Godsejernes hospitaler og skoler i dansk lovgivning

Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

Siden tiden omkring reformationen i 1536 havde den danske stat forsøgt at regulere både fattighjælp og undervisning af børn gennem lovgivning. Selvom det ofte var en godsejer, der på landet stod bag opførelsen af hospitaler til de fattige, var det ikke godsejerne, der blev pålagt et direkte ansvar for dette i lovgivningen. Anderledes var det for skoler til undervisning af børn, hvor godsejere ifølge lovgivning fra 1739 skulle opføre skoler lokalt.

Fattiglovene og godsejernes hospitaler
De hospitaler (fattighuse), der blev opført på landet i 1700-tallet, blev i langt overvejende grad opført af en lokal godsejer. Dette står i modsætning til den danske lovgivning, der påbød opførelse af hospitaler, men som ikke direkte  tilskrev dette ansvar godsejerne.

Den danske stat havde længe forsøgt at regulere hjælpen til landets fattige. I dansk lovgivning fandt det første gang sted i Christian 2.’s Land- og Bylov fra 1522, der i et forsøg på at gøre op med arbejdsduelige tiggere for første gang i dansk lov skelnede mellem fattige, der var værdige til at modtage hjælp og de, der ikke var.

Efter reformationen i 1536 overtog staten ansvaret for fattighjælpen, der indtil da havde været en del af den katolske kirkes ansvarsområde. I de følgende århundreder blev der gennemført adskillige af fattiglove og forordninger, der først og fremmest forsøgte at regulere fattiges tiggeri på grundlag af en skelnen mellem, hvem der var værdig til at modtage hjælp, og hvem der ikke var.

Siden 1558 havde dansk lov også befalet, at der skulle opføres hospitaler i landets enkelte sogne. Det var et lovkrav, der gik igen i enevældens store lovkompleks, Danske Lov fra 1683. Det var ikke et ansvar der blev pålagt landets godsejere, men i stedet sognets kirkeværger og beboere. Fattiglovgivningen blev reguleret af staten, men skulle organiseres lokalt inden for kirkens rammer og lokalt i de enkelte sogne. Opførelsen af hospitaler blev set i dette lys.

Udgave af Danske Lov fra 1683. Det enevældige lovkompleks var først og fremmest en samling af ældre love, herunder de middelalderlige landskabslove som Jyske Lov fra 1241, men også lovgivning fra 15- og 1600-tallet. Derfor gik en række bestemmelser om fattighjælpen fra perioden efter reformationen også igen i Danske Lov. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Kirkens patron som fattighjælper
Fattighjælpen blev lokalt organiseret inden for kirkens rammer og lokalt administreret af sognepræsten. Ifølge Dansk Lov fra 1683 skulle sognepræsten sammen med enten sognets kirkeværger eller kirkens ejer uddele penge fra de lokale fattigblokke til de fattigste i sognet. I 1700-tallet var kirkerne på landet ofte ejet af en godsejer, og igennem denne funktion kan de dermed have haft ansvar for den lokale fattighjælp.

Efter reformationen i 1536 var kongemagten i det små begyndt at sælge landets kirker til de adelige, og i 1646 fik adelige ret til at købe kirker. Særligt i slutningen af 1600-tallet blev mange af landets kirker solgt, og omkring år 1700 havde stort set alle kirker en privat ejer. På landet var det oftest den lokale godsejer.

Som ejer af den lokale kirke havde godsejere dermed ofte et ansvar for den lokale fattighjælp. Lovgivningen nævnte i denne sammenhæng intet om hospitaler. At godsejere opførte hospitaler kan dermed ikke med sikkerhed ses i relation til deres kirkeejerskab, men sammenhængen er mulig. I hvert fald var man som ejer af en kirke ifølge Danske Lov forpligtet til, sammen med præsten, at stå for uddelingen af almisser. Samtidig kunne man som kirkeejer udpege sognets kirkeværger, der ifølge loven, sammen med sognets beboere, skulle stå for opførelsen af hospitaler lokalt.

Skoler i dansk lovgivning og godsejernes rolle
Efter reformationen i 1536 krævede den lutherske stat, at befolkningen skulle undervises i den kristne lære. Kirkeordinansen fra 1537/39 indeholdt bestemmelser over den nye, lutherske kirke, og her stod der, at alle degne skulle undervise sognets børn i den lutherske kristendomslære. Var de ikke egnede til det, måtte de ikke være degne.

Som led i denne lære i den lutherske kristendom var det centralt, at børnene også lærte at læse, så det enkelte menneske – i tråd med de lutherske tanker – selv kunne tilegne sig Guds ord ved at læse Bibelen. I fattigloven fra 1708 blev degnens rolle som underviser i de lokale sogne gentaget. Det blev betonet, at alle - også fattige og forældreløse børn - skulle modtage skoleundervisning.

Mens Kirkeordinansen allerede i 1537/39 havde krævet, at der blev opført latinskoler i alle købstæder, var landbefolkningen i stedet afhængig af lokale aktørers initiativ. Her var det ofte en godsejer, der stod bag.

Frederik 4. oprettede mellem 1720-1727 240 skoler på landets rytterdistrikter. Rytterdistrikterne var en del af krongodset og havde til formål at underholde landets rytteri. Her er det rytterskolen i Brylle, hvor der blev holdt skole indtil 1963. Billedet er fra 1958. Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Tommerup.

Statspietisme og godsejerskoler
Tidens nye religiøse strømning var i starten af 1700-tallet pietismen. Det var en strømning, der fordrede en inderlig kristentro, og det krævede undervisning i den kristne lære. Derfor så man i denne periode også en række tiltag for skoler og undervisning fra kongelige. Den fik fodfæste hos kongefamilien, og i årene omkring 1720 oprettede prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig skoler på deres godser, og mellem 1721 og 1727 opførte deres bror Frederik 4. (r. 1699-1730) 241 skoler i de kongelige rytterdistrikter – de såkaldte rytterskoler.

Christian 6., der efterfulgte sin far på tronen i 1730, førte en aktiv pietistisk kirkepolitik, der kulminerede med konfirmationens indførelse i 1736. Nu skulle alle landets børn konfirmeres, og inden de kunne det, skulle de modtage undervisning.

I forlængelse af konfirmationens indførelse, blev der ved lov i 1739 for første gang vedtaget obligatorisk undervisningspligt for alle børn fra fem-seks år. Loven krævede, at der overalt i landet blev opført skoler, og ansvaret for det blev pålagt godsejerne.

Godsejerne skulle betale og administrere de nye skoler efter loven i 1739, og det affødte stor modstand. Loven blev ændret i 1740, så godsejerne ikke længere havde pligt til at stå for finansieringen af skolerne. Men godserne blev fortsat set som den instans, hvorfra skolerne skulle oprettes fra. Statens ønske om mere undervisning var således afhængig af de lokale godser.

Private tiltag eller lovens påbud?
Hospitaler til fattighjælp samt skoler til undervisning blev opført af private godsejere på deres godser. Men det var ikke tiltag, der eksisterede på landets godser uden relation til det omkringliggende samfund. I stedet synes de at have været organiseret i et samspil mellem godsejerne, kirken og den danske stat.

Videre læsning
Appel, Charlotte, og Morgen Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780, Dansk skolehistorie 1, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2013

Markussen, Ingrid: Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor Egen Nytte. Pietistiske og kameralistiske idéer bag fremvæksten af en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet, Institut for Danske Skolehistorie og Danmarks Lærerhøjskole, 1991

Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen (red.): Dansk Velfærdshistorie. Frem mod socialhjælpsstaten, Bind 1, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010

Thomassen, Jesper: ”Kronens afhændelser af den fynske jus patronatus 1646-1698, Historie, nr. 1, 1994, 61-89

Sidst redigeret 11. januar 2022