Herregården på heden
Af cand.mag. Jesper Meyer Christensen, Museum Midtjylland
På den midtjyske hede blev i 1579 anlagt en ny herregård, Herningsholm, som på forskellig vis adskilte sig fra andre herregårde. Modsat det kornproducerende Østdanmark var den midtjyske hede ikke egnet til denne form for landbrug, men alligevel formåede herregårdens skiftende ejere at udnytte landskabets forskellige ressourcer. Ved oprettelsen blev Herningsholm helt usædvanligt for sin tid anlagt som et forsvarsanlæg omgivet af store volde med bastioner.
Idealiseret plan over det befæstede Herningsholm, som blev anlagt af Josua von Qualen i 1579. Reproduceret efter Axel Steensbergs tegning – Cecilia Garney.
Udnyttelsen af den midtjyske hede
I den nordlige ende af Herning by ligger i dag herregården Herningsholm omkranset af en smuk park med træer, allé og buske. Da herregården blev opført her i 1579 var den placeret i et landskab præget af mager og sandet hede.
De store hedearealer gav ikke gode betingelser for konventionel kornproduktion. Dette til trods formåede de forskellige ejere af Herningsholm hver især at udnytte det midtjyske landskabs ressourcer til andre former for indtægtsgivende landbrug. De frodige engstrækninger omkring herregården blev fra begyndelsen udnyttet til opdræt af stude, som blev videresolgt i både ind- og udland.
I 1600-tallet tog man fat på at anvende de vidtstrakte lyngheder til fåreavl, som gav fæstebønderne uld til strikning af strømper og andre uldvarer. Endelig tog man i midten af 1700-tallet fat på en opdyrkning af heden til græsmarker, og på samme tid blev der på Herningsholm oprettet et af de første mejerier i Midtjylland.
Josua von Qualen opfører Herningsholm
Da den holstenske adelsmand Josua von Qualen anlagde Herningholm i 1579 blev den noget af et særsyn. Modsat tidens øvrige herregårdsbyggerier blev Herningsholm anlagt som en decideret fæstning med volde, bastioner, fæstningstårne udstyret med malmkanoner og en privat hær på 16 mænd.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor Josua von Qualen valgte at befæste sin nye herregård, men det var meget usædvanligt for tiden. I 1500-tallet opførte landets adelsmænd herregårde i renæssancestil med tårne og spir, som skulle signalere pragt og rigdom snarere end militært forsvar. Befæstningen har muligvis været led i en aftale med den danske konge Frederik den 2., som Josua von Qualen havde tjent i Syvårskrigen mod Sverige i 1563 – 1570.
Herningsholm blev placeret på en leret banke ved Råkkær Å langs nogle af Midtjyllands bedste og største engstrækninger. De store og frodige enge var som skabt til opdræt af stude. Josua von Qualen tog straks fat på at involvere sig i den lukrative studehandel, som var en vigtig indtægtskilde blandt datidens herremænd.
De stude som ikke blev solgt på stedet til indenlandske og udenlandske opkøbere, blev ved forårstid drevet sydpå af de veje, som i dag kendes som Hærvejen. Målet var de store kvægmarkeder i Ribe, Kolding, Holsten og Hamburg.
Billede af adelsslægten von Qualens våbenskjold med vildsvinehoveder. Von Qualen var en gammel uradelig slægt, og dens arvegods i den østlige del af Holsten nævnes første gang i kilderne i 1262. I 1579 slog ritmester Josua von Qualen sig ned i Midtjylland og grundlagde herregården Herningsholm. Figur: Danmarks Adels Aarbog og Dansk Adelsforening.
Tekstilproduktionen på Herningsholm
Allerede i 1600-tallet så man på Herningsholm nogle af de første skridt mod en egentlig organiseret tekstilproduktion, som kom til at præge Midtjylland i de følgende århundreder. Landskabet var domineret af lyngheder, der strakte sig over store dele af herregårdens jorder.
Til Herningsholm hørte hovedgården Nygård, hvortil der hørte 3000 tdr. land hede. Herningsholms daværende ejer, Christian Rantzau, øjnede store muligheder i at udnytte hedearealerne til fåreavl, og i 1638 oprettede han derfor en fårefarm, der fik navnet Skåphus.
Ulden fra fårefarmen blev fordelt blandt Herningsholms fæstebønder, som strikkede strømper, vanter og andet uldtøj. Herregården stod for salg og distribution af de færdigstrikkede produkter.
Fåreholdet på heden havde været stærkt genereret af ulveplagen. Den større produktion gjorde det muligt for Christian Rantzau at ansætte en fårehyrde til at holde ulvene på afstand. Dermed tilførte herremanden de nødvendige ressourcer til at etablere og organisere en ny produktionsform, der havde et stort markedspotentiale.
Opdyrkningen af heden
I 1700-tallet havde hosebinderiet for alvor bidt sig fast blandt Herningsholms fæstebønder, og der udgik årligt mange tusinde strømper fra herregården. Det udbredte hosebinderi er også en af forklaringerne på den markante befolkningstilvækst, som man kunne iagttage på de gårde, der hørte under Skåphus.
Herregårdens udvikling og udnyttelse af områdets ressourcer gik imidlertid ikke i stå, og fra midten af 1700-tallet kan man atter iagttage nye tiltag i herregårdens landbrugsdrift. Den nyadlede familie Hielmcrone tog fat på at opdyrke hidtil uudnyttede hedearealer ved hjælp af pløjning, kalkning og afbrænding af lyng.
Dele af de opdyrkede arealer blev lagt ud til græs, der bl.a. kunne anvendes til malkekøer. Der var dermed lagt an til en udnyttelse af herregårdens jord til mejeridrift, og dette kulminerede med oprettelsen af et af Midtjyllands første mejerier, der netop hørte under Herningsholm.
Ved indgangen til 1800-tallet havde Herningsholms herremænd gennem mere end 200 år vist sig som innovative iværksættere, der på forskellig vis søgte at udnytte den ellers golde midtjyske hede til en rentabel landbrugsdrift.
Videre læsning:
Steensberg, Axel: Herremændene på Herningsholm, Poul Kristensen, Herning, 1975
Steensberg, Axel: Herningsholm og hosebinderne, Poul Kristensen, Herning, 1982