Herregårdene omkring Odder
Af museumsinspektør Eva Schmidt, Odder Museum
På Odderegnen ligger herregårdene tæt i landskabet. Det er der både naturmæssige og historiske forklaringer på. Historien går tilbage til 1600-tallet, hvor de herregårde, vi kender i dag, så dagens lys. Den frugtbare jord på Odderegnen, førhen Hads Herred, har haft stor betydning for, at det var muligt at etablere så mange godser på et så lille område. Men også kongens mange krige mod Sverige fik betydning for etableringen af herregårdene på egnen.
Gersdorffslund er en blandt flere herregårde, der blev oprettet i området omkring Odder i sidste halvdel af 1600-tallet. Foto: I/S Gammelgaard.
I middelalderen lå i Hads Herred adskillige gårde ejet af adelsslægter. En af disse gårde var Aakær, der var ejet af adelsslægten Truidsen og senere Rostrup. Den blev i 1398 solgt til bispeembedet i Aarhus og blev efterfølgende centrum for kirkens gods i Hads Herred. Aakær blev drevet af biskoppens lensmand, der boede på gården.
Kirken søgte i årene efter at samle mere gods i området og blev efterhånden den største jordbesidder i Hads Herred. Jorderne fik man samlet ved opkøb, ved pant og som gaver fra jordbesiddere.
Hads Herred som krongods
Ved reformationen i 1536 blev kirkens gods overdraget til kronen, der nu blev landets største jordbesidder. Krongodset blev bestyret af kongelige lensmænd. På Odderegnen var det administrative centrum og lensmandens bolig på Aakær Slot.
Kronen tilstræbte, som kirken tidligere, at forøge sine besiddelser ved byttehandler med adelsgårde og køb af enkeltstående fæstegårde. Udover at øge indtjeningen af den landbrugsmæssige avl, skete det også på grund af kongens jagtinteresser.
Krigene mod Sverige
Adskillige gange gennem 15- og 1600-tallet var Danmark i krig med Sverige. Efter krigene 1657-58 og igen 1660 blev der sluttet fred affødt af pres fra flere europæiske lande.
Freden fik store konsekvenser for Danmark, der blev formindsket med en tredjedel. Det indebar også, at Øresund nu ikke længere var et indre dansk farvand. Danmark blev tvunget til at afstå sine besiddelser i Sydsverige – Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm.
Bornholmerne havde dog gjort oprør og befriet sig selv fra svensk overmagt, og ved freden 1660 blev Bornholm derfor igen en del af Danmark. Prisen var afståelse af dansk adelsgodser i Skåne, som den svenske konge skulle have i kompensation.
De adelsfamilier, der måtte afstå deres godser i det sydlige Sverige, fik i stedet godser i Danmark som kompensation. Det fik stor betydning for Hads Herred.
Hads Herred på private hænder
Blandt de store godsbesiddere i Sverige var den danske adelsmand og rigshofmester [statsminister] Joachim Gersdorff. Joachim Gersdorff var tillige lensmand på Bornholm. Som erstatning for sit tabte gods i Skåne fik han overdraget de kongelige len Aakær og Samsø. Som erstatning for lenet på Bornholm fik han i stedet Kalundborg Len. I forvejen ejede Gersdorff adskillige godser i Jylland og på Sjælland.
Aakær Slot og gårdene i Hads Herred var nu ikke længere var ejet af kronen, men af en adelsslægt. Joachim Gersdorff nåede dog aldrig at tage sine besiddelser til sig. Han døde i 1661, og det var derfor hans arvinger, der fik den afgørende betydning for Hads Herred.
Ni børn skulle dele hans gods mellem sig, og med denne arvedeling skete der derfor en stor opsplitning af Joachim Gersdorffs besiddelser.
Slægten Gersdorff ejede flere herregårde i området omkring Odder. Jens Rodsteen og Sophie Amalie Gersdorff anlagde Rodsteenseje. Foto: Wikimedia Commons.
Gersdorffs børn arver gods på Odderegnen
Joachim Gersdorffs børn fik stor betydning for den fremtidige udvikling af Odderegnens herregårde. Godset, der tidligere havde hørt til Aakær Len, blev nu delt mellem Sophie Amalie Gersdorff, Margrethe Gersdorff, Frederik Gersdorff – og Magdalene Sybille Gersdorff, hvis vi tager Samsø med.
I skøderne fik de alle ret til at anlægge hovedgårde med samme rettigheder og friheder som andre eksisterende herregårde. En hovedgård er betegnelsen for en større gård, der er centrum i et gods, og hvor ejeren selv bor. Fra middelalderen var hovedgårdene altid knyttet til adelen.
Kongen ville dog ikke slippe området helt. I skøder til Gersdorff-familien betingede kongen sig til stadig at have ret at drive jagt i begrænset omfang på de tidligere besiddelser.
På dette tidspunkt eksisterede der kun meget få selvstændige gårde i Hads Herred, langt størsteparten af jorden var fæstegårde under Aakær Slot. I Hads Herred blev der i de følgende årtier anlagt fem hovedgårde: Aakær, Rodstenseje, Rathlousdal, Gersdorffslund og Dybvad.
De nye hovedgårde
Margrethe Gersdorff var gift med kammerherre Gregorius Rathlou. Hun arvede så meget, at der blev anlagt hele to hovedgårde opkaldt efter hende selv og hendes mand. Rathlousdal, hvor landsbyen Loverstrup lå og Gersdorffslund, hvor den store gård Porsborg lå.
Sophie Amalie Gersdorff var gift med admiral Jens Rodsteen, og de nedlagde landsbyen Hovedstrup, hvor de anlagde hovedgården Rodsteenseje.
Den oprindelige hovedbygnings udtryk på Rodsteenseje er endnu intakt. Den blev opført i 1681 under Jens Rodsteens ejerskab. Foto: Bent Olsen.
Frederik Gersdorff overtog selve Aakær samt herregården Dybvad, men ejede dem kun i fåår. Aakær blev et par år ejet af hans broder, inden den igen blev solgt til adelsmanden Otto Krabbe, der var gift med en af Joachim Gersdorffs døtre, Dorthea Gersdorff.
Magdalene Sybille Gersdorff, gift med Jørgen Bielke, arvede Samsø Len, hvor herregården Brattingsborg blev hovedsædet for familien i en kortere årrække. Godset blev herefter solgt videre.
Gersdorff-familien sad altså tungt på området omkring Odder. De solgte og byttede indbyrdes gennem årene, og desuden sørgede man for at samle mere gods til sine besiddelser. Blandt andet købte Jens Rodsteen hovedgården Kanne ved Hvilsted i 1674. Kanne kom senere til at hedde Rantzausgave og lå tidligere i Hads Herred.
I løbet af 1670’erne og 1680’erne blev der bygget nyt og stort på Odderegnen. Nye hovedbygninger så dagens lys flere steder, og der blev opført avlsgårde i tilknytning hertil. Dybvads hovedbygning blev ikke rørt og ligeså Aakærs forfaldne slot stod fortsat, men var ikke beboet af ejeren.
Af de nye hovedgårde er Rodsteensejes hovedbygning den eneste oprindelige, som stadig eksisterer. De andre herregårde byggede nye hovedbygninger eller ombyggede eksisterende hovedbygninger i 1700- og 1800-tallet.
Det har angiveligt været en omvæltning for fæstebønderne i Hads Herred at få nye ejere. Selv om kronen havde lensmænd på egnen, så var de nye ejere meget tættere på deres bønder. Afgifts- og arbejdspresset kan være blevet noget større end før.
Dybvad var en af fem hovedgårde, der blev anlagt i årtierne efter overdragelsen af Aakær len til rigshofmester Joachim Gersdorffs efter Karl Gustav Krigene (1657-1660). Han døde kort derefter, og det blev derfor ikke ham, men hans arvinger, der oprettede egnens hovedgårde. Foto: Bent Olsen.
Herregårdene som vigtige kulturmiljøer i dag
Op gennem 1700-tallet cementeres den nye herregårdsstruktur, og vi får for alvor det herregårdslandskab, vi kender den dag i dag. Herregårdene lå tæt i Hads Herred og prægede landskabet med hovedbygninger og avlsgårde, haver, parker og alléer og med hovedgårdsjorden, hvis marker lå udenfor landsbyernes dyrkningsfællesskab.
Dette landskab blev skabt i løbet af ganske få årtier i anden halvdel af 1600-tallet, hvor Hads Herred gik fra at have haft én stor hovedgård, Aakær Slot, til at have fem herregårde, hvor de fleste blev beboet af adelsslægten Gersdorff, eller hvor ejerne blev gift ind i andre adelsslægter.
At der overhovedet var basis for så mange herregårde på et så forholdsvis lille område, hænger også sammen med den gode og frugtbare jord på Odderegnen. Andre steder i landet lå herregårdene meget mere spredt. I Hads Herred var det muligt at få et stort gods på et relativt mindre område end f.eks. i Vestjylland. Landsbyerne lå også tæt på Odderegnen, og med enkelte undtagelser var bønderne alle fæstere under én af de nye herregårde.
Herregårdene eksisterer stadig som store gårde, og bygningerne er synlige, dog forskelligt fra gods til gods. Nogle steder findes den gamle hovedbygning og dele af avlsbygningerne stadig, andre steder er det en nyere hovedbygning, der kan ses. På Rathlousdal findes kun begrænsede rester af herregården.
Herregårdene er i dag nogle af de væsentlige kulturmiljøer på Odderegnen. De ligger som synlige beviser på en vigtig del af vores historie, og de bidrager med deres eksistens til fortællingen om en egn, der gik fra kirkegods til krongods til adelsgods.
De mange herregårde på et forholdsvist lille område omkring Odder har endnu i dag betydning for egnens kulturmiljø, hvor herregårdenes bygninger er synlige i landskabet. Foto: Ole Låsby.