Overleveren

Af cand.mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum

Da landboreformerne udløste en bølge af spekulation og nedlæggelser, som næsten skyllede alle Vestjyllands herregårde omkuld, var der enkelte, der overlevede. Med sin status som udeleligt stamhus var Lønborggaard syd for Skjern Ås delta en af de få i landsdelen, der forblev et anseeligt gods.

Udsnit af det såkaldte original1-kort for den nordlige del af Lønborg sogn 1818. Lønborggaards hovedgårdsjord, som den så ud efter Niels Jermins udskiftning 1792-93, tegnet op. Scan: Geadatastyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og effektivisering.

Den største herregård i amtet
Nørre Horne Herreds lokalhistoriker H.K. Kristensen sluttede i 1975 sin beskrivelse af Lønborggaard med ordene ”Lønborggård er i modsætning til de fleste vestjyske hovedgårde sluppet for at blive udparcelleret. Den har 2.186 td. ld., (…) et virkelig storgods, den største herregård i amtet.”

Lønborggaard overlevede ikke alene længe som herregård i økonomisk forstand, også kulturelt fastholdt gårdens ejere en position udenfor det almindelige bondesamfund. Viggo Hedegaard Thomsen, der var til stede, da proprietær Ernst Tranberg afhændede Lønborggaard i januar 1940, har fortalt, hvordan Tranberg og hans forvalter tog imod i blankpudsede ridestøvler. ”Den elskelige fru Thora (f. Hoppe) og den stoute, til lejligheden vel nok lidt vemodige godsejer, har siden stået for mig, som de sidste bærere af vestjysk herregårdskultur”.

Stamhuset Lønborggaard
Lønborggaards historie som en af Vestjyllands større herregårde går tilbage til reformationen, hvor ribebispens gods i Lønborg blev samlet med kongens. Kronen solgte godset, og i 1750 kom det i te- og porcelænshandler Christen Hansens besiddelse.

Folkeholdet på Lønborggaard fotograferet på trappen foran hovedbygningen, muligvis i 1930’erne. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

Som et rigtigt barn af 1700-tallets nye muligheder havde den bondefødte vestjyde Hansen tjent en formue på handel på Kina, og nu var det tid at befæste den nye status og blive godsejer. Christen Hansen købte mere gods til Lønborggaard og oprettede i 1757, tre år før sin død, et af Ringkøbing Amts kun tre stamhuse af Lønborggaard og den mindre herregård Skrumsager i Sdr. Bork sogn.

Oprettelsen af stamhuset betød en række begrænsninger i Hansens og senere godsejeres ejendomsret. Til gengæld var kronen på te- og porcelænshandlerens livsværk i princippet sikret mod at smuldre. Lønborggaard skulle herefter gå udelt i arv. Der kunne ikke frasælges fæstegods, og ved konkurs kunne kreditorer ikke gøre udlæg i herregården.

Lønborggaard gik videre til Hansens nevø Niels Hansen og derefter til dennes svigersøn Niels Jermiin. Jermiin blev ejer i 1787, netop som en ny tid skyllede ind over de vestjyske herregårde. Efter et stort lovkompleks i 1788 blev der rutinemæssigt givet dispensation fra et gammelt krav om, at en herregård skulle have mindst 200 tdr. hartkorn fæstegårde for at opnå skattefrihed. Dermed forsvandt en vigtig baggrund for at opretholde det gamle system. Overalt blev der solgt og parcelleret, og inden længe kom turen mange steder til selve herregårdene.

Også Niels Jermiin så muligheder i salg og udparcellering. Udover Lønborggaard ejede han flere herregårde, som han afviklede i årene omkring 1800. Hvad angik stamhuset, måtte han dog tage andre hensyn.

Udskiftning
I 1792-93 bekostede Jermiin en dyr og omfattende udskiftning, så det gamle kludetæppe af spredte jord- og engstykker til såvel fæstegårde og herregård blev til samlede rationelle blokke. Han påtog sig endda (med en usikker forventning om kongelig bygningshjælp) udgifterne ved nyopføring af en række bondegårde, hvor de gamle bygninger lå for langt fra det nye jordtilliggende.

Folkeholdet på Lønborggaard fotograferet på gårdspladsen. Bemærk at hestene har fået selskab af den første traktor. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

Udskiftningens sagsforløb er trykt og refereret flere steder, og den fremhæves gerne som et mønstereksempel på den humane herremand, der hjælper sine bønder ind i en ny tid. Jermiin handlede imidlertid ikke aldeles uegennyttigt. Han afstod ganske vist både gode enge og agre til bønderne og tog ringere til gengæld. Men – og det er vigtigt – han fik hovedgårdens jord, der før havde været spredt, samlet i en sammenhængende og rationel matrikel.

Bønderne fik også samlet deres bedrifter, men ophævelse af fæstet kunne jo ikke komme på tale. Derfor måtte de fortsat gøre hovarbejde på hovedgårdsjorden, og her var Jermiin mindre opofrende. I hvert fald klagede de efter eget udsagn ”fattige og fortrængte hoveribønder” i 1796 over arbejdsbyrderne på den effektiviserede herregård. Det fik de nu ikke noget ud af.

Med andre ord: Niels Jermiin kunne ikke sælge Lønborggaard, hverken hovedgård eller fæstegods, og gav sig i stedet til at optimere gårdens drift på det gamle systems betingelser.

Efter stamhuset
I princippet kunne et stamhus hverken deles eller opløses, men et var principper, noget andet realiteter. I Jermiins tid blev der foretaget ændringer i stamhusets besiddelser, idet Skrumsager udgik og blev erstattet med Lønborggaards gamle storebror, Lundenæs. Lundenæs Slot havde gennem middelalderen og renæssancen været kongens mægtige gård ved den rige Skjern Å, men var kun en afglans af fordums storhed, da den i 1770’erne kom i Lønborggaardejernes besiddelse.

Parti fra Lønborggårds have – Ganske herskabeligt! Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

I 1811 arvede Jermiins svigersøn Christian Frederik Otto Benzon Lønborggaard. I 1813 fik Benzon kongelig tilladelse til at ophæve stamhuset, og godset blev solgt til godsspekulanten Frederik Juul. Lønborggaards skæbne syntes beseglet, men bemærk timingen. 1813 var statsbankerottens år. Da 1800-tallet gik ind i sine teenageår, brast boblen. 25 år med kraftigt stigende priser og hektisk aktivitet afløstes af krise, fallitter og et fastfrosset kreditmarked. Frederik Juul var blandt de første, der tabte pusten.

Benzon måtte købe Lønborggaard tilbage, og i et marked uden købere kom også han – stik imod sine oprindelige planer – til at blive én i den række af godsejere, der investerede i Lønborggaards fortsatte udvikling. Han opførte den nuværende hovedbygning 1838-39, han anlagde plantage, og han drev et betydeligt herregårdsmejeri.

I 1841 overtog Andreas Grøn Tranberg gården. Nu var det igen bedre tider for landbruget, og de følgende årtiers højkonjunktur opfordrede ikke til afvikling.  Tværtimod. I 1848 – og det er usædvanligt sent i Vestjylland – blev fæstegårdene endelig solgt fra, men her var i højere grad tale om tilpasning til nye tider. Også de østdanske herregårde frasolgte i stort tal fæstegårdene fra omkring 1850.

Tranbergerne ejede Lønborggaard i tre generationer. Således når vi frem til proprietær Ernst Tranberg i de blanke ridestøvler, der i 1940 var den sidste bærer af ”vestjysk herregårdskultur.”

Lønborggaard, overleveren
Gårdens status som stamhus kan ikke stå alene som forklaring på, at Lønborggaard overlevede gennem den mest hektiske bølge af nedlæggelser, mens andre vestjyske herregårde forsvandt. Eksempelvis blev baroniet Rysensteen opløst og godset afviklet mellem 1797 og 1809.

Godsejernes dygtighed, deres valg og prioriteringer havde betydning, og tilfældigheder spiller ind. Det er imidlertid karakteristisk, at der blev investeret i te- og porcelænshandler Hansens stamhus. Og det er lige så karakteristisk, at herregårdene Lundenæs, Østergaard, Engelsholm og Skrumsager alle blev udparcellerede og nedlagte af de selvsamme herremænd, som beholdt Lønborggaard.

Lønborggaard set fra vest i 1956. Foto: Sylvest Jensen, Det Kongelige Bibliotek.

Videre læsning
Kristensen, H.K.: Nørre Horne Herred, 1975

Fløe, Palle og Nielsen, O.: Historiske Efterretninger om Lønborg og Egvad Sogne, 1878

Fløe, Palle: ”Udskiftningen af Lønborggaard Gods i Aarene 1792-93” i Hardsyssels Aarbog 1921 s. 112-40

Jerk, Flemming: ”Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv” i Hardsyssels Årbog 1958 s. 100-151

Hedegaard, Viggo Thomsen: ”Af en vestjysk herregårds saga” Kronik i Ringkøbing Amts Dagblad 10. december, 1973