Lensafløsningen
Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning
I 1919 blev Lensafløsningsloven gennemført. Den gjorde op med de sidste privilegier, der siden enevælden havde været knyttet til landets største godser. Loven omhandlede grevskaber og baronier (len) samt stamhuse og fideikommisgodser, der som båndlagte ejendomme ikke kunne sælges, men gik udelt i arv efter særlige regler. Med loven skulle de afløses og dermed overgå til fri ejendom og underlægges almindelige arveregler. Godsejerne skulle i den forbindelse dels betale en afgift til staten og dels afstå jord til oprettelse af statshusmandsbrug.
Len og majorater
Ordet lensafløsning henviser til afløsning af len, der omfattede grevskaber og baronier. Loven indbefattede også de såkaldte stamhuse og fideikommisgodser, der dog ikke var len. En samlebetegnelse er majorater, der henviser til jus majoratus (førstefødselsret) og dermed de særlige arveregler, der var knyttet til disse godskonstruktioner.
Majoraterne var særlige former for godser, der var blevet oprettet under enevælden. I 1850 udgjorde de 20% af landets jord, men pga. frasalg af fæstegods i de følgende årtier, var denne andel i 1919 skrumpet til 5%. Der var i 1919 75 majorater: 21 grevskaber, 14 baronier, 31 stamhuse og ni fideikommisgodser. I det følgende årti blev de alle opløst og overgik til fri ejendom.
Frijsenborg. Grevskabet Frijsenborg fra 1672 var blandt de først oprettede majorater i Danmark og var i 1920 det første majorat til at blive afløst sammen med Stamhuset Stensballegaard, der havde samme ejer. Foto: Frijsenborg og Wedellsborg.
Grundlovens løfteparagraf
Efter Grundloven i 1849 var det ikke længere muligt at oprette nye majorater. De eksisterende blev ikke opløst ved denne lejlighed, men en såkaldt løfteparagraf i Grundloven slog fast, at de senere skulle ophæves ved lov.
Grundloven ophævede ellers alle privilegier, der var knyttet til adel, titel og rang, og landets borgere blev formelt anset som lige. Aristokratiske livsformer blev af flere i tiden opfattet som levn fra fortiden, der ikke passede ind i tidens liberale tidsånd. Det gjorde majoraterne heller ikke, da deres båndlagte jord ikke kunne sælges og dermed stred imod liberale idéer om kapitalens frie bevægelighed og ejendomsretten.
Alligevel var det først ved lensafløsningsloven i 1919, at Grundlovens løfteparagraf om majoraternes ophævelse blev indfriet.
Majoraterne og enevældens privilegier
Grevskaber og baronier var blevet indført efter enevældens indførelse i 1660, hvor det med greve- og friherreprivilegierne i 1671 blev muligt for kongen at udnævne grever og friherrer (sidstnævnte blev senere kaldt baroner) med den hensigt at skabe en loyal adelstand. Grever og baroner blev besiddere af len (grevskaber og baronier) alt efter mængden af deres jord. Det krævede 2500 tønder hartkorn for et grevskab og 1000 for et baroni. De havde som regel selv købt jorden, men ved oprettelsen modtog de den symbolsk af kongen som et len sammen med en række privilegier.
Privilegierne indebar først og fremmest en højere placering i det enevældige rangsystem end den øvrige adel. Derudover fik grever og baroner bl.a. udstrakt skattefrihed, og de kunne ikke retsforfølges pga. gældsstiftelse og var unddraget fra gældsarrest og pantsættelse. De fik også amtmandsmyndighed, hvilket betød, at grevskaber og baronier ikke hørte under amtets øvrighed og administration, men at besidderne af lenene selv udøvede amtmandsmyndighed på deres gods.
Grevskabers og baroniers jord var båndlagt og skulle gå udelt i arv til den førstefødte søn efter en såkaldt successionsordning. Var der ingen søn, kunne nogle len gå i arv til en datter, hvilket i så fald fremgik af lenets oprettelsesdokument (erektionspatent). Grevskabet eller baroniet skulle ”hjemfalde” til kongen, hvis der ikke var nogen arving.
Fuirendal. Baroniet Fuirendal blev oprettet i 1677 af Diderik Fuiren og gik i arv til hans søn af samme navn. Da han døde som ung i 1700 uden børn, "hjemfaldt" Fuirendal til kongen. Allerede samme år overdrog kongen Fuirendal til Ulrik Adolph Holstein, der ejede det nærtliggende Holsteinborg. Da grevskabet Holsteinborg blev oprettet i 1708 kom Fuirendal til at indgå som en del af grevskabet frem til dets afløsning i 1921. Foto: Bent Olsen.
I 1683 blev det også muligt at oprette stamhuse og senere også fideikommisgodser, hvis eneste privilegier var de samme arveregler, der fulgte med grevskaberne og baronierne. Stamhuse krævede mindre jord (400 tønder hartkorn), mens fideikommiser kunne dække både en båndlagt ejendom og formue. Hverken stamhuse eller fideikommisgodser kunne ”hjemfalde” til kongen, da de ikke var len og forblev modsat grevskaber og baronier i fuldstændig privat ejendom.
Majoraternes arveregler stod i modsætning til de regler, der gjaldt for det øvrige samfund, hvor arv skulle deles mellem flere arvinger. De særlige arveregler gjorde det dermed muligt at holde jord og formue samlet frem for, at det blev spredt. Det skabte en stabil gruppe af store og formuende jordbesiddere med fordelagtige privilegier, der placerede dem højt i det enevældige rangsamfund baseret på kongens gunst. Det var en konstruktion tilpasset et enevældigt standssamfund, men som mange efter Grundlovens indførelse i 1849 ikke mente havde megen berettigelse.
Erektionspatent for stamhuset Gammel Estrup oprettet i 1697. Stamhuset blev oprettet af enken Benedikte Brockdorff for at sikre, at Gammel Estrup forblev i den kun toårige søns Christen Skeels eje og ikke blev delt mellem flere arvinger. Stamhuset blev afløst i 1921. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Lensafløsningslovens gennemførelse
Lensafløsningen blev vedtaget ved lov 4. oktober 1919. Principperne i loven byggede på tre elementer: Len og majorater skulle overgå til fri ejendom, besidderne skulle betale en afgift til staten, og de skulle afgive jord til oprettelse af statshusmandsbrug.
Loven var et kompromis mellem regeringspartiet Det Radikale Venstre og Venstre. Loven fik også støtte fra dele af Det konservative Folkeparti, mens andre i partiet stemte imod, fordi de enten mente, at vilkårene var for vidtgående, eller fordi de helt var imod lensafløsningen. Socialdemokratiet stemte imod, da partiet mente, at afgiften, besidderne skulle betale, var for lav. Et bredt flertal i Rigsdagen var dog enige i de grundlæggende principper bag lensafløsningen.
Loven havde været længe undervejs, men gennemførelsen og dens endelige udformning må også forstås i skyggen af Første Verdenskrig, sammenbrudte kejserriger og Den Russiske Revolution. Også i Danmark var der uroligheder med bl.a. stormen på Børsen af syndikalister (arbejdere) i 1918. Stemningen var ikke for bevarelsen af gamle systemer og overleverede privilegier.
Husmandsbevægelsen
Da en afløsning af majoraterne var blevet diskuteret i anden halvdel af 1800-tallet, lå det ikke i kortene, at lensafløsningen skulle koste besidderne noget udover, at ejendommene skulle overgå til fri ejendom. I begyndelsen af 1900-tallet blev spørgsmålet om lensafløsningen igen taget op, og nu blev det knyttet til et ønske om at skaffe jord til de mange jordløse mennesker på landet. Der blev talt om ”jordhunger”, og det fik stor betydning for lovens endelige udformning.
Siden slutningen af 1800-tallet havde husmandsbevægelsen arbejdet for, at flere mennesker på landet kunne blive jordejere gennem oprettelse af husmandsbrug. Godsejerne havde i sidste halvdel af 1800-tallet siddet på regeringsmagten, men kunne efter århundredeskiftet ikke længere udøve samme politiske indflydelse. Parlamentarismen var blevet indført i 1901, og grundlovsændringen i 1915 gjorde op med den privilegerede valgret til Landstinget, der havde sikret godsejerne et flertal i Rigsdagens førstekammer. I stedet var regeringspartiet i årene omkring lensafløsningen Det Radikale Venstre. Partiet talte husmændenes sag, og i den endelige lov om lensafløsningen skulle godsejerne da også afgive jord til oprettelsen af husmandsbrug.
I det øvrige Europa fandtes der lignende godskonstruktioner som de danske majorater. I de fleste lande blev de i 1800- og 1900-tallet ophævet uden store gnidninger, og mens godsejere i enkelte lande blev pålagt en mindre afgift, var tendensen i de fleste tilfælde blot at ophæve majoratsbåndene og lade ejendommene overgå til fri ejendom. Der blev dog i flere lande gennemført omfattende jordreformer i mellemkrigstiden med eks. udstykninger af godsers jord og arveafgifter, men som ikke var knyttet direkte til afløsning af majoraterne. Det særlige ved den danske lensafløsning var dermed ikke selve afløsningen, men at afståelsen af jord til oprettelse af statshusmandsbrug blev en del af den endelig lov.
Carl Theodor Zahle (1866-1946). Medstifter af Det Radikale Venstre i 1905 og statsminister 1909-1910 og 1913-1920. Partiet arbejdede bl.a. for en forbedring af husmændenes vilkår. Foto: Wikimedia Commons.
Ejendomsret og dom i Højesteret
Mange godsejere var ikke imod en afløsning af deres majorater, men var imod de betingelser for afløsningen, der var formuleret i loven. Opfattelsen her var, at afståelsen af ejendom stred imod Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten. Christian Sehestedt Juul, der var besidder af stamhuset Ravnholt-Nislevgaard-Hellerup på Fyn, anlagde på vegne af mange godsejere derfor sag mod staten. I første omgang underkendte Østre Landsret i 1920 Lensafløsningsloven ud fra den betragtning, at loven stred mod ejendomsretten, men da sagen kom til Højesteret var afgørelsen det modsatte. Dommen fra Højesteret lød, at lovgiverne havde en vis frihed til at fastsætte vilkårene for en afløsning af majoraterne, og retten mente ikke, at lovgiverne havde overskredet grænserne for deres myndighed.
Ravnholt. Stamhuset Ravnholt-Nislevgaard-Hellerup blev oprettet i 1752 af Charlotte Amalie Gersdorff. Hun var enke efter Christian Sehested og barnløs. Charlotte Amalie oprettede stamhuset på vegne af sin søsterdatter Sophie Hedvig Frijs. Søsterdatteren blev gift med Ove Juul, og deres ældste søn antog navnet Sehested Juul. Det var efterkommeren Christian Sehestedt Juul, der lagde sag an mod staten efter Lensafløsningslovens gennemførelse i 1919. Stamhuset blev afløst i 1924. Foto: Bent Olsen.
Afløsning af grevskaber, baronier og stamhuse
Selve afløsningen af de enkelte majorater fandt sted det følgende årti efter Lensafløsningslovens vedtagelse i 1919. Grevskabet Frijsenborg blev som det første majorat afløst i 1920 sammen med stamhuset Stensballegaard, der havde samme ejer. Stamhuset Tjele var i 1930 det sidste majorat, der blev afløst.
Før selve afløsningen kunne finde sted, skulle det enkelte majorats samlede værdi opgøres. Det indebar både fast ejendom, obligationer og værdipapirer. Afløsningen af majoratet var ikke lovpligtigt, men ville besidderen ikke, blev godset pålagt en årlig afgift. Det gjorde i realiteten driften urentabel, og alle godsejere valgte da også at afløse deres majorat.
En afløsning var dog heller ikke gratis. Her blev besidderen pålagt en afgift på 25% af den samlede værdi, hvis det var len (grevskaber og baronier) og 20% for de øvrige (stamhuse og fideikommisgodser). Af de tilbageværende værdier skulle besidderen have fri råderet over tre femtedele, mens to femtedele skulle overgå til en såkaldt successorfond. Når besidderen afgik ved døden, skulle halvdelen af successorfonden udbetales til den i familien, der ifølge de ellers nu ophævede arvebestemmelser stod til at arve. Den anden halvdel skulle forblive båndlagt indtil næste generationsskifte, hvor den skulle frigives.
Besidderne skulle derudover afgive en tredjedel af godsets dyrkbare jord til staten mod erstatning. Formålet var at oprette statshusmandsbrug, og den afståede jord skulle egne sig til dette formål. Godsejerne kunne i høj grad selv afgøre, hvilken jord de afstod, og i nogle tilfælde opkøbte de jord for derefter at afstå det til staten.
Af majoratsbesiddernes afståede jord blev der udstykket og oprettet 2.300 husmandsbrug.
Afgivelse af kunstskatte
Et sidste led i lensafløsningen omhandlede herregårde med såkaldt båndlagte løsøre, hvor indbo såsom kunstværker, møbler, porcelæn m.m. var registreret som en del af det enkelte majorat. Disse skulle ifølge Lensafløsningsloven, hvis de var af almen interesse, forblive i landet og ved salg skulle staten have forkøbsret. Store samlinger skulle kunne gøres tilgængelige for offentligheden.
Denne del af loven viste sig svær at udføre i praksis. Fremgangsmåden blev at opnå aftaler med de enkelte godsejere om overdragelse af kunstværker og historiske genstande af almen interesse til staten eller ved tinglysning om genstandenes forbliven på herregårdene.
Opgaven at vurdere de enkelte majoraters løsøres værdi blev tildelt Otto Andrup, der var museumsinspektør ved Frederiksborgmuseet (i dag Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg). I de følgende år blev der afgivet et par hundrede kunstgenstande og enkelte større samlinger. Samlet set afgav 34 af de i alt 75 majorater genstande til staten. Mange af genstandene kan i dag ses på landets museer, herunder Otto Andrups Museum, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
Portræt af Christen Scheel (1743-1771). Gesandt i Sankt Petersborg og besidder af grevskabet Scheel og stamhuset Gammel Estrup. Malet af Jacob Björck ca. 1766-1767. Portrættet blev afgivet i forbindelse med afløsningen af stamhuset Gammel Estrup i 1921 og er i dag en del af samlingen på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Billedet her viser portrættet udlånt til Gammel Estrup i forbindelse med en særudstilling i 2019 om lensafløsningen. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Godserne efter lensafløsningen
Betaling af en afgift og afståelsen af jord til staten var for mange godsejere en udfordring, og mens de fleste klarede sig igennem årene efter lensafløsningen, bukkede nogle også under. Inden for de næste 20 år gik mere end en tredjedel af godserne ud af slægtseje. Især for mindre majorater kunne afståelsen af jord skabe økonomiske problemer, mens der for nogle også opstod et misforhold mellem bygningers størrelse og jordtilligendet. Væsentligt for familiernes fremtid var, hvordan de klarede det næste generationsskifte efter lensafløsningen.
Alligevel var det ikke lensafløsningen alene, der for nogle godsejere skabte problemer. De store jordbesiddere blev beskattet hårdere end tidligere gennem ejendomsskat, formueskat og arveafgift, mens 1920'erne og 1930'erne heller ikke var gunstige tider for landbruget.
Afståelsen af jord til husmandsbrug betød, at jorden overgik fra de store landbrug til de små. Lensafløsningen var med til, sammen med øvrige tiltag i periode, at skaffe jord til mange jordløse mennesker på landet gennem oprettelse af statshusmandsbrug. Ændringer i landbruget fra især midten af 1900-tallet favoriserede dog større landbrug gennem mekanisering og effektivisering ved eks. omlægninger til ren kvæg- eller svineproduktion. Det gjorde det med tiden svært at drive de små husmandssteder.
Videre læsning:
Erichsen, John og Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919. København 2013.
Erichsen, John: ”Skattejagten – Otto Andrups indsamling af herregårdenes kulturgenstande”, i Herregårdshistorie 15, Auning 2019
Laursen, Jesper: Lensgreven. Historien om Mogens Frijs, København 2017
Rasmussen, Carsten Porskrog: ”Den lange lensafløsning – Lensafløsningens baggrund og praksis”, i Herregårdshistorie 15, Auning 2019
Tamm, Ditlev: ”Lensafløsningen og lovgivningen”, i Herregårdshistorie 15, Auning 2019
Lov om Lens, Stamhuses og Fideikommisgodsers samt de herhen hørende Fideikommiskapitalers Overgang til fri Ejendom, på danmarkshistorien.dk: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/lov-om-lens-stamhuses-og-fideikommisgodsers-samt-de-herhen-hoerende-fideikommiskapitalers-overgang/