Ulstrup (Nordjylland)

Ejerhistorie

I 1400-tallet tilhørte Ulstrup slægten Bagge. Jens Lauridsen Bagge nævnes som gårdens ejer i 1453. Senere blev Ulstrup arvet af sønnen Jep Bagge, efter hvis død enken, Marine Jensdatter Kall, sad som gårdens ejer. Der eksisterer dog kun spredte informationer om gården fra denne periode.

I 1500-tallet kom en ny ejerfamilie til Ulstrup, da gården kom i hænderne på Niels Høeg, der også var ejer af den nærliggende herregård Eskær. Han var gift med Karen Steensdatter Gøye, og i 1568 blev gården delt mellem efterkommere fra hendes første ægteskab: brødrene Frands og Otte Banner. Som mange andre herregårde i 1400- og 1500-tallet blev Ulstrup ramt af talrige arvedelinger, som fordelte gården på mange hænder. Disse arvelodder kunne nedarves gennem generationer (og atter deles i fjerdedele, ottendedele eller endog 24-dele) eller sælges som pantelodder.

Således også Ulstrup, som i begyndelsen af 1600-tallet var delt i flere anparter, hvoraf nogle var i hænderne på Falk Gøye og Jørgen Grubbe, der begge var i familie med Frands og Otte Banner. Begge solgte deres part i gården til Iver Kaas, som fra ca. 1630 må regnes for at være blevet eneejer af gården.

Iver Kaas, der i 1636 også blev ejer af nabogården Faddersbøl, tog del i skudehandlen i Norge, hvor man solgte dansk smør, mel og korn mod norsk tømmer og metal. Sammen med hustru Sophie Mogensdatter Krag, skænkede Iver Kaas en udskåret altertavle til Jannerup Kirke. Ægteparret blev senere begravet i Hundborg kirkes kor.

Efter Iver Kaas død i 1662, udkøbte sønnen Hartvig Kaas sine medarvinger af både Ulstrup og Faddersbøl. Hartvig Kaas, der havde gjort karriere inden for militæret, deltog som oberstløjtnant i Slaget ved Lund 1676. Inden sin død i 1704 formåede Hartvig Kaas at oprette Ulstrup som en komplet herregård, hvorved Ulstrup blev bevilget skattefrihed for hovedgårdsjorden.

Efter Hartvig Kaas' død i 1704 sad enken Sophie Rothkirch som ejer af de to gårde. Da der ingen arvinger var til at overtage gårdene, solgte Sophie Rothkirch i 1709 Ulstrup, men blev boende på Faddersbøl.

Ulstrup blev købt af gårdens hidtidige forpagter, Peder Mortensen Selle. Ved hans død i 1720 blev gården delt mellem døtrene Anne Christine og Helvig Brockenhuus Selle. Anne Christine overdrog sin andel af gården til søsteren, der året efter bragte Ulstrup ind i sit ægteskab med Peder Mads Jensen. Efter Peder Mads Jensens død i 1737, giftede Helvig Brockenhuus sig kort efter med Jørgen Christian Poulstrup, der var by- og herredsfoged i Thisted. Jørgen Christian Poulstrup beholdt sit embede indtil 1744 og blev året efter udnævnt til kancelliråd. I 1751 døde han, og Helvig Brockenhuus blev derved enke for anden gang. Helvig Brockenhuus sad således som eneejer af Ulstrup indtil 1776, hvor hun solgte gården til Peder Mortensen.

I 1780 opførte Peder Mortensen en ny lade, bygget af østersøtømmer. I 1783 solgte han gården til Adolph Christian Bruun, der i sin tid som ejer af Ulstrup, foretog flere forbedringer på gården. Blandt andet opsatte Adolph Christian Bruun jorddiger omkring dele af gårdens marker. Dog foretog han ikke en udskiftning af landsbyfællesskabet, som mange andre godsejere i denne periode, men lod fæstegårdene fortsætte med at lade jorden dyrke i fællesskab.

Adolph Christian Bruun døde i 1800. Få måneder efter hans død, blev sønnen Malthe Conrad Bruun dømt til landforvisning ved Højesteret. Malthe Conrad Bruun, der var fortaler for religions- og ytringsfrihed, havde kritiseret den danske regering. Få år senere blev Trykkefrihedensforordningen af 1799, der indførte en streng censur i Danmark, vedtaget, og hammeren faldt over Malthe Conrad Bruun, der tilbragte resten af sit liv i Paris. Hans mor Anna Christine Hoff solgte derfor gården i 1804.

Ulstrup blev købt af Hans Jakob Lindahl, der var en af tidens kendte godsslagtere. Han medvirkede til opløsningen og udstykningen af mindst 14 herregårde i Jylland. Fremgangsmåden var hver gang den samme. Først blev fæstegårdene solgt fra til bønderne, som herved blev selvejerbønder. Dernæst opdeltes selve hovedgårdens i mindre parceller og solgt til højestbydende. Hans Jakob Lindahl var effektiv og efter kun et år var udstykningen gennemført, og han kunne sælge hovedparcellen - med Ulstrup - tilbage til Jens Jacob Bruun, som var søn af den tidligere ejer.  

Det skete ofte, at konsortier eller spekulanter solgte hovedparcellen tilbage til tidligere ejere. Spekulanterne havde opnået en hurtig profit, mens ejerne havde fået realiseret ejendommens værdier og kunne fortsætte driften på den reducerede, men ofte fortsat betydelige, hovedgård.

Jens Jacob Bruun opførte i 1819 gårdens nuværende hovedbygning efter en brand. I slutningen af 1820'erne solgte Jens Jacob Bruun Ulstrup til Niels Bjerregaard Neergaard, der døde i 1851.

Ulstrup blev overtaget af Rasmus Faurschou, der dog allerede i 1855 solgte gården til Poul Knudsen, der restaurerede hovedbygningen og foretog en nybygning af avlsgården. I 1912 blev Ulstrup blev solgt til P. Houe, der døde i 1930. Efter hans død, sad enken M. Houe i en kort periode som gårdens ejer, men sønnen Folmer Houe overtog Ulstrup i 1933.

I 2005 solgte Poul Henrik Houe Ulstrup til Heine Christiansen, der i 2008 solgte gården videre til Leo Jørgensen, som foretog en ombygning og istandsættelse af gården.