Godsejerregeringerne i 1800-tallet
Af stud.mag. Benjamin Tvede
Grundlovens indførelse i 1849 banede vejen for en ny politisk æra, hvor godsejere, borgerskabet og bønderne i Rigsdagen kæmpede om regeringsmagten og lovgivningen. Perioden blev præget af modstridende parter, der var uenige om landets parlamentariske grundlag, hvilket medførte en lang forfatningskamp mellem det godsejerdominerede parti Højre og landbopartiet Venstre.
Godsejerne og Grundloven
Det magtpolitiske billede i Danmark stod på tærsklen til en ny tid, da valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling d. 5. oktober 1848 gjorde, at 158 medlemmer kunne træde sammen på Christiansborg. Formålet var at udfærdige Danmarks frie forfatning, Grundloven, hvilken Kong Frederik VII underskrev d. 5. juni 1849. Her blev Danmarks parlament, kaldet Rigsdagen sat med de to kamre Landstinget og Folketinget.
Grundlovens bestemmelser havde stor betydning for adelen og godsejernes magtpolitiske position i samfundet. Indførelsen betød, at adelens forrettigheder og privilegier, der under Enevælden havde fulgt med rang og titel, blev afskaffet. Overgangen her betød, at adelen og godsejerne på samme vilkår som f.eks. borgerskabet og bønderne skulle lade sig opstille til Rigsdagen for at være en del af den lovgivende og politiske magt i Danmark. Dog var der stadig en vis fordel for godsejernes valgbarhed til Landstinget, da der i sammenligning med Folketinget var krav til at man skulle tjene en vis indkomst samt være fyldt minimum 40 år for at kunne blive valgt til Landstinget. Sammenlignet med store dele af den øvrige befolkning levede mange godsejere op til disse krav, men det var også krav, der især var til fordel for de nationalliberale, der ofte var repræsenteret af velstillede mænd fra København.
Rigsdagens medlemmer bestod ved første sammensætning ikke af egentlige partier, men af grupperinger der dannede et politisk spektrum fra et aristokratisk tilhørende højre med konservative godsejere og borgere mod et liberalt funderet venstre. Denne højre- og venstre-opdeling dannede senere grundlaget for navngivningen af de to partier, der senere skulle blive de dominerende magter i Rigsdagen. En opdeling som kom til at danne grundlaget for den politiske magt- og forfatningskamp, der udspillede sig frem til systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev anerkendt som gældende politisk princip.
Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs (1817-1896), konservativ politiker, godsejer og konseilspræsident (1865–1870). Besidder af grevskabet Frijsenborg. Foto: Wikimedia Commons.
Godsejernes vej til magten
Startskuddet til den politiske magt- og forfatningskamp mellem grupperingerne højre og venstre blev for alvor iværksat, efter grupperingen Nationale Godsejere med lensgreve C.E. Frijs i front kom til magten i 1865. Baggrunden for at Nationale Godsejere sikrede sig magten i 1865 var De Nationalliberales politiske sammenbrud efter nederlaget til Preussen og Østrig i krigen i 1864, der ellers i årtier havde været en dominerende politisk magtfaktor.
De Nationale Godsejere havde længe haft et ønske om at trække Grundloven og Rigsdagen i en mere konservativ retning, og efter nederlaget i 1864 - og et ændret Danmarkskort - var der ifølge de Nationale Godsejere flere grunde til, at Grundloven skulle revideres.
Allerede ved Junigrundlovens indførelse i 1849 havde der været privilegeret valgbarhed til Rigsdagens landsting, og ved Den Gennemsete Grundlovs indførelse i 1866 fik C.E. Frijs' godsejerregering indført privilegeret valgret til landstinget. Dette betød valgret baseret på indkomst og ejendomsbesiddelser. Derudover skulle 12 af Landstingets 66 medlemmer vælges af kongen - eller af regeringen som de sidenhen blev. Dette gav Nationale Godsejere en stor magtpolitisk fordel, og det betød i praksis, at Landstinget var sikret et konservativt flertal.
Godsejerne agiterede for, at de Nationalliberale måtte betale prisen og tage skylden for krigsnederlaget i 1864, og ved valget i 1865 gik de Nationalliberale tilbage og de Nationale Godsejere vandt frem. De Nationalliberale genvandt aldrig fodfæstet igen og smeltede med tiden sammen med det, der skulle blive partiet Højre.
Efter valget i 1865 var det godsejerne C.E. Frijs, Ludvig Holstein-Holsteinborg, C.A. Fonnesbech, J.B.S Estrup og Tage Reedtz-Thott, der sad som konseilspræsidenter i en række konservative regeringer. Regeringernes ministre var enten godsejere eller fagfolk med enten juridisk, teologisk eller med militær baggrund. Sammenfaldet med ministrene var, at de alle havde et tilhørsforhold enten grundet deres profession eller deres families position i samfundet som værende en del af samfundets sociale og magtfulde elite.
Forfatningskamp om parlamentarismen
Den Gennemsete Grundlovs bestemmelser fra 1866 var foranledning til en lang forfatningskamp mellem de to ting, Folketinget og Landstinget, og mellem de to politiske positioner til højre og venstre. Forfatningskampen blev i de efterfølgende årtier en kamp om regeringsmagten og om forskellige syn på, hvem og hvad der retmæssigt skulle afgøre, hvem der skulle have regeringsmagten. Venstregrupperingerne kunne se vigtigheden af at samle sig i en fælles opposition mod den siddende konservative godsejerregering. Venstre opnåede således i 1872 flertal i Folketinget, efter at de i 1870 havde samlet sig under partinavnet Det Forenede Venstre. De kæmpede kampen for, at det var et flertal i Folketinget, der skulle være afgørende for, hvem som havde regeringsmagten - altså kampen for indførelsen af folketingsparlamentarisme i Danmark. Med parlamentarismen, som den blev indført i Danmark i 1901, ville en regering ikke kunne side, hvis den havde et flertal imod sig i Folketinget.
Godsejerne i den konservative højregruppering mente dog i modsætning til Venstre, at Grundlovens bestemmelser foreskrev, at Folketinget og Landstinget var ligestillede, og at det ifølge Grundloven var op til kongen at udpege landets regering samt dets ministre. Godsejerne betonede, at Grundloven foreskrev, at den danske styreform var et indskrænket monarki og ikke et folkestyre - eller demokrati om man vil. Blandt de konservative medlemmer af Rigsdagen havde man den holdning, at kongen fortsat skulle spille en central rolle som den udøvende magt i magtens tredeling. De to andre bestod af domstolene som den dømmende magt og Rigsdagen i fællesskab med kongen som den lovgivende magt.
En indførelse af parlamentarisme i Danmark ville ikke være til godsejernes fordel, da det i højere grad ville sætte kongen uden for indflydelse for i stedet at give Folketinget en særskilt magtposition. I sidste ende ville det betyde en svækkelse af godsejerne og en forringet mulighed for at bibeholde regeringsmagten. Uden parlamentarismen gav det derimod både godsejerne og kongen en vis stabilitet i forhold til magtbalancen. Kong Christian IX (regent: 1863-1906) var ligesom mange godsejere tilhænger af den mere konservative dagsorden.
For at maksimere sin magt og det parlamentariske grundlag valgte de konservative grupperinger i 1881 at samle sig under et fælles parti med navnet Højre på samme måde, som Venstre havde gjort det 11 år forinden. Foruden grupperingen Nationale Godsejere var det resterne af de førnævnte Nationalliberale og Mellempartiet, der politisk havde stået mellem Venstre og De Nationalliberale, som blev til partiet Højre. På denne måde sikrede godsejerne større tilslutning ved også at tiltrække vælgere, som tidligere havde stemt på Mellempartiet og De Nationalliberale. Partiet Højres godsejerregeringer sad på magten med Venstre som opposition frem til systemskiftet i 1901.
Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913), konservativ politiker, godsejer og konseilspræsident (1875-1894). Ejede herregården Skaføgaard på Djursland og Kongsdal på Sjælland. Foto: Wikimedia Commons.
Provisorietiden (1885-1894)
Perioden fra 1885-1894 bliver ofte omtalt som provisorietiden, da landet i denne periode blev drevet ved brug af provisorisk lovgivning - altså foreløbige finanslove udstedt af den siddende Højre-regering med J.B.S. Estrup som konseilspræsident. Estrup var konseilspræsident fra 1875-1894.
Grundet konflikterne mellem Venstre og Højre, begyndte Venstre, som havde flertal i Folketinget, i 1881 at nedstemme de politiske forslag, som blev stillet af regeringen. Dette betød, at forslagene ikke kunne stemmes igennem og blive til lovgivning. Hvis de to ting ikke kunne nå til enighed, var det ifølge Grundloven muligt for regeringen at opløse Rigsdagen og udstede provisoriske, eller foreløbige, love. Dette kunne ifølge Grundloven gøres i særdeles påtrængende tilfælde, hvor Rigsdagen ikke var samlet. Regeringens modreaktion på Venstres ageren var at opløse Rigsdagen og udstede en provisorisk finanslov. Venstre hævdede, at dette var i strid med Grundloven, mens Højre derimod mente, at man handlede inden for rammerne af forfatningen.
Landet blev styret gennem provisoriske finanslove i årene 1885-1894, og i disse år gennemførte Højre en række tiltag, som Venstre tidligere havde ytret modstand imod som f.eks. opførelsen af Københavns befæstning, indførelsen af et gendarmkorps og øgede midler til politi og forsvar.
I begyndelsen af 1890’erne begyndte forligsforhandlinger mellem mere moderate dele af Højre og Venstre i et forsøg på et opgør med den provisoriske lovgivning. Dette lykkedes i 1894, hvorefter Rigsdagen kom til at fungere som før. Herefter trådte J.B.S. Estrup tilbage som konseilspræsident, og godsejeren Tage Reedtz-Thott overtog opgaven som leder for regeringen.
På vej mod nye tider - Godsejernes politiske nedgang
Systemskiftet i 1901 markerede indførelsen af parlamentarisme i Danmark og hermed overgangen fra kongeligt udnævnte Højre-regeringer til Venstre-regeringer valgt på et parlamentarisk grundlag. Nu kunne en regering ikke længere have et flertal imod sig i Folketinget uden at måtte gå af.
Godsejerne og Højre måtte efter systemskiftet i 1901 vinke farvel til en politisk storhedstid som regeringsbærende parti, og med J.B.S. Estrups død juleaften 1913 mistede Højre også sit flertal i Landstinget. Grundlovsændringen i 1915 fjernede den privilegerede valgret til Landstinget, der var blevet indført med Den Gennemsete Grundlov i 1866. Der var dog fortsat en højere valgretsalder til Landstinget (35 år) end til Folketinget (25 år), mens en fjerdedel af Landstingets medlemmer i øvrigt blev valgt af det forrige Landtings medlemmer. Det havde betydning for, at partier til højre fortsat havde flertal i Landstinget de næste godt to årtier.
Efter Grundlovsændringen i 1915 blev også Det Konservative Folkeparti dannet med medlemmer fra bl.a. Højre.
Videre læsning
Fink, Troels: Estruptidens politiske historie 1875-1894, Odense: Odense Universitetsforlag, 1986
Skou, Kaare R: Lov og land: en fortælling om Danmarks grundlove gennem 800 år,. København: Gad, 2016
Thaulow, Th: Jacob Brønnum Scavenius Estrup: hans Liv og Gerning 1825-1913. bind 1-2, København.: Hagerup, 1940
Wendel-Hansen, Jens: De jordbundne. Danmarks godsejere og konstitutionelle monarki 1835-1919, upubliceret ph.d.-afhandling, Aarhus 2012
Wendel-Hansen, Jens: "Forfatningskampen 1866-1901" på danmarkshistorien.dk
Wendel-Hansen, Jens: "Provisorieårene 1885-1894", på danmarkshistorien.dk