Kirkeejerskab, fattighjælp og undervisning
Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning
I 1700-tallet var størstedelen kirkerne på landet ejet af en godsejer. Udover at eje herregårdene Ravnholt og Nislevgaard ejede ægteparret Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff også fem kirker. Både fattighjælpen og skolevæsenet var organiseret inden for kirkens rammer, og Christian Sehesteds og Charlotte Amalia Gersdorffs sociale tiltag på deres godser fandt også sted i de sogne, hvor ægteparret ejede den lokale kirke.
Godsejere som kirkeejere
Ægteparret Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff ejede foruden de to herregårde Ravnholt og Nislevgaard også fem kirker. Det drejede sig om kirkerne i sognene Scheerbye, Otterup, Lumbye, Lunde og Herrested, og det var indenfor disse sogne, at ægteparret oprettede hospitaler, skoler og andre legater.
Mange af landets godsejere ejede foruden deres herregårde også ofte en eller flere kirker. Efter reformationen i 1536 var staten begyndt at sælge landets kirker til især godsejere, og i 1646 havde en kongelig resolution givet adelige ret til at købe sig til ejerskabet over landets kirker. Særligt i slutningen af 1600-tallet solgte staten mange af landets kirker, hvilket resulterede i, at langt størstedelen af landets kirker omkring år 1700 var på private hænder. På landet var ejeren oftest en godsejer.
Som ejer af en kirke, havde man ejendomsret over kirken og dens indtægter (herunder kirketiendet), men også en pligt til kirkens vedligeholdelse. Derudover havde man kaldsret, hvilket betød, at man som ejer havde ret til at udpege den lokale præst.
Som kirkeejer havde man – hvis ikke direkte så indirekte – indflydelse på de ansvarsområder, der var pålagt kirken. Dette inkluderede hjælp til de fattige og undervisning af sognenes børn.
Foto: Otterup Kirke. Kirken var én af i alt fem kirker ejet af Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff, der besad herregårdene Ravnholt og Nislevgaard. Sidstnævnte herregård ligger i nærheden af Otterup, og kirken hørte fra 1685 under Nislevgaard. I 1752 blev et stamhus oprettet af gårdene Ravnholt, Nislevgaard og Hellerup med Ravnholt som hovedsæde, og herefter hørte Otterup kirke under Ravnholt indtil stamhusets opløsning i 1924. Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.
Godset, kirken og de fattige
I flere af de sogne, hvor Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff ejede den lokale kirke, oprettede de en række tiltag til de fattige. I 1722 oprettede de et hospital i landsbyen Otterup, og som enke oprettede Charlotte Amalia Gersdorff i 1742 endnu et i Herrested sogn. Mens hospitalerne og de fattige beboere blev understøttet og vedligeholdt af godset og dets ejere, var det den lokale præst, der i det daglige tilså hospitalet.
Udover at opføre hospitaler, oprettede Charlotte Amalia Gersdorff i 1748 som enke et legat på i alt 1000 rigsdaler. Den ene halvdel af de tildelte penge skulle gå til at reparere de fem kirker, som hun ejede. Den anden halvdel skulle gå til fattige i de fem sogne, hvor hun ejede kirkerne. I legatets fundats skrev hun, at præsterne i hver af de fem sogne hvert år til Sankt Hans skulle indgive en fortegnelse over de fattigste og mest nødlidende i de enkelte sogne – og helst enker – hvorefter ”Herskabet til Nislevgaard og Raunholt udnævner de, som samme Almisse skulle nyde”.
Hvem der skulle nyde godsejerens almisse, hvilede således alene på godsejerens egen dømmekraft, som dermed selv kunne afgøre, hvem hjælpen skulle gå til.
Alligevel var der en klar tilknytning mellem godset og kirken i relation til hjælpen til de fattige. Det var der ikke noget mærkværdigt i. Tværtimod havde fattighjælpen altid været organiseret inden for kirkens rammer. I middelalderen havde fattighjælpen været organiseret af den katolske kirke, og selvom kongemagten efter reformationen i 1536 påtog sig det officielle ansvar for landets fattige, fortsatte selve organiseringen af fattighjælpen inden for kirkens rammer. Staten fastlagde således rammerne for, hvordan man lokalt i de enkelte sogne skulle tage sig af de fattige, der på grund af alderdom eller sygdom ikke kunne forsørge sig selv.
At der var en relation mellem godsets fattighjælp og de lokale kirker var således i tråd med den øvrige hjælp til samfundets fattige i samtiden.
Godset, kirken og skolerne
Christian Sehested havde i starten af 1700-tallet opført en skole i Herrested sogn, som i 1736 fik nedskrevet en fundats med skolens retningslinjer. Samme år opførte han også en skole i Lunde sogn. Ligesom det var tilfældet for de opførte hospitaler, blev skolerne opført i sogne, hvor Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff ejede kirken.
I Herrested var der ansat en skolemester til at undervise børnene, mens det var den lokale degn i Lunde, der blev tildelt denne opgave. Mens skole og undervisning på landet blev reguleret ved lov fra verdslig side, fungerede det ligesom fattighjælpen også inden for de kirkelige rammer. Siden reformationen i 1536 havde landets degne således været pålagt at undervise sognenes børn for at sikre, at landets børn blev oplært i den rette kristne tro, og i fattigloven fra 1708 blev det understreget, at alle landets degne skulle holde skole. Præstens opgave var at holde opsyn med skolerne – et ansvar provsterne og biskopperne også var pålagt.
I første halvdel af 1700-tallet blev der indført en række statslige tiltag på undervisningsområdet. I 1720’erne blev der oprettet skoler på de kongelige rytterdistrikter, de såkaldte rytterskoler, og i 1739 blev det lovpligtigt for landets godsejere at opføre skoler på landet. Selvom loven allerede blev lempet året efter pga. klager fra godsejere, viser det statens interesse i oprettelsen af skolerne og godsejernes rolle heri som de lokale stiftere.
Baggrunden for loven i 1739 skal formentlig findes i indførelsen af den obligatoriske konfirmationsundervisning få år forinden i 1736. Nu skulle alle landets børn konfirmeres, og dette krævede undervisning i den rette kristendom. Undervisning krævede skoler, og det krævede, at godsejere lokalt var villige til at oprette skoler for sognenes børn.
Godset, kirken og staten
De sociale tiltag, der udgik fra godsejerparret Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff, og som blev organiseret inden for rammerne af kirken, kan ikke ses uden relation til den danske stat.
Siden 1500-tallet havde staten i forsøgt at regulere fattighjælpen og skolevæsenet, og med enevældens indførelse i 1660 steg denne interesse blot yderligere. Den enevældige stat underlagde sig i højere grad end tidligere landets institutioner statslig regulering ud fra et ønske om ensretning og harmonisering, men på trods af kongens absolutte suverænitet havde staten ikke ressourcer nok til selv at varetage alle sine interesser.
Derfor var staten afhængige af landets gamle institutioner: godserne og kirkerne. Både godser og kirker fik tildelt administrative opgaver for den enevældige stat, der for staten skulle styre lokalområderne. Godsejerne og de lokale sognepræster blev dermed en melleminstans mellem kongen og den lokale befolkning på godserne og i sognene.
Hvad angik landets godsejere, var de imidlertid ikke blot administratorer for den enevældige stat, men havde som godsejer også forpligtelser overfor dem, der boede på deres godser. Beboerne på landets godser skulle vise lydighed overfor godsejeren, og godsejerne havde derimod en pligt til at yde beskyttelse.
Godsejere havde dermed ansvar og pligter over for både stat og undersåt. Resultatet blev en række sociale tiltag som hospitaler, skoler og andre legater – oprettet inden for kirkens rammer reguleret af staten.
Videre læsning
Appel, Charlotte, og Morgen Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780, Dansk skolehistorie 1, red. Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2013
Løgstrup, Birgit: ”Den bortforpagtede statsmagt. Godsejeren som offentlig administrator i det 18. århundrede”, i Bol og by, nr. 1, 1985, 21-58
Løgstrup, Birgit: Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede, Rigsarkivet og G.E.C GADS Forlag, 1983
Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen (red.): Dansk Velfærdshistorie. Frem mod socialhjælpsstaten, Bind 1, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010
Thomassen, Jesper: ”Kronens afhændelser af den fynske jus patronatus 1646-1698, Historie, nr. 1, 1994, 61-89