Herregårdens tjenestefolk. Ansatte og organisation på herregården Gammel Estrup gennem tiden
Af Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning
På fortidens herregårde boede og arbejdede et stort antal mennesker organiseret omkring en række arbejdsområder, kommandoveje og hierarkier. Herregården Gammel Estrup og et udvalg af de talrige ansatte, der gennem tiden tjente her, optræder i denne artikel som illustration af de mange forskellige funktioner og personer, der var med til at forme livet på herregården i fortiden.
Herregårdene har gennem århundreder sat sit mærke vidt omkring i det danske landskab. De var nærværende i næsten alle landområder og dannede baggrund for landbefolkningens liv som administrationscentrum, som magtinstans, som jordejende enhed og ikke mindst som arbejdspladser. På selve herregården arbejdede nogle af de ansatte primært i hovedbygningen og dens nære omgivelser, mens andre primært var tilknyttet avlsgården og landbruget. Nogle administrerede, førte tilsyn og fordelte arbejdet, mens andre udførte opgaver af alt fra højt specialiseret til generel manuel karakter. Nogle arbejdede i helt tæt kontakt med herskabsfamilien, mens andre tjente dem via en lang kommandovej gennem husholdets interne orden.
Selvom en bestemt ordning af staben og bestemte arbejdsområder gjorde sig gældende i de fleste herregårdsmiljøer, var der også forskelle fra sted til sted i afhængigt af herregårdens størrelse og øvrige betingelser. Husholdets sammensætning ændrede sig i sagens natur også i takt med, at miljøerne formede sig efter deres skiftende rolle i samfundet gennem tiden. I det følgende slås nogle linjer an med tre nedslag i hhv. den danske herregårdshistorie og i sammensætningen af ansatte på en udvalgt herregård, nemlig Gammel Estrup på Djursland . Gammel Estrup var i århundreder et af landets største godskomplekser, dens ejere var længe indflydelsesrige på højeste niveau og førte en livsstil, der matchede denne status. Som det vil fremgå, var herregården gennem tiden tæt befolket af ikke bare dens adelige ejere, men også af et stort antal tjenestefolk.
Adelsvældens tid – fra svende og drenge til fadeburskoner
Det første afsæt tages i perioden mellem Reformationen og indførelsen af Enevælden (1536-1660), også traditionelt kaldet Adelsvælden. Det var en formativ periode for herregårdsmiljøerne som store komplekser med mange beboere. Både kongemagt og adel var stærk i perioden, og det kom bl.a. til udtryk i anlæggelsen af både kongelige residenser og store, markante herregårdsanlæg spredt udover riget. Politisk indflydelse, økonomisk velstand, standsbevidsthed og et betragteligt forbrug fulgte periodens adel.
Denne udvikling medførte i sagens natur også en udvikling for herregårdsmiljøerne som tjenestesteder, omend det er en periode, hvor vores viden om netop de personer, der tjente i de store huse og ladegårde, er begrænset. Kildematerialet er i de fleste tilfælde begrænset, og alene et dækkende overblik over, hvilke funktioner der typisk var repræsenteret, samt variationen i husholdenes størrelse, kan være svært at indkredse. Der kan findes eksempler på ganske små husstande, som f.eks. Kaas hovedgaard i 1689, hvor under ti personer servicerede herskabets liv i hovedbygningen. Og der kan findes eksempler på meget store husstande, som f.eks. Aagaard i 1499, hvor knap 70 personer befolkede ladegård og hovedbygning.
Rettes opmærksomheden mod Gammel Estrup og historien om husholdet gennem tiden under denne herregårds ejere, knytter en bestemt, og berømt, kilde sig til tiden; nemlig den storrige og magtfulde adelsmand Eske Brocks (1560-1625) dagbøger, der med løbende optegnelser for årene 1604-1622 løfter en flig af sløret for dagligdag og mennesker i et adeligt miljø i tiden. Hans dagbøger fortæller ikke systematisk om hushold og ansatte, men de dukker alligevel op på og mellem linjerne, og optegnelserne giver et overordnet indblik i de tjenestefunktioner, som omgav en adelig familie i starten af 1600-årene.
I store træk træder billedet af et omfattende hushold frem med arbejdsområder som køkken, kælder og fadebur samt tjener- og opvartningsfunktioner som overordnede i herregårdens hverdag. Der nævnes hele 80 forskellige individer – overvejende mænd – som lader til at have stået i en eller anden form for tjenesteforhold til Eske Brock på et tidspunkt i løbet af de i alt ni år, som dagbogen dækker. Vi møder ansatte i både hus og stald, herunder en lang række af ”svende” og ”drenge”, altså unge og voksne mandlige tjenestefolk, i specialiserede funktioner som for eksempel kok, kældersvend/-dreng, skytte, kusk, vogndreng, post- og buddrenge og dertil løber (altså lakaj) og tjenere.
Af de få kvindelige ansatte, der omtales i Eske Brocks dagbog, møder vi malkepiger, fadeburskonen, som var ansvarlig for forrådskammer og madbeholdning i ladegården men også en enkelt tjenestepige i Brocks datters tjeneste. Ikke bare i ladegården men også i hovedbygningen blev størstedelen af arbejdsopgaverne altså varetaget af mænd. Det gjaldt således f.eks. i køkken, beboelsesrum, ved bordet og andre arbejdsområder, som siden hen traditionelt blev udført af kvindeligt tyende.
Kammertjener og kammerpiger var herskabet behjælpelige, hvad personlig pleje og påklædning angik. Den intime omgang med herskabet gjorde diskretion til en særligt skattet dyd for disse ansatte. Morgontoiletten. Boudoir-scen malet af Pehr Hilleström (Stockholm).
Enevældens tid – fra stegvenderen til dansemesteren
Etableringen af Enevælden i Danmark i 1660 medførte, at den gamle og veletablerede adel fik stækket sin politiske indflydelse, mistede centrale privilegier og måtte se nye familier blive optaget i rækkerne af herregårdsejere. Kongemagten indførte nye privilegier for alle stænder og etablerede i 1671 en ny type len og de medfølgende titler greve og baron, som tildeltes den, der kort sagt kunne mønstre store mængder af gods samt kongelig velvilje.
Med grevskaberne og baronierne fulgte eftertragtede privilegier, herunder skattemæssige friheder og en placering højt i den rangorden, der nu fik afgørende betydning for den enkelte families muligheder. Det storslåede herregårdsliv var dermed langtfra forbi, men nåede i visse tilfælde nye højder. De store herregårde, og i denne periode også de herskabelige hjem i byens adelspalæer, var fortsat meget store arbejdspladser. Der var brug for mange hænder i de grundlæggende funktioner for at holde standarden og et højt aktivitetsniveau, og der blev i endnu højere grad brug for eksperter i specialiserede funktioner.
Vender man blikket mod Gammel Estrup og det godsimperium, som herregården var en del af i midten af 1700-tallet, møder man i greve Jørgen Scheels (1718-1786) generation netop eksemplet på et herregårdsliv og en husholdning, som var den ældre enevældes veletablerede højadel værdig. I hovedbygningen genkendes køkkenet, husholdningen og opvartningen som arbejdsområder. I 1740 herskede i køkkenet en mandlig kok over en kvindelig stab. Kokken var den højest lønnede i køkkenregionen og tjente i det hele taget mere end det dobbelte af de højest lønnede kvindelige ansatte. Med sig i det rigt udstyrede køkken, som leverede dagens måltider til både herskab og tyende, havde kokken to-tre kokkepiger og i hvert fald i 1740 en ”Steeg-vender”, der passede stegen på spiddet over det åbne ildsted. Dertil kom de tilstødende funktioner som f.eks. køkkendrengen, der slæbte vand og brænde og gik til hånde; bryggerspigen, der bryggede øl og varetog grovkøkkenfunktioner; malkepigen, der malkede og bearbejdede mælken; og endelig hønsepige eller hønsekone, der holdt styr på fjerkræ og leverede dagens ration af æg til køkkenet.
Husholdningen, rengøring og orden i huset blev styret af en husholderske. I slutningen af århundredet var der tale om en moden dame og enke, som over en årrække kørte parløb med den aldrende enkegrevinde omkring retningen for husets drift. En oversigt over lønudgifter til husets ansatte fra 1740 angiver, at husholdersken var en af de to højest lønnede blandt det kvindelige tyende. Hun havde en stuepige og en vaskepige samt evt. spindepiger til hjælp til de praktiske opgaver. Derudover blev supplerende ydelser, som f.eks. hjælp til storvask, købt med jævne mellemrum hos lokale.
Vi finder i 1700-tallet også spor efter mandligt personale, der udførte hushovmesteropgaver – altså, ligesom en husholderske havde et overordnet ansvar for husførelsen og håndterede betroede opgaver for herskabet, samt ledte tjenere og lakajer. Der var i midten af 1700-årene stabilt to faste tjenere eller lakajer i huset til at varetage servering og opvartning og desuden bistå stuepigerne med praktiske opgaver. At familien Scheels hus kunne leve op til tidens sans for pragt, store tafler og kunstfærdige serveringsformer, afspejles desuden i, at staben også rummede den specialiserede funktion taffeldækker. Den implicerer, at en højtlønnet tjener havde ansvar for borddækning til hverdag og fest og holdt styr på husets omfattende samling af porcelæn, glas, sølv med mere.
Husholdet på Gammel Estrup i 1700-årene rummede også personer, der tog sig af herskabsfamiliens personlige opvartning, pleje og undervisning. Kammertjener og kammerpige assisterede hhv. herrer og damer i forhold til personlig hygiejne, påklædning, hår, parykker, sminke mm. At dette, formentlig kombineret med påskønnelse af en vis fortrolighed mellem kammerpersonale og herskab, var af stor betydning for en højadelig familie som den Scheelske, afspejles igen i det lønningsmæssige hierarki, hvor den mandlige kammertjener næst efter forvalteren var den højest lønnede i husholdet.
Børn i forskellige aldre hos familien krævede forskellige kompetencer af staben. Små børn måtte have en amme eller en barnepige, større børn havde lærere eller guvernanter, der bidrog til et højt uddannelsesniveau; på Gammel Estrup finder vi f.eks. en guvernante i 1752, hvor den unge arving, Christen Scheel (1743-1771), var ni år gammel. Nogle stabsfunktioner fortæller, at både børns og voksnes færdigheder løbende blev holdt ved lige. Den eksotiske skikkelse af en, formentlig fransk, dansemester kunne man således også møde på Gammel Estrup. Han rustede familien til at føre sig på de bonede gulve, ikke mindst i forbindelse med det for tiden vigtige hofliv.
Op mod 20 personer arbejdede således dagligt med rutinerne i hovedbygningen fra køkken til kammer på 1700-tallets Gammel Estrup. Det er i sig selv en imponerende stab, men det er vigtigt at huske, at de langtfra udgjorde det fulde folkehold. En stor barokhave krævede en kompetent gartner med egne folk. Grev Scheels engagement i hesteopdræt og herskabets behov for at transportere sig standsmæssigt afspejledes i en række poster som kusk, forrider, berider, staldkarl med videre. Der var skovene og jagten og ansatte med opgaver hermed. Der var håndværkere, der vedligeholdt den store bygningsmasse, vogne og redskaber. Der var sågar postbud og postvognskusk. Og så var der jo ikke mindst familiens godsers administration og hovedgårdenes drift fra den overordnede styring til arbejdet på mark og i stald.
Endnu mod slutningen af 1800-tallet skyldte tjenestefolk herskabet lydighed, men kunne også omvendt forvente sig en vis traditionsbetinget omsorg fra herskabets side, når f.eks. et langt tjenesteforhold afsluttedes. Sygebesøg hos det gamle tyende, malet af Frederik Vermehren (1823-1910) i 1884. Statens Museum for Kunst.
Folkestyrets første år – fra vægteren til syjomfruen
Grundlovens indførelse i 1849 markerer det formelle brud med Enevældens standssamfund. Dette blev ikke mindst afspejlet i, at Grundloven ophævede Enevældens privilegier forbundet med adelskab, titler og majorater. Politisk, socialt og økonomisk måtte altså også herregårdene tilpasse sig nye tider. Trods alle forandringer ser vi alligevel en opblomstring for mange danske herregårde i årene fra midten af det 19. århundrede til starten af det 20. En økonomisk fremgang fulgte bl.a. frasalget af fæstegods, og fokus blev flyttet til hovedgårdsdriften, som med tiden udviklede sig til storlandbrug, hvorunder man eksempelvis drev herregårdsmejerier og omfattende roeproduktion.
1800-tallets forøgede hovedgårdsdrift krævede et stort antal ansatte i landbruget. Perioden er således kendt for sine store herregårdsfolkehold på avlsgården med alt fra veluddannede mejerister til et stort antal sæsonarbejdere, gerne polske eller svenske, og for sine mange arbejdskarle, de såkaldte ”herregårdsbørster”. Det herskabelige liv udfoldede sig alt i alt med en vis pragt i perioden. Både et bekvemt dagligliv og et festligt selskabsliv gav arbejde til et stort hushold og medførte en række arbejdsmæssige spidsbelastningsperioder hen over året og ofte lange arbejdsdage.
I sidste halvdel af 1800-tallet møder vi på Gammel Estrup greveparret Jørgen Scheel (1827-1889) og hans hustru, Christiane Munk (1830-1918) og deres mange børn. Omkring familien og dens aktiviteter arbejdede, for eksempel i 1860, 43 mennesker ude og inde. Heraf havde omkring de 15 opgaver knyttet til hovedbygningen fordelt på de sædvanlige grene – nemlig køkken, husholdning og opvartning, herunder af børnene.
Greveparrets rigdom på børn reflekteres i en stabil tilstedeværelse af barnepiger, guvernanter og lærerinder over de i hvert fald 25 år, hvor de i alt otte børn samlet set havde brug for pasning eller undervisning i hjemmet. I Gammel Estrups køkken finder vi den forandring i sammenligning med det forudgående århundredes køkkenhold, at dette arbejdsområde efterhånden blev et kvindeligt domæne. Husjomfruen blev, i stedet for den mandlige kok, et fænomen på stedet fra midten af 1800-tallet og frem. Hendes ansvarsområde var styringen af herregårdens køkken, bryggers, kælder og personale knyttet hertil samt den finere madlavning til herskabet og dets gæster. I køkken og bryggers havde hun et antal piger til hjælp; i nogle perioder en decideret kokkepige, der i praksis stod for det meste af den daglige madlavning, herunder maden til de ansatte. Vi møder også en enkelt – gerne lidt ældre – mand tilknyttet køkken-/kælderregionen med opgaver som hønsepasser eller vægter.
Når herskabet opholdt sig på herregården, måtte de mange kamre, stuer og sale holdes, og både servering og opvartning varetages. Som tidligere hørte disse opgaver under henholdsvis stuepige og tjener, men også her i stuerne var der nu flere kvinder og færre mænd på arbejde end 100 år tidligere. Mens der i perioden således som hovedregel kun var én tjener i Gammel Estrups hushold, lader det til, at der typisk var plads til to-tre stuepiger. Blandt meget andet afspejler dette sandsynligvis, at det blev mere almindeligt, at husets tjenestepiger kunne optræde i forbindelse med servering. En kammerjomfru til at varetage damernes personlige opvartning – men ikke en mandlig kammertjener forbeholdt det mandlige herskab – var også stadig en fast skikkelse på Gammel Estrup. I årene i midten af 1800-tallet finder vi også en syjomfru på Gammel Estrup. Hun var husets syerske, sikkert med talent for den finere skræddergerning, som det krævede at omsy eller reparere på familien Scheels klæder.
Den store familie, modernisering af godsdriften og et aktivt herskabsliv havde naturligvis effekt på antallet af ansatte ud over hovedbygningen. Folkeholdet knyttet til avlsgårdsdriften var større end nogensinde og fordelte sig under forpagtere og forvaltere, der varetog lade, markdrift, materielforvaltning, mejeri og så videre. Staldkarlene og kusken tog sig af herskabsstalden, og gartneren og skovrideren med hver deres folk sørgede for at levere både omgivelser, grønt og vildt til herskabsfamiliens fornøjelser og borde. Gammel Estrup har således i årtierne fra midten af 1800-tallet til fulde levet op til forestillingen om herregården som en stor og levende arbejdsplads og bolig for mange mennesker, et minisamfund for sig.
Den moderne herregård – fra store til små arbejdspladser
Antallet af ansatte på Gammel Estrup, særligt i herregårdens hovedbygning, svandt ind på trods af opretholdsen af en vis herskabelig livsstil, fra omkring 1900 og i årtierne frem imod at Gammel Estrup gik ud af familien Scheels eje og blev til museum i 1930.
De danske herregårde generelt fortsatte med at være blandt de største arbejdspladser på landet en tid endnu, herunder med – hvis ikke en som i fortiden stor stab – så i hvert fald både køkken- og husholdningspersonale til at understøtte livet i hovedbygningen. Med stemmeret og Medhjælperloven i begyndelsen af det 20. århundrede blev flere skridt taget mod en moderne retsstilling og arbejdsforhold for personer ansat i tjenesteforhold.
Herregårdens tid som stor arbejdsplads er i langt de fleste tilfælde i dag forbi. Fra midten af det 20. århundrede er hovedreglen, at mekaniseringen af landbruget og en forandret livsstil blandt ejerfamilierne har begrænset antallet af ansatte ude som inde.
Artiklen er en forkortet version af artiklen "Indledning. Tjenestefolk på herregården fra Adelsvældens til folkestyrets første tid." Den fulde artikel kan læses i udgivelsen: Britta Andersen og Marie Elkjær (red.): Herregårdshistorie 17. Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Auning 2021. Artiklen kan tilgås digitalt på tidsskrift.dk
Læs mere
Andersen, Marie Aaberg: ”Moderne tider på herregården. En historie om en adelsfamilie og dens herregård i 1920’erne”, i: Britta Andersen m.fl. (red.): Herregårdshistorie 15, Tarm 2019, s. 43-58.
Dyrmann, Kristine: “Tjenestefolk og herskab på herregårdene Gammel Estrup og Brahetrolleborg i 1700-tallet”, i: Britta Andersen m.fl. (red.): Herregårdshistorie 17, Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Auning 2021.
Dyrmann, Kristine: ”Mellem hovedstad og herregård. Greveparret Jørgen Scheel og Charlotte Louise Scheels forbrug på herregården Gammel Estrup og i København i midten af 1700-tallet” i: Britta Andersen m.fl. (red.), Herregårdshistorie 16, Tarm 2020, s. 34-55.
Etting, Vivia og Niels Engberg: ”Fra storgård til herregård.” I: John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen: Herregården. Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger, bind 1, Nationalmuseet 2004-2006, s. 119-163.
Færch, Ole: Hald lens regnskab 1541-46, Viborg Museum 2016.
Graugaard, Esben: Kaas. En Salling-herregårds historie 1299-2015, Færchfonden 2015.
Højrup, Ole (red.): Herregårdsliv. Beretninger fra århundredeskiftet, bind 1-8, Nationalmuseet, København 1982.
Larsen, Christian: Eske Brok – medt egen handt. Eske Broks dagbøger 1604-1622, Landbohistorisk Selskab 2005.