En sammenligning i det store

Af ph.d.-stipendiat Frederik Vognsen Hansen, Aarhus Universitet

I det tidligere Ringkøbing Amt fandtes tre herregårde, som skilte sig ud fra de øvrige. Lønborggaard og Ausumgaard var oprettede som stamhuse, hvortil krævedes mere end 400 tdr. hartkorn gods. Rysensteen var Vestjyllands eneste baroni, hertil krævedes 1.000 tdr. hartkorn gods. De tre store herregårdes skæbner var ret forskellige.

Tegning af Stamhuset Ausumgaard i Pontoppidans ”Danske Atlas” fra 1769. Gården er set fra nordvest. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

Stamhuset Ausumgaard
Ausumgaards grundlæggelse fortaber sig i fortidens tåger. Man ved ikke, hvornår gården blev bygget, eller af hvem. Man ved dog, at gården oprindeligt var en bondegård. I 1624 blev den skødet til Iver Juul til Kvistrup. Juul lagde Ausumgaard ind under Kvistrup som avlsgård (ladegård).

I 1710 blev Ausumgaard solgt til Hjermpræsten, magister Jens Jermiin. Jermiin omlagde gården til herregård og kompletterede den. Det vil sige, at godset kom til at omfatte mere end 200 tdr. hartkorn fæstegårde. Komplette herregårde var skattefri. I 1710 var Ausumgaard dog fortsat en mindre herregård med under 300 tdr. hartkorn samlet gods.

Efterfølgende generationer fortsatte med at samle gods til Ausumgaard. I 1750 blev Thomas Just Jermiin adlet. I 1777 besad han nok gods til at oprette stamhuset Ausumgaard. Stamhuset havde mere end 600 tdr. hartkorn samlet gods, og herregården var nu større end Kvistrup, som den havde været underlagt 100 år tidligere.

Bilæggerovnen fra Ausumgaard. Ovnen stammer fra Christian 6.s tid og beretter om den rigdom og luksus, der kunne findes på herregården. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

Ausumgaard var en af de sidste herregårde i Vestjylland, som fortsat ejede fæstegårde. Først i 1862 søgte kaptajn Hans Helmuth Jermiin tilladelse til at frasælge fæstegårdene. Tilladelsen blev givet, men bemærkelsesværdigt var det, at Ausumgaard herefter fortsatte som stamhus uden gods. Stamhuset blev først ophævet ved generationsskiftet 1927. Gården frafaldt slægten Jermiin ved salg i 1942.

Baroniet Rysensteen
Rysensteen var et baroni, oprettet i 1671 af Christian 5.s generalfæstningsinspektør Henrik Ruse. Jorderne til baroniet havde Ruse erhvervet i årene forinden, men i 1671 indførte kongen de nye adelstitler greve og baron. Henrik Ruse var hurtigt ude, og allerede samme år kunne han kalde sig baron af Rusenstein (senere Rysensteen). Til et baroni krævedes 1.000 tdr. hartkorn gods, en størrelse som Rysensteen dog langt overgik med besiddelser på over 2.500 tdr. hartkorn. Tilstrækkeligt til at kunne oprette et grevskab.

Henrik Ruses søn lagde yderligere jorder under baroniet, men herefter er slægtens historie en fortælling om tilbagegang. De efterfølgende baroner – slægten Juul-Rysensteen – tærede langsomt på besiddelserne og baroniets overskud uden at investere tilsvarende.

Baroniet Rysensteens hovedbygning. Tegnet af Frederik Richardt 1868. Scan: Lemvig Museum.

I 1795 stod det slemt til med baroniets økonomi. Gælden voksede, og med anseelige restancer på godsets skatter søgte baron Ove Henrik Juul-Rysensteen om tilladelse til at udskifte baroniet med en såkaldt fideikommiskapital. Fideikommiskapitalen var en disposition, hvis renter skulle sikre slægtens fortsatte overlevelse. Tilladelsen blev givet i 1797. Herefter blev baroniet ophævet, og de samlede besiddelser blev solgt på to særskilte auktioner.

Køberne var to kendte godsspekulanter, som allerede havde afviklet en række vestjyske herregårde. De gik straks i gang med at frasælge fæstegårde og udparcellere herregårdene. På trods af årtiers tilbagegang havde baroniet fortsat kolossale besiddelser, der bestod af ikke mindre end tre herregårde, så det tog mere end ti år, før godset var afviklet. Baroniet Rysensteen led samme skæbne som så mange vestjyske herregårde. Tilbage stod kun den gamle hovedbygning, der endnu kan findes nord for Nissum Fjord.

To stamhuse og et baroni
En sammenligning mellem Vestjyllands tre største herregårde afslører en påfaldende lighed mellem de to mindre og en klar kontrast til den største.

Ausumgaard og Lønborggaard ligner hinanden. De blev begge etablerede som stamhuse i anden halvdel af 1700-tallet af driftige, fremgangsrige familier. De blev begge drevet som traditionelle herregårde med fæstegods til midten af 1800-tallet, og i modsætning til næsten alle andre vestjyske herregårde overlevede begge langt ind i 1900-tallet som betydelige bedrifter. I en periode var de endog trods 60 km’s afstand i samme slægts eje. Niels Jermiin, der ejede Lønborggaard i årtierne omkring 1800, var af slægten fra Ausumgaard.

Rysensteens skæbne viser imidlertid, at hverken størrelse eller båndlæggelse af godsejerens dispositionsret over godset var en sikker garanti mod spekulation, salg og afvikling. Baroniet var i kraft af sin størrelse helt anderledes end de vestjyske herregårde, som de var flest. Men dets historie følger det typiske mønster. Rysensteen blev udparcelleret og forsvandt som traditionel herregård i årtierne efter 1790.

Videre læsning:
Jerk, Flemming: ”Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv” i Hardsyssels Årbog 1958 s. 100-151