Godsejerens hospital
Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning
I 1700-tallet blev der på flere af landets godser oprettet hospitaler, eller fattighuse, hvor fattige, syge og gamle kunne få ophold og modtage en fast almisse. Under godserne Ravnholt og Nislevgaard opførte ægteparret Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff to hospitaler og flere mindre legater til de fattige. Det ene hospital var Frelserens hospital, der blev oprettet i 1722 i Otterup på Nordfyn. Det var godsejerparret selv, der afgjorde, hvordan hospitalet skulle drives, men i hospitalets retningslinjer blev både præst, biskop og stiftamtmand også tilskrevet et ansvar for hospitalet.
Hospitalet i Otterup oprettet ved en fundats i 1722 og med navnet Frelserens Hospital. Bygningen står endnu i dag ved kirken i Otterup. Over hospitalsbygningens indgangsparti er der placeret en sandstenstavle med inskriptionen: ”Jesu Kristus al verdens frelsere til ære og salige lemmer til bedste”. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.
Frelserens Hospital
Ved Otterup kirke på det nordlige Fyn står der endnu i dag en lille hvidkalket bygning tætplaceret op ad kirkegårdsmuren. Huset var oprindeligt et hospital, eller et fattighus, oprettet i 1722 af ægteparret Christian Sehested (1666-1740) og Charlotte Amalia Gersdorff (1685-1757), og som de kaldte for Frelserens Hospital.
Hvordan hospitalet skulle drives, nedskrev Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff i en fundats i 1722. Heri skrev ægteparret retningslinjerne for hospitalet, og fundatsen fortæller således bl.a., hvem hospitalet skulle hjælpe, hvor meget de fattige beboere skulle modtage i almisse, og hvordan de fattige skulle opføre sig. Hvordan hospitalet i virkeligheden blev drevet, fortæller fundatsen intet om, men den giver et indblik i, hvilke intentioner der lå til grund for opførelsen.
Ifølge fundatsen blev hospitalsbygningen opført i ”god og forsvarlig Grundmuur” og var fem fag langt og fem fag bredt. Bygningen skulle huse otte fattige lemmer, som skulle bo to og to i hvert kammer med mænd og kvinder hver for sig. Der var et køkken med køkkentøj, et loft hvor der var et rum til tørv, og der var en lille have, hvor beboerne kunne dyrke kål og andre køkkenurter.
Ifølge hospitalsfundatsen havde Christian Sehested og Charlotte Amalia Gersdorff udlagt en kapital på 2500 rigsdaler, hvoraf en årlig rente på fem procent, der svarede til 125 rigsdaler, skulle uddeles til de fattige beboere. Hver søndag efter gudstjeneste skulle godsets ridefoged uddele 1 mark og otte skilling til hver af de otte beboere. Sognepræsten skulle være tilstede og notere i en bog, om uddeling af almisser foregik korrekt. Udover at modtage penge skulle de otte beboere hvert år den 29. september på Mikkelsdag tilsammen modtage 32 læs tørv til brændsel af godsets ejere og dets bønder.
Billeder taget af Otterup hospitals interiør i starten af 1900-tallet, hvor det endnu var i funktion for egnens fattige. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Otterup og Omegn
Hjælp til de syge, gamle og svage
Det var ikke hvem som helst, der skulle have ophold i godsejerparrets hospital. Af hospitalets otte beboere skulle de fem være fra et af ægteparrets to godser Ravnholt og Nislevgaard eller fra et de fem sogne, hvor ægteparret ejede sognekirken. De tre øvrige beboere kunne være ”fremmede Danske og Norske.”
Beboerne skulle være de allerfattigste og mest nødlidende mennesker og særligt gamle mennesker, der ikke længere var i stand til at arbejde. At hjælpen kun skulle gå til de svageste, byggede på en i 1700-tallet for længst rodfæstet tanke, der allerede havde været tilstede i dansk lovgivning i Christian 2.’s bylov fra 1522 – og endeligt stadfæstet i de mange fattiglove efter reformationen i 1536. Grundtanken var, at der blandt landets mange fattige, hvis andel af den samlede befolkning i 1700-tallet var omkring 10%, fandtes både fattige, der var værdige til at modtage hjælp, og fattige der ikke var. Gamle, syge og svage skulle hjælpes, da deres fattigdom ikke var selvforskyldt. Var man derimod fattig, fordi man var arbejdssky, doven eller levede et liv i drukkenskab eller havde andre amoralske laster, var man selv skyld i, at man var endt i fattigdom og derfor også uværdig til at modtage hjælp.
Retningslinjerne for hvilke fattige, der skulle have ophold i Otterup Hospital stemte således overens med tidens fattiglovgivning og den deri udtalte forestilling om, hvem der skulle have hjælp, og hvem der ikke skulle.
De fattige, der blev udvalgt, skulle kunne blive boende i godsejerparrets hospital resten af deres liv. Når en fattig beboer afgik ved døden skulle vedkommendes værdier – hvis muligt - dække en simpel ligkiste, som godsets bønder ved begravelsen skulle bære til den fattiges frie gravsted på kirkegården.
Efter en fattig beboers bortgang skulle en ny udvælges. Hvem der skulle udvælges som beboere, hvilede på Christian Sehesteds og Charlotte Amalia Gersdorffs egen dømmekraft. Så længe de var i live, var det deres beslutning alene. Efter ægteparrets død var det en beslutning, der skulle træffes af deres efterkommere på Ravnholt og Nislevgaard i samarbejde med sognepræsten og særligt udvalgte beboere i sognet.
Den gamle kirkelåge ved siden af Otterup hospital, som de fattige beboere skulle sørge for at holde lukket. I dag er kirkelågen opført lidt fra Hospitalsbygningen mod øst. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Otterup og Omegn.
De fattiges opførsel
For de fattige, der fik ophold i hospitalet, blev der stillet klare krav til deres opførsel. Først og fremmest skulle de selv holde hospitalets kamre, køkken og køkkentøj rent, og de skulle holde kirken og området omkring kirkegården rent og nydeligt. Det indebar bl.a. at holde porten til kirkegården lukket, når der ikke var gudstjeneste, så hunde, grise og andre dyr kunne holdes ude.
De fattige skulle hjælpe hinanden og ”efter den Christen Kierligheds Pligt” tilse de af beboerne, der var ramt af sygdom eller svaghed. De skulle deltage i daglig morgen- og aftenbøn, som sognets degn stod for og skulle, med mindre de var ramt at sygdom og svaghed, altid indfinde sig i kirken, når der blev afholdt gudstjeneste.
Beboerne skulle med andre ord leve et pligtopfyldende og moralsk acceptabelt liv. Umoralske laster såsom drukkenskab, skænderier, slåskampe, banden, sværgen eller tiggeri var alle handlinger, der skulle kunne resultere i udvisning fra hospitalet.
At den gode, moralske livsførelse i hospitalet var forudsætning for fortsat hjælp kendes også fra samtidens lovgivning. Ifølge fattigloven fra 1708 skulle fattige også kunne straffes og miste deres almisse, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Den fortsatte hjælp til de fattige beroede således på en acceptabel, moralsk livsførelse – både i godsejerparrets hospital i Otterup og i samtidens lovgivning.
Godsejeren, biskoppen og stiftamtmanden
Det var Christian Sehested og hustruen Charlotte Amalia Gersdorff selv, der havde ansvar for at udbetale den rette almisse til hospitalets fattige beboere samt at vedligeholde hospitalsbygningen. Dette ansvar tilskrev de i fundatsen også alle fremtidige ejere af deres herregårde Ravnholt og Nislevgaard. For at sikre sig at de selv og deres efterkommere på Ravnholt og Nislevgaard overholdt deres forpligtelser, skulle en række myndighedspersoner holde opsyn med hospitalet.
Det var således ifølge hospitalsfundaten sognepræstens opgave at tilse hospitalet og dets beboere. Samme opgave blev tillagt provsten, der var forpligtet til at videregive det til biskoppen over Fyns Stift, hvis ikke hospitalets retningslinjer blev efterlevet. Blev de ikke det, skulle biskoppen sammen med stiftamtmanden for Fyn tilkendegive det for det kongelige kancelli, som ved lov skulle kunne tvinge godsets ejere til at efterleve hospitalets retningslinjer.
Godsets hospital skulle således styres af en kombination af godsets, kirkens og den verdslige administration.
Hospital på museum
Hospitalet i Otterup fungerede længe som hospital og beholdt denne funktion helt frem til 1925. Det blev efterfølgende købt af Otterup sogneråd, og i 1928 blev det indrettet som bibliotek. Siden 1958 har det været indrettet som egnsmuseum.
Otterup hospitalsbygning efter det i 1928 blev indrettet som bibliotek. Billedet er taget ca. 1940-1950. Lokalhistorisk Arkiv for Otterup og Omegn.
Videre læsning
Dahlerup, Troels: ”Den sociale forsorg og reformationen i Danmark”, i Historie, 1979, 194-207
Hansen, Bente Dahl: Betler eller almisselem. Studier i offentlig fattigforsorg i Sjællands stifts landsogne 1708-1802, Landbohistorisk Selskab, 1984
Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense Universitetsforlag, 1987
Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen (red.): Dansk Velfærdshistorie. Frem mod socialhjælpsstaten, Bind 1, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010