrihed på produktionen på herregårdens hovedgård.
Efter Henrik Müller overtog sønnen, Selius Müller, Lønborggaard. Han solgte gården i 1750 til kancelliråd Christen Hansen. Ved salget i 1750 var den samlede besiddelse fortsat omkring 500 tdr. hartkorn, men hovedgårdens jorder var vokset på bekostning af fæstegårdene. Det var en god forretning, fordi hovedgårdsproduktionen var skattefri.
Stamhuset Lønborggaard/Skrumsager
Kancelliråd Christen Hansen lagde i 1757 herregården Skrumsager under Lønborggaard og oprettede de to herregårde som stamhus. Herved blev herregårdene knyttet sammen og værdierne båndlagt til efterfølgende slægter. Et stamhus var en mulighed for de største godsejere, der med underliggende fæstegårde ejede mindst 400 tdr. hartkorn.
Oprettelsen af stamhuset betød indskrænkninger i ejerens dispositionsret, f.eks. kunne herregårdene hverken sælges, pantsættes eller deles. Et stamhus skulle nedarves udelt efter en fastlagt arvefølge. Stamhusene blev indført i 1683 som et forsøg på at opretholde godsejerslægterne og modvirke opsplitning ved arvedeling.
Ved stamhusets oprettelse omfattede dets besiddelser hele 636 tdr. hartkorn. Kancelliråd Hansen var dog driftig. I maj 1760 købte han yderligere 135 tdr. hartkorn fæstegårde fra nedlæggelsen af herregården Grubbesholm.
Stamhuset Lønborggaard/Lundenæs
Kancelliråd Christen Hansen døde barnløs i 1760, og hans nevø Niels Hansen overtog stamhuset. Niels var driftig som sin farbror, og i perioden 1771 til 1779 opkøbte han på auktion fæstegårde og kirker fra det tidligere kongeslot Lundenæs. I 1779 opkøbte han selve hovedgården.
Herskabskaret fra Lønborggaard af typen Landauer abatour. Typen kaldes også lidt hånligt ”fattigmandskaret”, fordi den både kan være åben og lukket. Den er ”fattigmands”, fordi den virkelige rigmand selvfølgelig ejer både en åben og en lukket karet. Nu er alt imidlertid relativt. Lønborgkareten er først og fremmest et fornemt køretøj. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.
Niels Hansens eneste barn, datteren Christence, havde som kvinde ikke fuld disposition over sin arv. Gården tilfaldt derfor hendes mand, kaptajn Niels Jermiin i 1792. Jermiin fik kongelig dispensation til at frasælge Skrumsager (366 tdr. hartkorn) og i stedet lægge Lundenæs (396 tdr. hartkorn) under stamhuset. Det skete i 1805.
Det var ikke kun jord, som Jermiin var ude efter med købet. Lundenæs havde siden middelalderen haft førsteret til ressourcerne fra Skjern Å. Betydelige indtægter fra fiskerirettigheder, bropenge-privilegier og lignende tilfaldt Lundenæs på strækningen fra herregården til åens udmunding i Ringkøbing Fjord. Lønborggaard ligger på denne strækning, og ved sammenlægningen med Lundenæs blev å-rettighederne overdraget til Lønborggaard.
Stamhuset fik kun en kort levetid og blev opløst i 1813, da Niels Jermiins svigersøn, Kristian Frederik Otto Benzon, fik bevilling til at sælge stamhuset mod at oprette en fideikommiskapital til slægten. En fideikommiskapital var en disposition, hvorved formuen fra salget af stamhuset (315.000 rbdl.) båndlagdes til slægtens fortsatte underhold. Lønborggaards nye ejer levede dog over evne, og allerede i 1815 overtog Benzon igen godset.
Slægten Tranberg og Lønborggård i 1800- og 1900-tallet
I 1841 solgte Benzon Lønborggaard for anden gang. Denne gang til A.G. Tranberg, der, som en af de sidste herregårdsejere i Vestjylland, påbegyndte frasalget af fæstegårdene.
Lønborggaard var dog stadig en af Vestjyllands største gårde med 50 tdr. hartkorn hovedgårdsjord tilbage. Tranbergs søn overtog Lønborggaard i 1889. Tredje generation overtog godset i 1904, men i 1940 var det efter næsten 100 år slut med Tranbergerne på Lønborggaard, da herregården blev solgt til direktør H. Houmann.
Da dødsboet blev opgjort efter Houmann i 1949, solgtes godset igen. Frem til 2013 havde gården skiftende ejere. I 2013 oprettedes Lønborggaard feriecenter, ejet af anpartsselvskabet Lønborggaard.
Videre læsning:
Kristensen, H.K.: Nørre Horne Herred 1975
Fløe, Palle og Nielsen, O.: Historiske Efterretninger om Lønborg og Egvad Sogne 1878
Nielsen, Knud: Livet i sognet – træk fra Lønborg sogn ca. 1750-1950 1987
Nielsen, Knud: Gårde og steder i Lønborg sogn 1985