Vandets vej ved Brejninggaard
Af cand.mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum
Hvorfor ligger Vestjyllands stolteste renæssancegård i Brejning sogn? Egnen var langt op i 1800-tallet tyndtbefolket hede. Jordbunden var sandet og mager. Her var ingen rige fiskerettigheder, ingen købstæder i nærheden, ingen centraladministration. Her var heller ikke trafik, der i sig selv kunne understøtte en stor herregård, og endnu i 1787, da den første folketælling blev foretaget, talte sognet kun 179 personer.
Svaret er vand.
Gert Alsted – Hardsyssels Årbog 2005.
Vandets fald
Brejninggaard ligger ved et engstrøg, hvor en kraftig kilde syd for gården og et fald på 11 meter til dalen nord for gården danner perfekte muligheder for udnyttelse af vandets kraft.
Gert Alsted – Hardsyssels Årbog 2005.
450 år gammel ingeniørkunst
Brejninggaards vandkraftanlæg med damme, kanaler og møllesteder er trods sine snart 450 år særdeles velbevarede. I det følgende går vi en tur med kameraet langs ”vandvejen” fra den øverste opstemning til den nederste vold. Vi får et klart begreb om bygherren Hans Langes imponerende anlæg fra ca. 1580.
Foto: Christian Ringskou.
Bækbodam
På kanten af det høje terræn syd for Brejninggård springer et af Vestjyllands rigeste kildevæld med 50 liter pr. sekund. I første omgang får kildevandet ikke lov at begynde sin rejse ned mod dalen. En dæmning holder det tilbage i Bækbodam.
Foto: Christian Ringskou.
Møllekanal
En del af vandet føres ud i en vestlig kanal, der holder engen fugtig, og som forsyner en reservedam til en mølle længere nede. Den vigtigste kanal fra Bækbodam går imidlertid langs den østlige kant af engstrøget næsten uden fald og synligt højere end engen.
Foto: Christian Ringskou.
Brænderigården
Nu er vandet fremme ved den første mølle. Senest i 1684, og måske også længe før, blev den stampemølle for Brejning sogns felberedere. Felberederen er en håndværker, der ligesom garveren forarbejder skind. Senere husede møllen et brænderi, og ejendommen hedder i dag Brænderigården.
Foto: Christian Ringskou.
Den anden stampemølle
Vandet løber nu gennem en gravet slugt mellem store træer umiddelbart syd for Brejninggaards hovedbygninger. Mellem de gamle ege- og bøgetræer er det svært at tro, man befinder sig i det engang så træfattige Vestjylland.
I en periode i 1700-tallet lå der endnu en stampemølle til forarbejdning af felberedernes skind her. Der er ingen synlige spor af denne mølle, så måske har der været tale om en lille underfaldsmølle, hvor vandet kunne drive hjulet uden opstemning. Det er imidlertid også muligt, møllen fik sit vand fra en kanal fra føromtalte reservedam ude i engen og således ikke delte tilløb med den anden stampemølle.
Foto: Christian Ringskou.
Gennem voldgraven
Vandet løber nu ind i Brejninggaards voldgrav, hvor adgangen med præsten Jens Lauridsen Handbjergs ord fra 1638 blev ”hindret dem, der hemmeligt ville trænge ind.” En del af vandet – nok til at holde graven fri for råd og mosedannelse – går rundt om gården og ledes ud i dalen, men det meste går kun gennem det sydvestlige hjørne af graven og videre til mølledammen.
Foto: Christian Ringskou.
Mølledammen
Nu er vandet fremme ved anlæggets største opstemning, nemlig mølledammen med landevej anlagt på dæmningen. Her møder det vandet fra reservedammen højere oppe. Vestligst foran dæmningen lå Brejninggaard Vandmølle, hvor sognets bønder gennem århundreder var pligtige til at få malet deres korn. Møllen fik turbine og drev et lille elværk fra 1920 til 1958, men så var det slut med vandkraften ved Brejninggaard. I dag er der kun en ryddet plads, hvor vandmøllen stod.
Foto: Christian Ringskou.
En gåde til sidst
Renæssancens ”vandingeniører” slipper ikke vandet fri endnu. Omkring 200 meter nord for møllen er rejst endnu en dæmning med et gennembrud midt for. Dette meget store anlægsarbejde er lidt af en gåde. Der kan være tale om endnu en vandmølle, men i så fald var den væk før 1790’erne. Det kan også være en dæmning med hvilken, man i ufredstider kunne oversvømme hele området og blokere adgangen til Brejninggaard fra nord.
Videre læsning:
Poul D. C. Christensen: ”Feldberederne i Brejning i 1600 og 1700-tallet” i Hardsyssels Årbog 1992 s. 87-104
Gert Alsted: ”Brejninggårds spændende herregårdsanlæg” i Hardsyssels Årbog 2005 s. 11-18