Fussingøs historie

Af stud.mag. Kasper Steenfeldt Tipsmark, Dansk Center for Herregårdsforskning (skrevet i 2017)

Fussingøs smukke hovedbygning afspejler oplysningstidens idealer og den blev opført i 1790 under en tid med banebrydende reformer i landbrug og godsdrift. Disse samfundsmæssige ændringer var særligt tydelige på herregården Fussingø, hvor Christian Ludvig Scheel von Plessen viste sig som en af tidens mest reformvenlige godsejere.

Fussingøs enkle og klassicistiske hovedbygning set fra syd. Foto: Bent Olsen.

Det tidligste Fussingø og landsbyen Gjandrup
Herregården Fussingø kan spore sin historie tilbage til højmiddelalderen og har siden da haft tre forskellige placeringer. Den tidligste historie er fattig på kilder, men herregården kan kædes sammen med lavadelsslægterne Kanne og Sommer. I løbet af middelalderen lå den gård, der skulle blive til Fussingø, i forbindelse med byen Gjandrup lidt syd for Fussing Sø. Den første ejer vi med sikkerhed kan forbinde med herregården, er adelsmanden Christen Sommer, som i begyndelsen af 1400-tallet skrev sig til Gjandrup.

Som kortet viser er området omkring herregården Fussingø præget af skov, bakker og sø. På kortet er herregårdens forskellige beliggenheder markeret. 4 cm kort 1986-2001. Foto: historiskatlas.dk.

En herreborg for Adelsvældens krigere
Under Grevens Fejde i 1534-1536 nåede en del af Skipper Clements oprørsstyrker til Gjandrup, hvor de brændte gården ned til grunden. I kølvandet på borgerkrigen var den daværende ejer, landsdommer Christiern Sommer, hurtig til at udnytte situationen og søgte erstatning for sit nedbrændte gods. Han erhvervede sig et stenhus ved en holm i Fussing Sø, som tilhørte Helligåndsklosteret i Randers.

På denne tegning af Søren Abildgaard fra 1756-1778 ser vi gravstenen for bygherren til det første Fussingø, Albret Skeel, og dennes hustru, Kirsten Sandbjerg, som begge ligger begravet i Ålum kirke. Foto: gravstenogepitafier.dk.

I 1540 fik Albret Skeel part i Gjandrup gennem ægteskab med en niece til Christiern Sommer. Herregården blev aldrig genopbygget, men da Albret Skeel opnåede fuldt ejerskab, påbegyndte han i 1555 opførelsen af det herresæde, som kort efter fik navnet Fussingø. Albret Skeel var en krigsmand, som blandt andet førte et af Frederik 2.s skibe under Den Nordiske Syvårskrig fra 1563-1570. Han har uden tvivl set det forsvarsmæssige potentiale, som holmen i Fussingø bød på, for det var her, han valgte at bygge sin nye herregård.

Termen ”herreborg” bliver oftest forbundet med herregårde som eksempelvis Borreby og Hesselagergaard, der er to ud af en håndfuld tilbageværende herreborge i Danmark. Sammenholder vi grundplanen for Albret Skeels bygning med Hesselagergaard, viser det sig, at de to er identiske, om end det gamle Fussingø var større. Det står således klart, at det var en herreborg, Albret Skeel var i færd med at opføre.

Efter Albret Skeel blev Fussingø stamsæde for slægten Skeel, hvis mænd i udpræget grad forsatte indenfor krigerhåndværket. Sønnen Cristen Skeel gik som ung i krigstjeneste hos hertug Vilhelm af Lüneburg og deltog senere, ligesom sin fader, i Den Nordiske Syvårskrig, hvor han blev såret i slaget ved Svartå. Hans søn, Albret Skeel, som efterfølgende arvede Fussingø, blev i 1616 udnævnt til rigsadmiral.

Grundplan for herregården Hesselagergaard på Fyn. Både denne og det gamle Fussingø stod med to hjørnetårne og et firkantet trappetårn. Senere fik det gamle Fussingø tilføjet et tredje hjørnetårn. Figur: Anders Thiset, 1901.

Det er karakteristisk ved Skeel-slægten, at den i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet stod nær ved magtens tinde, og at medlemmer af slægten ved flere lejligheder stod i opposition til kongemagten. Den tidlige Albret Skeel afslog ridderslaget i 1559 for at være uafhængig af kongen, og den senere Albret Skeel skulle efter sigende have trukket blankt mod selveste Christian 4. efter en ophedet diskussion i 1623. Han blev kort tid efter afskediget fra embedet som rigsadmiral. Omvendt forholdt det sig med sønnen Christen Skeel, der gennem sit liv tjente kongemagten som rådgiver og medlem af rigsrådet. Med ham overgik Skeel’erne på Fussingø fra at være krigere til at blive embedsmænd.

Scheel von Plessen og nye tider på Fussingø
Mogens Skeel arvede i 1660 Fussingø efter sin fader Christen Skeel og i 1688 oprettede han Fussingø som stamhus, så det for eftertiden skulle gå udelt i arv. I 1702 førte datteren, Charlotte Amalie Skeel, Fussingø videre til Christian Ludvig von Plessen gennem ægteskab. Slægten von Plessen var af tysk afstamning, men Ludvig von Plessen havde siden barnsben været tæt knyttet til Danmark, hvor han hele sit liv virkede aktivt i statsadministrationen og tjente høje embeder. Han og hustruen, Charlotte Amalie Skeel, bosatte sig på Fussingø, hvor 14 af deres 18 børn blev født. De satte deres præg på stedet ved i 1705 at anlægge en imponerende barokhave, hvilket de gamle og himmelstræbende lindealleer stadig vidner om i dag.

Deres søn, Mogens Scheel von Plessen, overtog Fussingø i 1729, men modsat forældrene anvendte han fremdeles herregården som sommerresidens. Han døde en pludselig død som 36-årig og Fussingø gik til hans kun 7 år gamle søn, Christian Ludvig Scheel von Plessen. Denne voksede op til at blive en driftig ung mand, som førte Fussingø ind i en ny tid med landboreformer. I 1794-1795 nedrev han den gamle hovedbygning på næsset i Fussing Sø og opførte i stedet en ny inde på fastlandet nær herregårdens avlsbygnigner.

På dette kortudsnit fra 1787 ser vi tydeligt barokhavens imponerende dimensioner. Krydserne over de røde bygninger skyldes at kortet blev opdateret i 1810, hvor den gamle hovedbygning var revet ned. Foto: Geodatastyrrelsen.

Herregården i nyere tid
I 1801 gik Fussingø til Major Mogens Scheel von Plessen, som døde barnløs i 1819. Fussingø kom derfor til hans fætter, Mogens Joachim Scheel-Plessen. På baggrund af tro tjeneste blev han i 1830 ophøjet til grevestanden, hvormed han kunne kalde sig lensgreve af Scheel-Plessen og i 1832 lod han stamhuset Fussingø indgå i grevskabet med det lidt udsædvanlige navn, det Scheel-Plessenske Forlods.

Gennem resten af 1800-tallet og ind i 1900-tallet gik Fussingø i arv indenfor Scheel-Plessen-slægten, for hvem herregården i udpræget grad fungerede som sommerbolig, idet familien boede på deres gods i Holsten. I 1921 overgik Fussingø imidlertid til fri ejendom som følge af lensafløsningsloven og i den forbindelse blev en del af jorden udstykket og solgt fra. Fussingø forblev dog stadig i Scheel-Plessensk eje.

Den sidste Scheel-Plessen som sad på Fussingø var Carl Ludvig Hugo August Gabriel Scheel-Plessen. Han arvede herregården i 1939, men da han var tysk statsborger og staten dermed erklærede Fussingø for tysk ejendom, blev den konfiskeret i 1946, som led i afbetalingen af den tyske krigsgæld efter Anden Verdenskrig. Efter at staten havde udstykket en del af jorden, blev Fussingø overdraget til Statsskovdirektoratet.

I dag forvaltes jorden og bygningerne af Skov- og Naturstyrelsen, som udlejer lokalerne til en lokal forening af frivillige, der jævnligt afholder kulturelle arrangementer i de historiske rammer. Se mere på deres hjemmeside http://www.fussingoeslot.dk/

I dag udgør Herregårdens smukke sale jævnligt rammerne for lokale kunstudstillinger og andre kulturelle tiltag. Foto: fussingoeslot.dk.

Videre læsning
Nicolaisen, Frits og Palle Schødt Rasmussen (red.): Fussingø, Randers Amts Historiske Samfund 1989.

Jensen, N. Thyge: Herremænd med gyldne Kæder – Herrerne til Fussingø ca. 1500-1702, Fussingø-gruppen 1998.

Jensen, N. Thyge: Gehejmeråder og Lensgrever – Herrerne til Fussingø 1702-1947, Fussingø-gruppen 1999.

Roussell, Aage: Danske Slotte og Herregårde, Hassings Forlag 1966.