Landboreformer, herregårde og fæstebønder

Af dr.phil. Birgit Løgstrup

Når der i Danmark bliver sagt landboreformer uden nærmere betegnelse, menes de store reformer fra sidste halvdel af 1700-tallet. Det var reformer, der ændrede betingelserne eller vilkårene for både herregårde og fæstebønder. Reformlovgivning indebar dels love, som absolut skulle følges, dels love som de involverede kunne vælge at følge. Reformerne dækker en lang periode fra midten af 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet.

Indledning
Landboreformerne omfattede kongeriget Danmark, dvs. Jylland til Kongeåen og øerne. Derimod ikke de øvrige dele af konglomeratstaten Danmark - Norge og hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Regeringsformen havde siden 1660 været enevældig med store administrative beføjelser til godsejere over for deres fæstere. Begrundelsen for dette system var, at centralmagten ikke havde resurser og embedsmænd til at dække den lokale offentlige administration.

Et gods i datidens forstand bestod af hovedgårdsjord og fæstegods. Godsejeren dyrkede selv hovedgårdsjorden med hoveri eller arbejde fra fæsterne, der på livstid havde lejet brugsretten til fæstegårde og huse af godsejeren mod at betale en fast landgilde og i de fleste tilfælde gøre hoveri på hovedgårdsjorden. Skatterne til staten hvilede på jorden. Denne jordskat skulle godsejeren opkræve af sine fæstebønder, men til gengæld var hans hovedgårdsjord skattefri, hvis han ejede 200 tdr. hartkorn bøndergods inden for en afstand af to mil. Skattefriheden var kompensationen for arbejdet med skatteopkrævning og udlæg af bøndernes restancer.

Hvorfor reformer?
Der var to hovedårsager til at iværksætte reformer. Dels nye samfundsideer i 16-1700-tallet i Europa. Dels landbrugsøkonomien og dermed de økonomiske forhold i Danmark, hvor landbruget var det bærende erhverv.

Naturretten og oplysningstidens ideer om menneskerettigheder fremhævede, at frihed, lighed og ejendomsret burde være grundlag for den statslige styreform i såvel Danmark som Europa. Det var langt fra tilfældet.

Det stod heller ikke godt til med økonomien i landbruget. Da Frederik 5. tiltrådte regeringsmagten i 1746, blev A.G. Moltke udnævnt til ledende minister. Han havde forelagt kongen et regeringsgrundlag, hvor han gjorde opmærksom på, at landbruget i kongens riger forekom ham noget forsømt sammenlignet med, hvad han kendte fra sit fødeland Mecklenborg. Det betød, at der ikke var overskud af landbrugsvarer til eksport. Det var så meget mere beklageligt, som landbrugspriserne i Europa netop nu var på vej op efter 1730’erne og 1740’ernes landbrugskriser.

Debat
Regeringen tog dog ikke straks fat på reformlovgivningen. Først blev der sat gang i en almindelig offentlig debat. Regeringen etablerede i 1755 et tidsskrift, Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin, hvor alle blev opfordret til at indsende forslag til landets flor eller opblomstring. Dette var et stort skridt i et land, hvor der hidtil havde eksisteret censur. Der blev desuden på privat initiativ rundt omkring i købstæderne etableret klubber, som diskuterede og udgav tidsskrifter med samfundsfaglige emner. Initiativet lå hos borgerne i købstæderne, men også egnens godsejere fulgte med og hørte her om menneskerettigheder og meget andet nyt.

Centraladministrationens sædvanlige høringspraksis af godsejerne om konkrete spørgsmål blev i 1768 for en enkelt gang udvidet til også at omfatte bønder. Mange bønder landet over reagerede positivt på muligheden for at skrive om de problemer, de anså for de alvorligste hindringer for deres landbrugs produktion.

Denne debat anser jeg for meget afgørende for landboreformernes succes. Reformerne blev ikke i hast trukket ned over hovedet på befolkningen. Der var tid til at vende sig til nye tanker. Men for mange, især bønder, gik det dog ikke hurtigt nok at se resultater.

Hvordan
Den nye landbrugslovgivning blev i de fleste tilfælde ikke forberedt i centraladministrationen, men overdraget til særlige kommissioner med specielle instrukser i sidste halvdel af 1700-tallet. Både kommissionernes medlemmer og deres kommissorier afspejlede, hvem og hvad der på det givne tidspunkt havde Kongens nåde. Det ændredes i 1784 efter den ublodige revolution, hvor kronprins Frederik, den senere Frederik 6., tog magten i den nervesvækkede Christian 7.’s sted. Nu blev repræsentanter for både godsejere, jurister og embedsmænd fra forskellige grene af centraladministrationen repræsenteret i Den Store Landbokommission (1786 -1816). Det største arbejde hvilede på formanden Chr. Ditlev Reventlow og sekretæren Chr. Colbjørnsen. Referaterne af kommissionens forhandlinger blev publiceret i trykte udgaver, så det var muligt til en vis grad at følge med i forhandlingerne. Også dette var noget ganske nyt.

Jordlove
Det første, der blev taget fat på i reformtiden, var Jordlovene. Der blev ikke rørt ved ejendomsretten til jorden, som stadig lå hos godsejerne. Formålet med Jordlovene var at opnå en klarere struktur på jordfordeling. Den uopdyrkede overdrevsjord skulle deles mellem godserne. Ligeledes skulle den enkelte fæsters jord samles, så den lå omkring fæstegården og ikke rundt imellem de andre fæsteres jordtilliggende i landsbyen. En fordeling med 100 forskellige placeringer for en enkelt fæsters jord var ikke ualmindelig. Dette system havde krævet, at landsbyens fæstere i fællesskab på landsbystævnet traf beslutninger om driften af jorden. Hver enkelt fæster havde dog selv udført det praktiske arbejde sammen med sin husstand. Der krævedes enstemmige beslutninger på landsbystævnet, hvilket vanskeliggjorde eller helt umuliggjorde ændringer i driften.

Denne omfordeling af landsbyens jord, eller udskiftning som den kaldtes, krævede opmåling ved en landinspektør. Hver bonde skulle have samme værdi af jord som tidligere. Hvis han fik dårligere jord, f.eks. fra det uopdyrkede overdrev, skulle han derfor have en større mængde.

Initiativet til udskiftningen lå hos godsejeren i respekt for ejendomsretten. Dette var ikke noget problem, hvor een godsejer ejede hele byen. Men der kunne være flere ejere af fæstegårde i en landsby. I så fald krævede de første Jordlove af 1759 / 1760 enighed blandt byens ejere om udskiftning af de udyrkede overdrev uden om landsbyerne. De senere love krævede blot et flertal. I loven af 1776 kunne en enkelt godsejer, der ønskede udskiftning, oven i købet kræve deltagelse af de øvrige. Udskiftning medførte et stort arbejde for alle landsbyens brugere: opførelse af diger og hegn omkring de nye marker, jævning af de gamle diger, anlæg af nye veje og rensning af vandløb. Den sidste Jordlov af 1781 opsummerede de tidligere love.

Hvad sagde bønderne til disse ændringer, der greb så voldsomt ind i driften af deres fæstejord og pålagde enhver bonde en ny selvstændighed? Landsbystævnet var jo i praksis ophævet. Vi har mange eksempler på, at for flere af bønderne kunne iværksættelsen af alt det nye ikke gå hurtigt nok. De søgte flere gange på eget initiativ at få landinspektøren til at komme til deres landsby på et tidligere tidspunkt end lovet. For nu havde de sparet gårdenes værdifulde gødning op, så den kunne komme deres nye jord til gode. Men landinspektørerne var flaskehalsen i systemet.

Nok synes fæstebønderne at være ivrige for at komme i gang. Men protesterne og vreden kunne vel også først forventes, når de så, hvilken jord de fik tildelt. Især var det store spørgsmål - ikke mindst for konerne, om de kunne blive boende i landsbyen eller blev udpeget til at flytte ud på det tidligere overdrev uden for byen. I store landsbyer som på Sjælland, var det ikke muligt at lave en udstykningsfigur, hvor alle blev boende i landsbyen selv med en stjernefigur med centrum i landsbyen. Den måtte suppleres med firkantede markstykker ude på overdrevsjorden og derefter udflytning af gårdenes bygninger hertil. Det var forbudt at gå til domstolene med sådanne klager.

Landsbyen Mårsø under Løvenborg gods ved Holbæk. Her blev fem af de 11 gårde udflyttet. Billede: Geodatastyrelsen.

Landsbyernes fæstehusmænd uden jord blev dårligt behandlet i jordlovene. De havde fæstet et hus uden jord af godsejeren eller boede til leje hos en gårdmand og ernærede sig ved dagleje. Ofte havde de en ko eller et par får, som i det gamle system havde græsset på landsbyernes mange grøftekanter eller på fælleden. Alt dette forsvandt i forbindelse med udskiftningen, og hvad skulle de og deres dyr så leve af? Det lykkedes ikke at få indsat en direkte bestemmelse i loven om tvungen tildeling af jord til disse husmænd ved udskiftningen.

Hvorledes blev så resultatet af denne storstilede udskiftning? Den var længe om at komme i gang. Først hen i 1770’erne begyndte antallet at stige, men så gik det stærkt indtil op mod midten af 1790’erne. Derefter gik det lige så stejlt ned ad igen pga. økonomiske forhold. Udskiftningen betød, at en stor del af de tidligere udyrkede overdrev blev inddraget under plov. Det kan opfattes som en intern kolonisering af Danmarks jord. Var det så ikke for dårlig jord, der blev inddraget? Et svar kan gives fra godset Sohngaardsholm uden for Aalborg. Her havde der været en stor udflytningsprocent ved udskiftningen i 1785/86. Tyve år senere blev dette fæstegods solgt. De højeste priser gik til de udflyttede fæstegårde på tidligere overdrev. Hvis fæstebønderne ikke havde været tilfredse med deres gårde, ville de næppe have betalt den høje pris.

Det er vigtigt at notere, at det ikke ved lov blev pålagt godsejere og andre jordejere at gennemføre udskiftning. Det blev forsøgt med henblik på overdrevene ved loven af 1769, men aldrig gennemført. Derimod stillede andre love udskiftning som en betingelse for at opnå andre goder. Da der i slutningen af 1700 tallet kom gang i salg af fæstegårde til selveje (se senere), opstod der for nogle godsejere et skatteproblem. For hvis de ved bortsalg af fæstegods kom under de krævede 200 tdr. hartkorn, skulle de betale skat af deres tidligere skattefri hovedgårdsjord. Det blev da muligt ved ansøgning at få dispensation for denne regel om 200 tdr. hartkorn fæstegods. Det krævede blot, at al godsets fæstejord var udskiftet - ikke blot den bortsolgte del. På samme måde blev der ligeledes stillet krav om jord til alle husmænd, hvis godsejeren ønskede at beholde skattefriheden for sin hovedgård. Det må betegnes som gulerodsmetoden.

Fæstelov med nye regler for boopgørelse
Den Store Landbokommission tog fat på skiftevæsenet under fæstevæsenet. Der var hidtil blevet foretaget syns- og taksationsforretning af en fæstegårds bygninger, besætning og redskaber, når en fæstebonde døde. Taksationsmændene blev udnævnt af godsejeren. Hvis vurderingen af bygninger og kreaturer en sjælden gang udviste overskud, gik det som arv til den afdøde fæstebondes arvinger. Det var et vanskeligt regnestykke, fordi bygningerne ofte havde betydelige skader. Ingen spurgte dog, hvorledes de havde set ud, da den afdøde fæstebonde havde tiltrådt fæstet.

Efter den nye Fæstelov af 8. juni 1787 skulle taksationsmændene udnævnes af herredsfogden - stedets juridiske dommer. Nu skulle der også foretages vurdering ved fæstets tiltrædelse, som skulle sammenholdes med vurderingen ved fæsterens fratrædelse. Formålet var, at fæstebondens bo ikke som tidligere kom til at stå til regnskab for de mangler på gården, som den forrige fæster i virkeligheden havde ansvaret for. For at sikre overholdelse af reglerne blev det nu fastsat i den nye lov, at godsejeren ikke kunne gøre krav på godtgørelse af mangler, hvis de to vurderinger ikke var blevet sammenholdt. Formålet med loven var, at det skulle kunne svare sig at stræbe for fæsteren, da det nu ville komme hans arvinger til gode - og ikke blot som hidtil blive indkasseret af godsejeren.

Stavnsbånd
Stavnsbåndets ophævelse er af eftertiden blevet gjort til en så stor og central begivenhed, at den stadig for mange mennesker er identisk med alle landboreformer. Det var dog efter min opfattelse ikke den vigtigste reform. Stavnsbåndet var blevet indført i 1733, da godsejerne blev pålagt at stille soldater til den udskrevne hær i forhold til størrelsen af deres fæstegods. Hvis de ikke kunne møde på session med tilstrækkeligt mange karle, skulle de betale en bøde. Til gengæld krævede godsejerne naturligt nok et bånd på karlene, så de ikke kunne stikke af. Det var baggrunden for, at karlene efter 1733 ikke uden godsejerens tilladelse måtte forlade det gods, hvor de var født, i årene mellem 14 og 36 år. Denne aldersgrænse ændredes gennem 1700 tallet, så stavnsbåndet til sidst gjaldt fra drengene / karlene var fire til 40 år. Det var stort set blevet livslangt.

Militærvæsenet var ikke hele begrundelsen for stavnsbåndets indførelse. Landbruget stod i 1730’erne midt i en alvorlig krise, hvor det var vanskeligt for godsejerne at finde fæstere. Også det hjalp stavnsbåndet på. Pigerne blev aldrig omfattet af stavnsbåndet, selvom godsejerne forsøgte, da det var lige så vigtigt for et gods at have dygtige piger til at blive koner på fæstegårdene som karle. Endelig brugte godsejerne den begrundelse, at pigernes frie udrejse var med til at lokke karlene bort.

Stavnsbåndet stred tydeligt mod samtidens ideer om menneskerettigheder, hvilket også mange godsejere indså. Der var ikke den store protest mod dets ophævelse ved lov af 20. juni 1788, da godsejerne samtidig slap for soldaterudskrivningen. Ophævelsen af stavnsbåndet skete successivt, så alle først var fritaget i år 1800. Efter dets ophævelse mente mange godsejere, at det nu måtte være slut med disse bondevenlige reformer. Nu kunne karlene jo blot flytte, hvis de var utilfredse med forholdene på godset. Reformerne stoppede dog ikke her.

Hoveri
Hoveri betød, at fæsterne skulle arbejde på hovedgårdsjorden som en del af ydelsen for brugsretten til godsejerens fæstegård. Hoveriet så fæstebønderne som det største problem ved det gamle system. Da dets omfang var ubestemt, skulle de møde på godset, når de blev tilsagt. Hovedgårdsjorden kom således før driften af deres egen fæstegård. Hoveriet var lige så vigtigt for godsejeren. For hvordan skulle han ellers få sin hovedgårdsjord dyrket, var hans modspørgsmål? Fæstebønderne kom desuden både med tjenestefolk, redskaber og trækkraft, når de blev tilsagt til hove.

I takt med intensiveringen af periodens godsdrift blev hoveriet udvidet. Derfor var disse udvidelser målet for den første hoveriforordning fra 1769. Godsejerne skulle indberette, hvor meget hoveri de behøvede. Dette skulle så noteres som tillæg til hver bondes fæstebrev, for at det kunne være slut med hoveriudvidelser.

Snart ændredes loven fuldstændigt. Efter Struensee’s tiltræden i 1770 kom en ny lov i 1771, der logisk nok benyttede størrelsen af fæstebøndernes jord som bestemmelse for hoveriets omfang. Mange godsejere klagede. De kunne umuligt drive deres gods med så lidt hoveri. Det var der dog flere af dem, der klarede. Men straks Struensee var blevet afsat i 1772, blev loven ophævet. I stedet kom i 1773 en langt løsere lov, der kun gav visse begrænsninger for småhoveriet efter amtmandens endelige afgørelse.

Alle disse love havde som mål at fastsætte hoveriet efter ensartede principper over hele landet uanset lokale forhold. Dette princip forlod man efter mange diskussioner i Den Store Landbokommission. I stedet blev det ved lov af 1791 overladt til lokale forhandlinger ude på de enkelte godser mellem godsejer og fæstebønder at nå frem til en fastsættelse af hoveriet, enten ved nedsættelse eller forøgelse eller en afløsning med penge.

Hvis de to parter ikke nåede til enighed, blev der 1795 udnævnt to forligskommissioner - en for Østdanmark og en for Vestdanmark, til at rejse rundt på godserne og mægle mellem godsejer og bønder. Hvis det ikke lykkedes, måtte Kommissionen i stedet ved kendelse fastsætte omfanget af hoveriet. Skulle der senere blive problemer med hoveriet på godset, skulle sagen indbringes for Rentekammeret - blandt meget andet datidens landbrugsministerium. Det lykkedes at nå et resultat, hvor bønderne samtidig havde den triumf, at de var blevet ophøjet til ligemænd i forhandlingen med godsejerne.

Selveje
Indførelse af selveje stod både i samtiden og i dag som det endelige mål for Landboreformerne i 1700-tallet. Men det varede længe, inden det blev til virkelighed, selvom loven om selveje blev udstedt allerede i 1769. Hverken den eller de senere 1700 tals reformlove indeholdt tvunget salg af jord til fæsterne. Det var overladt til frie forhandlinger mellem de to parter. Loven indeholdt derimod betingelserne for handlen. Godsejeren skulle ønske at sælge, ligesom fæsteren skulle ønske at købe. Og de to parter skulle blive enige om prisen. Godsejeren kunne lade en del af købesummen blive stående med pant i den tidligere fæstegård. Hvis han kom i skatteproblemer pga. det tidligere omtalte krav om de 200 tdr. hartkorn bøndergods for at opnå skattefrihed på hovedgårdsjorden, kunne han få kompensation, hvis han solgte til den tidligere fæster. Ligeledes skulle han fortsat opkræve og stå inde for skatterne af den nye selvejergård og udføre en række offentlige opgaver. Problemet var den tidligere omtalte mangel på lokaladministration.

Kun få ønskede at binde an med disse første løsninger på problemet. Det var først, da senere love i 1780’erne fik fjernet kravene til godsejeren og indsat den stedlige amtmand som værn for den nybagte selvejer, at der kom gang i fæstegodsets overgang til selveje. Det faldt også sammen med stigende priser på landbrugets varer.

Vi har desværre først en opgørelse fra 1835 fra Statistisk Tabelværk over de daværende besiddelsesformer i dansk landbrug. Den viser stor forskel på selvejets udbredelse: 65,6 procent i Jylland nord for Kongeåen, 48,8 procent på Møn og godt 35 procent på henholdsvis Falster og Fyn.

Afslutning
Ikke alle reformlove er medtaget i dette opslag, men de vigtigste af dem, der omhandlede herregårdenes vilkår i relation til de underliggende fæstebønder. Herved skabtes grundlaget for dansk landbrugs videre udvikling i det 19. århundrede.

Videre læsning:
Løgstrup, Birgit: Bondens frisættelse. De danske landboreformer 1750 - 1810. Gad, 2015

Løgstrup, Birgit: Bundet til gården. Generationsskifte og bondementalitet. Siden Saxo nr. 3, 2014. s. 38 - 49

Løgstrup, Birgit: Bundet til jorden. Stavnsbåndet i praksis 1733 - 1788. Landbohistorisk Selskab, 1987