Løvenholm

Ejerhistorie

I 1445 solgte Skt. Hans Kloster i Viborg en hovedgård i Gjesing til benediktinerklostret i Essenbæk sydøst for Randers. Det er muligt, at der var tale om Gjesingholm. Den pågældende hovedgård nævnes imidlertid ikke ved navn i den forbindelse, og i de få dokumenter fra sidste halvdel af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, hvor navnet Gjesingholm optræder, antydes ingen forbindelse til Essenbæk.

Hvis Gjesingholm imidlertid hørte under klostret i Essenbæk, må det antages, at godset ved reformationen er overgået til Kronen. Og i så fald er det muligt, at godset i forbindelse med salg eller mageskifte er blevet overdraget af Kronen til rigsråden og lensmanden på Kalø Erik Eriksen Banner (1484-1554) relativt kort tid derefter. Erik Banner kom nemlig i løbet af 1530erne og 1540erne i besiddelse af en del gods i området, men om der var tale om Gjesingholm vides ikke med sikkerhed. I 1556 skriver hans søn Anders Eriksen Banner (ca. 1538-1583) sig dog til Gjesingholm.

Det er tænkeligt, at Gjesingholm i senmiddelalderen lå placeret i landsbyen Gjesing, og at gården først blev flyttet til sin nuværende beliggenhed i midten af 1500-tallet. Anlæggelsen af det store næsten kvadratiske voldsted omgivet af brede voldgrave skyldes ligesom hovedbygningens endnu stående østfløj sandsynligvis Anders Banner.

Efter Anders Banners død i 1583 overtog sønnen Erik Andersen Banner gården. Han døde imidlertid ugift og barnløs i 1597, hvorefter broderen Otto Andersen Banner arvede godset. I 1608 forsøgte Otto Andersen Banner, der havde en betydelig gæld, at sælge Gjesingholm til Eske Brock fra det nærliggende Gammel Estrup. Salget blev ikke til noget, men året efter lykkedes det at sælge til Frantz Rantzau (1555-1612), der var ældste søn af den holstenske statholder Henrik Rantzau.

Gjesingholm forblev herefter i slægten Rantzaus eje i mere end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af den velhavende slægts samlede besiddelser. Familiens interesse koncentrerede sig hovedsageligt om hertugdømmerne, men Frantz Rantzaus nevø Christian Rantzau (1614-1663), der overtog Gjesingholm i 1627 fulgte dog nøje med i godsets drift, og i 1642 lod han den nuværende sydfløj opføre.

I 1663 arvede Christians søn Ditlev Rantzau Gjesingholm, og han oprettede i 1674 grevskabet Løvenholm, der foruden Gjesingholm omfattede Demstrup, Sødringholm og Eskær samt Skovgaard ved Vejle. Grevskabets hovedsæde blev Gjesingholm, der nu skiftede navn til Løvenholm. Det var angiveligt en stærkt forsømt hovedbygning, som var det nye grevskabs hovedsæde: ved et bygningssyn i 1680 manglede bl.a. 124 vinduer, 364 ruder og 1800 teglsten.

Grevskabet Løvenholm bestod blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn, Christian Ditlev Rantzau, blev skudt under en jagt i 1721, og den yngre søn blev i 1726 dømt for mordet, hvorefter grevskabet hjemfaldt til Kronen.

I 1732 genoprettede Christian VI (1699-1746) grevskabet og skænkede det til den 10-årige Frederik Christian Danneskiold-Samsøe, der var oldebarn af Christian V (1646-1699). Frederik Christian Danneskiold-Samsøe havde - trods store jordbesiddelser - en noget betrængt privatøkonomi, og i 1742 fik han derfor kongelig tilladelse til at nedlægge grevskabet Løvenholm og sælge såvel hovedgårde som bøndergods.

Løvenholm blev købt af Frederik Christian Danneskiold-Samsøes bror, Ulrik Adolph Danneskiold-Samsøe. Den nye ejer fik i 1751 sikret, at Løvenholms hovedgårdsjord uanset størrelse og ejerforhold kunne bevare sin skattefrihed, så længe et mandligt medlem af slægten Danneskiold-Samsøe levede.

Ulrik Adolph Danneskiold-Samsøe døde i 1751, og Løvenholm blev i 1756 overtaget af Hans Fønss. For første gang i flere århundrede blev Løvenholm nu ejerslægtens hovedsæde, og de nye ejere iværksatte en række reformer og forbedringer af såvel godset som hovedbygningen.

Fønss' søn, Peter Severin Hansen Fønss, der overtog gården i 1783, var en af de mange mænd, der i tiden omkring 1800 investerede i og udstykkede godser. Også Løvenholm blev mærket af denne praksis: Store dele af fæstegodset blev solgt, mens hovedgårdsjorden blev udparcelleret, før Fønss i 1811 solgte godset.

I de vanskelige tider efter 1813 havde landbruget og herregårdene svære vilkår, og i 1827 overtog staten herregården på grund af skatterestancer. Med statens overtagelse blev den skattefrihed, som Danneskiold-Samsøe havde sikret Løvenholm, ophævet. Det var således en ganske ordinær gård - uden hovedgårdsprivilegier - som staten i 1831 solgte til Krøyer og H.R. Saabyes arvinger. Blot to år senere solgte de nye ejere gården til H. Frellsen fra Flensborg.

Fra 1836 og frem til 1874 var Løvenholm ejet af først Christen Pind, der samtidig forpagtede det nærtliggende Gammel Estrup, og siden hans enke Laura Pind (f. Faith). Herefter - I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet – blev gården handlet forholdsvist hyppigt.

I 1929 købte Valdemar Uttental imidlertid Løvenholm på tvangsauktion. Uttental ejede i forvejen Gammel Estrups skove, og han gjorde Løvenholm til midtpunkt for sine voksende besiddelser. Da han ikke havde børn, testamenterede han Løvenholm til Løvenholm Fonden, der i 1953 overtog gården.

Det er fortsat Løvenholm Fonden, der ejer gården i 2021.