Reform af fattigvæsenet på Brahetrolleborg
Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning
I 1787 indførte Johan Ludvig Reventlow et nyt fattigreglement for baroniet Brahetrolleborg. Der skulle tages et opgør med det udbredte tiggeri, så fattighjælpen kunne gå til baroniets svageste. Derudover skulle fattigvæsenet understøtte fattige og forældreløse børn til pleje i andre familier.
Fattigvæsenet og Reventlows reformplan
Johan Ludvig Reventlow ejede Brahetrolleborg i årene 1775-1801 og havde en langsigtet reformplan for sit gods, der byggede på tre elementer: Forbedring af landbruget, skolevæsenet og fattigvæsenet. Tilsammen skulle det forbedre godsets økonomi og skabe driftige, dannede og uafhængige bønder.
For fattigvæsenets vedkommende blev der i 1787 indført et nyt fattigreglement for baroniet Brahetrolleborg. Formålet med fattigreglementet var at indskærpe, hvem der var berettiget til at modtage hjælp, da det var et udbredt problem, at omvandrende tiggere gik omkring i sognene og tiggede om almisser ved dørene. For Johan Ludvig Reventlow var det afgørende, at det var fattige fra baroniets sogne, der fik hjælp og ikke folk udefra.
Oplysningstid og kameralisme
Johan Ludvig Reventlow var præget af periodens oplysningstanker og tidens forestillinger om, hvordan stat og samfund bedst blev drevet. Kameralismen var en tænkning fra Tyskland, som især slog igennem i Danmark gennem det nye Sorø Akademi oprettet i 1747. Her havde Johan Ludvig Reventlow sammen med sin bror Christian Ditlev Reventlow været elev.
Udgangspunktet for den kameralistiske tænkning var statens ve og vel. Landbruget blev betragtet som det bærende erhverv, og arbejde blev i den forbindelse vægtet højt økonomisk såvel som moralsk. Fattigvæsenet blev for Johan Ludvig Reventlow derfor et centralt element i godsets store reformplan, hvor det blev afgørende, at de fattige, der kunne arbejde, blev henvist dertil, mens hjælpen gik til de svageste, der ikke havde mulighed for at forsørge sig selv.
Fattigvæsenets nye reglement på Brahetrolleborg
Brahetrolleborgs nye fattigreglement fra 1787 havde til formål at gøre op med den udbredte almissegivning til omvandrende, ofte fremmede tiggere, så fattighjælpen i stedet kunne gå til de fattige på baroniets område, der blev anset for de mest trængende. Det var derfor væsentligt, at fremmede tiggere blev holdt ude fra baroniets område. Lykkedes det at holde fremmede fattige væk fra de enkelte sogne, ville det ifølge Johan Ludvig Reventlow give et bedre økonomisk grundlag for både frivillige og obligatoriske bidrag til baroniets fattigvæsen. Bønderne betalte faste bidrag i form af naturalier. Naturalier blev efterfølgende uddelt til fattige, men blev også solgt for derefter at indgå i fattigvæsenets indtægter. Personer uden for bondestanden såsom godsets embedsmænd og skolelærere m.fl. gav frivillige bidrag i rede penge.
I stedet for at give almisser til omvandrende og udefrakommende tiggere, var hensigten i fattigreglementet, at bønderne i stedet skulle henvise de fattige til arbejde, som de kunne betales for. Tanken var, at fattige skulle opdrages til så vidt muligt at forsørge sig selv. Det gjaldt også for de fattige på godset, hvor man som et forebyggende element skulle opdrage fattige, og især de, der nærmede sig fattigdomsgrænsen, til nyttigt arbejde.
Ved af afskærme fattighjælpen fra omvandrende tiggere kunne hjælpen i stedet koncentreres til de beboere på baroniet, der blev anset for at have mest brug for det. Det var de gamle, svage og syge, der ikke havde mulighed for at tage vare på sig selv.
En gammel tigger ved døren får almisse af husets børn. Af August Krafft (1798-1829). Tiggeri ved dørene var udbredt i Danmark og altså ikke kun på Brahetrolleborg. Også selvom tiggeri var blevet forbudt ved lov i 1708. Billede: Statens Museum for Kunst.
Fattigvæsenets organisering
Baroniet blev inddelt i flere fattigdistrikter, hvor der i hver blev udvalgt en lokal fattigfoged og flere fattighjælpere. Ved indførelsen af fattigreglementet i 1787 blev der udvalgt syv fattigfogeder og ni fattighjælpere. Hver især skulle de tage del i administrationen af fattigvæsenet mellem to til fire år. Det var fattigfogedernes opgave at uddele hjælpen til de fattige og indberette oplysninger om de personer, der modtog hjælp til baroniets fattigvæsen, der tilså og administrerede hjælpen.
Fattige og forældreløse børn i pleje
Under Brahetrolleborgs fattigvæsen hørte også børn, der blev anbragt i pleje. Det gjaldt forældreløse børn, børn med syge forældre eller forældre der udviste en forsømmelig adfærd.
Fattigvæsenet indgik aftaler med familier, der havde mulighed for at træde til og tage de fattige børn ind i deres familie. Det var et krav fra fattigvæsenets side, at familierne sørgede for, at børnene fik en god opdragelse, og at de behandlede børnene, som var de deres egne. Til gengæld skulle familierne modtage understøttelse fra fattigvæsenet, der udover opdragelsen skulle dække udgifter til mad og tøj. Understøttelsens størrelse afhang af alderen på børn, og familier modtog generelt flere penge for yngre børn. Beløbet faldt i takt med at børnene blev ældre, da de dermed i højere grad kunne bidrage i hjemmet.
Videre læsning
Markussen, Ingrid: ”Udlicitering af fattige børn i et sydfynsk landsogn i slutningen af 1700-tallet”, Handicaphistorisk Tidsskrift 38, 2017
Markussen, Ingrid: ”Sagens sande Beskaffenhed”. Ludvig Reventlows skolereform på Brahetrolleborg 1783-1801, set i lyset af en forældreklage, Syddansk Universitetsforlag, 2019