Vedbygaard

Ejerhistorie

Da den østlige del af Løve herred formentlig har hørt til en større samlet skovstrækning, som var i Kronens besiddelse, er det sandsynligt, at Vedbygaard i middelalderen var kongsgård. Selve gården nævnes imidlertid første gang i 1312, hvor Peder Thygesen skrev sig 'til Vedby.'

I 1346 var gården ejet af Jacob Begere, som senere deltog i et oprør mod Valdemar Atterdag (1320-1375) og derfor blev hans gods konfiskeret. Vedbygaard blev således krongods, hvilket den forblev indtil 1429, hvor Erik af Pommern (1382-1459) byttede den med Jørgen Rud.

Vedbygaard forblev herefter i slægten Ruds eje i over 200 år. Jørgen Rud døde samme år, som han erhvervede gården, der overgik til hans søn, Mikkel Rud. Han døde i 1460, hvorefter Vedbygaard blev overtaget af hans bror og senere dennes søn, Jørgen Rud.

Jørgen Rud havde i sin ungdom studeret ved forskellige udenlandske universiteter. I en længere årrække var han Roskilde Bispestols lensmand på Saltø og trådte således først senere i kongens tjeneste, hvor han var lensmand i Holbæk og Stege. Han var i sine sidste år medlem af rigsrådet og døde i 1505, hvorefter Vedbygaard overgik til hans søn, Otte Rud.

Otte Jørgensen Rud gjorde karriere i militæret, hvor han især gjorde sig bemærket under kong Hans' (1455-1513) krig i Sverige. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at kongen sendte ham som befalingsmand til Baahus med det vigtige og vanskelige hverv at dæmpe oprøret deroppe.

Efter Otte Jørgensen Ruds død i 1511 overgik gården til hans bror, Knud Rud. Han førte en stille tilværelse i Frederik I's (1471-1533) regeringstid, hvilket imidlertid ændrede sig i 1534, da Grevens Fejde (1534-1536) brød ud. Undervejs i konflikten skiftede han side og endte med at støtte Christian III (1503-1559). Han deltog bl.a. i forsvaret af Dragsholm, men formåede ikke at redde Vedbygaard, som blev plyndret og ødelagt af Slagelses borgere.

Knud Rud døde i 1554, hvorefter gården gik i arv til hans søn, Jørgen Rud. Han stod Christian III nær, hvilket bl.a. resulterede i, at han besad flere anseelige len. Senere under Frederik II (1534-1588) deltog han i erobringen af Ditmarsken i 1559 og i Den Nordiske Syvårskrig  (1563-1570). Han døde i 1571, hvorefter Vedbygaard i fællesskab blev ejet af hans børn, indtil sønnen Knud Rud blev eneejer.

Knud Rud døde i 1620, hvorefter gården overgik til hans datter, Lene Rud. Hun blev enke i 1640 og ejede gården frem til sin død i 1671, hvor den blev overtaget af hendes søn, Sivert Grubbe. Han døde kort efter moderen, hvilket betød, at Vedbygaard overgik til hans enke, Hille Bülow. Hun indgik få år efter nyt ægteskab med Jørgen Mathias Frederik Lützow, der således blev gårdens nye ejer. Han døde i 1696, hvorefter Hille Bülow sad på gården frem til sin død, hvor den overgik til hendes datter af første ægteskab, Lene Kirstine Grubbe.

Lene Kirstine Grubbe bragte Vedbygaard til sin mand, Friederich August Barner, der tilhørte en nordtysk adelsslægt. Han døde i Slaget ved Gadebusch i 1712, hvorefter hun giftede sig med Christian Friederich von Barnevitz.

Efter Christian Friederich von Barnevitz' død valgte Lene Kirstine Grubbe i 1738 at sælge gården på auktion, hvor den blev erhvervet af Joachim Hartvig Johan Barner. Han var født i Mecklenburg, men var som ung kommet til Danmark, hvor han indtrådte i hæren og avancerede til oberstløjtnant. Siden forlod han den militære vej, idet han blev udnævnt til stiftamtmand i Christianssand.

Joachim Hartvig Johan Barner døde barnløs i 1768, og da han ønskede, at Vedbygaard ikke skulle gå ud af slægtens eje, testamenterede han gården som et stamhus ved navn Barnersborg til nevøen Helmuth Gotthardt von Barner. Denne blev efterfulgt af sin søn, Hartvig Gottfried von Barner, der imidlertid fik økonomiske vanskeligheder: pga. bindingerne på stamhuset kunne han ikke skaffe kapital til at investere i driften, og han anså derfor ikke stamhuset som en god forretning. Han fik således i 1794 kongelig tilladelse til at ophæve stamhuset, mod at han erstattede det med en fideiskommiskapital for familien. En fidekommiskapital var en slags fond, hvor familien kunne nyde renterne.

Hartvig Gottfried von Barner døde i 1811, hvorefter hans enke, Conradine Johanne Ericha von Barner, i 1818 solgte gården til Peter Sigvard Neergaard. Han videresolgte den i 1845 til Olaus Olavius Meldahl. Vedbygaard var herefter kendetegnet ved nogle hurtige ejerskift indtil 1854, hvor gården blev erhvervet af Heinrich Gerner Gamst.

Heinrich Gerner Gamst døde i 1861, hvorefter gården blev overtaget af hans nevø, Hans Christian Lund, der ejede den frem til sin død ti år senere. Hans enke, Pauline Friis, beholdt den herefter frem til 1892, hvor den blev overtaget af adoptivdatteren Charlotte Storck.

Charlotte Storck bragte gården til sin mand, Peder Madsen, og under deres ejerskab blev der hver sommer ført et gæstfrit hus på Vedbygaard, der særligt rettede sig mod syge og dårligt stillede mennesker. Peder Madsen døde i 1911, hvorefter Charlotte Storck ejede gården frem til sin død i 1917.

Efter hendes død overgik Vedbygaard i overensstemmelse med hendes og Peder Madsens testamente til en selvejende institution, hvor gården skulle anvendes til et rekonvalescenthjem for kvinder. I 2018 blev Vedbygaard købt af Dan Svenningsen, som fortsat ejer gården i 2021.