Jagt på Kalø

Af cand.mag. Lea Glerup Møller, museumsinspektør, Museum Østjylland

Jagtselskaberne på landets herregårde udfoldede en vældig pragt i anden halvdel af 1800-tallet. Det signalerede udadtil et gammelt værdighedssymbol for adel og konge, men var samtidig et selskabeligt samlingspunkt. Når man i efteråret mødtes til store efterårsjagter var det indadtil en måde at binde familie, venner og standsfæller sammen. Da herregården Kalø i 1881 gik i arv til en yngre generation, blev der indledt en ny epoke med opdræt af vildt og storstilet herregårdsjagt i skovene.

Ved indretningen af Jagthuset blev der i spisestuen malet en række vægmalerier med jagtmotiver. Spisestuen var desuden indrettet med panoramavinduer over godsets skove og Kalø Vig. Foto: Nationalpark Mols Bjerges sekretariat.

Den unge Engelbrekt Olsen blev i 1881 ansat som forvalter på avlsgården ved Kalø Hovedgård. Hans farbror var godsinspektør og dermed leder af den daglige drift på vegne af ejerfamilien Jenisch fra Hamburg. Netop i 1881 var der generationsskifte, da den unge Martin Johan Rücker Jenisch arvede Kalø sammen med familiens øvrige besiddelser. Allerede samme år besøgte han Kalø første gang.

Det blev begyndelsen på et langt og nært forhold, der havde jagt som fælles interesse og omdrejningspunkt. Omkring 50 år senere kunne Engelbrekt Olsen i sine erindringer mindes ”…hans og mit første Møde paa ”Dianas” underfulde Veje – Disse Veje, fra hvilke min kære, nu afdøde Godsherre og jeg havde saa mange gode og lyse Minder til fælles”.

Vildpleje på Kalø
Det var tilsyneladende et ret heldigt match mellem de to jagtinteresserede, godsejeren og forvalteren, der i de kommende 43 år jævnligt drog på jagt sammen. Ikke kun på Kalø, men også af og til på familiens gods Blumendorf i Holsten.

Da Engelbrekt Olsen senere overtog posten som godsinspektør begyndte han en målrettet og rationel vildtpleje på Kalø med henblik på at sikre store bestande af rådyr, harer og fasaner for herskabets jagter om efteråret. Der blev opsat jagthegn, levende hegn og vildtremiser, der kunne bruges som ynglested, skjulesteder eller spisekammer for vildtet. Bestandene blev reguleret ved afskydning og fornyelse ved udsættelse af dyr fra andre godser. Naturlige fjender såsom ræve og store rovfugle blev bekæmpet.

Martin Rücker von Jenisch fotograferet i 1913, efter han havde opnået barontitel. Han arvede familiens godser som 20-årig i 1881, og han blev straks interesseret i det lille danske gods Kalø, der lå smukt placeret mellem skove og kyster. Godsets skove var velegnede til jagt og efter Jenisch stiftede familie blev Kalø også et yndet sted for familiens sommerferier. Foto: Scherl.

Som vinterfodring undlod man at høste kålrabi om efteråret, der blev efterladt på markerne til rådyrene, men var vinteren streng blev der desuden lagt sukkermelasse blandet med hvede- eller havreavner ud i foderhuse. Desuden lyng, der havde en gavnlig virkning på vildtets fordøjelse. Store snefald måtte ryddes bort med sneplov, da sne og isslag kunne forårsage skade på vildtet, der i værste fald kunne medføre betændelse og død. På Kalø blev der udsat fasaner første gang i 1898, og frem til 1931 nedlagde Engelbrekt Olsen efter egne optegnelser 1358 fasaner.

Selv om salg af træ var en af godsets indtægtskilder, var man varsom med skovningen, og i det hele taget blev der investeret megen tid, kræfter og penge i at opdrætte gode bestande af vildt. Skovene var godsets stolthed.

Engelbrekt Olsen fortæller: ”Jeg husker, at Baronen ved vore Jagter Gang paa Gang glædede sig over sin prægtige Skov – Navnlig det sluttede Parti i Hestehaven, fra Galgebaken ned mod Havbaken var Genstand for hans Begejstring og Glæde. Og ofte udbrød Baronen ”Ja hellere smuk Skov end forøget Indtægt!”

Baron og baronesse von Jenisch
I 1905 blev Martin Johan Rücker Jenisch gift med Thyra Grothe, der viste sig at være en særdeles ivrig jæger: ”Det varede ikke længe inden Fru Baronessen ogsaa blev Deltager ved disse smaa Jagter der derigennem fik en forøget og ny Charme og Glæde for Baronen som for mig.”

Jagterne afsatte sig også sine egne spor i skovene, spor der længe efter blev omgærdet med varme minder : ”Det Sted, hvor Baronessen nedlagde sine første to Harer findes i Ringelmose ved den siden da opkaldte ”Thyras Eg”, som jeg haaber til de seneste Tider maa blive forskaanet for Øxen og andet ondt.”

Den lille pavillon i udkanten af skoven, som blev opført til parrets bryllup i 1905 og som fik navnet Thyrahytten, blev et fast indslag i efterårets store klapjagter, hvor frokosten blev indtaget her.

Baron von Jenisch døde i 1924, og Engelbrekt Olsen valgte samme år at forlade godset og gå på pension. Jagten fortsatte, men på et lavere niveau, da tidens økonomske konjunkturer nødvendiggjorde større indtægter fra skovene.

Jagtselskab på Kalø. Foto: Rigsarkivet Viborg.

Videre læsning:
Friborg Hansen, Vilfred: Kalø. Slottet og godset i 700 år, Odder, 2013

Højrup, Ole: Skovfolk og skytte. Herregårdsliv 4. Beretninger fra århundredeskiftet, Odense, 1981 

Laursen, Jesper: Herregårdsjagt i Danmark, Gylling, 2009

Thygesen, Oluf: Herregaardsliv paa Kalø i et halvt Aarhundrede. Erindringer fra Kalø Gods ved forh. godsinspektør, O. Thygesen Kalø, 1984 

Engelbrekt Olsens håndskrevne erindringer (Rigsarkivet Viborg)