Den lukrative studehandel
Af cand.mag. Jesper Meyer Christensen, Museum Midtjylland
Studeopdræt var en lukrativ forretning for herremænd i Midt- og Vestjylland. De store og frodige enge omkring åer og vandløb var som skabt til denne form for landbrug. Og de gode engarealer var også baggrunden for, at den holstenske adelsmand Josua von Qualen anlagde Herningsholm i 1579.
Hans Smith (1839-1917) var mere end nogen anden dansk kunstner hedens maler. På dette maleri, som er udstillet på Herningsholm, ses et studekøretøj med bønder, der kører tørv hjem. Ud over at være en yndet handelsvare blev de midt- og vestjyske stude også anvendt i transportsammenhæng. Foto: Museum Midtjylland.
De frodige midtjyske enge
Det var næppe nogen tilfældighed, at den holstenske adelsmand Josua von Qualen i 1579 slog sig ned i området omkring Herning. Her, på en leret banke ved Rokkær å, lod han sin herregård Herningsholm opføre langs nogle af Midtjyllands bedste og største engstrækninger.
Frodige og store enge var en vigtig ressource blandt datidens herregårdsejere. Den sandede og magre midtjyske jord var ikke velegnet til kornavl, men til gengæld var engene som skabte til opdræt af stude, der var en stor og profitabel handelsartikel blandt datidens herremænd.
Den lukrative studehandel
Siden unionen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1460 havde det været attraktivt for slesvigske og holstenske adelsmænd at erhverve sig gods i kongeriget, først og fremmest i Nørrejylland, hvor der var gode betingelser for studeopdræt. Efter opstaldning og græsning blev studene ved forårstid drevet sydpå ad de veje, som i dag kaldes Hærvejen. Hærvejen, der også kaldes Oksevejen, var fællesbetegnelsen for ét af flere vejforløb, der forbandt Jylland med Slesvig og Holsten.
Målet var de store kvægmarkeder i Ribe, Kolding, Holsten og Hamborg. Nogle stude blev også solgt til hollandske opkøbere undervejs. År efter år vandrede således store flokke af stude sydpå gennem Sønderjylland.
Billede af adelsslægten von Qualens våbenskjold med vildsvinehoveder. Von Qualen var en gammel uradelig slægt, og dens arvegods i den østlige del af Holsten nævnes første gang i kilderne i 1262. I 1579 slog ritmester Josua von Qualen sig ned i Midtjylland og grundlagde herregården Herningsholm. Figur: Danmarks Adels Aarbog og Dansk Adelsforening.
Den befæstede herregård
Josua von Qualen havde tjent den danske konge under Syvårskrigen mod Sverige 1563 – 1570. Han var udlært inden for krigskunsten, og han anlagde Herningsholm som en regulær fæstning med bastioner og fire fæstningstårne, der var udstyret med malmkanoner. Kun fæstningen ved Rendsborg kunne måle sig med Herningsholm, og herregården blev forsvaret af en hær på 16 ryttere. Det var et topmoderne anlæg, som eventuelt var planlagt til at indgå forsvaret af den jyske halvø i den anspændte tid efter Syvårskrigens afslutning.
Med sin militære erfaring i baghovedet vidste von Qualen, at et langvarigt forsvar krævede forråd. Derfor blev ikke kun den trefløjede borggård, men også hele ladegården opført inden for befæstningen og på den måde beskytte de godt 100 værdifulde stude i staldene.
Christian Rantzau forbedrer studedriften
De danske herremænds handel med stude var på sit højeste i slutningen af 1500-tallet og den første del af 1600-tallet. Rigets største godsejer, adelsmanden Christian Rantzau, havde fået føjet Herningsholm til sine besiddelser i 1627.
Han gjorde Herningsholm til omdrejningspunkt for administrationen af sine vest- og midtjyske godser, og gjorde sig store anstrengelser for at forbedre engene og høavlen, da studefedningen krævede meget og godt enghø. Jo federe stude, jo bedre priser kunne han opnå på kvægmarkederne. Studene blev flyttet rundt mellem hans mange gårde alt efter, hvor fodrings- og salgsmulighederne var bedst.
Adelsslægten Rantzau er af holstensk oprindelse, men gjorde for alvor sit indtog på den danske scene i 15- og 1600-tallet. Christian Rantzau, som købte Herningsholm i 1627, var på daværende tidspunkt en af rigets største godsejere.Figur: Danmarks Adels Aarbog og Dansk Adelsforening.
Studene blev solgt direkte fra staldene på sine midt- og vestjyske godser, da fortjenesten her var større end på kvægmarkederne. Opkøberne var hovedsageligt hollændere. Ved et sådant direkte salg blev han fri for den transportrisiko på op mod 20 dage, som en vandring med stude til Hamborg kunne tage. Ydermere undgik han også at skulle betale told på vejen.
I de senere år blev de hollandske opkøbere dog færre og færre, og Christian Rantzau måtte derfor selv få drevet studene til Hamborg. Var markederne i visse år dårlige, kunne han blot lade studene opstalde på sine herregårde i Holsten. De, der ikke kunne sælges, blev slagtet og saltet.
Videre læsning:
Gregersen, Hans Valdemar: ”Studedriften forbi Toldsted i 1600-tallet”, Jyske Samlinger, række 5, bind 8, 1948, s. 139-161
Steensberg, Axel: ”Herremændene på Herningsholm: Ridderliv og studedrift”, Poul Kristensen, 1975, s. 153-166