Om danskeherregaarde.dk
Danmark er et herregårdslandskab! På danskeherregaarde.dk ses det, hvor tæt herregårdene ligger, og at herregårdenes historie dermed er vores alles historie. Langt de fleste af vores forfædre har gennem generationer haft forbindelser til den lokale herregård. De få som ejere og langt de fleste som f.eks. fæstebønder og ansatte - lige fra staldkarl og lugekone til guvernante og kammertjener.
De mange danske herregården vidner dog ikke alene om en svunden tid. I dag drives mange fortsat som landbrug, mens andre har kastet sig over nye forretningsmodeller med f.eks. udlejning, konferencelokaler, overnatning og anden oplevelsesøkonomi.
Danskeherregaarde.dk er den eneste online platform med præsentationer af alle landets godt 700 herregårde, og det er nemt at navigere i det omfattende materiale. Læs om de enkelte gårdes bygningshistorie, bliv klogere på kulturmiljøet i nærheden, eller fordyb dig i historier om de mange forskellige ejere, der gennem århundreder satte deres præg på herregårdene. Du kan gå på opdagelse i nutidskortet, hvis herregårdspræsentationer oprindeligt blev udformet i 2011 og sidenhen løbende er blevet opdateret, eller i de tre kort, der præsenterer oplysninger om de danske herregårde i hhv. 1770, 1850 og 1900.
Herregårdene i dag
En herregård er et historisk begreb. Herregård betegnede oprindeligt en herres, dvs. adelsmands, egen gård, som han selv drev og oftest også boede på. Herregårdene havde særlige privilegier, og der var normalt knyttet fæstegårde til dem. Efter 1660 behøvede ejeren ikke være adelig, men gården regnedes i datiden kun for en herregård, hvis den havde været det før 1660 eller efterfølgende havde fået tildelt privilegier af kongen. Privilegierne blev gradvis afviklet, men den sidste rest af herregårdenes særstatus forsvandt først i 1908, hvor tiendeafløsningen kom. Læs mere om herregårdenes historie under artiklen Hvad er en herregård.
En herregård optræder på denne hjemmesides kort, hvis den på et tidspunkt i løbet af den periode, hvor begrebet herregård var et nutidigt fænomen, havde status af herregård. Ydermere skal der også være en rimelig rest af herregårdens bygninger, før den vil optræde på kortet.
Herregårdene på de historiske kort
De historiske kort er udarbejdet af Dansk Center for Herregårdsforskning (læs mere i artiklen Historiske kort). Som tilføjelse til nutidskortet er en række sønderjyske gårde, der ikke er repræsenteret på kortene fra 1770, 1850 og 1900. De er udpeget på baggrund af oversigten over adelsgods i Carsten Porskrog Rasmussens doktordisputats "Rentegods og hovedgårdsdrift. Godsstrukturer og godsøkonomi i hertugdømmet Slesvig 1524-1770".
Da opfattelsen af den danske herregård naturligvis fortsat er under udvikling, optræder der på nutidskortet også enkelte gårde, som generelt opfattes som herregårde i dag. Der er tale om gårde, som har bygninger af herregårdslignende karakter, men som ikke historisk har haft status af herregård i ovennævnte betydning. Disse gårde optræder dog i dag f.eks. i værker og samlinger som "Danske slotte og herregårde", bind 1-16 (1963-1968), under redaktion af Aage Roussell og "Politikens bog om Danmarks Slotte og Herregårde" (2005) af Niels Peter Stilling, og de optræder således på baggrund heraf også på Dansk Center for Herregårdsforsknings kort.
Om oplysningerne på nutidskortet
Til hver af gårdene på kortet er der knyttet en række basisoplysninger i afsnittet "Gårdens stamdata gennem tiden". Oplysningerne opdateres så vidt muligt løbende (senest opdateret for samtlige herregårde i 2021). Ud over at placere de enkelte gårde geografisk med region, kommune og adresse og gårdens eventuelle hjemmeside, oplyser de forskellige opslag for hver enkelt herregård dens væsentligste bygningshistoriske årstal, hvem der aktuelt ejer den pågældende gård, gårdens nuværende størrelse, hvilken funktion den erhvervsmæssigt udfylder i dag, om og i hvilket omfang der er offentlig adgang til ejendommen og eventuelt supplerende bemærkninger om den enkelte gård. Endelig oplyses det, hvilke kilder de konkrete oplysninger er hentet fra. For en uddybende forklaring af de enkelte typer af oplysninger samt det anvendte kildemateriale henviser vi til siden Ordforklaring.
Skriv til os
Dansk Center for Herregårdsforskning tager forbehold for ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger. Har du kommentarer til kortet, ligger du inde med nye oplysninger, eller har du et billede, som vi må dele, så skriv til dch@gammelestrup.dk. På forhånd tak!
Rettigheder
Alle rettigheder forbeholdes.