Vaabensholm
Vaabensholm hed tidligere Væbnersholm og før det Føvling.
Gården har siden 1798 hørt under herregården Mattrup.
Vaabensholms hovedbygning er opført i grundmur i 1999.
Gården er placeret inde i Våbenholm skov.
Ejerhistorie
Vaabensholm er en gammel herregård, der oprindelig hed Føvling. Gården blev allerede nævnt i 1432, hvor den var ejet af lavadelsslægten Væbner. Slægten uddøde med Peder Terkelsen Væbner i 1587. Hans enke, Else Juul, ejede derefter gården, der fra da kaldtes Væbnersholm.
I 1612 tilhørte Væbnersholm Jacob Krabbe, der var nevø til Peder Terkelsens søster. Han solgte gården til Elisabeth Daa, der testamenterede den til sin søn Corfits Ulfeld til Mattrup. I 1670 skødede han en del gods - heriblandt Væbnersholm - til sin søn, Jakob Ulfeld.
Jakob Ulfeld blev senere straffet af Christian V (1646-1699) for at have behandlet sin hustru dårligt, og da han døde i 1688 gik Væbnersholm og alt hans gods derfor til Kronen.
I 1694 udlagde kongen Væbnersholm til ryttergods under det Skanderborgske Rytterdistrikt. Ryttergods var krongods, der skulle forsørge hærens rytterregimenter.
Ved ryttergodsets ophævelse i 1767 oprettede Kronen herregården Vaabensholm på Væbnerholms tidligere placering. I 1798 blev denne gård erhvervet af Thyge Jesper de Thygeson, som igen lagde den under Mattrup, der nu var blevet ophævet til et stamhus. Et stamhus var et gods, hvortil arveretten var båndlagt således, at det hverken kunne deles, bortsælges eller pantsættes.
Stamhuset Mattrup blev dog allerede ophævet i 1828, da dets besidder, Niels Emanuel de Thygeson, var dybt forgældet. Dette betød imidlertid ikke, at Vaabensholm blev skilt fra Mattrup, da gården på den efterfølgende tvangsauktion fulgte med Mattrup til Thyge G. C. F. De Thygeson.
Vaabensholm er i 2021 stadig underlagt Mattrup Gods, som siden 1989 har været ejet af Anders Steen Westenholz.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Bulow, E.: Danmarks større gårde. 1961-1967.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Våbensholm
Region og kommune
Midtjylland - Horsens
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Anders Steen Westenholz
Herregårdens størrelse
61 ha
Godsets størrelse
1828 ha
Detaljeret størrelse
Herregården: ager 61 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Våbensholm er en del af Mattrup Gods, der bl.a. også omfatter hovedgården Mattrup og har et samlet areal på 1828 ha
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Skanderborg - Tyrsting - Føvling
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
14.61 htk
Skovskyld
0.74 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
226.32 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 4 s 227