Nye driftsformer og borgerlige ejere

Af cand.mag. Jesper Meyer Christensen, Museum Midtjylland 

I 1700-tallet indledtes en ny epoke, hvor Herningsholms ejere i udpræget grad udgik fra borgerlige familier, som den enevældige konge havde ophøjet til adelsstanden. Befæstningsanlægget omkring herregården blev sløjfet til fordel for en moderne, standsmæssig bolig, og der blev gjort store forbedringer af landbrugsdriften. Men de omsiggribende landboreformer bevirkede, at Herningsholm ved indgangen til 1800-tallet var blevet reduceret til en almindelig proprietærgård.

I 1757 blev Herningsholms ejer, Hans Adolph Høeg, ophøjet til adelsstanden af den danske konge Frederik 5. Hans slægt kom efterfølgende til at bære navnet von Hielmcrone. Som et bevis for sin nyerhvervede adelige titel modtog han dette adelspatent. Adelspatentet blev i 2013 skænket til Museum Midtjylland af Hans Adolph von Hielmcrones efterkommere. Foto: Museum Midtjylland.

Den nye adel på Herningsholm
Enevældens indførelse i 1660 medførte, at vejen til indflydelse nu i endnu højere grad gik gennem en nærhed til kongen. Mange adelige slægter sivede østpå og satsede på deres herregårde i Østdanmark – tættere på København.

Kongens nyvundne handlefrihed medførte også, at der opstod en gruppe af nyadelige, også kaldet brevadelen. Det var typisk borgerlige, som mod betaling til kongen kunne opnå adelsskab i form af et adelsbrev eller adelspatent.

1700-tallets Herningsholm bar præg af denne nye udvikling. Nye slægter gjorde sit indtog, og da den sidste adelsmand forlod Herningsholm i 1791, havde herregården haft hele fire brevadlede familier på stribe som ejere. Det betød dog ikke stilstand i herregårdens udvikling, tværtimod.

Landbrugsforbedringer og øget befolkningstilvækst
De nye – og nyadlede – ejere investerede også energi og ressourcer i Herningsholm. Peder Thøgersen Lassen, der blev adlet ’de Lasson’ i 1731, havde overtaget Herningsholm i 1704.

Det indledte en fremgangsrig periode for Herningsholm, der kom til at vare i mere end 60 år. I midten af 1700-tallet kunne man iagttage en betragtelig befolkningstilvækst i området. I enkelte af de 11 sogne, hvor Herningsholm havde fæstegårde, var antallet mere end fordoblet på blot 60 år.

I modsætning til resten af landet, hvor landets godsejere søgte at udvide hoveribyrden (arbejdspligten på herregårdens jorder), gik det på Herningsholm den modsatte vej. Især under avlsgården Skåphus blev en del fæstegårde opdelt i halve gårde. Hoveriet var ikke så omfattende, da de dyrkede arealer under Skåphus var små.

Udbyttet kom i stedet fra strikningen af strømper. ”Hosebinderiet”, som det fortsat kaldtes op i 1900-tallet, havde for alvor bidt sig fast på egnen og blev muliggjort af et øget fårehold. Afgifterne til herremanden klarede bønderne ved at strikke, og de små bondegårde var nok til at brødføde en enkelt fæstefamilie. Kød og tælle fik de fra det forøgede fårehold. Årligt blev der strikket imponerende 20.000 par strømper af bønderne på Herningsholms gods.

Herningsholm i nye rammer
Da Hans Adolph Høeg købte Herningsholm i 1751 blev der igen foretaget omfattende reformer af landbrugsdriften. Der blev sat store kræfter ind på at opdyrke heden ved pløjning, afbrænding af lyng, kalkning af jorden og herefter såsæd. Godsejeren klagede dog over bøndernes dovenskab, da de hellere ville strikke strømper end avle deres jord.

En del af jorden blev lagt ud til græs. Græsset kunne bl.a. anvendes til malkekøer, og der blev lagt an til mejeribrug i form af oprettelsen af et af de første mejerier i Midtjylland.

På selve herregården blev også investeret i omfattende moderniseringer efter fransk forbillede. Herningsholms udseende som forsvarsanlæg var håbløst umoderne, og det blev derfor ændret til at udgøre en standsmæssig bolig for en adelig familie. I 1757 opnåede han adelstitel med navnet ”von Hielmcrone”.

Landboreformer og frasalg af fæstegårde
Herningsholm gik til sønnen Marcus von Hielmcrone, som i 1769 måtte sælge herregården på grund af kreditvanskeligheder. Også de følgende ejere kom i økonomiske vanskeligheder. Herregården blev pantsat og måtte til sidst sættes på auktion. Det skete i 1778.

Over de næste 10 år blev godset blev opløst i flere dele.  De store landboreformer i 1780’erne gjorde det muligt – og økonomisk attraktivt – for godsejerne at sælge fæstegårdene, hvorved bønderne blev selvejere. Da den sidste adelige ejer, kammerherre Holger Sehested, forlod Herningsholm i 1791 var samtlige fæstegårde solgt fra og overgået til selveje.

Herningsholm var ved indgangen til 1800-tallet dermed reduceret til en proprietærgård, som dog stadig var 2-3 gange større end de omkringliggende bondegårde.
 
Herningsholms ejere i 1700-tallet
1704-1737: Peder Thøgersen Lassen. Adlet ”Lasson” 1731
1737-1751: Thøger Lasson
1751-1759: Hans Adolph Høeg. Adlet ”von Hielmcrone” 1757
1759-1769: Marcus von Hielmcrone
1769-1774: Hans Christoffer Rosencrone. Familien adlet 1749
1774-1775: Marcus Gerhard Rosencrone
1775-1778: Frands Friedenreich. Familien adlet 1716
1778-1780: Peder Grønlund og Peder Obel. Frasælger Skåphus
1780-1792: Holger Sehested. Frasælger fæstegårdene

Videre læsning:
Steensberg, Axel: ”Herningsholm og hosebinderne: Fra herregård til Blichermuseum”, Poul Kristensen, 1982, s. 39-116

Bartholdy, Nils G.: ”Adelsbegrebet under den ældre enevælde. Sammenhængen med privilegier og rang i tiden 1660-1730”, Historisk Tidsskrift, række 12, bind 5, hæfte 3, 1971, s. 577-650

Lindhardt, Charlotte: ”Hielmcrones adelspatent fra 1757”, Midtjyske fortællinger 2013, 2013, s. 41-44

Garney, Cecilia: ”Et samfund i et samfund”, Midtjyske fortællinger 2015, 2015, s. 92-100