Forældreklagen vedrørende børnenes undervisning på Brahetrolleborg
Af Ingrid Markussen, professor emerita fra Oslo Universitet
Johan Ludvig Reventlows skolereform fra 1783 for Brahetrolleborg gods stillede krav ikke bare til børnene, men også til deres forældre. Børnene skulle møde i skole et par timer hver dag. Vejene var ofte vanskeligt fremkommelige og tog lang tid at forcere. For forældrene betød den nye skolereform derfor, at de kom til at mangle børnenes arbejdskraft på gårdene. Ingen steder reagerede man dog som i Haagerup skoledistrikt, der var et af de tre distrikter, som sognet efter reformen i 1783 var inddelt i.
Forældreklagen på Brahetrolleborg
I Haagerup udarbejdede en forældrekreds på 17 arvefæstebønder i december 1795 en skrivelse, som skulle blive den første alvorlige forældreklage i kongeriget. Klagen blev udformet af den eneste af forældrene, vi ved med sikkerhed, var skrivekyndig. Den blev afleveret til herredsprovsten, der sendte den videre til biskop Tønne Bloch i Odense, og biskoppen viderebefordrede den til Danske Kancelli. Protester og klager over lærere har været kendt tidligere, men ikke en så vel tilrettelagt klage som denne, som gik helt til tops i systemet. Danske Kancelli reagerede promte. Klagen nåede Reventlow den 2. januar 1796, og i et følgebrev udbad man sig en forklaring.
Maleri fra 1948 af Haagerup skole. Bygningen fungerede som skole fra 1784-97 med læreren Johannes Hansen Pade som underviser. Billede: Brahetrolleborg Sogns Folkemindesamling.
Reventlow tog sagen særdeles alvorligt og brugte det meste af 1796 til at finde ”sagens sande beskaffenhed”, som han udtrykte det i sin indberetning til kancelliet den 28. december 1796. En klage over dårlig læse- og religionsundervisning var en alvorlig sag, der satte hele skoleprojektet på spil.
Reventlow mistænkte fra starten, at sagen var blevet igangsat af ondsindede personer, der havde noget at hævne siden hans arvefæstereform i 1788. Men klagen kunne ikke have fået den lette gang gennem systemet, hvis den ikke også havde fået god hjælp - og her pegede pilen mod herredsprovsten og biskoppen.
For at opklare sagen indkaldte Reventlow de 17 arvefæstebønder til 24 ekstraordinære skolekommissionsmøder, hvor han gennemgik klagen punkt for punkt. Det viste sig undervejs, at hans mistanke om gejstlighedens indblanding blev bekræftet - i hvert tilfælde, hvis bøndernes forklaringer stod til troende. De erklærede alle som en, at de kun havde udformet en ”bønskrivelse”, fordi provsten havde bedt dem om det, da han hørte om deres utilfredshed med undervisningen. Det havde aldrig været deres ønske, at sagen skulle nå udenfor sognet. Denne forklaring godtog Reventlow, da det stillede hans forhold til arvefæstebønderne i et langt bedre lys, end klagen umiddelbart tydede på og samtidig fritog det bønderne for mistanke om hævnbegær, hvilket ville have kastet en skygge over hans arvefæstereform.
Forældreklagen udarbejdet af 17 arvefæstebønder i 1795. Klagen blev afleveret personligt af to bønder til provsten den 7. december 1795. Foto: Ingrid Markussen (2019), Brahetrolleborg Godsarkiv. Rigsarkivet, Odense.
Bøndernes utilfredshed
Overordnet var bønderne forbitrede over, at de med store ofre på gårdene sendte deres børn i skole næsten hver dag, uden at børnene, ifølge forældrene, fik noget ud af skolegangen. De omkringboende bønder ved skolen kunne bl.a. iagttage, hvordan børnene hver dag forlod skolestuen for at lege. Det så de som slendrian fra lærerens side. Den dårlige undervisning bevirkede, at børnene hverken lærte at læse eller skrive ordentligt. Hvad værre var, modtog de også en religionsundervisning, som hverken forældrene eller de gejstlige kunne være tjente med, skrev klagerne. I klagen lå det underforstået, at børnene blev undervist efter J. Reventlows gode ven, J.A. Cramers rationalistiske katekismeforklaring, Kort Underviisning i Christendommen, som biskoppen under en kirkevisitats samme år havde udtrykt stor misfornøjelse med. Han havde ved samme lejlighed i stedet anbefalet biskop Balles Lærebog, der var en forklaring over Luthers lille katekismus fra 1791, og som blev brugt i det øvrige land. Den nye og ifølge forældrene mangelfulde undervisning fik til konsekvens, at mange børn blev holdt tilbage i 1. klasse, så de ikke kom videre i 2. klasse. Dermed gik de glip af muligheden for at afslutte skolegangen hurtigt.
Under de mange og lange samtaler, som Reventlow og den samlede skolekommission førte med klagerne, viste det sig, at bønderne ikke havde taget højde for, at de nye pædagogiske ideer tilsagde, at børn ikke skulle sidde koncentrerede i skolen mere end et vist antal minutter ad gangen, men have frikvarterer mellem lektionerne. Som enelærer til mange børn søgte læreren også at effektivisere undervisningen ved at dele eleverne i hver klasse i to hold og lod det ene hold lege udenfor, medens han underviste det andet hold.
Bønderne forholdt sig heller ikke til ideen med en moderniseret læse- og religionsundervisning. De to fag var for dem en og samme sag. De forlangte, at børnene skulle lære at læse udenad, som de selv havde lært, og som havde været den gængse undervisningsmetode i generationer. Forståelsen af det læste ville komme med alderen, mente de.
J. A. Cramer. Teolog og prorektor ved universitetet i Kiel. Det var bl.a. brugen af hans rationalistiske katekismusforklaring i undervisningen, som Haagerups bønder var utilfredse med. Billede: Wikimedia Commons.
Lærer Pades forsvarsskrift
Læreren i Haagerup var Johannes Hansen Pade, og i 1796 udarbejdede han på opfordring af Johan Ludvig Reventlow et forsvarsskrift som svar på forældrenes klage. Af forsvarsskriftet fremgår det, at forældrene ofte selv lærte deres børn at læse, det vil sige lærte dem at rable teksten op uden forståelse af indholdet og uden at standse op ved komma eller punktum. Lærer Pade gik en anden vej, idet han henviste til Lukasevangeliet, der citerer Jesus for at sige, at mennesket måtte forhindre, at det lys, som det havde fået fra naturens side ikke skulle ende i mørke. Lærerens opgave var ifølge Pade derfor at hjælpe eleverne til at udvikle deres opfattelsesevne ved give dem begreber at tænke med. Det blev gennemført ved hjælp af en læsebog uden religiøst stof.
Ud fra skolejournalen kunne lærer Pade imidlertid dokumentere, at netop de 17 klagende arvefæstebønder havde holdt deres børn hjemme fra at begynde skolen, som reglementet tilsagde, i 6-årsalderen. Mange af deres børn kom først i skole i 9-10 årsalderen, og senere forsømte de skolen i stor stil. Derfor var de ældre end andre elever, der gik i første klasse.
Klagesagens afslutning
Det viste sig efterhånden, at et overskyggende problem i forholdet mellem lærer og forældre var Pades skilsmisse. Bønderne kunne ikke lide at få deres børn undervist af en lærer, som lige inden klagen havde ladt sig skille fra sin kone. Formand for skilsmissekommissionen havde været grev Reventlow. Bøndernes moralske argumentation var på dette punkt så vedholdende, at Reventlow foretog en uventet drejning, og i sommeren 1796 var lærerparret atter forenet.
En offentlig eksamen i juli måned, der blev afholdt på godset viste med al tydelighed, at lærer Pades undervisning var upåklagelig, og at mange af de klagende bønders børn fik dårligere resultater end andre. Klagesagen endte med, at bønderne stillede sig tilfreds med skolekommissionens frikendelse af lærer Pade. Kancelliets svar på Reventlows indberetning kom et år senere. Det kommenterede ikke klagesagen, men gav Reventlow ret til fortsat at benytte J. A. Cramers katekismeforklaring i undervisningen. Dermed var gejstligheden sat på plads og godsets skolereform reddet.
Klagen giver et mere nuanceret billede af 1700-talsbønder end man ofte møder i litteraturen. Manglen på skrivefærdighed betød ikke, at bønderne ikke mundtligt kunne argumentere vedholdende med Reventlow både som enkeltpersoner og som fasttømret gruppe. Og i skilsmissesagen fik de deres vilje.
Videre læsning
Pades forsvarsskrift. Gærup Skolemuseum, 2019
Markussen, Ingrid: ”Sagens sande Beskaffenhed.” Ludvig Reventlows skolereform på Brahetrolleborg 1783-1801, set i lyset af en forældreklage, Syddansk Universitetsforlag, 2019