Salg af fæstegods, majorater og hovedgårdsdrift i 1800-tallet

Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

På 1800-tallets herregårde spillede fæstegodset en mindre rolle end det traditionelt havde gjort. Fæstegodset var siden landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet gradvist blevet solgt fra, og fra midten af 1800-tallet valgte mange godsejere i stedet at intensivere herregårdenes hovedgårdsdrift. Nye love gjorde det samtidig muligt, at de ellers båndlagte grevskaber, baronier og stamhuse også kunne frasælge fæstegodset, hvilket var med til et tilskynde en proces, hvor fæstebønderne blev selvejere, og herregårdenes drift koncentrerede sig om hovedgården.

Frasalg af herregårdenes fæstegods
Som led i landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet begyndte en længere proces, hvor landets godsejere gradvist begyndte at frasælge deres fæstegods. Et centralt element af det, der i århundreder havde kendetegnet herregårdene, var under forandring.

Perioden fra ca. 1760-1810 havde været præget af en stor bølge af fæstegodssalg. Det var en bølge, der havde været mest intens i det vestlige Jylland, og som i nogle tilfælde også havde inkluderet frasalg og udparcellering af selve herregårdens hovedgårdsjord. Halvdelen af landets fæstegårde overgik i denne periode til selvejergårde.

Årtierne efter Grundlovens indførelse i 1849 blev også præget af fæstegodssalg, men udfaldet blev ikke som tidligere. Nu valgte mange godsejere, frem for at fokusere på deres fæstegårde, i høj grad sælge fæstegodset og i stedet intensivere hovedgårdens drift. Fæstegodsets samlede antal faldt fra ca. 22.000 fæstegårde i 1850 til omkring 5.000 i 1885 – eller fra 30,4% af landets samlede hartkorn til 7%.

Fæstebonde der pløjer marken på herregårdens jord. Udsnit af et vægtapet fra slutningen af 1600-tallet der hænger i riddersalen på Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Majoraternes båndlagte jord
Der var især én gruppe af herregårde, hvor elementer af den gamle grundstruktur med fæstegods vedblev med at eksistere langt ind i 1800-tallet. Det var landets len (grevskaber og baronier) og de såkaldte stamhuse og fideikommisgodser, der alle gik under samlebetegnelsen majorater. Disse særlige godskonstruktioner adskilte sig fra de øvrige godser ved, at besidderne ikke kunne sælge deres gods, da jorden var båndlagt. Det betød derfor også, at godsejerne ikke kunne skille sig af med deres fæstegods, selv hvis de ønskede det. Til gengæld nød besidderne en række privilegier, der bl.a. indebar at disse godser gik udelt i arv - i hovedreglen fra faderen til den ældste søn. Siden majoraternes indførelse i slutningen af 1600-tallet havde det gjort det muligt for disse godsejere at holde jord og formue samlet på tværs af generationer.

Med Grundloven i 1849 blev det gjort umuligt at oprette nye majorater, og forfatningen indeholdt en såkaldt løfteparagraf, der lød, at de eksisterende majorater senere skulle ophæves ved lov. Det skete først i 1919 med Lensafløsningsloven, og i mere end et halvt århundrede efter Grundlovens indførelse blev majoraterne opretholdt.

Majoraternes frasalg af fæstegods
De i alt 75 majorater udgjorde i 1850 20% af Danmarks samlede jord. Rigsdagen ønskede at fremme bøndernes overgang til selveje og indførte lovgivning i 1851 og 1854, der gav majoratsbesidderne mulighed for at sælge deres fæstegods. Mange godsejere var hurtige til at tage de nye lovregler i brug, hvilket resulterede i en ny bølge af fæstegodssalg.

Fæstegodset blev enten solgt til selveje eller til arvefæste. Med arvefæste havde bonden stort set samme ejerskab over gården som selvejerne, men opretholdt en relation til godset gennem en arvefæsteafgift. Mens langt størstedelen af fæstegodssalget i 1850’erne var selveje, overgik det meste fæstegods fra 1860’erne og frem til arvefæste.

Hovedgårdsdrift
Det danske landbrug oplevede i midten af 1800-tallet gunstige år, og perioden kaldes ofte for kornsalgsperioden, da størstedelen af produktionen kunne eksporteres. For godsejerne betød de gode priser, at selve hovedgårdsdriften blev meget rentabel, mens fæstegodset derimod ikke gav godsejerne nogen gevinst i opsvinget. For godsejerne kunne det således være en økonomisk fordel at sælge fæstegodset for i stedet at fokusere på herregårdens egen drift.

Som en del af de af periodens love, der havde til formål at fremme salg af fæstegods, var det i 1861 og 1872 også blevet muligt for godsejerne at inddrage jord til hovedgårdsdrift, når der blev frasolgt fæstegods. Inddragelsen af bondejord måtte dog kun ske, når en fæstegård blev ledig eller ved samtykke. Jord blev i nogle tilfælde lagt under hovedgården og fæstegårdene nedlagt, mens gårdene i andre tilfælde blev opretholdt og bortforpagtet. I mange tilfælde blev gårdene lagt sammen til store forpagtergårde.

Fæstegodset havde traditionelt sikret godserne arbejdskraft på hovedgårdsjorden, men den mulighed forelå nu i mange tilfælde ikke længere. I stedet kom arbejdskraften i stigende grad  fra husmænd med jord og kontraktansatte arbejdere. Antallet af ansatte på selve herregården steg derfor også mange steder.

Malkestab ved herregården Bregentved. Foto: Arbejdermuseet.

Majoraternes store pengesummer
Mens majoraternes formue tidligere især havde været baseret på deres jord, kom formuen nu i højere grad også til at bestå af store pengesummer fra frasalget af fæstegods. De love, der havde givet majoratsbesidderne mulighed for at sælge deres fæstegods, satte dog klare begrænsninger for den frigjorte kapital. Hvis en fæstegård og dens tilhørende jord var blevet solgt til den nu tidligere fæster selv eller dennes nærmeste slægtninge, måtte besidderen beholde 12% af den frigjorde kapital. I andre tilfælde måtte godsejeren beholde 8%. Resten af pengesummen skulle indgå i majoratet som båndlagt kapital, ligesom den nu frasolgte jord havde gjort det.

Den båndlagte kapital, kaldet fideikommiskapitalen, blev for mange af de store jordbesiddere enorme pengebeholdninger. Selvom de ikke frit kunne bruge pengene, nød de renterne derfra.

Frem mod lensafløsningen
De sidste årtier af 1800-tallet var præget af økonomiske vanskeligheder i landbrugsproduktionen, der bl.a. skyldtes et prisfald på korn. Det betød, at landbruget som helhed i stigende grad satsede på øget svine- og mejeriproduktion. Landets herregårde mærkede krisen i mindre grad, da mange godsejere havde et stort og veludbygget produktionsapparat, mens mange majoratsbesidderes store pengesummer fra fæstegodssalget gjorde, at de stod velpolstrede til en krisetid. De dårligere konjunkturer betød dog, at det fortsatte fæstegodssalg gik langsommere end tidligere. I 1905 var der dog 4,8% fæstegods tilbage, og det fandtes stort set kun på øerne.

I 1919 blev det ved lov bestemt, at de sidste godt 2% fæstegårde (ca. 1500 gårde), der endnu var tilbage i Danmark, skulle overgå til selveje. Det var den egentlige, formelle afslutning på det traditionelle godssystem bestående af hovedgård og fæstegods, selvom der på dette tidspunkt stort set intet fæstegods var tilbage og derfor ikke havde nogen reel betydning for godserne.

Samme år blev også Lensafløsningsloven gennemført, hvormed de 75 grevskaber, baronier, stamhuse og fideikommiser skulle afløses. Den ellers båndlagte jord og kapital skulle nu overgå til fri ejendom mod en afgift til staten samt en overdragelse af op mod en tredjedel af godsets jord til staten, som efterfølgende lod jorden udstykke til statshusmandsbrug.

Avlsgården på Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Stamhuset Estrup og grevskabet Brahesminde som eksempler. Fæstegodssalg og hovedgårdsdrift
Gammel Estrup – eller stamhuset Estrup – var blandt landets 75 majorater, der efter nye love i midten af 1800-tallet nu kunne frasælge dets fæstegods. Stamhuset var blevet oprettet i 1697 og bestod af herregården Gammel Estrup og dets 1142 tønder hartkorn med 208 fæstegårde og bolsteder over 1 tønde hartkorn. Derudover var øen Hjelm og en tørvemose ved landsbyen Pindstrup også en del af stamhuset.

Gammel Estrup var hurtigt ude efter ny lovgivning i 1851 gjorde det muligt for majoratsbesiddere at frasælge fæstegodset, og på Gammel Estrup begyndte frasalget af fæstegods derfor allerede i 1852. I 1855 var en fjerdedel af godset solgt fra. Det drejede sig om 52 gårde med 286 tønder hartkorn. I 1872 var kun en tiendedel af fæstegodset tilbage.

Nu påbegyndtes en ny form for godsdrift på Gammel Estrup – ligesom var tilfældet for mange andre herregårde i perioden. Frem for at fokusere på fæstegodset kunne godset nu intensivere driften på hovedgårdens jorder. Man moderniserede til dels Gammel Estrups gamle avlsbygninger, der blev tilpasset et landbrug med fokus på malkekøer og svin. Samtidig blev Gammel Estrup Mølle drevet på hovedgårdens jorder som en stor ejendom, mens man oprettede en ny avlsgård ved navn Christensminde syd for den nærtliggende by Auning. Som led i fæstegodssalget havde det samtidig været muligt for Gammel Estrup at inddrage dele af det gamle fæstegods under hovedgården, hvilket betød, at godset med tiden kom til at besidde det meste af jorden omkring landsbyen Liltved. Jorden her blev drevet af en anden storgård under godset, Liltved Vestergård.

Hvedholm var hovedsæde for grevskabet Brahesminde. Da man i sidste halvdel af 1800-tallet solgte fæstegodset fra, fokuserede man i særlig grad på driften omkring Hvedholm frem for grevskabets andre herregårde. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.

Grevskabet Brahesminde begyndte i modsætning til stamhuset Estrup ikke sit frasalg af fæstegods umiddelbart efter den nye lovgivnings indførelse. Ved Brahesminde begyndte frasalget først efter Preben Charles-Bille-Brahe-Selbys overtagelse af grevskabet i 1875. Det sydfynske grevskab Brahesminde var blevet oprettet i 1798 af ejeren Preben Bille-Brahe og bestod af herregårdene Hvedholm, Østrupgaard, Steensgaard og Damsbo samt øerne Avernakø og Drejø. Ved midten af 1800-tallet havde grevskabet bestået af 297 fæstegårde og 253 husmandssteder med en klar overvægt af gårde og huse under hovedsædet Hvedholm.

I Preben Charles-Bille-Brahe-Selbys ejertid blev bøndergodset gradvist solgt fra, og ved hans død i 1918 var langt det meste fæstegods afviklet. Frasalget fandt sted gennem hele Preben Charles-Bille-Brahe-Selbys ejertid, men næsten halvdelen af fæstegodset blev solgt i løbet af de første år. I årene op til hans død i 1918 blev der også solgt meget fra.

Som mange andre af periodens godser frasolgtes fæstegodset for i stedet at fokusere på hovedgårdsdriften – i Brahesmindes tilfælde særligt driften omkring hovedsædet Hvedholm. Her ønskede man, ligesom på Gammel Estrup, at indlemme jord fra bøndergårdene under hovedgården. Det betød, at mens mængden af fæstegods faldt, steg hovedgårdsjorden i størrelse – fra 201 tønder hartkorn i 1850 til 382 i 1910.

Videre læsning
Rasmussen, Carsten Porskrog: ”Storlandbrugets storhedstid – danske godser og godsejere 1849-1919”, i Herregårdenes Indian Summer. Fra Grundloven 1849 til Lensafløsningen 1919, Auning 2006

Christensen-Dalsgaard: ”Godssystemets afvikling. Fæstegodssalg og lensafløsning på Fyn 1850-1920”, i Det danske godssystem – udvikling og afvikling 1500-1919, Aarhus 1987

Erichsen, John og Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919. København 2013.