Eng føder ager

Af cand.mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum

”Eng føder ager”, sagde vestjyderne. Dermed mente de for det første, at høet fra engene var fundamentet for studeopdræt, landsdelens eksportvare. For det andet var stude- og kvægholdet og de deraf følgende naturlige biprodukter nødvendige i rigt mål for at få agerjorden til at bære en beskeden kornavl til lidt selvforsyning. Denne grundpræmis for vestjysk landbrug, der holdt sig til mergling, kartofler og hedeopdyrkning vendte op og ned på alting i årene omkring 1900, satte også dagsordenen for Lønborggaard.

Da stamhusejer Niels Jermiin indledte arbejdet med udskiftningen af Lønborggaards gods i 1792-93, fik han udarbejdet dette kort over hovedgårdens engskifter. Det er ganske karakteristisk for Lønborggaard, og i øvrigt for det vestjyske landbrug i bred forstand, at det var engene og ikke de sandede agre, godsejeren fokuserede på. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

Lønborg sogn
Lønborg sogns rigdom var de store engstrøg langs Skjern Ås delta og ud til Ringkøbing Fjord. Det højere land centralt og sydligt i sognet er en del af Varde-Oddum Bakkeø. Jorden er for det meste sandet og kun af ringe kvalitet. Indtil langt ind i 1800-tallet var dette landskab næsten kun hede. Den opdyrkede ager udgjorde kun 1/20 af arealet.

Christen Hansens indberetning 1759
Te- og porcelænshandler Christen Hansen ejede Lønborggaard i 1750’erne. I 1759 sendte han en indberetning om agerbruget på hans gods til en landvæsenskommission nedsat 1757.  Kommissionen var landboreformernes første tilløb.

Christen Hansen var ikke begejstret over ”bemeelte Heedes naturlige u-duelighed.” Heden var ”sandigdød og tung”, og der var al så nær overfladen, at den ikke kunne holdes i grøde. Det ville ganske vist være muligt at opdyrke heden ved brug af rigelig gødning, således at den ”forandrede sin Egen- og ligesom blev tvungen til een anden Naturs Antagelse.” Men en sådan rigelighed frembød ”denne kolde og magre Kandt” ikke.

”Eng føder ager”. Figur: Efter Jensen og Reenberg: Dansk landbrug. Geografforlaget 1980.

Hansen var en moderne godsejer, og han kendte udmærket til tidens nye dyrkningsmetoder. Kalkholdig jord – mergel – kunne øge hedejordens ydeevne betydeligt. Han anvendte derfor tid og umage på at finde ”Iord Liim, som paa andre Stæder giør saa profitabelt Virkninger”. Han fandt imidlertid intet på sin vidtstrakte hede, og han sluttede derfor sin indberetning med at konstatere ”den der af flydende Umulighed samme, eller Deel deraf i Agermark eller Engbond at kunne forvandle.”

Christen Hansen kunne jo ikke forestille sig, hvordan et net af smalsporede jernbaner 150 år senere skulle bringe merglen ud til selv Vestjyllands fjerneste hjørner.

Johan Jørgensen Helsteds indberetning 1766
I en præsteindberetning fra 1766 fortæller provst Helsted til Lønborg og Egvad, hvordan rug er ”deres fornemste og største Avl, hvoraf dog Bønderne sjelden avler mere end i Sognene kan fortæres og ofte ikke nær det. (…) Byg avles kun lidet i disse Sogne, Havre og Boghvede moksen intet.”

Denne beskrivelse er karakteristisk for de vestjyske hedeagre. Bønderne kunne dyrke den hårdføre rug til husbehov på den sure og sandede jord. Den østdanske lerjords vigtigste afgrøde, byg, kunne derimod næsten ingen afgrøde give.

Og alligevel var Lønborg ikke et fattigt sogn og Lønborggaard ikke et ringe gods. Provst Helsted fortsætter med at fortælle om de gode enge og konstaterer: ”Det er mest af Kreaturers Opdræt, de skal have deres Næring og Udgifter.”

Engene og studene
Et andet tidstypisk udsagn findes i Pontoppidans Danske Atlas, 1769, hvor det om Lønborggaard hedder: ”Gaarden er vel alene af smuk Bindingsverks Bygning, hvorhos en smuk Frugt- og Lyst-Have er indrettet, men har anseelige Eiendome, god Under-Jagt, fornøden Ildebrand, skiønne Mersk-Enge og overflødig Høbiering.” Agerbruget nævnes end ikke med et ord.

Høbjergningen var fundamentet for et betydeligt studehold. Oplysninger fra 1600-tallet tyder på, at Lønborggaard kunne fede op imod 150 stude. Ved Christen Hansens død i 1760 var der 76 stude samt køer og kalve på Lønborggaard. Studehandelen tog af i løbet af 1800-tallet, men der blev indrettet herregårdsmejeri på Lønborggaard. Den gamle logik, eng – hø – kvæg – indtægt, bestod.

Ifølge forfatteren Viggo Hedegaard Thomsen måtte den gamle godsejer Ernst Tranberg lade andre tage sig af taksationen af kvæget, da han afhændede gården i 1940: ” – men jeg kommer til at græde, når jeg tænker på, at jeg har skilt mig af med mine kære køer.”

På dette foto fra 1961 er det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Billedet er taget i en tid, hvor eng blev drænet og indvundet til agerland, men områderne nord for Lønborggaard (højre halvdel af dette foto) var eng i århundreder. Efter naturgenopretning omkring år 2000 er området ført tilbage til den gamle tilstand. Foto: Sylvest Jensen, Det Kongelige Bibliotek.

Videre læsning:
Schmidt, August F.: ”Hedetid ved Lønborggård” Kronik i Ringkøbing Amts Dagblad 15/12 1958

Bjerge, Poul: ”Fra Vest-Jylland mellem Varde og Ringkøbing – Aktstykker” i Aarbog for dansk Kulturhistorie 1891 s. 170-84