En sammenligning i det små

Af ph.d.-stipendiat Frederik Vognsen Hansen, Aarhus Universitet

Historien om de vestjyske herregårde er en fortælling om en godsstruktur, der på ganske kort tid kollapser. I løbet af ganske få årtier blev næsten samtlige vestjyske herregårde helt eller delvist afviklet. Midt i denne fortælling findes Lønborggaard, der undgik denne skæbne og fortsatte som en betydelig herregård op til 1900-tallet. Spørgsmålet er hvorfor?

Østergaard fotograferet i høbjergningstiden engang omkring 1960. Som med så mange andre vestjyske herregårde er der intet, der afslører gårdens stolte historie. Kun en solid vestjysk bondegård er tilbage af det gamle herresæde. Foto: Sylvest Jensen, Ringkøbing-Skjern Museum.

Tre forsvundne herregårde
Lønborggaards unikke position kan bedst forstås i lyset af nærliggende herregårde. Tæt på Lønborggaard, på sydsiden af Ringkøbing Fjord, fandtes i 1700-tallet herregårdene Østergaard, Grubbesholm og Skrumsager. Gårdene lå i samme kulturlandskab og eksisterede på baggrund af samme ressourcer.

De tre herregårde, som i modsætning til Lønborggaard blev nedlagt i perioden 1750-1800, delte en række lighedspunkter. Alle herregårde var af beskeden størrelse – selv efter vestjysk målestok. En turbulent historie med skiftende ejere kan give indtryk af, at herregårdene kæmpede for deres overlevelse. Kigger man nøjere efter, opdager man dog, at herregårdenes jorder, tiende og fæstegods forblev nogenlunde konstant fra deres oprettelse til deres afvikling.

Udstykningen af Østergaard
Herregården Østergaard i Lyne sogn var den mindste af gårdene. Det var også den, der nedlagdes først. Som hovedgård kan den dateres til 1583, hvor Mads Nielsen Skade sammenlagde to bondegårde til herregården Østergaard. Herregården forblev inden for familiens eje i indtil slutningen af 1600-tallet, hvor den solgtes. Gennem 1700-tallet skiftede gården hænder mange gange, indtil kancelliråd Christen Hansen til Lønborggaard købte den i 1755. Christen Hansen havde ikke behov for endnu en herregård – og slet ikke en så beskeden som Østergaard – så herregården blev udparcelleret i tre gårde, der herefter blev lagt under Lønborggaard som fæstegårde.

Udstykningen af Grubbesholm
Grubbesholm oprettedes som hovedgård af Jakob Grubbe i 1651. Gården blev ikke i familiens eje længe, men skiftede ofte hænder. I 1761 opkøbte nogle af gårdens fæstere herregården. I forhold til Østergaard var Grubbesholm en gennemsnitlig herregård med hele 230 tdr. hartkorn fæstegårde.  Heraf frikøbte bønderne 95 tdr. til selveje. Bønderne overtog også herregårdens jorder, som blev udparcelleret, samt tiende fra kirken, som straks blev videresolgt. Hovedparten af fæstegårdene (135 tdr. hartkorn) blev dog opkøbt af Niels Hansen, som lagde dem under Lønborggaard. Fæstegårdene var uden hoveriforpligtelse – bønderne skulle ikke yde pligtarbejde på Lønborggaards jorder. 

Udstykningen af Skrumsager
Oprettelsen af Skrumsager som hovedgård kan ikke dateres. Den tidligste omtale af gården er fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor den var i slægten Langes eje. Man formoder, at gården også oprettedes som herregård på denne tid. Gården forblev inden for familiens eje frem til starten af 1700-tallet, hvor den gennem to generationer var ejet af familien Teilmann. I 1755 solgtes gården til Christen Hansen, ejeren af Lønborggaard. Han lagde Skrumsagers jord under Lønborggaard og oprettede stamhuset Lønborggaard. Stamhuset betød, at jorden ikke måtte deles eller sælges, og Skrumsagers fremtid syntes sikret. Alligevel fik Lønborggaards ejer i 1805 kongelig tilladelse til at udskille Skrumsager for i stedet lægge det større Lundenæs ind under stamhuset. Dermed var Skrumsagers dage talte. Fæstegårdene blev solgt til selveje, og selve herregården blev udparcelleret i 133 parceller og frasolgtes.

Hvorfor Lønborggaard?
Spørgsmålet om, hvorfor Lønborggaard overlevede, er endnu ubesvaret. De tre herregårde der her nævnes, blev oprettet som herregårde i perioden 1550-1650. Perioden var præget af fremgang, gunstige forhold og stadig vækst for landbruget. Mange mindre herregårde og godser oprettedes i denne periode, og det er nærliggende at se en forbindelse mellem de nye herregårde og landbrugets vækst.  De nye godser blev opført på steder, der ikke tidligere havde ressourcerne til at drive en herregård. Med de gode forhold for landbruget blev godsdriften en mulighed.

I 1700-tallet var disse nye herregårde, fortsat blandt de mindste i Vestjylland, ikke længere rentable som godser. Som alle andre, var de udfordret af et dårligt struktureret fæstegårdssystem og den fattige jord. Men modsat de større og ældre godser, som Lønborggaard, havde de ingen depoter af kapital eller store landområder, at tære på.

I økonomiske krisetider betyder polstring i form af store landområder en hel del. Bemærk også, at Lønborggaard spillede en væsentlig rolle i afviklingen af de tre eksempler, der her nævnes; deres død gav næring til Lønborggaards fortsatte eksistens.

Videre læsning:
Kristensen, H.K.: Nørre Horne Herred 1975

Fløe, Palle og Nielsen, O: Historiske Efterretninger om Lønborg og Egvad Sogne 1878

Clausen, Kim: ”Frihed for stavnsbåndet eller frihed til studehandel” i FRAM: Fra Ringkøbing Amts Museer, 1987, s.109-124