Herregården ved Limfjorden
Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning
Herregården Kabbel er smukt placeret ved Limfjorden og er på mange måder en typisk vestjysk herregård. Den træder frem af historien sidst i 1400-tallet og nogle århundreder frem var den i hænderne på mindre betydningsfulde adelige slægter. I 1700-tallet blev gården overtaget af den fremgangsrige købmandsfamilie Wandborg, som med købet af Kabbel vandt social status og senere også opnåede adelstitel. Omkring år 1800 blev herregårdens fæstegårde frasolgt. En ny familie tog over, Breinholt’erne, og gårdens drift var herefter baseret på studeopdræt og studehandel. I 1900-tallet udstykkedes en del jord, men Kabbel drives fortsat som stort landbrug.
Med udsigt over Limfjorden
På den yderste pynt ved østsiden af indsejlingen til Lemvig ligger herregården Kabbel. Ude fra fjorden og fra den modsatte side af vigen kan den ligne en middelalderlig bygning med sit kamtakkede tårn, men dét kom nu først til i 1883. Gården ligger smukt, og udsigten derfra er betagende.
Den smukke udsigt blev også bemærket i 1700-tallet – ”Gaarden ligger paa en Bakke, hvor neden for sees grønne Enge og tet derhos Limfiorden. Fra Værelserne falder en angenem Udsigt, til Kiøbsteden Lemvig, til Thyeland og Vandfuldherred, samt til forbiseglende saavel paa Vesterhavet som Limfiorden”, lyder det i Pontoppidans Danske Atlas fra 1767.
Den tidlige historie
Gennem 1500-tallet var Kabbel ejet af adelsslægten Rytter i flere generationer. Oluf Rytter er nævnt som ejer allerede i 1491. Hans barnebarn med samme navn havde gården i 1550’erne, men han blev dræbt omkring 1559 af Niels Kaas fra en anden af Jyllands kendte adelsslægter. Der udbrød en række skænderier omkring Kabbel mellem enken og parrets søn, indtil Kabbel blev solgt i 1602.
Jakob Grubbe og Ingeborg Kruse indrettede sig en herskabsstol i Nørlem kirke i 1638. Den var forsynet med deres adelige våbenskjolde ud mod kirkens midtergang. Foto: Mads Krabbe.
Ved indgåelsen af ægteskab med Ingeborg Kruse kom Jakob Grubbe til Kabbel, og det blev en fremgangstid, hvor godsets jorder forøgedes, og der blev opført en ny hovedbygning i 1630’erne. Parret døde uden børn og det store gods blev delt mellem flere arvinger. Den følgende tid blev en nedgangsperiode, og skiftende ejere på Kabbel havde svært ved at lægge tilstrækkeligt med jord og fæstegårde under Kabbel for at opnå skattefrihed.
I 1600- og 1700-tallet lå fæstegårdene under Kabbel primært på de gode jorder omkring Lemvig. Fæstegårdene var koncentreret i Nørlem sogn på sydsiden af Limfjorden, men nogle gårde lå i det øvrige af Skodborg herred – nogle endda så langt væk som Vesterhavskysten på den anden side af Lemvig. Efterhånden lykkedes det dog ved byttehandler, køb og salg, at samle fæstegodset tættere omkring herregården.
Slægten Wandborg i 1700-tallet
I 1700-tallet rykkede borgerlige ejere ind på Kabbel. I temaartiklerne kan man læse om købmandsslægten Wandborg fra Lemvig, der blev herregårdsejere. Da en søn fik adelstitel kunne han tilføje ”de Stiernhielm’” til navnet.
Familien Wandborg satte et stærkt præg på Kabbel i 1700-tallet, og sporene efter Wandborg’erne findes overalt i kulturlandskabet. Købet af Kabbel gav social status og var et bevis på familiens fremgang. Men efter tre generationer var det slut, da Hans Wandborg blev den sidste af familien på herregården. Han døde på Kabbel i 1793.
På de fede jorder langs Limfjorden var der ud over Kabbel nogle enkelte små hovedgårde – Kongensgaard i Nørre Nissum, Gudumkloster i Gudum og Vadskjærgård i Tørring. Der var ingen landsbyer, og kirkerne lå alene i landskabet. Videnskabernes Selskabs kort, tegnet og trykt år 1800. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Lemvig Museum.
Godsafvikling, selvejerbønder og studehandlere
I 1794 giftede Hans Wandborgs enke sig med handelsmand Morten Chr. Aggersborg i Lemvig. Efter endnu et kort ejerskifte blev gården købt af et lille interessentskab fra Lemvig, som havde Morten Aggersborg og Hans Jacob Lindahl i spidsen. By- og herredsfoged H.J. Lindahl var en af Vestjyllands mest fremtrædende repræsentanter i den proces, som på blot en generation forvandlede det gamle godssystem til selvejets nye tid.
Herregård efter herregård blev nedlagt i løbet af 1790’erne, og i 1799 var turen kommet til Kabbel. Fæstegårdene blev udskilt fra godset og solgt til bønderne omkring 1799-1800, som hermed fik foden under eget bord. I modsætning til andre herregårde blev markerne til selve Kabbel dog ikke udstykket i mindre parceller.
Den nye ejer af Kabbel var hverken købmand eller herremand, men proprietær. Det var Christen Jensen Breinholt, der havde giftet sig ind i den succesfulde Breinholt-slægt, der i samme periode erhvervede andre herregårde på egnen.
Breinholt-slægten var handelsfolk. Unge mænd fra de store studegårde blev sendt til Hamburg for at lære tysk, pleje familiens handelsforbindelser og vigtigst af alt – at danne sig et professionelt blik for godt kvæg. (Johann Fr. Knecht: Altona-Hamburger Vieh-Markt o. 1847). Foto: Stiftung Historische Museen Hamburg – Altonaer Museum.
Medlemmer af Breinholt-slægten kom til at eje gården i flere generationer. Det var en ny slægt og en ny tid på vestjyske godser og storgårde. I 1800-tallet var gårdens drift var baseret på studeopdræt og studehandel.
Mod slutningen af 1900-tallet var der igen nye tider på vej til Kabbel, som dog stadig var en stor gård. Omkring Første Verdenskrig blev en del af jorden udstykket til husmandsbrug. Senere ejere i 1900-tallet har igen samlet jord under gården. Kabbel har dermed formået at opretholde en sammenhæng mellem landbrugsdrift og hovedbygning gennem 500 år på samme placering.
Der er kun få minder fra de tidligere ejeres tid. De to 1600-tals hermer, der sidder ved portåbningen, stammer fra Ingeborg Kruses og Jacob Bugges tid. Foto: Mads Krabbe.
Bygninger og kulturmiljø
Når man i nutiden ankommer til Kabbel, passerer man oppe på Kabbelvej to hvidkalkede portsten fra 1763 og 1772. De markerer hovedgårdsjordens grænse. Nede ved selve gården når man til en pompøs portbygning fra 1908 og ser ind på gårdspladsen. Ved portåbningen er indsat to hermer fra 1600-tallet; de stammer fra en kamin i en ældre bygning.
Mod vest ligger den lange hovedbygning i én etage, dog med et kamtakket tårn i to etager. Hovedbygningen er opført i 1829, mens tårnet stammer fra 1883 og er bygget som enkesæde med udsigt til tre sider. Over hoveddøren er indmuret en sten med indskriften JWdSt 1763, fundet som trappesten i haven. Og øverst oppe på facaden sidder gårdens ur, drevet af et urværk fra 1500-tallet.
Kabbel ligger højt placeret på skrænterne ned mod Limfjorden. Fra vandet eller fra fjordens modsatte bred kan man tydeligt se gårdens kamtakkede profil, og det står klart hvorfor gården i ældre tid fungerede som sømærke for skibe, der søgte havn i Lemvig.
Afslutning
Kabbel er altid blevet drevet som landbrug. Kabbel har gennem 500 år på samme placering formået at opretholde en sammenhæng mellem landbrugsdrift og hovedbygning som bolig for ejerne. Jorden er højtliggende og ligeså frugtbar som den bedste jord i Østjylland. I 1700-tallet var det først og fremmest malkekvæg, der var gårdens indtægtskilde, og i 1800-tallet var opdræt af stude til salg i Tyskland gårdens grundlag. I nutiden er gården igen blevet et stort landbrug, der primært producerer hvede til brødkorn.
Kabbels 1800-tals hovedbygning ligger smukt i haven, prydet af en tårnbygning fra 1883. Det var godsets enkesæde – med udsigt til alle tre sider. Stik i Trap, Ringkøbing Amt, 1902.