Tybrind
Tybrind var i 1650'erne ejet af Christian IV's (1577-1648) tidligere kone Kirsten Munk.
Tybrind indgik fra 1672 i grevskabet Wedellsborg indtil dets opløsning i 1926 som følge af Lensafløsningsloven fra 1919. Tybrind hører fortsat under Wedellsborg.
Ejerhistorie
Tybrind blev oprettet omkring år 1590 af Corfitz Viffert ved nedlæggelse af landsbyen af samme navn. Landsbyen Tybrind bestod af ni gårde, som blev revet ned. Gårdene i landsbyen havde Corfitz Viffert dels giftet sig til gennem sit ægteskab med Anne Gyldenstierne og dels byttet sig til gennem mageskifter med kongen op gennem 1580'erne.
Corfitz Vifferts datter, Christence Viffert, bragte ved sit andet ægteskab Tybrind til Breide Rantzau i 1601. Breide Rantzau var ejer af det store Rantzausholm (senere Brahetrolleborg) på Sydvestfyn. Efter Breide Rantzaus død i 1618 blev hans gods delt mellem hans børn. Det blev datteren af hans første ægteskab, der arvede Tybrind, som derfor overgik til hendes mand, Hans Lindenov den Ældre. Hans Lindenov var en af landets største godsejere med sæde på Gavnø. Hans søn af samme navn var gift med en datter af ægteskabet mellem Kirsten Munk og Christian IV: Elisabeth Augusta. Parret overgav Tybrind til Kirsten Munk i 1653.
Kirsten Munk var i 1615 blevet Christian IV's (1577-1648) anden hustru. Hun fødte 12 børn i sit ægteskab med kongen, hvor otte overlevede. Kongen og Kirsten Munk havde et tæt forhold, men i 1626 indledte hun et forhold til rhingreve Otto Ludvig. Da kongen i 1630 fandt ud af dette, forlod hun hoffet og tog ophold på sine jyske godser Boller og Rosenvold, hvor hun i nogle perioder reelt sad i husarrest.
Fem af kongens og Kirsten Munks døtre blev gift med danske adelsmænd - heriblandt Hans Lindenov. Hermed håbede kongen, at de ville være loyale over for ham. Håbet bristede imidlertid. Ved kongens død i 1648 sad de fem adelsmand reelt inde med hele den politiske magt. Magten varede dog kort. I 1651 fratog Frederik III (1609-1670) svigersønnerne al politisk indflydelse, og i samme ombæring nægtede hans rigsråd at anerkende giftermålet mellem Kirsten Munk og Christian IV.
Det må have været et hårdt slag for Kirsten Munk, der lukkede sig inde på sine godser, men dog aktivt støttede sin datter, Leonora Christine, og hendes mand Corfitz Ulfeldts, støtte til Sverige under krigene i 1650'erne.
Kirsten Munk døde i 1658 og efterlod Tybrind til en anden svigersøn Hannibal Sehested. Hannibal Sehested var en fremtrædende adelsmand. I 1665 opnåede han birkeret over sine godser. Med birkeretten blev godserne til selvstændige retskredse, hvor godsejeren havde stor indflydelse på retsudøvelsen - dog inden for de kongeligt udstedte loves rammer.
Hannibal Sehesteds datter bragte Tybrind til sin mand Wilhelm Wedell i 1666. Han blev i 1672 ophøjet til grevestanden og oprettede grevskabet Wedellsborg af Tybrind og Iversnæs gods. Ved samme lejlighed skiftede Iversnæs navn til Wedellsborg.
Gennem oprettelse af grevskabet sikrede Wilhelm Wedell, at godset ikke længere kunne sælges, pantsættes, deles mellem mange arvinger eller forsvinde ud af familiens eje. Samtidig blev familien en del af enevældens samfundsstruktur og fik status ved hoffet.
Lensafløsningen 1919 bestemte, at alle grevskaber skulle opløses og overgå til fri ejendom. I den forbindelse skulle afgives en afgift til staten. Da grevskabet Wedellsborg blev afløst i 1926, medførte bestemmelserne, at der måtte afgives 90 hektar jord fra Tybrind. Jorden blev efterfølgende udstykket som husmandsbrug.
Tybrind fungerer i dag som avlsgård under Wedellsborg Gods. Det samlede Frijsenborg og Wedellsborg Godser er blandt landets allerstørste.
Hovedbygning
I 1874 brændte den gamle hovedbygning, og en ny blev opført i 1884. Den nye bygning var symmetrisk om en midterakse og havde mod vest en frontspids, mens midterpartiet på østsiden havde et tårnlignende fremspring med spir. På hvert hjørne af bygningen var der en karnap med spir.
Midterfløjen er i dag nedrevet, mens sidefløjene mod nord og syd består.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Vest for den tidligere hovedbygning ligger den trelængede, H-formede avlsbygning.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Tybrind
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Middelfart
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Bendt lensgreve Wedell
Herregårdens størrelse
402 ha
Godsets størrelse
10086 ha
Detaljeret størrelse
Herregården: ager 402 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Tybrind hører under Wedellsborg Landbrug, der er en del af Frijsenborg & Wedellsborg Land- og Skovbrug, som har et samlet landbrugsareal på 10086 ha. Heraf udgør Wedellsborgs andel ca. 3893 ha fordelt på flere hovedgårde og andre ejendomme
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Odense - Vends - Ørslev
Ejer
V.C.J.O.C.B Greve Wedell
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
7.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
363000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 210 køer, 150 kalve, 5 tyre, 32 heste, 16 føl, 60 får. Der sælges ca. 300 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 3 røgter(e), 19 elev(er), 3 karl(e), 8 pige(r), 4 daglejer(e), 6 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Grevskabet Wedellsborg.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Odense - Vends - Ørslev
Ejer
Grevskabet Wedellsborg, lensgreve C. Wedell
Herregårdens størrelse
84.21 htk
Skovskyld
16.69 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
446.58 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.84 htk
Bemærkninger om godset
Del af grevskabet wedellsborg.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Odense - Vends - Ørslev
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
98.05 htk
Skovskyld
16.70 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
300.57 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 506, bd 6, s 688