Hospitaler og skoler på 1700-tallets godser
Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning
I 1700-tallet hvilede dele af den lokale fattighjælp og skoleundervisning ofte på godsejerens vilje til at opføre hospitaler til fattige og skoler til undervisning af børn. På herregårdene Ravnholt og Nislevgaard oprettede ægteparret Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff både hospitaler og skoler i første halvdel af 1700-tallet. Dette tema viser, hvordan godsejerens hospitaler og skoler skulle drives, og hvilken relation de havde til den danske lovgivning og til godsejernes ejerskab af sognekirkerne.
Herregårdene Ravnholt og Nislevgaard
Herregården Ravnholt har som mange andre herregårde en lang historie, der går tilbage til middelalderen. Mange adelsslægter ejede gennem tiden herregården, og i 1691 var det Charlotte Amalia Gersdorff, der kunne arve Ravnholt. Da hun i 1701 blev gift med Christian Sehested blev han herregårdens nye ejer. Han ejede selv herregården Nislevgaard.
Nislevgaard på det nordlige Fyn er ikke en nær så gammel herregård som Ravnholt. Indtil slutningen af 1500-tallet havde det været en almindelig bondegård, hvorefter den blev ophøjet til herregård. I 1658 kom den i slægten Sehesteds besiddelse, og i 1699 blev Christian Sehested ejer.
Christian Sehested var længe aktiv i udenrigspolitik som gesandt, diplomat og som oversekretær i Tyske Kancelli og udenrigsminister under det meste af Den Store Nordiske Krig (1700-1721). I 1721 blev han afskediget sine poster, og blev i 1725 stiftamtmand på Fyn. Det var i årene efter hans tid som aktiv i storpolitik, at han sammen med sin hustru nedskrev en række fundatser for hospitaler og skoler på deres gods.
Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorffs hospitaler og skoler
Ægteparret Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff oprettede i 1722 et hospital, eller et fattighus, i den nordfynske landsby Otterup, der ligger tæt ved herregården Nislevgaard. Her kunne fattige, gamle og svage få ophold og modtage en fast almisse.
20 år senere i 1742 opførte Charlotte Amalia Gersdorff, nu som enke, endnu et hospital i landsbyen Herrested tæt ved Ravnholt.
Der blev også oprettet to skoler på deres godser. I starten af 1700-tallet havde Christian Sehested opført en skole i Herrested, og i 1736 fik den nedskrevet en fundats. Samme år opførte han endnu en skole i landsbyen Lunde syd for Nislevgaard.
Christian Sehesteds og Charlotte Amalia Gersdorffs hospitaler og skoler var ikke unikke i samtidens Danmark. Landets godsejere havde opført både hospitaler og skoler siden 1500-tallet, og især fra 1600-tallet var det blevet mere udbredt. Denne tendens steg yderligere i 1700-tallet, og mens andre former for legater nu blev givet af blandt andet gejstlige, embedsmænd og ridefogeder, var det fortsat oftest godsejeren som lokalområdets markant mest velstående og magtfulde person, der stod bag opførelsen af hospitalerne og skolerne.
Hospitaler og skoler i dansk lov
Efter reformationen i 1536 havde den danske stat overtaget det overordnede ansvar for landets fattighjælp, og i 1558 blev det ved lov påkrævet, at der lokalt i landets sogne blev opført hospitaler til de fattige. Kravet gik igen i Danske Lov fra 1683, men her var ansvaret tilskrevet de enkelte sognes kirkeværger og beboere og altså ikke direkte godsejerne. I praksis var det i langt de fleste tilfælde en godsejer, der lokalt opførte et hospital.
Skoler i landdistrikterne blev også ofte opført af godsejerne. Siden reformationen havde staten krævet, at børn blev undervist i den lutherske kristendomslære, men selve oprettelsen af skoler, hvilede lokalt ofte på en godsejers velvilje. Dette ændrede sig i 1739, hvor godsejere nu ved lov fik ansvar for at opføre skoler lokalt. Kravene til godsejerne blev dog lempet ved lov i 1740 efter klager fra godsejere.
Loven skal ses i relation til indførelsen af konfirmationen i 1736, der indførte obligatorisk konfirmationsundervisning for landets børn. Og det krævede skoler.
Staten havde således længe krævet, at der blev opført hospitaler og skoler, men lokalt var de afhængige af godsejerne.
Sammenhæng mellem kirkeejerskab og socialhjælp
I de sogne hvor Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff opførte hospitaler og skoler, ejede de i alle tilfælde den lokale sognekirke. De ejede i alt fem kirker i sognene Scheerbye, Otterup, Lumbye, Lunde og Herrested. De opførte et hospital i Otterup og Herrested og en skole i Lunde og Herrested og et legat for alle fem sogne.
Denne tilknytning mellem kirkeejerskab og opførelsen af hospitaler og skoler kan ses i sammenhæng med, at både fattighjælp og skoleundervisning siden reformationen i 1536 var blevet reguleret af staten, men organiseret inden for kirkens rammer og udført lokalt i de enkelte sogne med præsten som administrator.
I 1700-tallet var det på landet ofte en godsejer, der ejede den lokale kirke. Kirkeejere skulle ifølge Danske Lov bistå uddelingen af almisse lokalt, mens det også var kirkens ejer, der udnævnte sognets kirkeværger, der ifølge loven var dem, der havde ansvar for opførelsen af hospitaler i de enkelte sogne.
Som kirkeejere blev godsejere dermed flettet ind i den institution, hvorfra fattighjælpen og undervisningen udgik fra. Måske Christian Sehesteds og Charlotte Amalia Gersdorffs hospitaler og skoler skal ses i dette lys.
Videre læsning
Appel, Charlotte, og Morgen Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780, Dansk skolehistorie 1, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2013
Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense Universitetsforlag, 1987
Løgstrup, Birgit, ”Den bortforpagtede statsmagt. Godsejeren som offentlig administrator i det 18. århundrede”, i Bol og by, nr. 1, 1985, 21-58
Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen (red.): Dansk Velfærdshistorie. Frem mod socialhjælpsstaten, Bind 1, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010